Rolf. »Efter at jeg har læst din bog, er jeg tilbøjelig til at sætte spørgsmålstegn ved graden af din lykke« skriver Johannes Møllehave. Tegning: Per Marquard Otzen

Rolf. »Efter at jeg har læst din bog, er jeg tilbøjelig til at sætte spørgsmålstegn ved graden af din lykke« skriver Johannes Møllehave. Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


En lykkelig familie?

Har vi alle et menneske, vi gerne ville have byttet skæbne med? Brev til forfatteren Rolf Bagger.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Kære Rolf, for nylig læste jeg en anmeldelse af din bog ’Nyvej 10A’, som giver et billede af dine forældre og din opvækst. Det var Hans Hertel, som havde anmeldt den, og som rosende kaldte den en perle i erindringslitteraturen. Jeg måtte skaffe mig den og fik noget at vide, jeg ikke førhen havde haft den mindste anelse om.

Vi gik i mellemskolen sammen på Sct. Jørgens Gymnasium fra 1949 til 1953. Fire år, som for mig blev grundlæggende. I de første fem skoleår havde jeg ingenting lært, og havde man dengang taget test, som man gør det i vore dage, havde jeg sikkert gået der endnu.

Det var i 1949, at Danmark gik over til at skrive navneord med små bogstaver. Jeg havde på det tidspunkt lige fået banket ind i mit grødhoved, at en rejsende skulle med lille forbogstav, fordi vi alle kunne være på rejse, hvorimod en Handelsrejsende skulle med stort, for det var jo en profession.

Min lærer var kraftig modstander af den moderne skriveform og hun brugte som eksempel på ulykken, at man ikke længere kunne sige: »Af lette retter foretrækker jeg Tunge«. Stod tunge med stort kunne man jo tydeligt se, at det kunne være f.eks. kalvetunge.

Karen Blixen fandt det katastrofalt for vores nationalsang, at Kong Christian stod ved højen mast; hvorfor blev han mast af højen, enhver kunne jo før se, at det var en høj Mast.

Der var megen uro i konservative kredse over, at man for fremtiden både skulle stave en prins og en pølsemand med lille bogstav – det var nivellering over hele linjen. Ja, der måtte snart ikke en gang være et tårn på et hus – intet måtte rage i vejret.

Fik samme lift
Du, Rolf, kom på Sct. Jørgen, fordi din morbror havde gået i mellemskolen der. Han druknede under besættelsen og stod opført som en af de gamle elever, der havde ofret sig i kampen mod tyskerne. Han blev kun 25 år. Jeg kom der kun, fordi min mor var stædig og ikke ville rette sig efter min skoles udsagn om, at jeg ikke egnede mig til at gå bogligt videre.

Skolen, som fik navnet Sct. Jørgens Gymnasium, fordi den lå ved Sct. Jørgens Sø, hed før Henrik Madsens Skole. Her havde eleverne en historielærer: T. H. A. Müller, som kom til at give eleverne noget, de bar med sig gennem hele livet. Digteren Tom Kristensen lovsynger ham, det samme gør kunstmaleren Mogens Andersen i sin erindringsbog ’Nødigt – men dog gerne’.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce