For nogle år siden sad jeg i den kenyanske hovedstad Nairobi og søgte som sædvanligt om udvidelse af min tanzanianske arbejdstilladelse til et års visum for at arbejde i Kenya. På tredje dags eftermiddag på kontoret i Kenyas udlændingeservice, under processen som normalt tog en halv dag, spurgte jeg forsigtigt den myndige dame, om det ikke kunne gå lidt hurtigere, da jeg boede på hotel og kun ventede på at få mit visum, så jeg kunne komme tilbage og passe mit arbejde. Det skulle jeg ikke have sagt! Jeg blev sendt ind til en anden myndig og kompetent dame højere oppe i systemet og blev spurgt, hvorfor jeg brokkede mig. Jeg svarede forsigtigt, at det jo normalt kun tog en halv dag, og jeg var kun i Nairobi for at få visum og havde udgifter til ophold etc. Hun, en dame på min egen alder, så hvast på mig og sagde: »Hvor er det du kommer fra? Danmark ikke?« Det kunne jeg jo ikke benægte, hvorefter hun sagde: »Selv om du giftede dig med mig, ville jeg jo ikke engang få lov at komme med dig til Danmark i et år, så hvad er det du beklager dig over?« Jeg undskyldte med det samme, at jeg havde beklaget mig. Jeg følte mig flov, følte mig som en tromlende nykolonialist. Damen havde jo ret. Kenya har kun indført visumstramninger, efter at Danmark har gjort det over for Kenyas borgere. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle føle mig flov over at være dansker i Østafrika. Jeg har boet der i 22 år og har altid før været rigtig velkommen, når folk hørte, jeg kom fra Danmark. I en landsby langt ude på landet i Zambia mødte jeg i 1985 en ansat i landbrugsministeriet, og da han hørte, jeg var dansker, fortalte han om alt det gode, Danmark har gjort for Zambia. I Tanzania har jeg utallige gange i 1990’erne mødt lokale folk, der fortalte mig, hvor meget de holdt af Danmark. Én fortalte mig om sin danske matematiklærer Hansen, som jeg da måtte kende, den bedste lærer han nogensinde havde haft. Kommunalrådsmedlemmet fortalte mig om al den støtte, de havde fået til udvikling fra Danida, og de mange lokale ledere og indbyggere i landsbyerne huskede det danske frivilligprojekt, der havde forbedret deres hverdag. Fælles for dem alle var, at de huskede Danmark positivt, og at de havde et godt forhold til de udsendte danskere, som de havde mødt. Men nu har udviklingshjælpen skiftet karakter mere til budgetstøtte direkte til regeringerne, og der er skåret kraftigt ned på udsendte medarbejdere. Det er måske godt for effektiviteten i udviklingshjælpen, men det gavner ikke den mellemfolkelige forståelse, som danske NGO’er ellers har været rigtig dygtige til at etablere. Danmark har gennem årene, siden uafhængigheden for de østafrikanske lande i begyndelsen af 1960’erne, bidraget til mange store udviklingsprojekter inden for sundhed, uddannelse, infrastruktur og miljø. Vi har sammen med de andre nordiske lande hjulpet til med starten af en produktion gennem støtte til start af kooperative virksomheder kort efter uafhængigheden. De danske frivilligorganisationer og missionsselskaber har igennem mange år støttet rigtig mange lokale udviklingsprojekter og -initiativer direkte. De mange udsendte, der boede i de mindre byer, fik et tæt og nært forhold til kolleger, til ansatte i kommunerne og til lokale politikere. Den store kombinerede indsats, fra den danske stat direkte gennem Danida og de mange forskellige private organisationers arbejde, var noget, som blev bemærket og set. Det var en direkte indsats, som alle i modtagerlandene kunne se: Et nyt skib bygget af Danida til sejlads på Victoriasøen, en regelmæssig forsyning af medicin til hospitalerne, bygningen af en moderne cementfabrik og danskeren, der hver dag kommer på det lokale marked og køber ind med et dansk flag som mærkat på