Kære Rolf, for nylig læste jeg en anmeldelse af din bog ’Nyvej 10A’, som giver et billede af dine forældre og din opvækst. Det var Hans Hertel, som havde anmeldt den, og som rosende kaldte den en perle i erindringslitteraturen. Jeg måtte skaffe mig den og fik noget at vide, jeg ikke førhen havde haft den mindste anelse om. Vi gik i mellemskolen sammen på Sct. Jørgens Gymnasium fra 1949 til 1953. Fire år, som for mig blev grundlæggende. I de første fem skoleår havde jeg ingenting lært, og havde man dengang taget test, som man gør det i vore dage, havde jeg sikkert gået der endnu. Det var i 1949, at Danmark gik over til at skrive navneord med små bogstaver. Jeg havde på det tidspunkt lige fået banket ind i mit grødhoved, at en rejsende skulle med lille forbogstav, fordi vi alle kunne være på rejse, hvorimod en Handelsrejsende skulle med stort, for det var jo en profession. Min lærer var kraftig modstander af den moderne skriveform og hun brugte som eksempel på ulykken, at man ikke længere kunne sige: »Af lette retter foretrækker jeg Tunge«. Stod tunge med stort kunne man jo tydeligt se, at det kunne være f.eks. kalvetunge. Karen Blixen fandt det katastrofalt for vores nationalsang, at Kong Christian stod ved højen mast; hvorfor blev han mast af højen, enhver kunne jo før se, at det var en høj Mast. Der var megen uro i konservative kredse over, at man for fremtiden både skulle stave en prins og en pølsemand med lille bogstav – det var nivellering over hele linjen. Ja, der måtte snart ikke en gang være et tårn på et hus – intet måtte rage i vejret. Fik samme lift Du, Rolf, kom på Sct. Jørgen, fordi din morbror havde gået i mellemskolen der. Han druknede under besættelsen og stod opført som en af de gamle elever, der havde ofret sig i kampen mod tyskerne. Han blev kun 25 år. Jeg kom der kun, fordi min mor var stædig og ikke ville rette sig efter min skoles udsagn om, at jeg ikke egnede mig til at gå bogligt videre. Skolen, som fik navnet Sct. Jørgens Gymnasium, fordi den lå ved Sct. Jørgens Sø, hed før Henrik Madsens Skole. Her havde eleverne en historielærer: T. H. A. Müller, som kom til at give eleverne noget, de bar med sig gennem hele livet. Digteren Tom Kristensen lovsynger ham, det samme gør kunstmaleren Mogens Andersen i sin erindringsbog ’Nødigt – men dog gerne’.
Min lykke var, at jeg fik Johannes Nørvig som dansklærer og dig, Rolf, som klassekammerat. Vi var heldige. Hans Hertel fik Borup Jensen i dansk, men der kom dog en Hans Hertel ud af det. Jeg har talt med dig om Nørvig, og jeg ved, at du priser ham lige så meget som jeg, og at han også kom til at bestemme dit valg på universitetet; du valgte sammenlignende litteratur og blev ganske givet forfatter takket være dit møde med Nørvig. Nørvig var sokratisk som pædagog og stillede altid drilagtige spørgsmål. Han læste Blicher for os, men også moderne forfattere som H.C. Branner og Knud Sønderby, ja, han læste endda en historie af Villy Sørensen, som endnu ikke var trykt, fordi den var blevet kasseret af Gyldendal. Nørvig var ven med ham og fik lov at låne de maskinskrevne sider. Han læste Scherfig, Martin Andersen Nexø og Henrik Pontoppidan for os. Husker du plejesønnen i Pontoppidans novelle ’Kirkeskuden’? Drengen, som søndag efter søndag hørte præsten sige, at man skulle ud på de halvfjerdsindstyve tusinde favne vand. Men plejedrengen brugte sine øjne og undrede sig over, hvorfor præsten så altid gik med galocher. Rolf, jeg skriver til dig, fordi vi nok fik