Dette er ikke det Danmark, jeg havde håbet at komme til, da jeg for ti år siden rejste fra Indien.

Ganske vist havde jeg ikke planlagt at tage til Danmark. Men da jeg som studerende og journalist rejste gennem landet, forelskede jeg mig i en dansk kvinde. Da hun hverken kunne eller ville forlade Danmark til fordel for Indien, tog jeg til Danmark, og i løbet af de følgende par år lærte jeg at tale godt nok dansk (og læse flydende) til at klare mig og tog et vanskeligt karriereskift fra journalistikken til den akademiske verden. Så min beslutning om at flytte til Danmark var ganske rigtigt af personlige årsager, og min første oplevelse har utvivlsomt påvirket min beslutning. Men jeg havde i forvejen en lille svaghed for Danmark på grund af H.C. Andersens følsomme humanisme. Hvem kan læse ’Den lille havfrue’ eller ’Pigen med svovlstikkerne’, uden at føle med dem, der er anderledes, udstødte, fattige? Og det var det Danmark, jeg oplevede, da jeg under mit første besøg i landet gik på en grundtvigiansk folkehøjskole. Det var ikke et perfekt samfund, men der var – og er stadig – mange beundringsværdige ting ved det. Frem for alt var det et samfund, der gik ind for at styrke dialog på tværs af forskelligheder. Dette Danmark har jeg set sygne hen i løbet af de seneste ti år. Og nu er det døden nær. Jeg skriver denne artikel – måske den sidste, jeg nogensinde vil skrive i en dansk avis – for at gøre, hvad jeg kan, for at genoplive det Danmark. For selv om min ’kærlighedshistorie’ ikke endte lykkeligt, har jeg stadig to børn med min ekskone, den danske kvinde, som jeg forlod mit hjemland og min karriere for. Jeg ønsker, at mine børn, som er og vil forblive danske, skal vokse op i et Danmark, der tror på dialog på tværs af forskelligheder. Et Danmark, der klart og tydeligt tager afstand fra fremmedhad, ulighed og diskrimination. Ikke et Danmark, der er så overbevist om sine egne holdninger, at det ikke giver sig tid til at stoppe op og sætte spørgsmålstegn ved dem; så overbevist om, at det har ret, at det ikke kan skelne mellem ’et hadsk udfald’ og ’en kritisk udtalelse’ om Danmark. Læs endelig videre, du, som er født i Danmark, eller som (modsat mig) har et dansk pas, og kast et ekstra blik på det Danmark, der er blevet efterladt til at dø. Det er svært for mig at skrive denne artikel. Det vækker mange smertefulde minder. Men det er også svært, fordi jeg for tre år siden besluttede ikke længere at skrive til danske aviser. Indtil da havde jeg skrevet bunker af artikler og Kroniker til Politiken, Information og Weekendavisen. Men de handlede altid om udlændinge. Jeg var en internationalt anerkendt kreativ skribent og litteraturkritiker, og den formentlig førende ekspert på nogle områder inden for moderne litteratur i hele Skandinavien. Jeg er blevet tilbudt at anmelde bøger for publikationer som Hindu i Indien og Guardian, New Statesman og Independent i Storbritannien. Men ingen danske aviser eller magasiner har nogensinde bedt mig anmelde en bog. Det gik op for mig for tre år siden, at jeg var blevet henvist til den klassiske kolonialistiske rolle, man tildelte ikke-europæere i 18. og 19. århundrede – fortolkeren, oversætteren, med andre ord den litterære kuli. Jeg ville ikke have den rolle. Jeg besluttede ikke at skrive for nogen dansk avis, medmindre redaktørerne begyndte at se mig som det sammensatte menneske, jeg er; ikke blot en ’mørklødet’ indvandrer i Danmark, men også en forfatter, en kritiker, en politisk tænker og en ekspert på visse områder. Men jeg brød reglen. Jeg havde ellers besluttet mig for at ignorere den meget omtalte og overdramatiserede karikaturkrise, men så fik jeg e-mail fra to af mine forfattervenner, som jeg har stor respekt for, Amitav Ghosh og Pankaj Mishra. De opfordrede mig til at skrive om sagen, og det gjorde jeg så til den britiske avis Guardian. Det udløste megen sympati, en del spørgsmål og ikke så få vrede e-mail fra danskere, der ville have mig ud af Danmark – selv om det eneste, jeg egentlig gjorde, var at afvise regeringens og Jyllands-Postens forklaringer ved at påpege, at de var lige