bilen. Det er opbygning af goodwill, det er ’branding’, det viser ansvarlighed, og det har givet Danmark en unik status internationalt. Denne store indsats har gjort, at Danmark igennem de sidste mere end 40 år har opbygget et ry som en nation, der tager sit globale ansvar alvorligt. Der er blevet skabt respekt om den danske indsats, både i de nationale stater, men også i de internationale organisationer og forsamlinger. Sådan har det været indtil for nogle år siden – inden Mohammed-krisen, inden de meget strammere udlændingeregler, inden nedskæringen af procentsatsen af BNP til udviklingsstøtte, inden fratagelsen af de betydelige direkte tilskud til danske ngo’ers udviklingsarbejde. Men fra begyndelsen af det nye århundrede har den modtagelse, jeg som dansker har fået i Østafrika, langsomt ændret sig til at være meget mere negativ. Det viste modtagelsen i den kenyanske udlændingeservice, men det har også vist sig i dagligdagen for mig selv og for andre danskere. Jeg havde for to år siden min teenagedatter på sommerferie i Tanzania med to veninder. På vej ud til lufthavnen i Tanzanias ellers meget fredelige hovedstad Dar Es Salaam (Fredens Havn) sidder taxaen pludselig fast i et langt demonstrationsoptog, hvor der brændes danske flag! At pigerne og jeg skulle opleve at sidde skræmte i en taxa mellem et titusindtal af mennesker, der er os fjendtligstemte, fordi en dansk statsminister ikke ville tage et møde med en gruppe ambassadører! Det havde jeg aldrig forestillet mig at skulle opleve i Tanzania. I Tanzania er der siden begyndelsen af århundredet kommet en voksende gruppe parlamentsmedlemmer, der har en ny udlændingepolitik på dagsordenen. De vil have begrænsninger i udlændiges muligheder for at arbejde og investere i landet. De vil forbeholde såvel arbejdspladser som forretningsmuligheder til tanzaniske borgere. Det lyder måske bekendt? Jeg kan nu ikke mere eje/købe land i Tanzania, og den grund, jeg har på en ø i Victoriasøen, hvor jeg har bygget et lille hus til mine gamle dage, ja, den har det lokale parlamentsmedlem indledt en kampagne for at tage fra mig, da jeg ikke er tanzanianer. Det lyder måske også bekendt? Jeg har talt med bekymrede danske og europæiske direktører for dansk eller udenlandsk ejede virksomheder i Tanzania, som mister retten eller får begrænset mulighederne for at fortsætte arbejdet inden for forskellige sektorer som spedition, turisme, skibsfart samt en masse liberale erhverv. En af mine nære danske venner var for et par år siden på ferie i Kenya og Tanzania, hvor han havde en rigtig god tur og blev godt modtaget. Han fik ved ankomsten, som en hvilken som helst anden dansk statsborger, der kommer til Nairobis lufthavn i Kenya eller Kilimanjarolufthavnen i Tanzania, et turistvisum for fire uger udstedt på stedet på nogle få minutter. Under sin rejse lærte han nogle mennesker at kende, som han besøgte. Han havde derfor i år sammen med sin kone inviteret en kenyansk bekendt fra ferieturen på besøg i Danmark tre uger i efterårsferien. Hun søgte om et tre ugers turistvisum til Danmark. Ved aflevering af visumansøgningen til den danske repræsentation fik hun at vide, at behandlingstiden ville være syv - ni uger. Derfor søgte hun om visum i god tid, nemlig 1. juli, med ansøgning om at lande i Danmark 4. oktober. Det viste sig at vare noget længere, da hun først fik svar på visumansøgningen 7. oktober. Visumansøgningen blev afslået via de danske myndigheder, fordi hun som kenyansk statsborger ikke var berettiget til et turistvisum til Danmark med begrundelsen, at »du har oplyst, at du ønsker at besøge din herboende ven. Du er således ikke omfattet af den persongruppe af statsborgere i Kenya, der efter praksis som udgangspunkt meddeles visum til Danmark«. Min danske ven er temmelig opbragt, og han siger, det er noget »svineri«! Han har et godt fast arbejde, det samme har hans kone. De har inviteret deres kenyanske bekendte og garanteret for hendes ophold, vil stille bankgaranti og betale hendes omkostninger, men alligevel kan hun efter udlændingestyrelsens regler ikke få visum! Så kan vi som almindelige borgere i Danmark spørge os selv: Hvad nu, hvis landene ude i verden begynder at indføre de samme visumregler, som Danmark gør over for disse landes borgere, hvordan bliver det så som rejseglad dansker at være turist i Afrika, Østen og Sydamerika, hvor mange af os gerne tager hen? Vi vil gerne markedsføre Danmark som et godt turistland ude i verden, og så er det vel et godt udgangspunkt at være kendt som et land, der modtager sine egne gæster venligt? I sidste måned blev der offentliggjort en undersøgelse, der viser, at turistbesøget i Danmark er faldet med to procent det sidste år, hvorimod de europæiske lande, vi kan sammenligne os med, har et stigende antal turister. Det kunne jo give anledning til nogle overvejelser angående årsagerne til de faldende tal, og udlændingestyrelsens behandling af turistvisummet til min vens kenyanske gæst er måske ikke den bedste måde at tiltrække turister på? De danske regler for, hvordan man modtager besøgende, der ikke er hvide og måske heller ikke kristne, bliver naturligvis mere og mere kendt ude omkring. Det vil ikke bidrage til at øge antallet af turister til Danmark fra store dele af verden. Danmark har heldigvis andre indtægter end turisme, så vi kan nok leve med en nedgang i turistantallet. Men de fleste danskeres rejselyst stiger i disse år, så det er værd at overveje, hvordan vi kan bevare både friheden til at rejse, hvorhen vi vil, og bevare den positive modtagelse, vi får langt de fleste steder? For det er vel rimeligt at forvente, at verdens lande efterhånden vil balancere, hvordan vi behandler hinanden indbyrdes? At behandle andre som man selv bliver behandlet, det er vel menneskelig natur? Vi kan se det med f.eks. visumreglerne indført i Østafrika for danskere, efter Danmark indførte visaregler for østafrikanske statsborgere. Så selv om der på kort sigt er nogle lande, der af økonomisk nød lemper på deres visumregler for at få mange turister, så for at komme tilbage til realismen: Hvordan kan vi forvente, at du og jeg og alle andre danskere med rejselyst og udlængsel vil blive modtaget fremover, når vi vil ud at rejse til lande, hvis borgere har svært ved at få indrejsevisum til Danmark? I en bredere sammenhæng – hvordan bliver det at være dansker i fremtidens verdenssamfund, hvis hvert land forbeholder sig retten til kun at ansætte egne borgere og kun vil have egne borgere som investorer? Hvordan skal Danmark klare sig i en sådan verden, når vi samfundsøkonomisk og velstandmæssigt hovedsageligt er afhængige af global samhandel? Den største danske virksomhed, Mærsk, der arbejder i hele verden, har havneanlæg, speditionsfirmaer og mange andre virksomheder med danske ledere i lande i Afrika og Østen. Det samme har mange andre større og mindre danske virksomheder. Får Mærsk og andre virksomheder lov til at fortsætte deres arbejde og ekspansion i udlandet og bevare kontrollen med deres lokale virksomheder med ansættelse af udsendte danske ledere? Danmark er et lille land i den globale verden. Kan vi indføre regler og love, som begrænser andre af verdens lande og deres indbyggeres muligheder for samspil med Danmark og danskerne, og så samtidig selv forvente at blive modtaget åbent og positivt? Eller må vi regne med, at andre lande også begynder at lægge flere og flere begrænsninger på Danmark og danskes muligheder for at rejse, arbejde, investere og eksportere?