Hele Danmark forargedes, da det blev afsløret, at en far fra Tønder systematisk havde solgt sin lille datter til sex med fremmede mænd. Det blev ikke bedre af, at socialforvaltningen faktisk var godt og grundigt informeret om, at børnene fra familien ikke havde det godt derhjemme. Der var den samme forargelse, da lille Kasper for få år siden blev tævet ihjel af sin mor og stedfar, selv om der fra flere sider var foretaget underretning til kommunen om, at noget var rivende galt. Der er masser af sager, man kan drage frem. Det er de ekstreme, der kommer på avisernes forsider, fordi de ender med spektakulære retssager. Men der er også alle de sager, vi møder i Børns Vilkårs rådgivning, og de sager, der 'bare' ender med børn, der fjernes fra hjemmet, men som har taget varig skade på baggrund af omsorgssvigt, manglende kontakt, vold og forsømmelse. Og noget af det mest skræmmende ved Tøndersagen er, at den ikke er så særlig og så enkeltstående, som mange tror. Det er heldigvis sjældent, at man oplever så massive og systematiske overgreb på børn. Men sagsbehandlingen adskiller sig desværre ikke fra, hvad vi i Børns Vilkår oplever i masser af sager hvert år. Rundt om i denne Kronik er der med løs hånd strøet et udpluk af de sager, vi præsenteres for i Børns Vilkårs rådgivninger. Børnene ringer selv på BørneTelefonen, eller de skriver til vores rådgivere på BørneChatten. Og naboer, slægtninge, skolelærere og pædagoger ringer til ForældreTelefonen for at spørge, hvad de skal stille op, når de møder et barn, som svigtes af alt og alle. Sagerne viser noget om karakteren af det offentlige omsorgssvigt i dagens Danmark. Derfor vil vi få en ny Tøndersag, Kaspersag eller lignende - ikke nødvendigvis i morgen eller i næste uge. Men det vil ske igen, at et barn udsættes for massive overgreb, uden at det offentlige griber ind og beskytter barnet. Der er nemlig noget galt med vores lovgivning. Derfor er det ikke nok at skyde på kommunerne i Tøndersagen. Deres svigt skal bestemt ikke undskyldes, men politikerne må bekende kulør i de svære børnesager: Skal hensynet til at beskytte børn eller den enkelte families integritet veje tungest? Som lovgivningen er indrettet i dag, er det nemlig uklart og modsætningsfyldt. Og i negativ forstand retningsgivende for den kommunale sagsbehandling. Sag: En dreng på 15 år henvender sig til BørneTelefonen, da han ikke mere kan holde ud at bo derhjemme. Han bor sammen med sin mor, far og en ældre søster. Faren er psykisk syg og har flere gange været tvangsindlagt - sidste gang, da han løb skrigende og nøgen rundt i gården. Drengen fik tilkaldt politiet, der fik kørt faren væk. Drengen har flere gange været på skadestuen, da faren har slået og sparket ham. Skaderne har været: bøjede ribben, mærker efter spark i nakken, diverse blå mærker efter slag flere steder på kroppen. Desuden har der været tale om psykisk vold: Drengen har bl.a. fået at vide, at han ikke dur til noget, at han er fuld af løgn, at han er tyk og grim m.m. Drengens mor griber ikke ind, da hun er bange for faren, så hun går sin vej, når der er ballade. Drengen har forsøgt at fortælle sin lærer, hvad der sker derhjemme, men hun har ikke villet blande sig. Drengen har dernæst henvendt sig i forvaltningen, men er - ifølge drengen - blevet afvist med ordene: »Du må se at opføre dig ordentligt, så din far ikke bliver så vred på dig«. Da sagsbehandleren har afvist drengen, henvender han sig til BørneTelefonen for at høre, om det virkelig kan være rigtigt, at voksne må slå børn. Medarbejdere på danske anbringelsessteder og professionelle plejefamilier ved, at de børn, der fjernes fra hjemmet, som hovedregel har taget varig skade. I Danmark fjerner man ikke børn forebyggende for at undgå, at skaden sker. Man venter, til det er sket, og symptomerne er så åbenlyse, at der ikke er noget at tage fejl af. Problemet er bare, at disse børn næsten aldrig kan helbredes eller rettes op. I Danmark er vi typisk meget tøvende over for at fjerne børn fra deres familie. Børnene er som regel over 6 år gamle, før det sker, og der har enten været prøvet mange andre ting inden, eller også bliver barnets problemer