For nogen tid siden blev vi på baggrund af overvejelserne i bogen ’Sansernes hospital’ bedt om at give en evaluering af sygehuset i X-købing.

Årsagen var, at det skal opgraderes til akuthospital for denne del af regionen. Hospitalet ligger midt i byen på et attraktivt areal med udsigt til den nærliggende vidunderligt smukke fjord, og engang – dvs. da de første bygninger blev opført – har det netop været årsagen til, at man byggede her. For det, der måtte mangle i behandlingskvalitet, skulle kompenseres gennem smukke rolige omgivelser nær natur, lys og luft. De noble gamle bygninger opført i 1920’ernes neoklassicistiske stil findes skam stadig; men man skal se godt efter, og de kan kun ses udefra og er for længst vandaliseret med tarvelige termovinduer, som kun billedblinde sygehusarkitekter har arrogance nok til at foreskrive. Og skaden er for så vidt begrænset i det virvar af nye kompensatoriske knopskydninger, føjet til efter det forhåndenværende søms princip, og som helt har demoleret den oprindelig så smukke grund. X-købings hospital er arketypen på et dansk centralsygehus med 250-300 senge og de almindeligste lægelige specialer. Bygningsmassen er usammenhængende. De tidligste anlæg er fra 1920’erne, og siden er der bygget til i 50’erne, 60’erne, 70’erne og senest i 2006. Et hurtigt blik på grundplanen viser en række åbenlyse svagheder, som er generelle for disse knopskudte hospitaler, nemlig et ujævnt konglomerat af bygninger, som uden styrende ordningsprincipper er presset ned på det irregulære grundareal, der begrænses af jernbanen imod syd og kirkegården, som skærer ind i grundens hvepsetalje. Der er sikkert gode historiske begrundelser for denne tilsyneladende forvirring. Hospitalet er blevet udbygget over mere end 80 år, og hver tidsperiode har forsøgt at optimere funktionen under hensyntagen til de foreliggende ressourcer. Resultatet er en arkitektonisk tilfældig sammenstilling af bygninger, der måske nok kan læses som en fortløbende arkitekturhistorie, men som ikke besidder nogen form for helhed, kvalitet eller logik ud over skiftende tiders forsøg på inden for et ofte for lavt budget alene at optimere de mest problematiske logistiske og funktionelle svagheder. Konklusionen er, at der hverken fra et patient-, drifts- eller arbejdsmæssigt og slet ikke fra et arkitektonisk synspunkt findes argumenter for at bevare de nuværende bygningsstrukturer. For den besøgende er førstehåndsindtrykket nedslående. Forhallen er af en kvalitet, der ikke motiverer til en videre analyse, men hele vejen igennem bærer præg af lavkvalitet. Grå Dampa-lofter, gråblå lister, der indrammer de tarvelige downlight-armaturer, prisbilligt lavkvalitetsmøblement og signalforvirring, hvorhen patient eller pårørende end vender sig. Dette rumlige lavpunkt kan ikke alene opvejes af et heroisk imødekommende personale, der også må kæmpe imod tristessen, og som er i tvivl om, om de befinder sig i kælderen eller i stuen. Det nedtoner forventningerne til resten af hospitalet og måske også til kvaliteten af behandlingerne. Vandringen fra forhallen ind i komplekset formår ikke at afryste dette førstehåndsindtryk. De lange retlinede gangforløb er tømt for oplevelse, og i det hele taget synes det, som om patienternes arealer er blevet reduceret som følge af andre konkurrerende hensyn. Omtrent overalt er de oprindelige muligvis arkitektonisk konsistente rum blevet ombygget efter tidens modeste smag og måske hygiejnens krav, hvilket forstærker indtrykket af inkonsekvens og forvirring. Værst i det afsnit, der muligvis som en raptus er blevet forsynet med mørke, grønmalede loftspaneler, hvilket giver de i forvejen lave lange gange en nærmest truende karakter. At patienterne tilsyneladende er blevet tilovers i de nødvendige tilpasninger til tidens øvrige krav, viser ventearealerne på gangene ved røntgenafdelingen. Vi er nøjsomme, vi danskere; her sidder vi og venter på dommen; og der er end ikke rum til svære samtaler. De er fortrængt af maskiner, skannere og andet isenkram, der under meget store omkostninger er presset ind, hvor der har været plads. Som førstegangsbesøgende er det vanskeligt at orientere sig i det labyrintiske forløb igennem gammelt og nyt. Formentlig har der været en tilsyneladende rationel bestræbelse på at skabe et ensartet præg gennem hospitalet, der indebærer en nogenlunde ensartet aptering af rummene, som slører overgangene imellem bygninger fra forskellige tidsaldre. Således bliver det heller ikke helt klart, at man bevæger sig fra det gamle hospital til det splinterny sengeafsnit. Patientrummene er præget af rod og forvirrende billedophængninger af tilfældige billeder og tilfældigt inventar. Alt sammen på den ene side udtryk for en velvilje fra personalets side til at forbedre det iskolde hospitalsmiljø. På den anden side er det samlede indtryk rodet, uden sammenhæng og i virkeligheden udtryk for en for stor personaleautonomi med hensyn til indretning og kunstnerisk helhed, som burde have været gennemført med sikker professionel kunstnerisk hånd og ånd. På gangene henstår som på alle andre hospitaler tilfældigt skrammel – et enkelt sted en uredt seng, der så øjensynligt har været på vej til desinfektion. I alle patientafdelinger, selv den nyeste, foregår al kommunikation og transport, ren som uren, i midtergangen, hvilket er forstyrrende for opholdsarealerne og næppe hygiejnisk