Den norske regering havde i vinter et forslag oppe om at give kvindelige betjente ret til at bære hijab som en del af deres tjenestemandsuniform.
Den norske diskussion var motiveret af en ansøgning i Stavanger politidistrikt, der forudsatte en ændring af uniformsreglementet for at kunne imødekommes – herfra gik sagen højere op i systemet. Argumentet fra tilhængerne var, at man skulle kunne udtrykke sin identitet og sin holdning som from muslim. Også et andet multikulturalistisk forslag var i vinterens løb på dagsordenen. Regeringen ville som alternativ til afskaffelsen af den sovende blasfemiparagraf foreslå straf for »hatefulle ytringer slik at det omfatter kvalifiserte angreb på religion eller livssyn«. Et forslag, der skulle beskytte forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, som det blev udtrykt. Men i realiteten var det naturligvis et forslag, der var møntet på at forhindre kritik og hån af islam og muslimske dogmer. Kristne følelser har vi trampet lystigt på i kunst og litteratur i over hundrede år. Nu begyndte imidlertid i januar en offentlig strid – mange akademikere og kommentatorer, selv den norske kirke, vendte sig imod forslagets beskæring af ytringsfriheden.
