Så er der atter gang i teaterdebatten, det stormer, men ikke for at skaffe bedre vilkår for teatre i alt deres kreative væsen, ikke for at finde flere kulturelle kroner, ikke for seriøst at diskutere forskellige organisationsmodeller for de københavnske teatre. Debatten handler ganske banalt om en teaterdirektør, der ser småforvirret ud med vådt hår og bare tæer. Han har lidt svært ved at kende forskel på dit og mit og svare rigtigt, når der bliver spurgt. Pengene ruller i sære lommer. Og forklaringerne bliver som efterårets gyldne blade borte med blæsten. Målt med min alen gælder der samme spilleregler for teaterdirektører som for bibliotekarer, præster og cykelsmede – betroede midler skal forvaltes i overensstemmelse med indgåede aftaler, kontrakter skal overholdes af både den kreative klasse, finansielle bankdirektører og alle os andre mere menige. Hvad ellers. Dermed basta. Der vil altid være en potentiel interessekonflikt mellem kunsten, der i sit væsen er grænseoverskridende, og et system, som lidt mere snusfornuftigt skal få regnskaberne til at stemme, så bukserne holder. Så er det en stor fordel med faste rammer, så alle ved, hvor grænserne går, så spillet kan fortsætte i en uendelighed til gavn og glæde for alle medvirkende. Og fortsætte og fortsætte og fortsætte, netop fordi nogen holder styr på paragrafferne, mens andre får musikken til at spille. Publikum jubler, og vi slipper i det offentlige rum for golde debatter om den ene parts smålighed eller den andens mere vidtløftige ageren. Kunstneren folder sig kreativt ud, får en hel sal til at juble af fryd, tårerne til at trille, vi sanser alvor i stilheden, og til sidst klapper vi alle begejstret, kunstneren har givet sig selv, publikum kvitterer, og guldet klinger måske i kassen. Teater er nærvær, teater er følelser, vi elsker det, og vi har brug for det i en verden, som uafbrudt skal tolkes på ny. Den nok mere utaknemmelige opgave er at sikre, at budgetterne holder – den opgave overlader vi til bureaukrater, og de får sjældent tak for deres arbejde med at stå vagt om det gældende regelsæt. Tværtimod. Og det hele udspiller sig uafbrudt i et socialt rum med levende mennesker i spil. Kodeordet bør være tillid, ellers rabler det hele. Rable gør det indimellem, og så står pianisten for skud. Det er altid de andre, der er skudt i hovedet. De vidtløftige eller de smålige. Men det er snarere en helt tredje part, som burde stå for skud. Målt med min alen i den standende strid kunne der være god grund til at kigge på selve konstruktionen Københavns Teater. Folkene dér gør pligtskyldigt deres arbejde. Tak for det. Men måske er grundlaget bare håbløst. Velment, men altså håbløst. Skyd bare løs på pianisten, men skyd på den rette. Sød musik opstår Der er en god anledning til at slå et slag for det levende teater. Slå et slag ikke blot for teatret, men også for spillesteder, biblioteker og for forsamlingshuse, oplysningsforbund og folkeuniversitet. Slå et slag for alle de levende ord og den levende musik. Vi lever i en elektronisk tid med slagtilbud på nettet, digital signatur, sms til børnebørn, netdating, iPod og masser af andre herligheder. Vi kan nå hinanden på et splitsekund fra Sølvgade til Shanghai, Singapore, Sydney, San Francisco, Cape Town og Århus Midtby. Vi kan udveksle de mest banale, de mest dybsindige, de allermest kærlige eller grumme budskaber 24 timer i døgnet 365 dage om året. Når det er skudår sågar et døgn mere. Vi behøver ikke at være der i begge ender samtidig. Vi lægger blot en besked og blogger vildt videre om netop det, som just nu interesserer os. Aftaler, budskaber, stævnemøder, fravalg, tilvalg, synspunkter, ejendomsskøder, lovforslag og meget andet kan klares digitalt med dagens fantastiske teknologi, og det bliver med garanti endnu mere fantastisk. Selv Jules Verne vil ikke kunne følge med.

