Alle må i dag erkende, at EU mangler politisk gennemslagskraft i det internationale samfund.
Derfor er det nødvendigt, at vi benytter den nye institutionelle struktur, der følger med ratificeringen af Lissabontraktaten, til at opstille visioner for Europas rolle i verden. Vi taler ofte om de europæiske værdier og om, hvordan EU kan præge og påvirke udviklingen globalt, f.eks. er menneskerettighederne en integreret del af EU’s traktatgrundlag. Men desværre er virkeligheden, at EU-institutionerne snarere opfatter redskaberne som et mål i sig selv end som et middel til at skabe forandringer. Derfor opfordrer jeg til, at det nyvalgte Europaparlament som noget af det første tager fat på at skabe sammenhæng mellem de mange gode intentioner og den førte politik. EU bør kunne tale med en betydelig vægt i globale politiske spørgsmål, idet EU tropper op til f.eks. G20-møderne med et BNP på over 100.000 milliarder kr. Et svimlende tal, da USA og Kinas BNP hhv. er på 80.000 og 23.000 milliarder kr. EU’s hovedopgave i de kommende årtier bør være at sikre demokrati, menneskerettigheder, velfærd, bæredygtighed og fred i hele verden. Europæiske borgere tager det som en selvfølge, at despoti, armod og krig ikke er uomgængelige livsvilkår. Europæerne ved, at der findes en anden vej, som går via vedholdende og kompromissøgende politisk samarbejde. Godt nok befinder vi os i en dyb recession, og første prioritet her og nu er kampen for at komme ud af krisen, men i det langsigtede perspektiv får verden mere velstand. Således har Verdensbanken anslået, at verdens BNP i løbet af de kommende 25 år vil vokse med 100 procent. Som et første punkt skal EU nå frem til en strategisk og forpligtende »konsensus om demokrati«, hvor der foretages en mere dybgående analyse af metoder, der er udviklet til at understøtte demokrati og tilpasse redskaber for at øge deres effektivitet. Vi skal samtænke udenrigs- og udviklingspolitik, hvor bistandspolitikken i højere skal grad fokusere på at reducere ulighed, på demokratiaspektet og en velfungerende retsorden og menneskerettigheder. Alt for ofte ser vi, at der indgås handelspolitiske aftaler uden sammenkædning med de ovennævnte områder. Handelspolitiske aftaler rummer en sanktionsmulighed, der er langt mere effektiv end ’skarp påtale’, f.eks. er det vigtigt, at EU står fast på modstanden mod dødsstraf, der stadig anvendes af Hviderusland som det sidste land i Europa.
EU bør på dette punkt følge Amnesty International. EU er Hvideruslands tredjestørste handelspartner og skal i dette tilfælde bruge økonomien som pression, og præsident Lukasjenko bør heller ikke kunne deltage i det forestående møde om EU’s naboskabspolitk. EU er et forbillede for mange ude i verden, men det er vi kun, når vi selv går forrest. Ellers svækker det EU’s troværdighed udadtil. Stadig flere lande får demokratiske styreformer: Freedom House nævner, at halvdelen af verdens befolkning i dag lever i demokratier i en eller anden form, men der er lang vej, før vi får stærke civilsamfund, der kan matche det politiske system og markedet, som vi kender det fra vores egen verden Vi ved, at den største hindring for demokrati og menneskerettigheder er social ulighed. Derfor skal vi i højere grad styrke fattigdomsorienteringen, og udvikling skal ikke underordnes handelspolitikken. I 2005 forpligtede de daværende 15 EU-lande sig til at nå op på 0,56 procent af BNI i 2010 i bistand. Alligevel faldt bistanden fra 0,41 til 0,38 procent, og som følge af den finansielle og økonomiske krise ser vi allerede nu drastiske fald i bistanden.
