Der tales så meget om værdier, at man skulle tro, vi havde fået mange flere af dem og tillagde dem meget større værdi. I hvert fald tillægger mange det stor værdi at tale om, hvilke værdier de har, og der er endda noget, der hedder 'værdibaseret ledelse' og 'værdipolitik', som om nogen kunne lede noget som helst eller træffe én eneste politisk beslutning uden værdier. For nogle år siden foreslog Kristendemokraterne, at Folketinget skulle nedsætte en hel værdikommission. Der tales om særlige 'danske værdier', ikke så meget til danskerne som til indvandrere og flygtninge, og der er også noget, der hedder 'kristne værdier', dem talte den tidligere undervisningsminister om, som om hun vidste, hvad det var. Måske taler så mange om værdier, fordi mange ikke rigtig ved, hvad ordet betyder, men ikke vil lade sig mærke med noget og derfor siger det samme som mange andre, for det gør temmelig mange. Ligesom det engang var det rigtige at gå med høje opslag på snævre bukser og i sko med tykke rågummisåler, er det nu rigtigt at have sine værdier og kunne lægge dem frem i en form, der er så overbevisende, at andre tror, man har dem. At være i overensstemmelse med den almindelige mening er den mest almindelige form for at have sine egne meninger. Kenneth Plummer, den ny generaldirektør for Danmarks Radio, sagde endda, at han havde sine meningers mod. Det var, da han blev kritiseret for om radioens program 1 og i særdeleshed nyhedsprogrammet Orientering at have sagt noget, der til forveksling lignede den almindelige mening i Dansk Folkeparti. Dette parti føler sig selv og sine meninger forfulgt i programmet, fordi dets medarbejdere ikke mener det samme som Dansk Folkeparti om alt mellem himmel og jord, og Plummer var nu så modig at tage dette partis parti mod sine egne medarbejderes afvigende meninger. Hvis man ikke mener det samme som alle andre, der mener det samme, står man svagt, hvis man skal have mange andres støtte til at blive generaldirektør. Alligevel kan det undre, at Plummer blev det, medmindre man antager, at det forholder sig med ham ligesom med ham, der i sin tid blev chef for kulturen i samme institution og ved den lejlighed proklamerede, at han i hvert fald ikke vidste noget om kultur. Således er det nu blevet modigt at mene det samme som de magtfulde og forurettede, der er så overbeviste om, at de har ret, at de sjældent hører efter, hvad andre siger, fordi de mener, at de blot er ude på at forhindre dem i at få ret. Selv kulturministeren mente, at han var blevet holdt nede - i gymnasiet ganske vist, hvilket ingen rigtig kunne huske noget om, blandt andet fordi de ikke kunne huske kulturministeren, der jo heller ikke var minister dengang. Hvis man tillægger sig selv meget større betydning, end man har i sig selv, hvilket man kan være fristet til, når man endelig er blevet minister, vil man ofte være utilbøjelig til at skelne mellem saglig og sund kritik og usaglig modvilje, og selvkritik vil ikke være ens stærke side. Men uden skelneevne og evnen til også at anvende den på sig selv er det problematisk at tale om værdier, for hvis man ikke kan skelne mellem gode og dårlige eller lavere og højere værdier, ved man ikke rigtig, hvad det er, man taler om. Så har man måske desto større behov for noget og nogen, der kan fortælle én, hvad man skal mene, fordi man så igen er i overensstemmelse med den almindelige mening. Således har kulturministeren sine kanoner. At mange taler om værdier, behøver altså ikke at betyde andet, end at mange taler om dem, fordi mange taler om dem. At man kan sige ét og gøre noget andet, er gammel indsigt, der ganske vist aldrig bliver forældet: »Man kan gå rundt og smile, altid smile - og være kæltring«, sagde Hamlet, og mange børn opdager stadig med en vis skuffelse, der kan blive til stor sorg i livet, at deres forældre kun har værdierne i munden. Når det kommer til stykket, nemlig når de skal vælge, vælger de sig selv og deres egen fordel i stedet for at prøve at sætte sig i andres - deres børns - sted og indse, at det kan være nødvendigt at nægte sig selv noget af hensyn til andres lykke. Det er i det hele taget ikke en indsigt, der er i høj kurs i det samfund, der har udviklet sig omkring os, og man kan formode, at den megen tale om værdier har til formål at give et passende alibi til denne udvikling. For hvis alle har de rigtige værdier, hvordan kan udviklingen så være forkert eller problematisk - for slet ikke at tale om, at man selv skulle være forkert? Hvis vi alle er gode demokrater, hvordan kan udviklingen så frembyde et demokratisk problem? Det afhænger igen af, hvad man mener med det, man siger, det vil sige, hvordan man skelner, deriblandt mellem ordene. Man kan nemlig ikke blot sige ét og gøre noget andet, man kan også bruge ordene sådan, at deres mening bliver en helt anden, hvilket kan begrunde, at man kan gøre næsten hvad som helst. I stedet for at skelne efter ordenes betydning skelner man efter, hvad det betyder for én selv at bruge dem, som det passer én. 'Fordomsfri' er et godt eksempel. Fordomsfri er man, det siger ordet, når man er fri for fordomme, hvilket vil sige, at man skelner efter sagen selv og ikke, som det passer én. Det gør den fordomsfulde derimod, der i den grad har sine fordomme på hjernen, at han ikke kan bedømme, hvordan andre mennesker er, for lutter fordomme om dem. Fordommen er en dom på forhånd, den hviler ikke på en virkelig bedømmelse af sagen selv, det er netop den, fordommen skal fritage én for, fordi man selv er ulige vigtigere. Går man for eksempel fordomsfrit til at gennemføre besparelser på denne eller hin institution, så betyder det, at man virkelig har sat sig ind i sagen og nu ser uhildet eller sagligt på den. Hvis man slet ikke har sat sig ind i sagen, går man ikke fordomsfrit til den, men bruger ordet, som det passer én, hvilket er almindeligt, fordi det anses for bedre at være fordomsfri end fordomsfuld, uanset om man er det eller ej. Ingen vil derfor sige, at de går fordomsfuldt til sagen, selv om mange gør det, idet de sætter sig selv over sagen. Fordomsfrihed beror på evnen til at sætte sig i andre menneskers sted. Det kan man også kalde fantasi. Det er en af menneskets vigtigste evner, for uden den kan man dårligt forestille sig samfund mellem dem. Men hvis den enkeltes frie valg og selvudfoldelse under alle omstændigheder anses for den højeste værdi og betragtes som det egentlig demokratiske, er det svært at vinde gehør for det synspunkt, at evnen til at skelne mellem egen fordel og andres, eller smukkere udtrykt: til at sætte sig i andres sted, er mindst lige så vigtig, om ikke vigtigere, især i et demokrati, for hvem ville komme på den tanke at give ytringsfrihed til afvigende meninger andre end mennesker, der kan forstå, at deres egen mening ikke er den eneste saliggørende? Demokratiet udspringer i sig selv af en forståelse af, at meningsbrydning er af det gode, hvis ikke samfundet skal stivne i rigtige meninger, mens de, der har dem, gør noget andet. Det er til at forstå, at der i politik, uanset meningsbrydningen, må være grænser for evnen til at sætte sig i andres sted. Det ligger i partiopdelingen, der gør forståelse mellem partierne sværere, jo mindre de er fælles om de værdier, de hver for sig tillægger høj værdi. Jo mindre dette fællesskab er, jo mere vil opdelingen forstærke uenigheden og gøre det sværere at nå rimelige kompromiser og en fælles forståelse af, hvad det kommer an på: det, man kalder konsensus. Den er netop ikke mulig, hvis ikke partierne hver for sig indser, at de ikke er det eneste parti i verden, og at verden består af andet end partier, der hver for sig mener om sig selv, at de burde være det eneste. I kompromisevnen ligger en stor del af fantasien i et gennemført demokrati, for i den evner partierne at sætte sig selv i andre partiers sted så vidt, at de kan mødes, og deri demonstreres, at der er et værdifællesskab mellem dem om, hvad de hver for sig anser for vigtigt. Det betyder ikke, at ethvert kompromis er af det gode, men snarere, at hvis kompromis slet ikke er muligt, er sagen selv sat sådan på spidsen, at konsensus om den er forsvundet, og så kan alt tænkes. En kompromisløs politik kan være nødvendig, selv i et demokrati. Over for Hitler kunne demokratisk sindede partier i Tyskland kun føre en kompromisløs politik, hvis ikke de ville miste meningen med at være dem, de var. Men det skyldtes netop, at der var en Hitler. En kompromisløs politik kan også bruges til med alle midler at forsøge at udradere sine modstandere i et demokrati, der kunne fungere bedre, og som ingen Hitler har. I den situation er det problematisk at bruge ordet, fordi det antyder, at der er en Hitler at bekæmpe, hvor der kun er en parlamentarisk modstander, man hellere ville være foruden for selv at være større. I en sådan sammenhæng antyder ordet en heroisk positur, der er ilde anbragt, fordi der snarere er tale om parlamentariske uvaner. Kompromisløs betyder da snarere 'ensidig', 'enøjet' eller 'ideologisk', men kaldes nu om stunder 'værdipolitik', hvilket igen godtgør, at ordet har en funktion som retfærdiggørelse af handlinger, der ikke tåler, at man ser fordomsfrit på dem. I denne forstand er statsministerens politik kompromisløs. Følgelig var det forståeligt, at han i sin tid kaldte til kulturkamp, for når vi taler om værdier, kan vi ikke undgå at tale om kultur i en videre forstand end blot politisk kultur, om end det var ejendommeligt, at statsministeren ikke ofrede et ord på den, men også dér talte om noget andet. Heller ikke kultur kan man forestille sig uden fantasi, forstået som evnen til at sætte sig i andres sted, hvis kulturen da skal have høj værdi og ikke blot være underholdning og tidsfordriv. En maler kan godt bruge hele livet på at male sig selv, men Rembrandts eksempel viser, at der kan komme en hel verden ud af det, når maleren er god nok. Hvis fantasi er evnen til at sætte sig i andres sted, giver denne evne disse andre liv som en del af ens eget liv. Det var ikke kultur i denne forstand, statsministeren havde i tankerne, hvilket er trist, for det er og bliver det menneskeligt skønneste ved den og en af de vigtigste grunde til, at den demokratiske stat for alvor begyndte at støtte den i Julius Bomholts og Viggo Kampmanns tid i 1960'erne. Det, statsministeren ønskede sig, var snarere en mobilisering af kulturlivet til egen fordel. Det mindede om Ritt Bjerregaards spørgsmål for mange år siden: Hvorfor i alverden socialdemokrater skulle støtte kunstnere og andre, der ikke støttede dem? Noget for noget. Heller ikke på det punkt er statsministeren original, men illustrerer et for en statsminister lovlig partipolitisk tankesæt og en forkærlighed i visse dele af det herskende politiske miljø for støtte til kulturelle aktiviteter, der betaler sig. At det er tilfældet, at kulturen nu mindre støttes ud fra en forestilling om dens egen værdi som i Bomholts og Kampmanns tid end ud fra et noget for noget-princip, fremgår af mange tegn og underlige (kends)gerninger, derunder udnævnelser. Men ret skal være ret: Forskellen på den nuværende kulturminister og hans umiddelbare forgængere ligger ikke her, for netop på dette punkt er lighederne større end forskellene. Hvad der engang var en fremsynet lovgivning om støtte til kulturen for dens egen skyld, er ved at ende som en platform for profilering af ministre og andre, der gør, hvad de kan, for at se ud, som om de mener, at kulturen står og falder med dem. Det væsentlige er profileringsbehovet, der antyder, at det ikke er indlysende, at de er ministre, og at netop de er det, hvilket ikke kun er et problem for kulturlivet, om end et stort kulturelt og politisk problem. Hvis der virkelig var fælles værdier af høj værdi i det politiske liv og mellem dette og det øvrige samfund, behøvede man da at tale så meget om værdier morgen, middag og aften? Hvis det er selvfølgeligt, at man gør, som man gør, behøver man ikke understrege eller fremhæve værdien af, at man gør det. Hvis det er tvivlsomt, hvad der er meningen med det, man gør - eller om det overhovedet har mening - tror man, at det kan hjælpe på meningen at remse en mængde værdier op, der viser værdien af, at man gør det. Nu kan man sige, at der måske i sig selv er mindre mening i at have en kulturminister end for eksempel en finansminister, men det er ikke rigtigt, for i Bomholts og Kampmanns tid gav det god mening at have en kulturminister, og det er dog ikke mere end 40 år siden. Det egentlige spørgsmål er: Er den megen tale om værdier udtryk for en meget stor usikkerhed, fordi de politiske partier ikke mere har store sager, der forbinder dem med store befolkningsgrupper, men alle har samme sager og kæmper om de samme vælgere og derfor må fremhæve værdien af, at netop de går af med sejren? Er baggrunden, at partikonkurrencens princip definitivt har sejret over sagernes, og er det grunden til, at netop finansministeren aldrig behøver at fremhæve, hvilke værdier han har? Pengenes værdi er så indlysende, at den slet ikke behøver at nævnes. De har så høj værdi, at deres tale umiddelbart forstås, fordi de fleste forstår den på samme måde. Så måske skyldes usikkerheden dybest nede, at mer' ganske vist vil have mer', men at der kan komme et punkt, hvor vi alle har så meget, at selv pengene ikke siger os så meget som før, og vi derfor begynder at spørge os selv, hvad der virkelig er af værdi i livet. Hvis det er tilfældet, hvis mennesker i stigende omfang kan antages at give sig til at spekulere over, hvad det vil sige at være menneske, er det en katastrofe.