0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Snot for sig og overskæg for sig

Hvis den islamiske verden skal blive en del af det 21. århundrede, så skal befolkningen dér gøre oprør mod de herskere, der misbruger islam for verdslig magt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Asmaas tørklæde affødte en voldsom intern debat i Danmarks Radio.

Det var mig, der startede den. Ikke med et spørgsmål om tørklædet, men om, hvorvidt Asmaa anser, at Danmarks Riges Grundlov står over sharia: at verdslige love står over de religiøse. Det fik jeg aldrig et svar på. Asmaa svarede i vores personaleblad DRåben, at hvis hun begyndte at svare, så ville det aldrig tage ende, så ville der bare komme 50 spørgsmål til. En lidt underlig holdning for en studievært på et debatprogram, synes jeg.

Derimod var der adskillige kolleger, kloge mennesker, som jeg respekterer både professionelt og menneskeligt, der tog til orde i forsvar for Asmaa. De så mit spørgsmål og mine senere indlæg i debatten som udtryk for en antiislamisk holdning grænsende til det racistiske. Det gør selvfølgelig ondt.

For at lette debatten, så man ikke bliver betragtet som snæversynet dansk nationalist med frikadeller og brun sovs i hovedet, hvis man sætter spørgsmålstegn ved islams politiske sider, foreslår jeg, at vi indfører et nyt begreb: politisk islam. På denne plads var der for et par måneder siden et indlæg om, at islam måtte være et kært barn, fordi det havde mange navne: islamisme, fundamentalisme, islamisk ekstremisme osv.

Fundamentalisme kan sikkert være en helt acceptabel holdning i religiøse spørgsmål. Fundamentalisme findes, som jeg har forstået det, inden for alle religioner, ikke kun islam, men i hvert fald også kristendom og jødedom. Og det bør ikke være et problem om, hvordan folk ønsker at gå klædt, hvad de ønsker at spise, hvad de iklæder sig, og mod hvilket verdenshjørne de vender sig, når de beder. Derfor synes jeg, at fundamentalisme er et dårligt ord for at beskrive den del af islam, som i store dele af verden i dag opfattes som kilden til problemer. Jeg synes personlig, at mange af de synspunkter, fundamentalister - af alle religiøse observanser - fremfører, er 'tåbelige', men så længe de henfører sig til den enkeltes personlige liv, så kan jeg ikke se nogen grund til at blande mig i det. Det tilhører privatsfæren.

Problemet opstår, når nogle forsøger at blande deres tolkning af Bibelen eller Koranen ind i det daglige politiske liv. Det er efter min mening uacceptabelt og kan, som jeg ser det, angribes og nedgøres med alle de midler, som nu engang findes i den politiske debat. For nylig blev en skulptur, der forestillede de to tavler med De Ti Bud forvist fra domhuset i en by i Texas. Helt i overensstemmelse med USA's grundlov om adskillelse af religion og stat! Og så i den kristne, fundamentalistiske præsident George W. Bushs hjemstat.

Jeg har stor sympati for flere af de amerikanske fundamentalistiske bevægelser: kvækerne på grund af deres pacifisme og amisherne på grund af deres æstetik og moral. Men de er og bliver bevægelser på overdrevet, som vel næppe selv gør krav på at tage magten i den kristne verden. Den kristne højrefløj i USA er gået frem de seneste år, men gennem de etablerede politiske partier - ikke som Guds parti, der har krævet andre spilleregler.

Hvis man deltager i det politiske liv, skal man acceptere de demokratiske spilleregler. Jeg har aldrig hørt, at repræsentanter for Kristeligt Folkeparti har anklaget deres politiske modstandere for at være djævlens yngel og antikrist - selv om de har været imod de kristeliges politiske standpunkter.

Islamiske ekstremister, nej, undskyld politikere, kryber i skjul bag deres religion. De har synspunkter på, hvordan andre - ikke bare dem selv - skal leve i overensstemmelse med deres religion. De bruger - nej, misbruger - religionen for at opnå politisk magt her på Jorden. Så er vi ude over religionen og inde på det politiske område, hvor ord som tolerance og religionsfrihed bruges som skalkeskjul for totalitarisme og intolerance.

Politisk islam er efter min mening en pestilens, som kan sammenlignes med nazisme og kommunisme - stalinisme. Det skal jeg have lov til at sige uden at blive beskyldt for at være racist eller xenofobisk. Uffe Ellemann-Jensen har beklaget sig over tonen i debatten. Kære Uffe, prøv at tage noget af det, du har sagt om kommunismen og erstat ordet 'kommunisme' med 'politisk islam', hvor havner du så? Jeg forstår for øvrigt ikke, hvordan dansk politiks mester i provokation pludselig bliver mester i politisk korrekthed.

