GHETTO – GHETTO – GHETTO – PALÆSTINA.
Sådan lyder det på muren, når du nærmer dig Qalandia Checkpoint mellem Jerusalem og Ramallah fra Jeriko i øst. Muren er ellers temmelig graffitifri her. En massiv ti meter høj masse af grå. Og så disse anonyme blokbogstaver i uambitiøs middelstørrelse: Ghetto. Gråt interval. Ghetto. Gråt interval. Ghetto. Og lige før du nærmer dig checkpointet og graffitien tager til, er det ikke en af Banksys berømte tegninger, som pryder muren flere steder, der gør indtryk, men dette, et usandsynligt toords efterord: ROMANTIK – POETIK står der. Det er længe siden, jeg har set grønttorvet i Ramallah så bugnende fuldt og, ja, grønt. Mynte, spinat, mælkebøtteblade. Fennikel, lilla gulerod, blomkål og bønner. Det er på Gazakrigens ottende dag, at vi fylder køleskabet og køkkenskabene helt op og prøver at glemme, at i den mest frugtbare del af de palæstinensiske områder står det slemt til med krydderurt og frugt, ja for ikke at tale om vand, brød, ris, insulin.
Det har ligget i luften, at Israels nu ugelange luftbombardementer af Gaza ville blive kombineret med en landinvasion af Striben igen før eller siden. Det blev før. På dag otte. Vi vandrer gennem Qeltdalen på syvendedagen. Wadi al-Qelt, som det hedder på arabisk, ligger lidt vest for Jeriko, tæt ved Det Døde Hav. For 2000 år siden holdt kong Herodes hof her om vinteren i en oase midt i det barske ørkenlandskab. Vi har gået her ofte før og er altid løbet tør for vand på sensommerdage. Her er svimlende smukt på denne sprøde januarmorgen.