ønskeligt. Hospitalet er en gigantisk rodebutik; og den bynære placering er ikke længere så optimal, som den var engang. I fremtiden skal det netop modtage akutpatienter fra et meget større optageområde; men især i myldretiden sidder ambulancerne fast i trafikken. Formentlig SKAL hospitalet nu ombygges med endnu en kompensatorisk knopskydning for flere hundrede millioner kroner for at kunne imødekomme de nye krav, men uden at hverken logistik eller arbejdsmiljø kan optimeres. Det erkender alle; men det er jo nu engang præmissen. Ledelsen er da også opmærksom på, at produktionen alene gennem en optimal logistik vil kunne forbedres med i hvert fald 10 procent. En driftsfordel, der tabes ved endnu en knopskydning, som gør rationel driftssammenhæng endnu mere fjern i det eksisterende bygningskompleks. Man har på den anden side ikke turdet tænke det utænkelige; nemlig at foreslå et nyt hospital opført efter de nyeste principper; i stedet må man fortsat påligne det i forvejen hårdt prøvede personales håbløse arbejdsbetingelser; håbløse både med hensyn til logistik og arbejdsgange, og ikke mindst hvad angår åndsforladte rum og arkitektonisk miljø. Dette kan ikke rettes op ved endnu en knopskydning; og hvis ledelsens antagelser om logistik og funktionalitet er korrekt, vil en investering i et nyt hospital, der måske koster imellem 2 og 3 milliarder kroner, være tilbagebetalt efter en kortere årrække! Hvis man samtidig fratrækker salg af den centrale grund og de store vedligeholdelsesomkostninger af den vedligeholdelsestunge ujævne, forældede bygningsmasse i de første fem år, vil regnestykket blive yderligere gunstigt. Denne besparelse fremkommer alene som en følge af forbedringer i logistik og funktionalitet. Hvis man hertil lægger effekten af det, som præsenteret i ’Sansernes hospital’, vil man mindst kunne opnå en ’produktionsforøgelse’ på yderligere 5 procent. Altså en samlet forbedring på ca. 15 procent, samtidig med at patientsikkerheden øges. For det har – ikke særlig mærkværdigt – vist sig, at smukke tiltalende hospitalsmiljøer er fremmende for helbredelsen, for personaletilfredsheden, for fald i hospitalsinfektioner og for en lang række områder, som kølige planlæggere hidtil har afskrevet som irrelevante; det er bl.a. dette forhold, ’Sansernes hospital’ fører dokumentation for, og som vil få afgørende indflydelse på fremtidens sygehusbyggeri. Men er X-købings sygehus en undtagelse? Desværre nej. Praktisk taget alle danske centralsygehuse har gennemløbet den samme udvikling: påbegyndt i 20’erne; videreudbygget i 30’erne og 40’erne, fordoblet i 60’erne og videre knopskudt helt op til sidste år og med samme nedslående resultat som i X-købing. Er det sådan et ’X-købing-hospital’, patienter, personale, regionerne og regeringen ønsker sig? Problemerne er de samme, og hvis ellers ovenstående regnestykke er blot tilnærmelsesvis korrekt, er der for så vidt ikke noget at betænke sig på: Langt de fleste danske hospitaler af den knopskudte type bør nedlægges og erstattes af nye. Dette vil med et slag bringe Danmark frem til den førerposition, som regeringen efterlyser, og det vil have flere positive effekter. For det første vil en videreudvikling af et byggekoncept, som blev anvendt af København til programmet, der populært kaldes ’5x5 billigere boliger’, kunne reducere byggeomkostningerne til de ikke apparatintensive byggeafsnit med imellem 15 og 30 procent, hvilket overflødiggør den ophedede diskussion om, hvorvidt nye enkeltsengsstuer skal være på 33 eller 40 m{+2}. For det andet kan et stort bygget volumen give dansk byggeri en saltvandsindsprøjtning, der vil være nødvendig for dets omstilling fra en nærmest manufakturagtig produktion til egentlig intelligent nyindustrialisering, hvor brug af CAD (computer aided design) sikrer stor variation – og altså netop ikke en gentagelse af 60’ernes maskinelle kransporsbyggeri. Den såkaldte mass costumization kan være et første skridt i denne retning. Ikke mindst vil nybyggeri af hospitaler afhjælpe eller mildne den krise, der truer i byggeriet. Og tidspunktet kan ikke være mere velvalgt, netop fordi byggepriserne er for nedadgående, når kriser sætter ind. For det tredje vil det danske hospitalskoncept kunne blive en eksportvare på linje med vedvarende energi. Endelig vil det være en rigtig fornuftig investering, der forrenter sig bedre end en anbringelse i obligationer; og måske kan de nybyggede hospitaler medfinansieres ved integration eller udlejning af arealer i de nybyggede hospitaler til et symbiotisk privathospital, der går hånd i hånd med eksperthospitalet. Personalefastholdelse, rekruttering og engagement vil øges i nybyggede faciliteter med forbedret arbejdsmiljø, øget patientsikkerhed, netop fordi omgivelserne i det nuværende hospitalsmiljø er så ukristelige, med personalets konstante angst for patientfejl. Så hvis VI tør, kan vi: forvandle håbløshedens hospitaler til håbets hospitaler – opskriften er simpel og har en samfundsmæssig afsmitning uden sidestykke. Og hvad koster det så, hvad er meromkostningerne? Tilbagebetaling af den investerede kapital efter få år – herefter er det en ren overskudsforretning i forhold til endnu en knopskydningsæra! Så, kære patienter, personale, regering, kære regioner – grønt er godt; sundt er bedre, sundt for patienterne, for patientsikkerheden, for arbejdsmiljøet og ikke mindst for økonomien. Hvad venter vi på?