0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En højesteretsdom i europæisk lys

Der er brug for nye løsninger, der kan sikre en robust religionsret i det danske samfund

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Højesteret afsagde 5. november en historisk dom om diskrimination i dansk religionsret. Sagen var anlagt mod staten af ’Katolikker for lighed’. De tabte på alle punkter.

Dommen handler om to centrale spørgsmål i de aktuelle drøftelser af den faktiske danske religionsretlige model: Tvungen cpr-registrering via folkekirken og folkekirkens tilskud fra den almindelige statsskat. Begge emner er rejst kirkepolitisk, også af folkekirkelige biskopper. Der er historiske argumenter, for og imod. Kirker og trossamfund uden for folkekirken har stillet spørgsmål. Senest har en arbejdsgruppe under Danske Kirkers Råd fremlagt en teknisk rapport om bl.a. disse emner.

Højesteret hørte vidneudsagn fra centrale medarbejdere i Den Katolske Kirke, Baptistsamfundet og Metodistkirken. Baptisterne går ind for adskillelse af stat og kirke og ligestilling af folkekirken med øvrige trossamfund i Danmark, de andre gør mig bekendt ikke. Men derfor kan de godt pege på urimeligheder.

Vedrørende cpr-registreringen sagde Lars Messerschmidt, der er generalvikar i den katolske kirke, at »problemet ligger i systemet, som trænger til at blive ændret eller justeret. Det krænkende forhold ligger i at koble civil religiøs registrering så tæt, at der er identitet«. Under forberedelsen af sagen for Højesteret åbnede Kirkeministeriet en ’kattelem’, et tilbud til dem, der ikke vil gå til den lokale folkekirke, om registrering via en postboksadresse. Men med den katolske generalvikars ord er det »en kosmetisk løsning, som skal give indtryk af, at registreringen ikke har noget med folkekirken at gøre, men registreringen fører under alle omstændigheder til kirkebogen«.

Bent Hylleberg fra Baptistsamfundet gjorde opmærksom på, at tvungen registrering via et andet trossamfund fører til civil ulydighed. Han trækker på historisk stof. I årene forud for grundloven ville staten også varetage de nyfødte børns forhold ved at få dem registreret i de offentlige bøger. Dengang gik vejen via tvungen barnedåb. Reglerne fra 1828 førte til, at baptistforældres børn blev tvangsdøbt og forældrene fik bødestraf og fængsel. I dag er der tilsvarende principiel mulighed for tvangsbøder – men styringssystemet virker mere effektivt den anden vej: De forældre, der ikke vil lade deres børn registrere via folkekirken, kan ikke få pas eller cpr-nummer til barnet – adgang til sygesikring og udlandsrejser er lukket, til de registrerer.

Statsstøtten til folkekirken udgør cirka 11 procent af folkekirkens udgifter. Kirkeministeriet og Højesteret argumenterer med, at det rigeligt modsvarer folkekirkens udgifter til at varetage offentlige funktioner som netop civilregistreringen. Men de repræsentanter for de kirkelige mindretal, der afgav vidneforklaring, peger dels på unøjagtigheder i beregningerne og dels på, at folkekirken – men ikke andre kirker og trossamfund – kan få opkrævet medlemmernes bidrag (kirkeskatten) via skattebilletten.

I sin afgørelse lagde Højesteret vedrørende fødselsregistrering vægt på, at folkekirken som del af den offentlige forvaltning udfører en forvaltningsopgave uden religiøst indhold. Opgaven har efter Højesterets opfattelse ingen sammenhæng med ret til religionsfrihed eller ret til familieliv efter den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), og dermed bliver EMRK’s forbud mod forskelsbehandling ikke relevant.

Højesteret slår endvidere fast, at der ikke er nogen forskelsbehandling, fordi pligten til registrering via folkekirken er ens for alle, både forældre der er medlemmer af folkekirken, og forældre der ikke er medlemmer af folkekirken. Der er heller ingen forskelsbehandling i forhold til forældre bosat i Sønderjylland – dér er alle forpligtet til civilregistrering hos kommunerne. Heller ikke en forskelsbehandling mellem de sønderjyske og de kongerigske forældre kan Højesteret se. Man kommer til at tænke på det gamle udsagn om, at i Paris er der ingen forskelsbehandling, retten til at sove under broerne er ens for alle, rige som fattige – men det er sikkert blasfemisk at tænke sådan.

I afgørelsen omkring tilskuddet fra staten til folkekirken over den almindelige statsskat lagde Højesteret vægt på, at der ikke er adresse på den statsskat, vi betaler – der er ingen direkte sammenhæng mellem skattekronerne og deres anvendelse. Man henviste til en cirka 20 år gammel afgørelse fra den Europæiske Menneskerettighedskommission i en sag mod Sverige. Man kunne også have henvist til en nyere afgørelse vedrørende Spanien, hvor det mod de protestantiske kirkers protest blev godkendt, at kun den katolske kirke får et indirekte statstilskud. Endelig henviste man til, at en del af folkekirkens opgaver er begravelsesvæsen for alle samt civilregistrering, jf. ovenfor.