først taget alvorligt, når det begynder i skolen. Børn, der fjernes fra hjemmet, er i gennemsnit 13 år. Det siger sig selv, at mange af de børn allerede har været udsat for så meget omsorgssvigt og ofte også svigt fra det offentlige, som skal beskytte dem, at det har mærket dem for resten af livet. Det går derfor ikke ret godt for de anbragte børn senere i livet. Flertallet klarer sig elendigt i skolen, formentlig på grund af en skidt start, fordi de lider under følelsesmæssig uro, og fordi de tit bliver flyttet frem og tilbage mellem diverse institutioner, plejefamilier og de biologiske forældre, alt efter hvordan forældrene har det. Vi ved også, at mere end hvert tredje af de børn, der fjernes hjemmefra, før de er 3 år gamle, bliver anbragt under institutionslignende forhold, selv om man regner med, at de skal være anbragt i lang tid. Årsagen er, at de allerede i denne alder vurderes at være så skadede af deres opvækst, at de er behandlingskrævende. Sag: En pige på 14 år henvender sig til BørneTelefonen. Hun har været hos sagsbehandler og skolelærer, da hun ikke længere kan holde til den psykiske og fysiske vold, hun udsættes for hjemme. Familien er dybt religiøs, så pigen udsættes for djævleuddrivelse, knytnæveslag i ansigtet og meget ydmygende kommentarer: »Dig er der ingen, der kan lide« - »der er ingen, der vil hjælpe dig«, »du er ikke noget værd« m.m. Pigen er stukket af flere gange, men sendes hjem igen. Børns Vilkår kontakter politiet, da hun endnu en gang er stukket af efter at have fået en blodtud. Politiet tjekker faren, der ser ædru ud og ikke har rifter i tøjet, så pigen får besked på at opføre sig ordentligt og efterlades i hjemmet. Det er fristende at skyde skylden på ressourcemangel og på dårligt arbejde i socialforvaltningerne. Der er næppe tvivl om, at der mange steder gøres et dårligt stykke socialt arbejde. En del af de mennesker, der arbejder med området, er for dårligt uddannet. Og alt for mange arbejder ud fra et traditionelt voksenperspektiv frem for et børneperspektiv. Der er brug for specialisering, så de mennesker, der arbejder med disse sager, også er klædt på til det professionelt. Der er også brug for systematisk kvalitetssikring, så sagsbehandlerne skal undersøge hver sag til bunds - og altid tale med børnene og have faglig kompetence til at gøre det. Systemer kan ikke erstatte den gode, personlige og engagerede indsats. Men systemer kan være med til at reducere risikoen for fejl og sjusk. Og kvalitetskrav, der skal opfyldes, vil også synliggøre, hvis sagsbehandlerne ikke gør deres arbejde ordentligt, fordi de har for travlt. Der mangler også politisk vilje til at prioritere de ressourcer, der skal til. Især på den korte bane. Men den helt grundlæggende problemstilling er imidlertid, at vi i Danmark stadig vægter forældrenes ret til deres børn og familiens ukrænkelighed mere end beskyttelsen af det enkelte barn. Barndommen er faktisk en relativt ny opfindelse. Frem til 1800-tallet var barnets bedste først og fremmest at overleve, og først hen mod århundredets slutning blev begrebet 'barndom' en realitet. I 1900-tallet begyndte man at definere børns rettigheder, og i anden halvdel af 1900-tallet opstod en videnskabeliggørelse af børns behov og en bevidsthed om, at vold og omsorgssvigt kunne give varige skader. Vi har altså på mindre end to århundreder bevæget os fra en kultur, hvor børn blev betragtet som forældrenes juridiske ejendom, til en kultur, hvor børn ses som individer med særlige psykologiske behov og et særligt behov for beskyttelse fra både forældre og samfund. Men lovgivningen er ikke for alvor fulgt med på alle områder. Børn ses stadig som forældrenes ejendom. Og her ligger grundproblemet i vores 'vente og se-kultur'. Sag: To børn med anden etnisk baggrund end dansk er blevet smidt ud hjemmefra og har ingen steder at bo (15 og 17 år). De henvender sig til socialforvaltningen, men sendes hjem, hvor de bliver smidt ud. Børns Vilkår går ind i sagen, som er akut - taler med social døgnvagt, sagsbehandler, socialudvalgsformand og skriver til borgmester. Der går lang tid, før børnene får hjælp. I den tid bor de rundt omkring.

I Børns Vilkårs rådgivning hører vi gang på gang frustrerede socialrådgivere og sagsbehandlere sige, at når de nu har talt med forældrene, så er der ikke mere at gøre. De udsagn bygger på, at der i forhold til den kommunale indsats er en indbygget barriere i lovgivningen: nemlig at man i indsatsen først og fremmest skal arbejde for, at problemerne kan løses i frivilligt samarbejde med forældrene. Kapitel 4 i serviceloven, som er det lovgrundlag, kommunerne skal bruge i børnesagerne, siger, at »Barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien og med dennes medvirken«. Det er umiddelbart tilforladelige ord, der på papiret sikrer en sammenhængende indsats. Problemet er bare, at netop den bestemmelse er stærkt medvirkende til at hindre, at man får grebet ind, før det er for sent. Der er i Danmark en lang tradition for, at hensynet til familiens integritet vejer tungere end hensynet til barnet. Og lovgivningen støtter det. Man taler med forældrene - og taler. Man behandler på forældrene, undersøger forældrene og sætter støtte ind - i årevis. Det bliver desværre alt for ofte til et professionelt omsorgssvigt over for børnene, fordi et barneliv ikke bare går i stå, mens myndighederne prøver sig frem. Barnet vokser, får måske bank og mangler omsorg - og tager skade. Reglerne gør, at de sociale myndigheder er forpligtet til at tage meget udvidede hensyn til forældrene, og at de risikerer ankesager og underkendelse, hvis de handler udelukkende ud fra et hensyn til barnet. Sag: En lærer henvender sig til Børns Vilkår om to små piger på 7 og 9 år, der bor alene med deres mor. Den ældste lukkes ofte ude fra hjemmet. Har blå mærker på kroppen, på arme og ansigt. Skolen har underrettet kommunen, og politiet har set billeder af mærkerne. Læreren er frustreret over, at intet sker. Vi går ikke ind for, at så mange børn som muligt skal fjernes hjemmefra. Der er stærke bånd mellem børn og biologiske forældre, som ikke blot kan negligeres. Og man skal passe på ikke at tage afsæt i den sociale arv på en måde, så man dømmer mennesker (og forældre) ud fra deres baggrund. Men vi går ind for, at man ser på risikofaktorer og indleder et forpligtende samarbejde med de forældre, der har et bredt spekter af faresignaler, allerede i graviditeten. Og så skal der handles, før det går galt, og ikke når det går galt. Det bør ikke være frivilligt, om man som risikoforælder vil deltage i rådgivning, om man vil gå til alkoholafvænning, eller om man vil have hjemmehos-støtte i hjemmet. Det bør heller ikke være op til forældrene, om barnet skal have ret til behandling. Og det bør slet ikke være forældrenes afgørelse, om de sociale myndigheder skal have lov til at tale med barnet. Der er brug for, at vi som samfund reagerer, længe før børnene tager skade, i stedet for at vente og se og foretage lappeløsninger. Sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og sågar behandlere af seksuelt misbrugte børn kan fortælle, hvordan underretninger kan hobe sig op om det enkelte barn i årevis, før der sker noget brugbart. Sidst, men ikke mindst er der i høj grad brug for, at vi giver børnene fred, når vi har opgivet de biologiske hjem. Den nuværende lovgivning er baseret på de biologiske forældres rettigheder og de biologiske bånd frem for alt. Det handler mere om holdning end om viden. Der er til gengæld masser af dokumentation for, at børn for alvor tager skade af at være svingdørsbørn, der aldrig ved, hvor de bor næste år, og som måske pendler mellem biologiske forældre og skiftende plejeforældre gennem hele barndommen, fordi det er forældrenes forfatning, der afgør barnets liv - og ikke barnets behov. Vi ønsker os derfor på børnenes vegne, at man sætter barnets bedste over hensynet til familiens integritet. Vi kunne f.eks. gøre som i Norge, hvor man har valgt at lave lovgivningen om, så den matcher med FN's Børnekonvention. Det kapitel i den norske barnevernloven, der handler om børn, der er udsat for omsorgssvigt, begynder simpelthen med en klar markering af, hvad der skal vægtes: »Ved anvendelse av bestemmelsene i dette kapitlet skal det legges avgjørende vekt på å finne tiltak som er til beste for barnet. Herunder skal legges vekt på å gi barnet stabil og god voksenkontakt og kontinuitet i omsorgen«. Barnevernsloven siger altså klart, at barnets bedste er vigtigere end alle andre hensyn. Det er på tide, at dansk lovgivning også vendes om, så tvivlen kommer barnet til gode - ikke forældrene. Vi bør følge det norske eksempel, hvor loven klart udtrykker, at barnet juridisk set til enhver tid er den part, der har krav på mest beskyttelse. Vi er i Danmark tilbøjelige til at glemme de grimme børnesager, når mediestormen har lagt sig, og når en ny og mere interessant problemstilling fylder forsiderne. Men hvis vi vil vise respekt for pigen fra Tønder, Kasper fra Horsens, alle de børn, der beder Børns Vilkår om hjælp - og alle de andre børn derude, der mangler kærlighed, beskyttelse og omsorg - så laver vi loven om, så beskyttelsen af barnet kommer til at stå over beskyttelsen af den hellige, ukrænkelige familie. Og jeg vil godt udfordre landets politikere på, hvad de hver især mener skal veje tungest.