0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvad er der blevet af den personlige betjening?

Hvorfor er min tankstation blevet en pølseforretning? Hvem har ødelagt Magasin? Hvorfor kan man ikke ringe til SAS? Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alting var meget bedre før i tiden; det ved vi alle.

Sommeren varede en evighed med uendelige lyse dage og nætter, jordbærrene smagte af mere, og midsommerfesten fandt altid sted på sommerens varmeste og smukkeste dag. Når det var vinter, var det på samme måde virkelig vinter.

Sne og frost, så det rev i næsen, og selve juleaften lå der den nydeligste sne på grenene, og farmor blev hentet i kanen og ankom med pakker og snefnug på frakkekraven.

Karl Stegger var den venlige buschauffør, der standsede bussen og lukkede folk ind dér, hvor han antraf dem, selv om der ikke var et stoppested. Han havde en munter bemærkning til alle sine passagerer og vendte sig hele tiden om og smilede imødekommende til dem. Så skulle han lige ind og hente eller aflevere noget post og det ene med det andet. Men vi havde ikke travlt, slet ikke.

Når min far og jeg kørte ind på Esso-tanken, trillede vi over en ledning, der var forbundet med en lille klokke inde i butikken.

Manden hørte klokken, vidste, at der var kunder, og kom ud til os. Vi sad der inde i folkevognen med den todelte bagrude og ventede. Min far bad om at få fyldt tanken op, og manden gjorde det. Så tog han imod betaling, gik ind i butikken og kom tilbage med byttepenge, rakte dem ind ad vinduet og – det er rigtigt – vaskede og tørrede forruden og ønskede os fortsat god tur. Prøv at køre ind på en tank nu til dags og bliv siddende inde i bilen. Ingen af gymnasieeleverne i butikken vil reagere, om du så sidder der hele dagen. De har nemlig travlt med at lave franske hotdogs eller bage. Efter ganske få minutter vil du høre et ordentligt honk bag dig: Så flyt dig dog, din store idiot!

Her i sommerferien kører jeg ind på min vanlige tank på Falster. Vel vidende, at ingen kommer ud og betjener mig, går jeg i gang med at tanke selv. Ikke en dråbe kommer ud. Jeg ryster slangen og sparker forsigtigt på standeren. Jeg tænker, at den må være gået i stykker, og sparker lidt på de andre standere. Samme resultat.

De blinker og dytter, men benzin kommer der fandeme ikke ud. Til sidst overgiver jeg mig og går ind på tanken og spørger, hvad jeg mon gør galt, siden at skidtet ikke virker. På syngende falstersk siger den søde skolepige: »Jeg ved ikke det. Vi har ikke længere noget med benzinen at gøre. Vi er bare blevet en pølseforretning«.

Det viser sig så, at tanken er konverteret til en ubetjent benzinstation, hvor man skal stikke et kort ind i selve standeren og bruge kode og håndspålæggelse og alt muligt, og der er ikke et levende menneske at tale med. Jeg giver op, køber en siciliansk hotdog med chilidressing og triller forsigtigt bort på min sidste liter.

Uanset HVOR meget benzin man råder over, kan man ikke køre til Amerika. Vi diskuterer, om vi kan finde en billig rejse til New York til efteråret, og jeg vil ringe til vores betrængte luftfartsselskab SAS for at høre om mulighederne. Fruen, der er mere moderne end jeg og altid pointerer netop denne kendsgerning, rejser sig og »går ned på nettet«, som hun siger. Hun siger altid »ned«, fordi vores computer står i underetagen. Det synes jeg er lidt komisk – internettets natur taget i betragtning, mener jeg, men jeg siger naturligvis ikke noget, selv om jeg synes, det ville være mere oplagt at sige »op på nettet«, hvis man endelig skal angive en retning.

Hun går altså ned på nettet, og der går en rum tid. Så råber hun, at jeg også skal komme ned på nettet, og det gør jeg. Vi kan vælge mellem et hav af afgange til et hav af priser, der ændrer sig hele tiden. Hvis vi kan flyve kl. 4.40 om morgenen dansk tid og komme hjem kl. 3.50 amerikansk tid, sidde på sæderne 5D og 8E og mellemlande i London og have maksimalt to stykker bagage i rødt skind med, så koster det næsten ingen penge. 15 minutter senere er det en anden pris.

