Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Flersporet. Tabish Khair arbejder med flere historier,  som først ikke synes at hænge sammen, men som er forbundne, når man læser bogen igennem. Foto: Rasmus Baaner

Flersporet. Tabish Khair arbejder med flere historier, som først ikke synes at hænge sammen, men som er forbundne, når man læser bogen igennem. Foto: Rasmus Baaner

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatter skriver om Indien på engelsk i Danmark

For Tabish Khair, der bor i Danmark, er det en fordel med mere end ét modersmål.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En augustdag i 1947 slog historien og religionerne en dyb revne tværs gennem hele det store, støvede, farverige, duftende, spraglede, fattige og rige land, der hedder Indien.

Tabish Khair var ikke født endnu, men den sommer blev hans hjemland delt, hans folk blev splittet, og hans tanter forsvandt ind over grænsen til et område, der pludselig hed Pakistan og var et helt andet land.

Sit modersmål havde den senere forfatter allerede mistet to århundreder tidligere, da englænderne rykkede ind som kolonimagt. Eller måske havde det givet ham tre modersmål i alt – hindi, urdu og engelsk. Plus selvfølgelig det sprog, han flyttede ind i for ti år siden: dansk.

Ikke så underligt, at temaet for den herboende indiske forfatter Tabish Khairs nyeste roman er konsekvenserne af splittelse, deling og partition, som han siger med umiskendelig indisk accent – på engelsk.

For delingen af Indien giver det god mening at tale om på engelsk, ligesom andre ord i forfatterens brogede vokabularium hellere bør plukkes fra urdu, punjabi, sanskrit eller hindi – alt efter hvad man lige står og skal bruge dem til.

Splittelsen er universel
Splittelsen er centralt, og med den sigter Tabish Khair både til den deling af Indien, der udgør bagtæppet for hans roman, og til den splittelse af familier og enkeltpersoner, hvis store valg og dilemmaer han fortæller om i sin nye bog, ’Film – en kærlighedshistorie’

»Delingen er der altid og ikke kun i Indien. Det, man skriver om én slags mennesker i én kultur, har også at gøre med en anden slags mennesker i en anden kultur. Der er en åndelig forbindelse«, understreger Tabish Khair, som vi møder på hans kontor højt på Aarhus Universitets engelske institut, hvor han har været lektor siden 2005.

På opslagstavlen hænger fotoet af hans to mørkøjede børn fra et nu splittet (!) danskindisk ægteskab. Døren er dækket af et kort over det Indien, der opstod efter delingen i 48. En særlig hylde på gulv til loft-reolerne er forbeholdt hans egne bøger – på flere sprog.

Tabish Khair selv er vokset op med delingen som vilkår, »som alle muslimske familier i Indien er det«.

Og rundt om ligger avisklip fra Guardian, Independent og andre udenlandske aviser, der trækker på forfatteren som tilbagevendende kritiker, og som »har det med at handle om de forskellige religioners forsøg på at leve sammen«, som Tabish Khair siger.

Og med sin seneste roman, der lige er kommet i dansk oversættelse, har han valgt at bore sig helt ned og udforske den splittelse, han ser i Indien – og i verden omkring sig, for splittelsen er universel, mener han.

Personlige dilemmaer
Romanen, ’Film – en kærlighedshistorie’, handler om en tidligere prostitueret kvinde, der sammen med sin mand og sin søn rejser rundt til 20’ernes og 30’ernes små indiske landsbyer med en rejsebiograf, trukket af en oksekærre.

Undervejs forærer hun sin søn til en rig familie for at komme sin mand til undsætning, og i filmagtigt indklippede sideforløb søger en akademiker stof til sin afhandling, Gandhi myrdes, Indien deles, og Bollywood blomstrer.

Handlingerne ses gennem de lag – eller den film – af glemsel, som tiden lægger over erindringer. Og »det hele handler om forskelligheder«, som han siger.

Ud over splittelser på det store, politiske plan kæmper romanens hovedpersoner med de personlige dilemmaer: Hvad vil man som filmskaber, og hvad vil man som familiefar eller menneske? Hvordan vælger man mellem den kvinde, man vil have, og den karriere, man ønsker?

Eller mellem det barn, man elsker, og den mand, man vil hjælpe? Og hvad stiller man op med skylden, når man tvivler på sine valg?