samme lift af Johannes Nørvig. En opløftelse, jeg har nydt godt af lige siden. Jeg vil fortælle dig, hvordan du virkede på mig i den periode: Du var lysende i bogstaveligste forstand – du var lys, jeg var mørk – du havde et medfødt overskud af humor, energi og gåpåmod. Din latter smittede os, og jeg forholdt mig til dig som en vandpyt til en regnbue. Vandpytten kan ikke rumme regnbuen, men den kan spejle den, så pyt med det. Jeg spejlede dig med beundring og et stik af misundelse, fordi du i alle fire år var Rolf den heldige og Rolf den lykkelige. Om det skyldtes din arv eller dit miljø, anede jeg ikke, men der var ingen tvivl om, at du var rigt udrustet. Din gangart bestod i strålende ubesværede fremskridt i alle fag. Det var ligegyldigt, om det gjaldt sprog, matematik eller litteratur – du færdedes lige ubesværet i alle skolens timer. Jeg slæbte mig af sted som en giraf i sirup. Dig var der intet, der kunne standse. Lærerne lod sig dupere af din charme, som er en måde at få ja på – uden at man har spurgt. De to lærerinder, vi havde – en frøken og en frue – faldt begge pladask for dig. Med hensyn til Nørvig var vi i en vis grad begge hans yndlingselever, kun til en vis grad, fordi vi også havde ham i engelsk, hvor han hånede mig og tog modet fra mig. Engang sagde han direkte, at jeg var så dum, at han kunne klaske mig op på væggen og så ville jeg blive hængende i mit dumheds fedt. I både skriftlig og mundtlig dansk lærte han mig det bedste, jeg har lært, men jeg forstod ikke hans personlighedsspaltning, når han spydigt i en engelsk time kunne sige, at jeg højest kunne blive gartner og komme hjem om lørdagen med tomater til min mor. Min morbror var i øvrigt gartner, og jeg fandt det egentlig ikke skræmmende at gå i hans fodspor. Vi konkurrerede mod hinanden i vores stile til ham, og han behandlede os på lige linje, til trods for at du klart var den bedste. Jeg vidste godt, at din far var driftsingeniør, og at I boede i en herskabslejlighed på Nyvej 10A. Din mor var hjemmegående, og jeg troede, du var født med en guldske i munden. Alt lykkedes for dig, og jeg har aldrig hørt dig beklage dig over noget som helst. Lige så let, du havde ved lektier, lige så let havde du ved håndbold og skøjteløb. Også her faldt jeg totalt igennem. Mange, tunge skygger Har vi alle et menneske, vi har misundt og gerne ville have byttet skæbne med? Hvis vi har, så var du i disse år den eneste, jeg skammede mig over, at jeg misundte, fordi det måtte være det rene hovmod, at jeg skulle kunne være dig. En mus behøver ikke en elefant for at få mindreværdskomplekser, men hvor kort er der ikke mellem mindreværd og storhedsvanvid? Vil musen være elefant, må det være dens manglende proportionssans. I lige måde i mit forhold til dig, Rolf – du heldige, du lykkelige. Nu efter at jeg har læst din bog, er jeg tilbøjelig til at sætte spørgsmålstegn ved graden af din lykke. Havde jeg ikke læst den, ville jeg til mine dages ende fortsat tro, at der ingen skygger fandtes i dit liv. Jeg forstår nu, at skyggerne var mange og tunge, først og fremmest fordi din far og mors ægteskab var ulykkeligt. Oscar Wilde siger, at grunden til de fleste indgåede ægteskaber er gensidige misforståelser. Din far var søn af en præst – det vidste jeg ikke – han viede din far og mor, men din mor væmmedes ved ham, fordi hun mente, at han ikke alene efter sin kones død lod sig trøste af en tidligere pige i præstegården, men flyttede sammen med hende til trods for at hun var gift.
