Det siges, at krigen i Afghanistan er vigtig for bekæmpelsen af al-Qaeda. Problemet med dette udsagn er, at al-Qaeda har et fristed i nabolandet Pakistan, hvorfra de har opereret, siden netværket blev drevet ud af Afghanistan i december 2001. Al-Qaeda behøver derfor ikke noget fristed i Afghanistan. Ifølge Stephen Biddle, der er seniorforsker på det amerikanske Council On Foreign Relations og har hjulpet den amerikanske øverstkommanderende i Afghanistan, general Stanley McChrystal, med at formulere hans nye strategi, er Pakistan for al-Qaeda »på vigtige områder bedre end Afghanistan«, fordi det er »rigere og har langt bedre forbindelser til den øvrige verden end det primitive Afghanistan med dets dårlige kommunikations- og transportsystemer«. Men hvad nu, hvis det pakistanske militær eliminerer al-Qaedas fristed i det nordvestlige Pakistan? Det er desværre ikke det, der sker. Pakistan har ikke til hensigt at fjerne al-Qaeda, bl.a. fordi landet slet ikke er i stand til at håndhæve pakistansk lov i de enorme og uvejsomme områder, hvor terroristerne gemmer sig. Offensiven i det nordvestlige Pakistan var heller ikke rettet mod det afghanske Taleban og endnu mindre mod al-Qaeda, men derimod mod pakistansk Taleban. Situationen er derfor den, at al-Qaeda vil fortsætte med at have et fristed i Pakistan, uanset hvad der sker i Afghanistan
Selv om det var al-Qaeda, der i 2001 fik os til at gå ind i Afghanistan, er det, det i dag handler om i Afghanistan, ikke terrorisme, men derimod den borgerkrig, der finder sted mellem de forskellige afghanske grupperinger. Baggrunden for denne interne konflikt går tilbage til midten af 1970’erne, hvor de foregående 40 års stabilitet, sikkerhed og fremskridt blev ødelagt af en strid om, hvordan det moderne Afghanistan skulle organiseres. Denne konflikt eskalerede derefter voldsomt i kraft af supermagternes intervention i landet; først Sovjetunionens og derefter USA’s. Disse interventioner ødelagde de traditionelle religiøse institutioners modererende indflydelse og styrkede de ekstreme religiøse bevægelser – de såkaldte mujahediner – hvoraf nogle i dag holder med regeringen i Kabul og andre blev til Taleban eller til grupperinger allieret med Taleban. Det samlede antal igangværende borgerkrige i verden stiger for hvert år, fordi der starter flere borgerkrige, end der slutter. Mellem 1945 og 1999 fandt der 25 mellemstatslige krige sted, der resulterede i 3,3 millioner dræbte. Til sammenligning var der i samme periode hele 127 borgerkrige i 73 stater, som kostede 16 millioner mennesker livet. Borgerkrig kan forstås som udtryk for, at der ikke er enighed mellem et lands politiske grupper om udformningen af det politiske system. Det store antal borgerkrige efter 1945 hænger sammen med, at der efter Anden Verdenskrig netop blev skabt en mængde nye stater i den tredje verden, som skulle i gang med at organisere sig: hvordan magten skulle fordeles, og hvad statens idegrundlag skulle være. Denne proces er langtfra afsluttet, og vi kan derfor forvente, at der også i fremtiden vil være mange borgerkrige i verden. Det er derfor vigtigt, at vi lærer af vores erfaringer i den afghanske borgerkrig, da det sikkert ikke er sidste gang, vi bliver involveret i en sådan type krig; hvad enten det sker af humanitære grunde eller i forbindelse med international terrorisme. Fra dårligt til værre til endnu værre Siden USA og Nato intervenerede i Afghanistan i 2001, kan udviklingen i store træk siges at være gået fra dårligt til værre til endnu værre. I 2009 angreb Taleban eller deres allierede således i gennemsnit 1.200 gange om måneden – en forøgelse på 65 procent sammenlignet med 2008, og i 2009 blev 2.412 civile afghanere dræbt – en forøgelse på 14 procent i forhold til året før. Antallet af dræbte amerikanske og Nato-soldater steg med 76 procent fra 2008 til 2009 (fra 295 til 520). Imod råd fra den amerikanske ambassadør i Kabul har præsident Obama nu besluttet at øge antallet af soldater i Afghanistan med yderligere 30.000, hvilket vil bringe antallet af Nato-soldater op på omkring 135.000 i tillæg til de mere end 100.000 private sikkerhedsfolk, som militæret har ansat. Talebans seneste spektakulære selvmordsaktioner i Kabul kan siges at være et svar på denne eskalering. På mange måder har udviklingen siden 2001 været en ond cirkel, hvor enhver eskalering fra den ene side har ført til en tilsvarende eskalering fra den anden side. Borgerkrigen i Afghanistan er derfor ikke blevet mindre voldsom, men er tværtimod blevet skærpet og er blevet endnu vanskeligere at løse. Hvad skyldes det