Tabish Khair selv er vokset op med delingen som vilkår, »som alle muslimske familier i Indien er det«. Efter Anden Verdenskrig, hvor Storbritannien måtte afstå det store koloniland, blev Indien splittet i et overvejende hinduistisk Indien og et overvejende muslimsk Pakistan – og op mod 12-14 millioner mennesker måtte skifte nationalitet.

Også Khairs familie blev splittet op. To af hans forældres søskende rejste til det nye Pakistan, resten blev i Indien, hvor de til gengæld jævnligt oplevede udtalelser om, at det var muslimernes skyld, at Indien blev delt.

Europas store tema
Selv beskriver forfatteren sig som »muslimsk agnostiker«, men han kommer fra en troende muslimsk familie. De fleste barndomsvenner var hinduer. Og skolen var romerskkatolsk.

Hvilket måske er grunden til, at Tabish Khair, uanset om han skriver ph.d.-afhandlinger fra Københavns Universitet eller romaner om Indien eller litteraturkritiske artikler for de store britiske aviser, kredser om »religiøse brudflader« og om, hvordan mennesker lever med forskelligheden, hvilket »er et meget stort tema, måske det største, i Europa lige nu«.

På det helt personlige karriereplan oplevede Tabish Khair også en splittelse:

Akademikerfamilien af læger og ingeniører i den lille by i den nordøstindiske stat Bihar satte naturvidenskaben højt, men selv om en ung Tabish i første omgang gav efter for presset og investerede tre måneder i at læse medicin, var det klart, at hans brændstof fra syvårsalderen lå et andet sted: i den dannede farfars bibliotek, hvor verdenslitteraturen tårnede sig op i engelsk oversættelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv beskriver forfatteren sig som »muslimsk agnostiker«, men han kommer fra en troende muslimsk familie.

Eksempelvis læste Tabish farfaderens tobinds-Ibsen uden at ane, at Henrik Ibsen var fra Skandinavien.

Urdu-hindi-engelsk
Den indiskfødte forfatters eget sprog har slået rødder langt nede under alverdens politiske og geografiske grænser. Tabish Khair har efter et møde med en dansk kvinde slået rod i Danmark, hvor han taler dansk, men skriver om Indien på engelsk, tilsat eksotiske krydderier af hindi og urdu, for et publikum, der måske især er europæisk.

Hans talesprog er sammensat som den indiske historie. Tabish Khair veksler mellem et overbevisende dansk, uddybet med et flydende engelsk, fremført en anelse staccato og tilsat en karakteristisk hvislelyd på t’erne. Det hele opblødes med hyppige små latterudbrud, når livets små eller store paradokser rejser sig af samtalen.

Skiftsproget er endnu rigere. Eller endnu mere splittet:

»Sproget i mit hjem var en blanding af urdu og hindi. Efter delingen fik vi en del sprogpurister i Indien. Urdu- og hindipurister, der ønskede deres egne sprog rene, og mine lærere rettede mig, når jeg blandede urdu-ord ind i sproget. Men det blandede sprog er en del af min identitet. Derudover fik jeg som barn i en gammel engelsk koloni mit sprog blandet mere og mere op med engelsk, jo mere jeg læste og uddannede mig. Så hvis jeg skal beskrive mit modersmål, må jeg sige, at det er urdu-hindi-engelsk«, forsøger Tabish Khair at forklare.

Så slår han ud med armene og smiler opgivende:

»Men det sprog kan jeg jo ikke skrive på!«.

Skriver indisk lokalsprog
For en forfatter kan ikke bare blende tre sprog sammen i én babelsk pærevælling. Til gengæld kan han godt vælge sig et skriftsprog – engelsk – og så drysse et par gloser hist og pist, der kan markere, hvor i samfundet han skriver fra.

Og det gør Tabish Khair. Når han for eksempel fortæller om indiske tjenestefolk, strør han brokker fra tjenestefolkenes lokalsprog rundt i sine sætninger.

»Jeg bliver nødt til at spørge thakur sahiben. Det kan kun huzoor afgøre«, kan det hedde, når tjenestefolk taler.

»For man kan ikke skrive om tjenestefolk på engelsk: De taler jo slet ikke engelsk«, som Tabish Khair konstaterer.



»For man kan ikke skrive om tjenestefolk på engelsk: De taler jo slet ikke engelsk«, som Tabish Khair konstaterer.