Det, som forener politisk islam med nazisme og kommunisme, er disse bevægelsers misbrug af menneskets gode vilje. Når vi i dag hører unge 'frelste' danske muslimer tale om islams høje idealer om velgørenhed, social retfærdighed og ligestilling, så minder det skræmmende meget om de begavede og idealistiske unge danskere, som i 1920'erne troede på det kommunistiske ideal og lukkede øjnene for terror og Gulag, eller om dem, der i 1930'erne viste beundring for nazismen. Jeg spørger disse unge muslimer: Hvorfor er den sociale retfærdighed i de muslimske lande så meget dårligere end i de vantro vesteuropæiske lande?

Det spørgsmål har jeg lov til at stille, og jeg har lov til at påstå, at muslimer, som køber islamiske politikeres løfter om velstand og social retfærdighed, bliver snydt og lader sig bedrage. Det er politik og ikke religion, også selv om disse politikere kalder sig imamer og ayatollaher. Når fætrene Krarup og Langballe står på Folketingets talerstol, har de ikke præstekjole på, de er kun politikere, og de bliver behandlet som kun politikere.

I de islamistiske terroristers retorik er der et ord, der går igen og igen: korstogene.

Med rette!

Det er blevet moderne at sige undskyld for fortidens synder. Det er vist noget, der kommer fra Japan, hvor politikere og virksomhedsledere jævnlig træder frem grædende og ydmyge og beder om undskyldning for, at de har svindlet og bedraget.

Det er selvfølgelig også bedre end at skulle begå harakiri for åbent kamera!

Vestlige politikere har sagt undskyld for slavehandlen, amerikanske politikere for den måde, indianerne blev behandlet på. Men er der nogen, der har sagt undskyld for korstogene? Jeg ved det ikke. Måske?

Hvis vi skal i en dialog med den islamiske verden, så var det måske et sted at begynde. For her blandede de europæiske kristne lande i allerhøjeste grad politik og religion: et 'fromt' ønske om at udbrede den kristne tro blev til imperialisme og ekspansion med terror og folkemord til følge. Det kan ikke forsvares - højst undskyldes.

Jeg kan også forklare, uden dog at undskylde, hvorfor islam er blevet anderledes end kristendommen, selv om de to religioner har de samme rødder hos Abraham. Det handler om politik. Jesus grundlagde en oprørsbevægelse. Men i et samfund og en situation, hvor almindelig politisk modstand så håbløst ud: det mægtige romerske imperium og deres jødiske quislinger. Det kunne man ikke bekæmpe. Derfor blev kristendommen en religion, der flyttede kampen til et andet niveau: det åndelige. Derfra kommer den berømte sentens 'Giv Cæsar, hvad Cæsars er, og Gud, hvad Guds er!'. Kristendommen blev de undertrykte, slavernes religion. Senere, da kristendommen blev den vigtigste religion i Europa, forsøgte magthaverne selvfølgelig at forvandle den til en 'herskende' religion, men egentlig imod kristendommens oprindelige væsen. (Det er noget, de amerikanske fundamentalister endnu ikke er kommet til!).

Muhammed grundlagde også en religion, der var en oprørsbevægelse. Blandt andet oprør mod handelsmændenes udnyttelse af mange guder i Mekkas handelskvarter. Men han stod ikke som Jesus over for en enorm overmagt som Det Romerske Rige. Han stod over for en skønsom blanding af arabiske klaner og købmandsgrupper. Dem kunne man godt bekæmpe med almindelige midler, med sværd og skjolde. Derfor fik politik en helt anden rolle i islam end i kristendommen, der helt enkelt havde afvist almindelig politisk kamp - fordi det jo alligevel var omsonst på Jesu tid.

Jeg er ikke ekspert på islam. Jeg har ikke læst Koranen på arabisk, men jeg tror, at Muhammeds 'åbenbaringer' af Allahs vilje forandrede sig gennem tiden. Fra han var en fattig købmandslærling, til han blev statsmand. Meget af det, som i dag er centralt i islam, er påbud, som dengang kunne (burde) have været dekreter fra Medinas sundhedsstyrelse: Drik ikke alkohol, spis ikke med den hånd, du tørrer dig i r.... med, spis ikke svinekød. En del af det findes jo også i jødedommen, fordi jøderne stod med de samme problemer - svin med dødelige trikiner for eksempel.

Islam blev en såkaldt lovreligion, netop fordi Muhammed brugte religionen til at styre sit verdslige rige. Det er der vel ikke noget galt i, men man skal bare forstå det, og i dag forsøge at adsk