Hvis vi skal tro udmeldingerne fra de politiske partier, har vi i Danmark nu tre socialdemokratier:

Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti hævder hver især at være velfærdsstatens sande vogtere. Samtidig ser partierne til venstre for dem det som deres væsentligste opgave at forhindre »yderligere forringelser« af velfærdsgoderne. Velfærdsstaten – med dens principper om omfordeling af værdierne, så »få har for meget og færre for lidt« – er altså et solidt, politisk faktum. Det er ikke sandsynligt, at Danmark i overskuelig fremtid vil få et politisk flertal, der vil – eller tør – pille ved systemet, hvor de 90 procent rigeste betaler til de 90 procent fattigste. Det går ufattelig godt i Danmark, sagde tidligere statsminister Poul Schlüter i 1980’erne – og den væsentligste del af udsagnet var ordet ’ufattelig’. Er vi blevet klogere nu? Ved vi, hvorfor det går så godt i Danmark, mens landene omkring os vånder sig med arbejdsløshed, underskud og pessimisme? En af forklaringerne synes at være det fleksible danske arbejdsmarked, der er blevet karakteriseret med det smarte ord flexicurity. Vi roser os selv for ’den danske model’, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere gennem forpligtende overenskomster selv sørger for, at arbejdsmarkedet fungerer. Den institutionaliserede voldgift i kombination med truslen om de store omkostninger ved konflikt (strejke og lockout) medfører en selvregulering, der med få undtagelser har vist sig effektiv i over 100 år. I de fleste andre EU-lande styrer staten arbejdsmarkedet gennem lovgivning. Der har arbejdsmarkedets parter med andre ord mindre at skulle have sagt, og resultatet er tilsyneladende stivere arbejdsmarkeder, der er dårligere til at tilpasse sig de voldsomme forandringer, globaliseringen fører med sig. Den meget korte version af den danske flexicurity er, at det er let at fyre medarbejdere, og at staten gennem en hæderlig arbejdsløshedsunderstøttelse tager sig af de fyrede, indtil de får et nyt job. Da det er let at fyre, er virksomhederne ikke bange for at hyre. Det giver et fleksibelt arbejdsmarked, der let tilpasser sig omskiftelige forhold – og understøttelsen sørger for, at en fyring ikke betyder voldsom og øjeblikkelig deroute. I mange andre EU-lande er de ansatte langt bedre beskyttet mod fyring – det betyder til gengæld, at arbejdsgiverne er tilbageholdende med at hyre medarbejdere, og det låser arbejdsmarkedet fast. Desuden ligner arbejdsløshedsunderstøttelsen mange steder i højere grad decideret fattighjælp.