»Tjenestefolks liv kan jeg beskrive mere fascinerende og realistisk på hindi eller urdu end på engelsk. Omvendt hvis jeg vil beskrive noget kosmopolitisk eller skal skrive et abstract om økonomi, bliver jeg mere præcis på engelsk. Men jeg kan ikke beskrive alt det, jeg vil, hvis jeg nøjes med at bruge ét af mine sprog. Der er begreber, der ikke kan dækkes ved bare at oversætte til et af de to andre sprog. Det kan være en tone, jeg ikke kan ramme, eller nogle begrænsninger ... Så er det, jeg bare tager det ord, jeg skal bruge, og lægger det ind, fordi jeg med det kan sige noget, jeg ikke ville kunne sige på nogen af de andre sprog«.

Nyt i sproget
Har kolonitiden i Indien med andre ord taget et modersmål fra ham?

»Ja, i den forstand, at jeg ikke kan skrive på mit modersmål. For hvad er mit modersmål? Men jeg opfatter det ikke nødvendigvis som et tab. I det moderne samfund er det noget, der vil ske for mange af os, og jeg har jo ikke som forfatter mistet noget i skriveprocessen, tværtimod: Det, at jeg har flere sprog at tage af, øger mine muligheder for at ytre mig. Det er ikke et tab, når jeg skriver, men når jeg læses. Jeg risikerer at miste læsere på det, men det er ikke noget personligt tab for mig, og det er jo sådan, sproget vokser«, siger han og kaster sig ud i en begejstret sang om, hvordan store digtere som Shakespeare og Gogol og Tolstoj har gjort noget afgørende med sproget.

For ikke at tale om de hjemlige: H.C. Andersen, som er »en af mine favoritter, hans eventyr er helt fantastiske«, og Søren Kierkegaard og Peter Seeberg, som han har læst på dansk.

»Det er store forfattere, og det, de kan, er at skubbe til sproget. Hele tiden. De tager noget nyt og indlemmer det i sproget, fordi det kan udvide forståelsen i kommunikationen med verden. Sproget har også begrænsninger, det er dem, vi skribenter sidder og kæmper med. Men hver gang vi skaber noget, vi ikke har skabt før, skubber vi sproget i en ny retning og udvider det. De rigtig store digtere skubber sproget til et punkt, hvor noget nyt bliver muligt. Ikke forstået snævert som ordforråd og gloser, men mere bredt som udtryk, følelser og ideer«.

Kreativ proces
Den proces er en kreativ proces uden begrænsning, understreger Tabish Khair:

»Man skubber sproget herfra og dertil, men der er stadig meget mere. Det er en endeløs proces«.

»En bog«, siger han, »en bog er ikke bare «.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



For en europæisk læser kan det føles som snubletråd, når man hen over siderne støder ind i fremmede gloser som tarwalaer og taanpura og haweli, men det er helt bevidst, understreger forfatteren:

»Det er en slags advarsel fra min side om, at du som læser kommer ind i en verden, som du ikke kan forvente er den samme som din verden. Jeg kommer til dig med den her beretning, men du er også nødt til at komme til mig. Læseren er ikke bare en forbruger, der køber og æder det, jeg kaster. Læseren er på en måde med til at skrive bogen, så læseren er nødt til at gå i dialog med mig«.

Det skal ikke være for let
Khair kaster sig ud i en redegørelse om, hvordan en romans fortællestruktur karakteriserer romanen, og hvordan hans egen roman stiller krav til læseren med sit sindrige skelet af historier:

Der er en grundhistorie om en familie, der rejser rundt og fortæller film, men ved siden af er der en række sideløbende fortælleforløb, der ikke synes at hænge sammen, men som alligevel er forbundne, hvis man læser bogen igennem.

»Jeg kan ikke selv lide de der bøger, der gør det let for læseren. Mange læsere går efter dem, det ved jeg godt, men jeg synes, at forfatteren i den slags bøger taler ned til læseren i stedet for at vise respekt«, siger han.

Han holder en pause og ser eftertænksom ud. Man kan næsten se, hvordan han bevæger sig ind i en af de indre ordbøger, der udgør hans brogede modersmål. Så har han fundet det sprog, der synes at rumme det bedste udtryk til at dække det, han vil have frem:

»En bog«, siger han, »en bog er ikke bare a piece of cake«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden