0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I stedet for håbløshedens hospitaler

Det er nu, vi skal erstatte forældede hospitaler med nye sygehuse, som både personale og patienter ønsker sig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nogen tid siden blev vi på baggrund af overvejelserne i bogen ’Sansernes hospital’ bedt om at give en evaluering af sygehuset i X-købing.

Årsagen var, at det skal opgraderes til akuthospital for denne del af regionen.

Hospitalet ligger midt i byen på et attraktivt areal med udsigt til den nærliggende vidunderligt smukke fjord, og engang – dvs. da de første bygninger blev opført – har det netop været årsagen til, at man byggede her. For det, der måtte mangle i behandlingskvalitet, skulle kompenseres gennem smukke rolige omgivelser nær natur, lys og luft.

De noble gamle bygninger opført i 1920’ernes neoklassicistiske stil findes skam stadig; men man skal se godt efter, og de kan kun ses udefra og er for længst vandaliseret med tarvelige termovinduer, som kun billedblinde sygehusarkitekter har arrogance nok til at foreskrive. Og skaden er for så vidt begrænset i det virvar af nye kompensatoriske knopskydninger, føjet til efter det forhåndenværende søms princip, og som helt har demoleret den oprindelig så smukke grund.

X-købings hospital er arketypen på et dansk centralsygehus med 250-300 senge og de almindeligste lægelige specialer. Bygningsmassen er usammenhængende. De tidligste anlæg er fra 1920’erne, og siden er der bygget til i 50’erne, 60’erne, 70’erne og senest i 2006. Et hurtigt blik på grundplanen viser en række åbenlyse svagheder, som er generelle for disse knopskudte hospitaler, nemlig et ujævnt konglomerat af bygninger, som uden styrende ordningsprincipper er presset ned på det irregulære grundareal, der begrænses af jernbanen imod syd og kirkegården, som skærer ind i grundens hvepsetalje.

Der er sikkert gode historiske begrundelser for denne tilsyneladende forvirring. Hospitalet er blevet udbygget over mere end 80 år, og hver tidsperiode har forsøgt at optimere funktionen under hensyntagen til de foreliggende ressourcer.

Resultatet er en arkitektonisk tilfældig sammenstilling af bygninger, der måske nok kan læses som en fortløbende arkitekturhistorie, men som ikke besidder nogen form for helhed, kvalitet eller logik ud over skiftende tiders forsøg på inden for et ofte for lavt budget alene at optimere de mest problematiske logistiske og funktionelle svagheder.

Konklusionen er, at der hverken fra et patient-, drifts- eller arbejdsmæssigt og slet ikke fra et arkitektonisk synspunkt findes argumenter for at bevare de nuværende bygningsstrukturer.

For den besøgende er førstehåndsindtrykket nedslående.

Forhallen er af en kvalitet, der ikke motiverer til en videre analyse, men hele vejen igennem bærer præg af lavkvalitet. Grå Dampa-lofter, gråblå lister, der indrammer de tarvelige downlight-armaturer, prisbilligt lavkvalitetsmøblement og signalforvirring, hvorhen patient eller pårørende end vender sig. Dette rumlige lavpunkt kan ikke alene opvejes af et heroisk imødekommende personale, der også må kæmpe imod tristessen, og som er i tvivl om, om de befinder sig i kælderen eller i stuen. Det nedtoner forventningerne til resten af hospitalet og måske også til kvaliteten af behandlingerne. Vandringen fra forhallen ind i komplekset formår ikke at afryste dette førstehåndsindtryk. De lange retlinede gangforløb er tømt for oplevelse, og i det hele taget synes det, som om patienternes arealer er blevet reduceret som følge af andre konkurrerende hensyn. Omtrent overalt er de oprindelige muligvis arkitektonisk konsistente rum blevet ombygget efter tidens modeste smag og måske hygiejnens krav, hvilket forstærker indtrykket af inkonsekvens og forvirring. Værst i det afsnit, der muligvis som en raptus er blevet forsynet med mørke, grønmalede loftspaneler, hvilket giver de i forvejen lave lange gange en nærmest truende karakter.

At patienterne tilsyneladende er blevet tilovers i de nødvendige tilpasninger til tidens øvrige krav, viser ventearealerne på gangene ved røntgenafdelingen. Vi er nøjsomme, vi danskere; her sidder vi og venter på dommen; og der er end ikke rum til svære samtaler. De er fortrængt af maskiner, skannere og andet isenkram, der under meget store omkostninger er presset ind, hvor der har været plads.

Som førstegangsbesøgende er det vanskeligt at orientere sig i det labyrintiske forløb igennem gammelt og nyt. Formentlig har der været en tilsyneladende rationel bestræbelse på at skabe et ensartet præg gennem hospitalet, der indebærer en nogenlunde ensartet aptering af rummene, som slører overgangene imellem bygninger fra forskellige tidsaldre. Således bliver det heller ikke helt klart, at man bevæger sig fra det gamle hospital til det splinterny sengeafsnit.

Patientrummene er præget af rod og forvirrende billedophængninger af tilfældige billeder og tilfældigt inventar. Alt sammen på den ene side udtryk for en velvilje fra personalets side til at forbedre det iskolde hospitalsmiljø. På den anden side er det samlede indtryk rodet, uden sammenhæng og i virkeligheden udtryk for en for stor personaleautonomi med hensyn til indretning og kunstnerisk helhed, som burde have været gennemført med sikker professionel kunstnerisk hånd og ånd.

På gangene henstår som på alle andre hospitaler tilfældigt skrammel – et enkelt sted en uredt seng, der så øjensynligt har været på vej til desinfektion. I alle patientafdelinger, selv den nyeste, foregår al kommunikation og transport, ren som uren, i midtergangen, hvilket er forstyrrende for opholdsarealerne og næppe hygiejnisk ønskeligt.

Hospitalet er en gigantisk rodebutik; og den bynære placering er ikke længere så optimal, som den var engang. I fremtiden skal det netop modtage akutpatienter fra et meget større optageområde; men især i myldretiden sidder ambulancerne fast i trafikken.

Formentlig SKAL hospitalet nu ombygges med endnu en kompensatorisk knopskydning for flere hundrede millioner kroner for at kunne imødekomme de nye krav, men uden at hverken logistik eller arbejdsmiljø kan optimeres. Det erkender alle; men det er jo nu engang præmissen.

Ledelsen er da også opmærksom på, at produktionen alene gennem en optimal logistik vil kunne forbedres med i hvert fald 10 procent. En driftsfordel, der tabes ved endnu en knopskydning, som gør rationel driftssammenhæng endnu mere fjern i det eksisterende bygningskompleks. Man har på den anden side ikke turdet tænke det utænkelige; nemlig at foreslå et nyt hospital opført efter de nyeste principper; i stedet må man fortsat påligne det i forvejen hårdt prøvede personales håbløse arbejdsbetingelser; håbløse både med hensyn til logistik og arbejdsgange, og ikke mindst hvad angår åndsforladte rum og arkitektonisk miljø.

Dette kan ikke rettes op ved endnu en knopskydning; og hvis ledelsens antagelser om logistik og fun