Højesteret bygger på eksisterende europæisk retspraksis og er, uanset denne praksis i stigende omfang overhales af ændringer i de europæiske religionsretlige systemer, juridisk på sikker, men bagudrettet grund. Ændringer overlades til det politiske system. Efter domsafsigelsen har ledere fra de samme kirker, som var repræsenteret med vidneudsagn under retssagen, da også draget et hørligt lettelsens suk i nyhedsmedierne. De vil hellere have en politisk end en juridisk afgørelse. Men før katolik-sagen blev anket til Højesteret, var der ifølge katolikker for lighed ingen politikere eller embedsmænd i Kirkeministeriet, som fandt det ulejligheden værd at se på området.

Politisk er der tre mulige udviklinger af den danske religionsretlige model. Bevare status quo eller adskille stat og kirke er de utopiske hovedforslag, der analyseres i aviser og nyhedsmedier og som politikerne skriver blogs om. Ikke ret mange synes at interessere sig for det mere realistiske, grundlovens model: sørge for ordnede forhold for de øvrige trossamfund og give folkekirken en kompetencestruktur, så kirkeministeren har en ledelse at tale med – som transportministeren har det, når han vil tale med DSB. En ændret anvendelse af statstilskuddet til folkekirken og tilbud om bistand til opkrævning af kirkeskat, også for andre trossamfund end folkekirken, er dog dukket op i debatten som elementer, der kunne gøre den danske religionsretlige model mere tidssvarende. Efter valget kan man måske se på denne midtermodel?

Sker der imidlertid ikke noget, er det indlysende, at katolikker for lighed kan overveje at gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller til FN-systemet. En interessant europæisk tendens fremgår af Højesterets dom: I dag er det kun i Finland, at kirker og trossamfund indgår i personregistreringen, og ingen af de to kirker, der indgår i registreringen (den ortodokse kirke med cirka 2 procent af befolkningen som medlemmer og den lutherske kirke med mere end 80 procent af befolkningen som medlemmer, begge kaldet statskirker) registrerer andre end egne medlemmer. Ingen fælles norm i europæisk ret tilsiger altså, at civilregistrering kan varetages af kirker for andre end deres egne medlemmer.

Det spørgsmål, sagen drejer sig om, kan ud fra Højesterets logik spidsformuleres til, om man må forskelsbehandle mellem religiøse organisationer over for det offentlige med hensyn til retten til at udføre forvaltningsopgaver – og om man må pålægge borgerne, at de kun kan få udført en obligatorisk forvaltningsopgave hos en religiøs organisation. I et religionsfriheds-perspektiv er vi inde i negativ religionsfrihed – frihed fra religion. I Norden har vi tradition for tilstedeværelse af religion i det offentlige rum i og med statskirkerne – det giver ikke meget plads til negativ religionsfrihed. Det er godt sådan, forudsat der også gives plads til minoritetskirkerne.

Går man imidlertid hele vejen med Højesteret er argumentet, at selv om en forvaltningsopgave obligatorisk for borgerne skal løses af en religiøs organisation, så har det intet med religion at gøre, organisationens karakter er om jeg så må sige et tilfældigt biprodukt.

Dette argument hæftes op på, at præsterne er statstjenestemænd, altså en del af det statslige forvaltningsvæsen, og som sådan kan pålægges også ikke religiøse opgaver, som borgerne samtidig pålægges at få udført hos præsterne. Så er vi, med Højesteret, uden for området for religionsfrihed og de dertil knyttede krav om ligebehandling. Det er slet ikke præster, vi møder. Tankegangen er, at det er tjenestemænd, der tilfældigvis samtidig er præster. Dermed kommer vi også efter Højesterets mening uden for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols område. Konventionens tillægsprotokol om et generelt ligebehandlingskrav er jo – bl.a. på grund af dansk afvisning – fortsat ikke gennemført.

Selvsagt kan det spørgsmål – om præsternes ansættelse som statstjenestemænd bringer deres forvaltning af ikke-religiøse spørgsmål uden for området for religionsfrihed og dertil knyttede ligebehandlingskrav – i sig selv forelægges for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Men kan spørgsmålet om folkekirkens monopol på at foretage civilregistrering i Danmark også være et anliggende for EU? Ville den sag, Højesteret afgjorde 5. november, kunne blive anset for at blive en sag for EF-domstolen, når Reformtraktaten måtte være gennemført?

Politisk er spørgsmålet ikke helt irrelevant. Afstemningen i 1996 om Amsterdamtraktaten, var juridisk bl.a. begrundet i afgivelse af religionsretlig suverænitet til EU. En religionsretlig dimension af EU blev dengang alene diskuteret i mere specialiserede dele af pressen, men man bør ikke underkende, at emnet har dannet grundlag for eller i hvert fald støttet opretholdelse og videreudvikling af, hvad man kunne kalde en grundtvigsk betinget modstand mod EU. En fornemmelse, der fra mange politiske lejre forener modstandere om en opfattelse af EU som et grundlæggende katolsk projekt, der vil ødelægge den danske folkekirkeordning.

EU’s religionsretlige suverænitet drejer sig om kamp mod alle former for diskrimination, også religiøst begrundet. Den ny reformtraktat placerer denne bekæmpelse af forskelsbehandling i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, artikel 10, der lyder:

»Ved udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tilstræber Unionen at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handikap, alder eller seksuel orientering«.

Her er ikke tale om religionsudøvelse eller religionsfrihed, hverken positiv eller negativ. Dermed ligner bestemmelsen Højesterets argumentation i katolik-sagen. Bestemmelsen i art 10 drejer sig om Unionens almindelige politiske aktivitet. I denne helt almindelige politik må der ikke ske forskelsbehandling – f.eks. mellem organisationer til udførelse af offentlige opgaver – heller ikke på grund af religion eller tro.

Som bekendt fungerer EU principielt efter tildelt kompetence. Og der står ikke cpr-registrering på de lister i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, art. 2-6, der udgør Unionens kompetencekatalog. Så denne sag kan kun komme i nærheden af EF-domstolen, hvis man kan se udførelsen af cpr-registrering som en offentlig forvaltningsopgave, der er pligt til at udbyde på et indre marked og som dermed gribes af EF-reglerne.

Det, jeg prøver at antyde er, at hvis man ønsker at tømme folkekirkepræsternes udførelse af denne forvaltningsopgave for sammenhæng med det forhold, at de er folkekirkepræster (som Højesteret gør) – så kommer man ind under ikke alene forvaltningsrettens, men muligvis også EU-rettens almindelige bestemmelser.

De vejledende retningslinjer fra Kirkeministeriets udvalg vedrørende godkendelse af trossamfund (se www.km.dk) argumenterer på samme måde. Også her fremhæves, at godkendelse af trossamfund intet har at gøre med religionsfrihed. Godkendelsen hviler »på den forvaltningsretlige opfattelse, at den ministerielle godkendelse som et trossamfund (og hermed muligheden for meddelelse af vielsesbemyndigelse) udgør en uddelegering af den udøvende magt«. Men det er jo denne godkendelse, der giver et retsgrundlag for trossamfunds relation til offentlige myndigheder, herunder kaldelse af udenlandske forkyndere.

Hvis man modsat lægger vægt på, at præster foretager kirkelig vielse (med borgerlig gyldighed) og udfører tvungen registrering for alle landets borgere, er problemstillingen religionsretlig. Så kan EU ikke blande sig, eller med Reformtraktatens ord fra Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, artikel 15b:

»Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning«.

Bestemmelsen står i dag som en soft-law-erklæring til traktatgrundlaget. Vil man – som den grundtvigsk betingede EU-modstand – fastholde religionsret som et nationalt anliggende, er det nødvendigt at få den ind i traktatgrundlaget. For det er den eneste bestemmelse der, sammen med kompetencekataloget, holder EU på afstand af religionsretten. I Reformtraktaten ligger nemlig ligeledes, at EU skal tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og at Chartret om menneskelige rettigheder fra Nice med alle FN-traktaternes bestemmelser også på det religionsretlige område skal være en juridisk ligeværdig del af EU’s traktatgrundlag.

Det er min vurdering, at spørgsmål om religion, stat og samfund, om hvilke opgaver præster fra folkekirken og fra de andre kirker og trossamfund kan varetage og om folkekirkens stilling i det hele taget er spørgsmål, et flertal af befolkningen helst ser løst inden for landets egne grænser.

Det er også min vurdering, at disse spørgsmål ikke politisk løses gennem kattelemme eller adskillelse af folkekirkens præster fra statstjenestemænd i en og samme person og i en og samme præstegård. I Grundtvigs fædreland er tvang til tro dårers tale. Det samme gælder vel tvang til at forholde sig til en bestemt religions udøvere.

Som nævnt har et udvalg under Danske Kirkers råd udarbejdet et problemkatalog til drøftelse med de relevante politiske og administrative systemer. Udvalget havde ligesom mindretalskirkernes repræsentanter i Højesteret ingen ønsker om at ophæve folkekirkeordningen.

Forslaget er, at man udformer en (meget dansk) trepartsmodel, hvor borgerne kan vælge, om de vil civilregistreres, vies og begraves i folkekirken, i kommunalt regi eller i godkendte ikke-folkekirkelige kirker og trossamfund.

De kunne samtidig få tilbud om skattesystemets hjælp til at opkræve egne kirkeskattekroner. Selvsagt under forudsætning af, at der var gennemsigtighed i økonomi og organisation. For mig at se må løsningsmodeller af denne type på banen for at sikre en robust dansk religionsret.