Jeg foreslår, at vi ringer og taler med et menneske i stedet. Det skaber ikke en god stemning, men jeg går alligevel »op til telefonen« og prøver. Det er ikke til at finde et nummer til SAS. Ned på nettet til fruen igen. Hun er nu i færd med at byde på en PH-lampe på laurits.com og viger kun sædet med rullende øjne og uvenlige ord.

Jeg finder langt om længe et godt gammeldags telefonnummer og ringer. En slags stemme byder velkommen til SAS og siger: »De har nu følgende valgmuligheder«. Jeg prøver én af dem og en ny stemme siger: »De har mulighed for at deltage i en undersøgelse. Det tager kun to minutter. Tryk stjerne, hvis De ønsker at deltage«. Nej, jeg vil ej, jeg vil bare tale med et menneske, vil jeg. Jeg trykker på en anden tast: »De er nu nummer 53 i køen«. So long, New York.

Jeg elsker Magasin. Magasin du Nord, alene navnet. Varerne, duftene, damerne bag skranken, cafeteriaet, jamen, det hele. Jeg er mest tryg ved Magasin i Lyngby, for her er jeg kommet, så længe jeg kan mindes. De første år med en voksen i hånden, senere alene eller med fruen i hånden. Jeg har købt det meste af mit tøj derinde, til fritidsbrug og til kontorbrug. Lamper, sengetøj, potter og pander. Jeg har købt mit første jakkesæt derinde og i de senere år en masse andet tøj og en del sko, som jeg ikke havde lyst til eller brug for og heller ikke rigtigt kunne passe, men som fruen syntes var så billigt, at dét skulle jeg bare have. Basta. Frem med kortet.

Som en stille hævn har jeg aldrig taget tøjet eller skoene i brug. Når det har hængt og stået et par år i klædeskabet, kører jeg det i ubrudt emballage til en container med tøj til Afrika. Jeg tænker tit på, hvem der går rundt med det dernede i varmen. En dejlig varm duffelcoat eller et par fornuftige snøresko.

Min favoritafdeling har altid været afdelingen for damelingeri. I begyndelsen vidste jeg ikke, hvad det var, men det afslørede sig jo snart. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste danske dreng, der har roteret rundt i denne afdeling med blussende kinder og tilbageholdt åndedræt. Hvad skulle damerne dog med al det lingeri i alle former og farver? Og hvordan mon det sad sådan helt præcist? Man kunne se og røre ved alle disse forunderlige tøjgenstande lige så længe, man ville. Helt lovligt og uden problemer kunne man gå rundt og lade, som om man skulle finde en gave til et kvindeligt familiemedlem.

Jeg ved ikke, hvem der har ødelagt mit elskede Magasin, men nogen har. Hele ideen er ødelagt. Jeg skal bruge en sommerjakke, sådan en lys, let én, man kan holde ud at have på indendørs, hvis etiketten kræver det. Kære ekspedient, vis mig et udvalg. Men ved denne skranke har de altså kun Boss. Videre til næste skranke. Det er Bison, de har en anden sommerjakke. Det gode ved konceptet var jo netop, at en uvildig ekspedient præsenterede kunden for de jakker, man nu havde, uanset hvilket mærke det var. Det var kunden, det handlede om, ikke producenten.

Det Magasin, jeg elskede, er ikke mere. Tilbage er en række små shops under samme tag. Hvad skal man bruge det til? Så vil jeg da hellere gå i en specialbutik og vælge mig en jakke. Helst uden fruens indblanding.

I Marielyst på Falster er den nye gigantiske Netto-butik byens naturlige centrum. Samme vareudbud som derhjemme i Holte, prisen er den samme, men kunderne er anderledes. Ikke så mange tyskere, som man skulle tro, men derimod horder af norske børnefamilier, som styrer deres indkøbsvogne rundt og rundt i butikken med høj hastighed og stik imod alle færdselsregler.

De er helt stakåndede over, hvor billigt alting er. Derhjemme er de vant til at købe agurker efter vægt, her kan man få en hel agurk for en flad tier. For slet ikke at tale om vin til langt under halvdelen af, hvad de er vant til at betale i Vinmonopolet. Paradis på jord. »Vi går tilbage til start og tager en tur mere, lille far«.