Men enhver, der har været forelsket, ved, at det at se hinanden i øjnene, det at røre, føle og dåne – det er øjeblikke, hvor verden vender og himlen falder ned på Jorden. Vi udveksler simpelthen allerflest bits, når vi henført ser på hinanden, når vi er hinanden allermest nær. Når vi har hinanden kær. Her kan end ikke verdens mest avancerede supercomputer være med. Det er og bliver helt enestående dejligt, når mennesker mødes og sød musik opstår. Så jeg vil godt slå et slag for netop de steder, hvor vi mennesker mødes og skaber denne søde musik. Slå et slag for det levende teater, for forsamlingshusene, for musiksteder, for biblioteker, folkeuniversiteter og cafeer med søndagsbrunch. Det er dér, vi mødes og udveksler bits. Det er dér, vi bevæges og begæres, det er dér, vi flytter på denne verden og dens skæve gang. I et samfund, især i et højteknologisk samfund som vores, har vi mennesker brug for mødesteder – steder, der inspirerer os, steder, der ægger os, og steder til fælles oplevelser. Fint nok med videokonferencer, men det bliver aldrig det samme på en storskærm som i virkeligheden. Frydefuldt er det at se sveden pible frem på modpartens pande, når du har scoret et ekstra point, eller se øjnene smile, når der er fundet en lykkelig løsning på et besværligt problem. Vi mennesker har brug for at ses, at være hinanden nær og opleve, at vi er sammen om det vigtige. Vi skal kunne lugte, se, høre, føle og smage på hinanden, vi skal opleve med alle sanser, at vi deler håb og ønsker for fremtiden. Vi har brug for fællesskaber. Vi skal diskutere stort og småt, snakke politik, så det brager, og drømme vildt om fremtidens Danmark. Det gjorde mine forældres generation med Jens Otto Krag i spidsen. Han var i 1945 pennefører på programmet ’Fremtidens Danmark’ og blev senere socialdemokratisk statsminister. Han drømte om et Danmark midt i Europa, han havde en vision og gav startskuddet til det samfund, som vi nu bor i, det samfund, som både rød og blå stue holder så meget af. Vi skylder ham at bygge videre. PH lærte os, at stilstand er tilbagegang. Vi har brug for et samfund, der bliver klogere. Og klogere bliver vi, når mennesker af kød og blod mødes. Mødes i levende rum, der hvor musikken spiller og bringer os ud til fjerne horisonter. Levende teater om moderne mennesker Vi mennesker har alle noget på hjerte. Vi kan være gode til tolkning af Ovids elskovsdigte, Einsteins relativitetsteori, Karen Blixens ’Syv fantastiske fortællinger’ eller til at diskutere farven på dybhavsfisk i fuldmånens skær. Verden er fuld af spørgsmål, langt flere finurlige spørgsmål, end der er svar, selv er jeg et ægte barn af oplysningstid og oplysningsforbund. Og jeg er en sand elsker af den levende kunstart, teater i store eller små sale med folk, som vil mig noget, enten der spilles i pompøse rum eller på ydmyge scener. Det er mig lige meget, bare musikken spiller, når tæppet går op. Oldtidens græske dramaer med Medea og Ødipus har arketypiske temaer at byde på. Vi følger gerne fortællinger om lang dags rejse mod nat eller Ibsens Nora, der forlader sit dukkehjem. Shakespeares spil om magten i Maria Stuart og Richard III får os til at gyse. Alle har de noget at sige os moderne mennesker. Vi skal nemlig ikke tro, at lidelser, stærke følelser, magtkampe på liv og død kun hører vor tid til. De alment menneskelige vilkår rækker over både tid og sted. Levende opera er massage for følsomme trommehinder, Wagner buldrer med rhinguld og dommedag, Carl Nielsen muntrer sig med ’Maskarade’, og hvem dåner ikke over ulykkelig kærlighed sammen med kameliadamen i ’La Traviata’.