En augustdag i 1947 slog historien og religionerne en dyb revne tværs gennem hele det store, støvede, farverige, duftende, spraglede, fattige og rige land, der hedder Indien.
Tabish Khair var ikke født endnu, men den sommer blev hans hjemland delt, hans folk blev splittet, og hans tanter forsvandt ind over grænsen til et område, der pludselig hed Pakistan og var et helt andet land. Sit modersmål havde den senere forfatter allerede mistet to århundreder tidligere, da englænderne rykkede ind som kolonimagt. Eller måske havde det givet ham tre modersmål i alt – hindi, urdu og engelsk. Plus selvfølgelig det sprog, han flyttede ind i for ti år siden: dansk. Ikke så underligt, at temaet for den herboende indiske forfatter Tabish Khairs nyeste roman er konsekvenserne af splittelse, deling og partition, som han siger med umiskendelig indisk accent – på engelsk.