så enøjede som islamisternes protester. Jeg forsvarede pressefriheden, men pegede på, at karikaturtegningerne kunne have noget at gøre med fremmedhadet og den aktuelle politiske kurs i Danmark. Jeg sluttede artiklen med at skrive, at både islamisterne og deres modstandere, heriblandt Naser Khader, gjorde det vanskeligt for folk som mig at tage bladet fra munden (islamisterne på grund af deres råben og afbrændinger; deres modstandere fordi de gjorde det muligt for den danske regering og Jyllands-Postens talsmænd at slippe for legitim kritik). Desværre gjorde det nogle danskere meget vrede på mig. Og fordi det vakte vrede, besluttede jeg at sende artiklen i sin fulde længde til Weekendavisen, som bragte den – i god tradition med det liberale demokrati. Men det efterlod mig med en dårlig smag i munden. Jeg var blevet tvunget tilbage i min rolle som ’oversætter’, og jeg brød mig ikke om det. Jeg ventede stadig på at blive spurgt, om jeg ville anmelde en bog af Salman Rushdie eller Zadie Smith. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere ville skrive sådan en artikel i nogen dansk avis. Desværre gik det anderledes. 8. november anmeldte jeg, som jeg nogle gange gør for forskellige internationale publikationer, den engelske oversættelse af Peter Høegs ’Den stille pige’ for den britiske avis New Statesman. Det fik nogle danskere til at se rødt igen. Jyllands-Posten bragte en artikel om modtagelsen af Høegs bog i udlandet med fokus på min fortolkning af romanen og modtagelsen af den i Danmark. Artiklen hævdede, at jeg rettede en uretfærdig kritik mod Danmark. Artiklen var skrevet af lektor Hans Hauge, som jeg havde drukket mange hyggelige kopper kaffe med i kantinen på Aarhus Universitet, men som tilsyneladende ville have sine læsere til at tro, at han ikke kendte mig, og derfor refererede til mig som en »en vis Tabish Khair«. Jeg blev beskyldt for at rette »et hadsk udfald« mod Danmark’. I sin artikel i Jyllands-Posten (’Gammel Alliance’ fra 17. november 2007) harcelerede Hauge over, at »humanister« som regel er forklædte »marxister, leninister, kommunister og socialister«. Han bragte løsrevne citater fra min karikaturartikel, der skulle vise, at jeg »påstod, at Naser Khader lukkede munden på folk som ham«. Meget bekvemt undlod han at nævne, at jeg var lige så kritisk, hvis ikke mere, over for islamisternes reaktion. Dernæst hengav han sig til den kolonialistiske tendens, som mange danskere – jeg er ked af at måtte sige det – i stigende grad udviser, når de taler med ikke-danskere. Han henviste til følgende linjer fra min anmeldelse af Høegs bog: »Endnu mindre i overensstemmelse med (mange danske) kritikeres smag, er Høegs seneste romaner, og især ’Den stille pige’, præget af en dyb spiritualitet, sågar mysticisme, som har meget lidt med religion at gøre. Intet er mere velegnet til at genere folk i et land, der kun levner plads til en mekanisk dyrkelse af troen, blottet for spiritualitet, eller mekanisk ateisme, berøvet for filosofi«. Med en afvisning af mine synspunkter som »ren uvidenhed« henviste lektor Hans Hauge til den »evangelisk-lutherske tradition«, og, på trods af en fortid som underviser i engelsk på Aarhus Universitet, valgte han at læse ’mekanisk’ meget bogstaveligt, som for at sidestille det med mekanisme og dermed »videnskabelig forskning«. Men på engelsk betyder ’mekanisk’ også enhver handling, der foretages uden megen eftertanke og udelukkende af vane, hvilket jeg håber, Hauge er klar over – og det var den betydning, ordet havde i min artikel. Jeg er fuldt bevidst om den filosofiske tradition i Danmark – Søren Kirkegaard er blandt de forfattere, jeg har læst og beundrer – og det ved Hauge. Faktisk var der både mere ’spiritualitet’ og ’filosofi’ i Kirkegaards ene lillefinger, end der er i halvdelen af Danmark i dag, og hermed mener jeg det moderne Danmark. Men problemet er ikke blot nyliberale ideologers tilbøjelighed til at lave ’spin’ på alt. Et meget større problem er deres tilbøjelighed – som også andre danskere har – til at afvise enhver udtalelse fra personer med udenlandsk klingende navne