0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fremtidens æg i én kurv

Med forskning inden for natur og teknik fokuserer regeringen ensidigt efter opskriften: 'The winner takes it all'. Næppe nogen vinderstrategi, når Danmarks konkurrencestyrke ligger i forlængelse af humaniora og samfundsvidenskab.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Billedet af det fremtidige Danmark er langsomt ved at tage form.

Vi skal være en nation af højtuddannede, forskere, kreative tænkere og iværksættere. Det er det, Danmark skal leve af. Derfor geares hele uddannelsessystemet fra top til bund i disse år. Regeringen har i kølvandet på det storstilede Globaliseringsråds arbejde identificeret 350 forslag, hvor mindst 90 procent af forslagene ligger inden for uddannelse, forskning og iværksætteri. Så set lidt fra oven, så er der gang i den helt store forårsrengøring.

Og det skal regeringen have tak for! Uanset om man er enig i de finere nuancer, så bør man tage hatten af for regeringens evne til at sætte forskning og uddannelse på dagsordenen, for det er her, nøglen til fortsat vækst og velstand ligger.

Det er både nødvendigt og tiltrængt. Regeringen har med klart eftertryk sat forskningen på dagsordenen - og den har klart markeret, at der er behov for at bekymre sig over, hvad der om 5, 10 og 20 år skal være i de mange produktionshaller, slagterier og værfter landet over.

Danmark skal være konkurrencedygtig på det højteknologiske felt, men det skal kombineres med humanistisk og samfundsvidenskabelig viden.

Helt samme opfattelse har regeringen ikke. For i spørgsmålet om hvad Danmark i de næste årtier skal forske og uddanne folk i, har man udvist en sjælden beslutsomhed. Regeringen har valgt en strategi, som man kan kalde 'pick the winner'-strategien, og har i forlængelse heraf udpeget de spydspidsområder, som i fremtiden skal sikre vores alle sammens velfærd. Og skal man tro regeringen, så er det inden for natur og teknik, at vi finder vejen til fremtidens velfærd. Strategien er et opgør med de sidste mange års laden stå til, når det gælder ledelse og retning - især på universiteterne. Der kan ikke findes en ansat i den danske folkeskole, det danske gymnasium eller universitet, som ikke ved, at det er natur og teknik, som står først, når der skal deles midler ud.

Det kan man også forvisse sig om ved at læse regeringens seneste oplæg, 'Fremgang, fornyelse og tryghed'. Her er det et helt gennemgående træk, at når de generelle satsninger på forskning skal konkretiseres, ja, så er det naturvidenskab, teknisk udstyr og laboratorier, man henviser til. Godt nok nævnes humanistiske fag som etnologi og antropologi i forbindelse med brugerdreven innovation, men det er natur og teknik, som er i fokus.

Det er f.eks. inden for naturvidenskab, teknisk videnskab, it og sundhedsvidenskab, at fordoblingen af forskeruddannede skal finde sted. Så i fremtiden vil det være forskere fra disse discipliner som befolker universiteter og virksomheder. Etableringen af Højteknologifonden i 2004 er et andet eksempel på en meget fokuseret satsning inden for et ganske vist bredt område, men alligevel - kursen er klar, det er i denne kurv, at vi lægger fremtidens æg.

Men går regeringen den rigtige vej, når den så entydigt vælger en 'pick the winner'-strategi og i næste åndedrag peger på natur og teknik som fremtidens løsning på, hvad Danmark skal leve af?

Er det virkelig her, blandt kolber, kitler og teknisk produktudvikling, og i konkurrence med Kinas tusindtal af ingeniører og USA's milliardtunge forskningsmidler, at vi skal finde vores niche og blive den globale 'number one'? Er det overhovedet realistisk, når markedets usynlige hånd for alvor er blevet global og her driver sin helt egen 'pick the winner'-strategi? Og endelig, hvis vi skal blive 'number one', kan vi så det alene ved at fokusere vores kræfter på natur og teknik? Svaret herfra er et klart, men nuanceret nej!

Regeringen har helt ret, når den peger på, at der er behov for, at flere interesserer sig for natur og teknik. De unge vælger i stigende grad fagene fra, og der er behov for at appellere og tiltrække de unge hoveder. Ligesom der også er behov for, at vi koncentrerer de trods alt begrænsede midler til forskning, som Danmark har til rådighed. Og jo, det er igen sympatisk, at regeringen så klart melder ud, hvad den vil.

Det, der er så bekymrende ved regeringens satsning på natur og teknik, er, at man gør som alle andre. Man kopierer i stedet for at nytænke. Og det er et valg, der i en ikke al for fjern fremtid nemt kan blive et uheldsvangert damoklessværd over Danmarks hoved. Hvorfor? Fordi Danmark så langtfra har den samme kritiske masse, som de konkurrenter, regeringen med sin strategi vælger at stille os op imod.

Tag blot til et vilkårligt større universitet i Asien eller USA, og de vil være ikke bare meter, men kilometer foran. Deres tradition for at kommercialisere forskning er bedre, og ikke mindst i Asien er evnen til at tiltrække studerende til de tekniske og naturvidenskabelige fag langt større end den danske. Og den asiatiske ingeniør er fuldt konkurrencedygtig med den danske - både på pris og kompetence.

Og selv om det lykkes os at øge antallet af ingeniører og naturvidenskabelige kandidater, hvilket alle - også dem fra humaniora og samfundsvidenskab bør håbe på - ja, så er der så uendeligt mange dygtige ingeniører i Indien, Korea og Kina, at vi snarere skal prøve at tiltrække en del af dem hertil og så styrke de relativt få, som ønsker at tage en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse i Danmark, så de kan noget andet og mere end dem, som vi må supplere op med udefra.

Men hvad skal vi så? Skal vi slet ikke satse på natur og teknik? Jo, bestemt. Vi skal også satse på natur og teknik, for vi har også væsentlige bidrag at yde. Vi har jo alle hørt seneste nyt om brintkapslerne, der måske kan blive en løsning på fremtidens energiforsyning. Men lad os slå det fast med syvtommersøm: Vi skal hverken primært eller udelukkende satse her. For det første, fordi vi er en lille økonomi, der bør vælge sine konkurrenter med omhu. For det andet, fordi natur og teknik sjældent kan stå alene.

Et godt eksempel på det sidste er den norske offshorevirksomhed Aker Verdal. Virksomheden, der lever af at producere enorme offshorekonstruktioner til bl.a. olieindustrien, ligger i det nordlige Norge og langt fra det meste. Den beskæftiger knap 600 ansatte og udmærker sig ved at have et lønniveau, der er hele 50 procent højere end dens væsentligste konkurrenter fra Sydeuropa. Der er inden for de seneste år ikke sket nogen teknologiske ændringer, men til trods for dette vinder Aker Verdal gang på gang kontrakter fra konkurrenterne. Tendensen er så markant, at man har undersøgt fænomenet. Og resultatet: Den afgørende faktor findes ikke i tekniske innovationer eller ændringer, men et helt andet sted, nemlig i medarbejdernes og forskningsafdelingens kommunikative kompetencer og virksomhedens evne til at lede, organisere og dele sin viden.

Man er ikke blevet bedre teknologisk, man er blevet bedre til at gøre det, man gør.

Kan vi lære af dette? Ja, og det har flere danske teknologiske og produktionstunge virksomheder faktisk allerede gjort.

Tag for eksempel høreapparatindustrien, hvor Oticon og Widex i flere år har samarbejdet med humanistiske forskere for at få afgørende strategisk viden om deres kunders behov. Tag virksomheder som Danfoss og Grundfos, der ser tilgangen til samfundsvidenskabelig forskning som afgørende for udvikling af f.eks. globale e-markedsstrategier og nye økonomistyringsprincipper.

Eller tag Kompan, som er verdens førende producent af udendørs legepladser. De får tilført 'competitive edge', gennem et løbende samarbejde med forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet, fordi de her udvikler afgørende viden om trends i, hvorfor og hvordan børn leger. Strategisk viden for Kompan, der ikke må ramme ved siden af, når de skal bygge fremtidens legepladser. Legepladser, som skal kunne tiltrække børn i en tid, hvor flere og flere børn synes, computeren trækker mere end den traditionelle vippe. Du kan lave verdens mest avancerede vipper, men hvis du ikke forstår, hvem det er, du skal i dialog med, så falder det til jorden. Helt og aldeles.

Og listen kunne fortsættes, pointen er den samme. Nemlig at også inden for højteknologiske og mere traditionelle industrielle produktionsvirksomheder er nutidens og fremtidens innovation helt afhængig af tilførslen og samspillet med viden og kompetencer fra de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder.

Netop her, i evnen til at mestre det komplekse samspil mellem forskellige vidensområder, ligger en unik dansk chance. For hvis ikke der er meget ræson i at satse på en snæver 'pick the winner'-strategi inden for natur og teknik, så må strategien nødvendigvis være en anden. Så hvorfor ikke satse på de områder, hvor vi som land, kultur og økonomi vitterlig besidder komparative fordele?

I Danmark har vi ikke alene en lang tradition for at være dygtige handelsmænd.

Vi har også, sammenlignet med andre lande, en række meget gunstige rammebetingelser for at skabe en økonomi, der finder sin styrke i innovation og samarbejde på tværs af sektorer, brancher og landegrænser. For det første har vi i Danmark en ganske lang tradition for at være gode til at samarbejde og organisere os og til at tilpasse os forandringer. En tradition, der kan føres tilbage til andelsbevægelsen og det behov for selvorganisering, der rådede i slutningen af det 18. århundrede.

Vi har også, som et lille land, en tradition for at tilpasse os internationale forandringer, og så har vi en flad ledelseskultur og en generelt højt uddannet arbejdsstyrke, hvor hver fjerde dansker allerede i dag befinder sig i den 'kreative klasse'. Og dette er - vel at mærke - ikke blot noget, der befinder sig som fiktion i vores egen selvforståelse. Nej, det er vurderinger, som findes i flere nationale og internationale rapporter og ekspertvurderinger.

Tænk, hvis vi tog vores udgangspunkt her. I en vision om at opbygge et unikt videnssamfund, der finder sin niche og vinderstrategi i evnen til at lede, organisere og effektuere samarbejde, videndeling og innovation på tværs af sektorer og forskningsområder samt i evnen til at tilpasse sig en konstant foranderlig verden.

Tænk, hvis vi tog udgangspunkt i det faktum, at vi, hvad humaniora og samfundsvidenskab angår, har nogle relativt store fakulteter, der løbende producerer dygtige kompetente kandidater og potentielle forskere. Personer, der netop opbygger og udvikler deres kompetencer inden for organisation, formidling, videnledelse, og kompleks kultur- og markedsforståelse. Og tænk, hvis vi for alvor satsede på at understøtte og kombinere disse kompetencer med danske højteknologiske nicher.

Så svaret er altså ikke, at der er noget galt i at satse på højteknologi, hvis bare vi husker, at det ikke kan stå alene. Innovationen skabes ikke inden for enkelte fag, men på tværs af grænser, i netværk og gennem samarbejde - også globalt. Det kræver viden om markedsføring, kommunikation, salg osv., osv.

Og det bliver ikke mindre kompliceret af, at vi nu opererer i en global verden. Alle burde vel nu være smerteligt bevidste om, at nok kan man producere mælken, men hvis forbrugerne ikke kan lide det, man står for, ja, så køber de den ikke. Vi vil i de kommende år få et enormt behov for viden om at afsætte varer i fremmede kulturer - og viden om, hvordan man leder team på tværs af kulturer - for at nævne nogle af de udfordringer, virksomhederne står over for. Den viden kan humaniora og samfundsvidenskab levere.

Men lige så meget som man bør bekymre sig over regeringens syn på sagerne, så bør man også kigge den anden vej og se på, hvorfor humaniora og samfundsvidenskab ikke figurerer højere på dagsordenen. Har ikke også de et ansvar, og havde de ikke kunnet fange regeringens øje, hvis de i højere grad havde evnet at vise, hvordan man kan tjene penge på deres viden?

Lad os tage det sidste spørgsmål først. Jo, det er klart, at havde humaniora og samfundsvidenskab været bedre til at se, hvor de kunne bidrage til virksomhedernes bundlinje, så ville de nok have stået højere på regeringens prioriteringsliste. Når man siger humaniora eller samfundsvidenskab i dag, så er det billede, som danner sig på nethinden, desværre ikke et tæt samarbejde mellem virksomheder og forskere. Naturligvis skal humaniora og samfundsvidenskab være andet og mere end samarbejde med virksomheder og det øvrige arbejdsmarked, men det er da forbistret som samfund at vide, at der er guld på hylderne og i hovederne, som ikke bruges i tilstrækkeligt stort omfang.

Et andet forhold, som hæmmer humaniora og samfundsvidenskab i fordelingen af forskningsmidler, er, at forskning for mange - og også for politikere - hænger sammen med kolber, laboratorier og forsøg. Hvad vil det egentlig sige at forske inden for humaniora og samfundsvidenskab med henblik på at styrke erhvervslivet? At skabe klare billeder af, hvad det lige præcis er, at humaniora og samfundsvidenskab bidrager med, er en stor udfordring. Og hvor banalt det end kan tage sig ud, så er det sandsynligvis to barrierer, der medvirker til, at den nuværende regering i så lille grad har fokus på humaniora og samfundsvidenskab, når de taler om en satsning på forskning.

Så også her ligger der en væsentlig udfordring. Vi skal i højere grad finde og lære af de gode eksempler. Vi skal kigge på Aker Verdal, på Oticon, Widex og Kompan og alle de virksomheder, der allerede i dag drager afgørende nytte af ikke kun kandidater, men også 'high end'-forskning fra de blødere videnskaber: Videnskaber, der ikke på samme måde som de naturvidenskabelige og tekniske kan måles på fysisk produkt.

Vi skal lære af dem og deres succes med både at skabe sammenspil på tværs af vidensområder og med at tilpasse og tænke forud i forhold til den globale verdens konstante foranderlighed. For som evolutionens grand old man Charles Darwin skrev i 'The Origins of Species': »It is not the strongest of the species that survives, nor the most intelligent, but the one most responsive to change«.

Danmark er ikke blandt de største og stærkeste, men vi har mulighed for at finde nye, snedige former for samarbejde og dermed finde en vej, der gør os egnede i globaliseringen.