Alle politikere bakker efterhånden op om velfærdsstaten. Sygehuse. Hjemmehjælp. Børnepasning. Motorveje og cykelstier. Samfundets infrastruktur skal være i orden, så borgerne kan få tilfredsstillet deres behov for materiel velfærd.
Der er ligeledes bred enighed om, at den materielle velfærd skal blive bedre år for år. På sigt skal behandlingen på sygehusene blive bedre. På sigt skal de ældre ikke længere klage over hjemmehjælpen. Og på sigt skal forældrene ikke bekymre sig om tilfældige lukkedage og dårlige hygiejneforhold i landets daginstitutioner. Men hvad med den mentale velfærd i en befolkning, der i den ene mere aparte undersøgelse efter den anden påstås at være verdens lykkeligste? Hvad er visionerne og fremtidsperspektiverne for den? Er der nogen plan for, hvordan velfærdsstaten anno 2010 kan hjælpe med at sikre borgernes mentale udvikling og gøre Danmark til en rigere nation rent kulturelt? Eller er det kun den materielle side af begrebet velfærd, staten skal sikre, mens den mentale og kulturelle velfærd er og forbliver mere eller mindre privatiseret? Sagt med andre ord: Nåede man nogensinde at udvikle en kulturpolitik, der gav velfærdsstaten et kulturelt fundament, inden man begyndte at betragte kulturpolitik som et sort hul, man hælder penge ned i uden at få noget igen? Lad os spole tilbage. 1977. Socialdemokraten Niels Matthiasen sidder i Kulturministeriets chefstol. Han arbejder på en ny udformning af visionerne for dansk kulturpolitik. I sin redegørelse til Folketinget skriver han: »Hvad der betyder mest er, at en aktiv kulturpolitik kan gøre os alle bedre rustede til at møde udfordringerne (…) ved at give stadig flere mennesker mulighed for en personlig udvikling, der kan sætte dem i stand til aktivt at tage del i udformningen af samfundet og deres tilværelse (…) Kulturpolitikkens overordnede mål – som den har tilfælles med politikken på mange andre områder – er at medvirke til et bedre samfundsmiljø og til at fremme livskvaliteten for det enkelte menneske«. Fokus på fremtiden Og så tilbage til nutiden. 2009. Ikke siden krigens tid er der blevet snakket så meget om danske værdier, det danske samfunds historie, det danske fællesskab, den danske nation, dansk identitet. Alligevel er der ikke det store politiske fokus på at udvikle og fremtidssikre Danmark i kulturel henseende. Kulturpolitikken forekommer skizofren. Set udefra flakker den hvileløst rundt mellem Kulturministeriet, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Integrationsministeriet. Det handler om kultur som dynamo for økonomisk vækst og om dansk kultur som værn mod islamisk kultur. Begge indsatsområder forekommer mere end halvhjertede. Der synes ikke at være nogen egentlig plan for, hvordan kulturen kan løfte Danmark ind i oplevelsesøkonomiens tidsalder. Og værnet omkring dansk kultur rækker ikke meget længere end til investeringer i vedligeholdelse af bevaringsværdige bygninger og nationale monumenter. Udmærkede initiativer. Men hvor er fokus på fremtiden? Hvor er visionen for en fremtidig kulturpolitik, der – med Niels Matthiasens ord – medvirker til et bedre samfundsmiljø og til at fremme livskvaliteten for det enkelte menneske?