ved at påpege, at de er ’fremmede’. Og det er præcis, hvad Hauge gjorde med sin påstand om »ren uvidenhed«, hvilket han nok ville have været tilbageholdende med over for en kollega med et dansk navn. Jeg er overbevist om, at han vidste, at det ikke var rigtigt, men han skrev selvfølgelig for en læserskare med visse fordomme over for mennesker med navne som mit. Så her står vi, tilbage ved Danmarks dødsleje. Det Danmark, der troede fuldt og fast på dialog på tværs af forskelligheder. Det Danmark, der ikke troede på selvretfærdige, skarpe svar, nedsættende bemærkninger, hoven danskhed, firkantet kategorisering (leninist, marxist, kommunist, socialist, humanist, skåret over én kam), antydning af, at menneskegrupper skal udrenses, men i ægte kommunikation baseret på gensidig respekt. Det Danmark, der, som jeg skrev, er ved at dø. Jeg så sygdomstegnene ved det seneste folketingsvalg. Det skyldes ikke, at Anders Fogh Rasmussen vandt magten endnu en gang. Personligt er jeg ikke sikker på, at en socialdemokratisk regering ville betyde nogen større politisk forandring. For centrum-venstre, og indimellem endog venstrefløjen, har mistet retningssansen og kan ikke råbe op i rige lande som Danmark. Et tegn på dette er det skift, vi har gennemgået fra at tale om ’kapitalisme’ til at tale om ’globalisering’. For når vi taler om kapitalisme, anerkender vi – og her er jeg enig med Marx – at kapitalen, ikke arbejderne, er den dominerende part. Når vi taler om ’globalisering’, antyder vi, at både kapitalen og arbejdskraften bevæger sig frit. Men det er ganske enkelt ikke sandt. Et par tusind indiske computereksperter og deslige vil muligvis blive lukket ind i Danmark og USA, men dansk og amerikansk kapital har meget lettere adgang til asiatiske og afrikanske markeder, end asiatisk eller afrikansk arbejdskraft har til markederne i udviklingslandene. I dag har vi kun to valg. Enten en international socialisme baseret på en demokratisk international instans, hvilket vi er længere fra end nogensinde. Eller ’ægte’ kapitalisme, hvilket ville tillade arbejdskraften at bevæge sig lige så frit som kapital. Men det er noget, selv den yderste venstrefløj ikke kan foreslå i lande som Danmark! Eller tag for eksempel behandlingen af flygtninge i Danmark. Nogle gange føler folk medlidenhed med dem. Men jeg ønsker ikke medlidenhed med flygtninge nogen steder. Jeg ønsker respekt for menneskerettigheder. For flygtninge er mennesker, der er blevet frataget alt, undtagen deres menneskelighed. Andre folk i Danmark opnår rettigheder, fordi de er statsborgere i et eller andet land, eller i Danmark. Flygtninge eksisterer kun som mennesker. Hvis de bliver nægtet selv grundlæggende rettigheder, såsom arbejde, uddannelse, fri bevægelighed, ordentlige boligforhold osv., kan landet, der har nægtet dem disse rettigheder, ikke betragtes som et land, der generelt respekterer menneskerettigheder. Men kan man sige det? Og vil det blive diskuteret uden navns nævnelse? Desværre er det Danmark, jeg kom til, ved at dø. Jeg ønsker ikke at se det dø. Der vil komme en tid, hvor mine børn vil være gamle nok til at besøge mig et andet sted, og jeg vil forlade dette land. Et land, der rummer så meget godt. Et land, der rummer så meget ondt. Jeg vil rejse til et sted, der vil give mig mere plads til at være det sammensatte menneske, jeg er. Men jeg rejser ikke på grund af det telefonopkald, jeg fik for nogle dage siden – fra en flok fulde teenagere. Ligesom stemmerne i nogle af de e-mail, jeg fik efter min karikaturartikel, bad stemmen i røret mig om at »forsvinde fra Danmark«. Jeg anmeldte det ikke til politiet. Hvis jeg havde været medlem af Dansk Folkeparti og havde modtaget en trusselsopringning fra en eller anden forstyrret muslimsk teenager, kunne jeg sikkert have høstet politiske fordele af det. Men jeg ved, at de fleste danskere er anstændige mennesker, som – ligesom mennesker alle andre steder – ønsker at leve i fred og velstand. Og det gør man desværre ikke ved at lukke ørerne og lade alt, hvad der var godt ved Danmark, lide en langsom død. Oversættelse: Helle Albeck.