Vi står i lange køer sammen med de norske børnefamilier og forsøger at tilgive dem vores ømme knæhaser og hudafskrabninger som følge af deres hasarderede kørsel med indkøbsvognene. Og vi mindes, at det ikke er så længe siden, at der netop på dette sted lå en rigtig landkøbmand og en grønthandler, som man cyklede op til på mormors gamle cykel. Altid i blændende godt sommervejr, naturligvis. »Hvad skulle det være, hr.? Hvad kan vi være til tjeneste med?«.

Efter således at have stået i Netto-køer i første halvdel af sommerferien, glæder vi os til lidt luksus på firstjernet hotel i Makarska, der ligger ved Kroatiens riviera, som der står nede på nettet, hvor fruen fandt hotellet, da vi ledte efter en tur til New York. Vi trænger til at blive hygget lidt om, har hørt om det lave prisniveau og taler om, hvordan vi skal sidde ved morgenbordet og bestille frisk frugt og vores egen specialkomponerede omelet og læne os tilbage og skue ud over det glitrende Adriaterhav.

Den første morgen på hotellet går vi derfor forventningsfulde ned i underetagen, hvor restauranten ligger. Det viser sig nu snarere at være et folkekøkken, hvor 2-300 sultne sjæle skal spises af inden for en time og står i kø foran ikke færre end syv udleveringssteder for at få morgenmad. Der er bestik-køen, kaffe-køen, brød-køen, frugt-køen osv. Skubben og masen og dagens første knubbede ord, og inden man når tilbage til sit bord, er dét, der skal være varmt, blevet koldt, og den anden vej rundt.

Også her er der mange norske børnefamilier. Jeg synes, jeg kan genkende nogle fra Netto i Marielyst, men det er nok varmen. Nordmændene mener tilsyneladende, at når de har stået i kø en time for at få deres morgenmad, er de berettiget til at samle fødevarer ind til resten af dagen. Det gør de i al fald, men når de forsøger at snige sig ud af folkekøkkenet med brød, tomater og frokostskinke, bliver de stoppet ved udgangen af en vagt, der på meget kroatisk fortæller dem, at dét må de altså ikke.

Der er selvbetjening og selvafrydning over hele banen, men den sidste dag får vi oprejsning. Også i den grad. Der er lang vej til lufthavnen i Split, vi skal slæbe vore kufferter op til et lille torv i nærheden, af sted med en lokal bus og skifte flere gange undervejs. I næsten 40 graders varme.

Jeg tager derfor det dristige og helt uhørte skridt at gå bag om ryggen på fruen og undersøger, hvad det vil koste at blive afhentet på hotellet af en taxa og kørt de to timer til Split Airport. Det lader sig betale, så jeg forelægger planen for fruen, som er i godt lune og godkender den på stedet.

Afrejsedagen oprinder, og vi skal være klar i receptionen kl. 10. Jeg er sikker på, at vi vil blive afhentet af receptionistens farfar i en faldefærdig varevogn af russisk oprindelse, og at vi nok skal dele ladet med andre turister, men dér tager jeg helt fejl. På det aftalte tidspunkt ruller BMW’s absolutte topmodel, en splinterny 745, op foran hotellet, og føreren gør tegn til, at vi skal stige ind. Stumme af forbavselse glider vi ind i den svale, rene og kæmpestore kabine, og bilen kører forsigtigt gennem byen. Vi føler begge stor trang til at vinke til lokalbefolkningen på den kongelige måde, men undlader det dog.

Bilen kører i to timer på smalle bjergveje og gennem små havnebyer. Fruen er som sædvanlig lidt vanskelig at imponere, mens jeg selv er i den syvende himmel og nyder hvert minut. Jeg skyder min del af bagsædet helt tilbage, så jeg næsten ligger ned, lukker øjnene og ønsker, at den store, tunge bil skulle køre os helt hjem til Danmark. Chaufføren kører roligt og hensynsfuldt, så vi slipper for opbremsninger og overhalinger. Han vender sig om og smiler til os. Jeg synes, han ligner Karl Stegger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage