Det er blevet ivrigt diskuteret de senere år, hvad dansk kultur er for noget. Der er endda nogle, der er gået så vidt som at sige, at der slet ikke findes en speciel dansk kultur, men til dem er det vist tilstrækkeligt at svare, at de åbenbart ikke har opholdt sig længe nok i et eller andet fremmed land til at kunne se, hvor ejendommelige danskernes reaktionsmønstre tager sig ud i de fremmedes øjne. Danskerne har naturligvis ligesom alle andre menneskelige grupper, foruden de helt almenmenneskelige handlingsmønstre, også nogle adfærdsformer, der er specielt hyppige hos dem. For at få øje på kulturforskellene er det nok bare at tage over Øresund og overvære, hvordan hundredvis af mennesker til en jazzkoncert i en park kan sidde og lytte uden at få en eneste øl, idet servering af øl kun må finde sted på kafeer eller andre dertil indrettede steder. Tilsvarende kan man give en italiener en rystende følelse af disciplinering ved at invitere ham med til en dansk familiefest, hvor danskere lammefromt gennem halve og hele timer sidder og hører på langstrakte taler uden at komme med naturlige tilråb som: »Nej, onkel Peter, nu må du altså stoppe«, eller »Hvis du ikke har forberedt noget at sige, så lad da være med at sige noget«. Selvfølgelig er der alle vegne store individuelle forskelligheder, men der findes også i hvert land typiske opfattelser af, hvad der er acceptabel adfærd eller rimelige holdninger. På spørgsmålet om, hvorvidt de »tror på Gud«, svarer 97 procent af polakkerne ja, mens kun 37 procent af tjekkerne siger ja (Politiken 18.2. 2005). For polakkerne har den katolske kirke været en allieret i kampen for at overleve som nation og er blevet en integreret del af deres verden, mens tjekkerne aldrig har tilgivet den katolske kirke, at den blev påtvunget dem med magt. En vis folkelighed antages sædvanligvis at være et af de mest slående træk i dansk kultur. I den negative form giver folkeligheden sig udslag i janteloven. I den positive form giver folkeligheden sig udtryk i en håndfast demokratisering, som er uhyre sjælden på verdensplan. Det gjorde for eksempel et stærkt indtryk på mig, da jeg engang så den dengang nylig afgåede danske statsminister Poul Schlüter stå i kø i Kastrup Lufthavn for at komme ned til Costa del Sol. Et tilsvarende syn kan man ikke forestille sig i ret mange lande. Det normale er, at en afgået statsleder enten får en stærkt positiv eller en stærkt negativ særbehandling. Der er tradition for at give Grundtvig og den danske folkehøjskole en stor del af æren for den danske folkelighed og jævnhed, og det er der sikkert god grund til. Det var Grundtvig, der belærte danskerne om, at kultur ikke er noget specielt for de akademisk prægede samfundsklasser, men at der findes noget, der hedder en folkelig kultur. Han var udmærket klar over, at det ikke var ham, der opfandt tankerne om den danske jævnhed og ligefremhed. De fandtes allerede før ham, men han gav den danske folkelighed en helt ny selvbevidsthed og et nyt rigere indhold. Imidlertid er der også noget ved den danske folkekultur, der intet har at gøre med Grundtvig. Mange iagttagere har peget på, at et af de mest markante indslag i dansk kultur er en fornuftpræget, uhøjtidelig humor: Lad os nu ikke hidse os op mere end nødvendigt, men lad os grine lidt af den suppedas, vi sidder i. En svensk skuespilinstruktør, der har arbejdet i længere tid på danske scener, fortalte engang i radioen, at det, han var blevet slået mest af i Danmark, var den grundholdning, der giver sig udtryk i den yndede danske talemåde: »Vi finder vel ud af det«. Lad os ikke tage tingene for dramatisk - hvilket selvfølgelig af og til kan være en dramatisk fejltagelse. Æren for den humoristiske sans kan i hvert fald næppe tilskrives Grundtvig. Nok var det en glad kristendom, han prædikede, men der er ikke meget i hans skrifter, der er beregnet på at få læserne til at grine. Humoren og afskyen for alle former for opstyltethed kan derimod ikke undgå at være blevet forstærket af de to danske forfattere, der gennem århundreder er blevet dyrket mest i Danmark: Holberg og H.C. Andersen. H.C. Andersens kultstatus er blevet stærkt understreget i 2005, ved 200-året for hans fødsel, mens den godt 100 år ældre Holberg er gledet noget i baggrunden. Holbergs berømmelse var hovedsagelig nordeuropæisk, men hans prestige som grundlæggeren af dansk litteratur og teater var enorm på H.C. Andersens tid. Holberg og Andersen udgør i virkeligheden et mægtigt makkerpar i dansk kultur, hvilket man tit har overset, fordi man har fokuseret på forskellene mellem deres respektive tidsaldre. Man tænker på Holberg (1684-1754) som den typiske rationalist fra oplysningstiden, mens H.C. Andersen (1805-1875) står for os som en af de store romantikere fra vores guldalder. De var da godt nok begge to meget præget af deres tid, men lighedspunkterne mellem dem er mange, og H.C. Andersen har tit udtrykt sin kærlighed til Holberg og forsvaret ham, når nogle i den romantiske samtid fandt sproget i komedierne for ligefremt og groft. H.C. Andersens debutarbejde 'Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager' (1829) handler i humoristisk form blandt andet om fornuftens forhold til romantikken, og fader Holberg tages her som modgift mod åndelige kvababbelser, når luften bliver for romantisk beklumret: »Jeg vendte snart tilbage, thi luften var temmelig fugtig, og søgte nu, for at styrke mig, ind i Holbergs galleri. Men her var ingen malede billeder, lyslevende sad de gode, gamle bedsteforældre her, og talte deres ærlige, ligefremme sprog«. I den sippede guldalder lukkede man helst ørerne for Holbergs »frie expressioner«, men H.C. Andersen tog dem i forsvar. Som pendant til H.C. Andersens debutarbejde kan man nævne hans sidste store roman 'At være eller ikke være' (1857), hvor Holbergs 'Erasmus Montanus' flere gange benyttes til at anslå hovedtemaet: Hvordan skal den unge studerende forholde sig til den moderne videnskabs resultater og fremføre dem i omgang med de mindre lærde? Ligesom Holberg - men til forskel fra Grundtvig og de fleste romantikere - interesserede Andersen sig levende for de nyeste naturvidenskabelige landvindinger og var optaget af spørgsmålet om, hvordan den videnskabelige fornuft kan forenes med almindelig menneskelighed og religion. Fra begyndelsen til slutningen er den gamle komediedigter med ved H.C. Andersens arbejdsbord. Holberg har nok også noget at gøre med H.C. Andersens revolutionerende fornyelse af den traditionelle eventyrgenre, nemlig indførelsen af humoren. Humoren og den hverdagssproglige, levende stil er, som hævdet blandt andre af den engelske litteraturforsker Jackie Wullschlager, hans altafgørende fornyelse af eventyrgenren. Og det kan ikke være uden betydning, at Holberg havde været H.C. Andersens første møde med litteraturen. H.C. Andersen har i 'Mit Livs Eventyr' fortalt om, hvor stor betydning det havde for ham, at faderen spillede dukketeater for ham, og her var Holberg en af hovedleverandørerne. Morskaben fremkaldes ikke mindst hos Holberg som hos Andersen af personer, der misbruger sproget til at puste sig op over for almindelige mennesker, som f.eks. 'Erasmus Montanus', 'Jean de France', hoffolkene i 'Nattergalen' eller herskabet i 'Gartneren og Herskabet'. Den allerførste komedie af Holberg, 'Den politiske Kandestøber', begynder med, at den nervøse frier får at vide, at han for at indynde sig hos kandestøberen må begynde hver sætning med 'eftersom' eller 'såsom' for overhovedet at blive taget alvorligt, ganske som hoffolkene i 'Nattergalen' markerer deres fornemhed ved ikke at kunne sige andet end 'P'. Til jævnheden hører sympatien for de jævne mennesker. Det er naturligvis den fattige fiskerpige i 'Nattergalen', der har ret, og ikke hoffolkene, og også Holbergs medfølelse med jævne bønder, i 'Jeppe på Bjerget' og i 'Erasmus Montanus', har virket stærkt i samtiden. På den tids teatre var man ikke vant til at se bønder fremstillet som andet end komiske undermålere. Litteraturforskere har ganske vist tit diskuteret, hvordan man skal fortolke moralen i 'Jeppe på Bjerget', for Jeppe ender jo med at blive klapset af. Men Holbergs samtidige var ikke i tvivl om fortolkningen. Den norske litteraturforsker Gunnar Sivertsen har påvist, at overalt i Skandinavien, Tyskland og Østersøområdet, hvor man spillede Holberg, var Jeppe langt den foretrukne komedie på alle folkelige scener, mens man på de mere fornemme teatre undgik Jeppe. Det at betragte en forkuet og fordrukken bonde som en slags medmenneske har på det fine publikum virket som udpræget dårlig smag. Jeppes popularitet i hele Østersøområdet har for øvrigt givet sig det interessante udslag, at stykket blev oversat til lettisk og siden har kunnet fejres som det første trykte teaterstykke på lettisk. Med kærligheden til det jævne liv følger også både hos Holberg og Andersen deres kærlighed til det land, de bor i. Holberg, der både følte sig norsk og dansk, roser danskerne som et folk, der »sjældent falder udi extremiteter«. På ægte holbergsk vis udtrykker han sin kærlighed ved at sige, at »blandt alle de folk, jeg kender, incommoderer [:irriterer] mig de danskes omgængelse mindst«. H.C. Andersen udtrykker naturligvis sine følelser over for landet noget mere poetisk, som f.eks. i 'I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme'. Både Holberg og Andersen elskede den hjemlige andegård, samtidig med at de gjorde alt for at give ænderne udsyn til den store verden udenfor. De to er de store rejsende i den danske litteratur. På Holbergs tid var det en ikke ringe sag at komme på langvarige studieophold i Holland, England, Frankrig og Italien, ikke mindst da en væsentlig del af rejserne måtte foretages til fods, og man til søs kunne være udsat for sørøverangreb. H.C. Andersen kom, delvis ved hjælp af de nye damptog, endnu videre omkring i Europa, fra Lissabon til Istanbul, men røvere og mangel på komfort og hygiejne udgjorde stadig reelle trusler. De skrev og skrev til det danske publikums forundring om den store verden derude, også den uden for Europa. Mange moderne politikere kunne sikkert have haft nytte af at læse i Holbergs heltehistorier fra 1739 om stammemodsætningerne i Afghanistan. Han gør her opmærksom på, at landet er et »fælles fædreland for alle hånde asiatiske folk, der holder balance mod hinanden og forårsager, at regeringen er der så sælsom og forvirret, som nogetsteds i verden«. Begge forfattere er skarpe modstandere af fanatisme, specielt i religionssager. »Intet er farligere end at opirre himmelsksindede gemytter«, siger Holberg (Niels Klim). Så kan han trods alt bedre klare det »her i Norden, hvor man med troens inderlighed dyrker Ceres og Bacchus« (3. levnedsbrev). Ceres og Bacchus - madens og alkoholens guder. Tolerance er et nøgleord for begge de to pebersvende, der kikkede fra sidelinjen på det folkelige normal-Danmark. Begge var fascineret af modsætningen fremmed - hjemlig, og begge interesserede sig meget for jøderne, der dengang var det mest fremtrædende fremmedelement i landet. Holberg har i 'Niels Klim' hånet det tåbelige land Qvama, der lukkede sig af fra og ikke var i stand til at lære noget af de omkringboende folk. Men intet irriterede ham til gengæld mere, end når danskerne ikke ville være sig selv bekendt. Det er nok ikke berettiget, tror jeg, at gøre hverken Holberg eller Andersen til en slags tidlige brandesianere. Dertil er de for skeptiske over for de kvikke, selvsikre akademikere, der mener sig i stand til at repræsentere både fornuften og moralen. Hovedtemaet i 'Niels Klim' er netop mistilliden til de kvikke og selvsikre. Lige så overbevist Holberg var om det vigtige i at tænke kritisk og bruge sin fornuft, lige så fast var han overbevist om menneskenes ufuldkommenhed, i særdeleshed om at vores fornuft er begrænset og ude af stand til at fatte tilværelsens kompleksitet. Tanken om, at vi alle er begrænsede og lidt pudsige i vores begrænsninger, er en vigtig baggrund for den menneskekærlige humor. Det er svært, siger Holberg, at være fornuftig, for umiddelbart ser mange ting helt anderledes ud, end de virkelig er. Og deri er han ganske enig med H.C. Andersen. Så selv om målsætningen med ligeberettigelse og tolerance er klar nok, må man ifølge Holberg gå forsigtigt frem, når man vil lave om på samfundet. Ingen kan i virkeligheden overskue konsekvenserne af reformer. Og deri ligger hos både Holberg og Andersen en betydelig respekt for folkelig virkelighedssans. Ingen kan stille sig udelukkende på fornuftens grund uden for en eller anden mere eller mindre arbitrær kultur. Både Erasmus Montanus og studenten i 'At være eller ikke være' må lære at lytte. Holbergs tanker om samfundet ligner hans tanker om sproget: »Det er en dyd at efterfølge de gamle forfædres sæder, men en dårlighed at ville tale ligesom kong Dans oldemor« (Moralske Tanker 404). De to spøgefulde, aparte ungkarle Holberg og Andersen fik ingen biologiske børn, men de fik til gengæld en stor hob danskere som åndelige arvinger. Som Holberg siger, da han fortæller om, at han har testamenteret sin formue til Sorø Akademi: »Endelig kan man ikke siges at dø uden arving, når man gør samfundet til sin arving«. I et par hundrede år passede Det Kongelige Teater pænt på sin del af arven, indtil det blev besat af en tanke om, at publikum nok ikke kan fatte gamle teaterstykker, medmindre iscenesætterne ved hjælp af hagekors, faldskærmsjægeruniformer, maskinpistoler, herretoiletter eller andre subtile symboler kan massere de gamle stykker, så de næsten ser ud som nye. Men ligesom det er godt at kikke uden for andegården, er det vel også godt at kikke lidt uden for ens egen tidslomme. Så meget som nogensinde har vi brug for Holbergs brag af et godt humør og hans kritik af selvhøjtideligheden. Reference: Gunilla Dahlberg m.fl. (red.): 'Om Ludvig Holbergs författerskap och dess kulturhistoriska betydelse'. Makadam Förlag, 2004.