Når EU-landenes ledere 23. marts samles til topmøde om beskæftigelse, er der ikke meget grund til optimisme. Der bliver ikke skabt flere og bedre job i Europa, og vi er langt fra målet om at blive verdens førende inden for viden, avanceret produktion og velfærd for alle. Derfor er det på høje tid at give EU magt til at straffe de lande, som ikke fører en aktiv finanspolitik med investering i flere nye job. Nøjagtig som EU i dag straffer lande, som slækker på den økonomiske politik og får budgetunderskud. For uden tvang har EU-landene nu bevist, at det ikke bliver til noget med investeringer i forskning, uddannelse og nye arbejdspladser. Det lød så flot, da EU-landenes stats- og regeringsledere for seks år siden i Lissabon affyrede startskuddet til et årti, der skulle bringe Europa helt i front med ny viden, en avanceret produktion, flere og bedre job samt gode og trygge sociale forhold for alle. Men allerede for et år siden, da stats- og regeringslederne halvvejs inde i den såkaldte Lissabonproces gjorde status, var meget af optimismen forsvundet. EU-landenes ledere erkendte, at processen ikke var let - men i stedet for at stramme deres indsats, valgte de at slække på målene. 23. og 24. marts er det igen tid til forårstopmøde om beskæftigelse. Og det bliver endnu et møde uden den optimisme og det gåpåmod, der kunne sætte skub i udviklingen. Alt tyder nemlig på, at regeringslederne igen vil slække på kravene til deres egne regeringer ved at fjerne stort set al koordinering. Og det er netop synergieffekten fra en samlet og koordineret indsats, der nu er EU's eneste håb for at skabe nye job og velfærd for alle. På topmødet skal regeringslederne fra de 25 EU-lande diskutere fremskridt i de enkelte lande. Rapporterne kunne være meget nyttige, men de er typisk udarbejdet i de enkelte lande i en lukket proces, hvor ministerier blot har hastet skriverierne igennem, fordi EU-kommissionen nu engang har bedt om at få nogle oplysninger. Selv i Danmark, hvor vi nyder at prale af vort åbne system, har det været en lukket proces, hvor embedsmænd har ført pennen. Vor påstand er, at det kun er ganske få medlemmer af Folketinget, der overhovedet kender til regeringens indspil til diskussionen på topmødet. Det er og bliver regeringens indspil og dermed også regeringen, der bestemmer den politiske linje i indspillet. Dokumentet er så vigtigt, at det i det mindste burde være godkendt i Folketinget, så vi sikrede et bredt ansvar for og ejerskab til Lissabonprocessen. Det handler om at skabe flere nye arbejdspladser - og der er stor forskel på, hvordan man vil gøre det, alt efter om man kommer fra højre eller venstre side af folketingssalen. Det er beklageligt og gør ikke interessen for den i forvejen nedprioriterede Lissabonproces større. Der er behov for, at landene hver især følger op på den politik, som de bliver enige om i EU-kredsen. Og det skal alle politikere i hvert enkelt land føle ansvar for. Desuden er det i år tæt på sidste chance for en fælles EU-linje frem mod 2010 med en bedre koordinering mellem landene og en tro på, at hvert enkelt land har glæde af, at alle trækker i samme retning - og løfter i flok ved at føre en optimistisk politik, der skaber den vækst og beskæftigelse og sociale samhørighed, der kan bringe Europa i top igen. Når EU-landene i stor udstrækning kan løse problemerne selv, skyldes det, at Europa hænger tæt sammen økonomisk. Trods globalisering og nye trusler fra de voksende økonomier i Kina og Indien er omkring 85 procent af de 8 eurolandes nationalprodukter afhængige af handelen inden for EU's grænser. Vi sælger i stor stil til hinanden i Europa. Og trods alle dommedagsprofetierne om tab af produktion på grund af en dårlig konkurrenceevne i Europa har EU stort set siden 1993 haft overskud på den samlede betalingsbalance over for den øvrige verden. Vi sælger altså mere, end vi køber uden for EU's grænser. Ja, faktisk er det Tyskland, som igen og igen omtales som kriseramt og nærmest hendøende, der nu har haft det næststørste handelsoverskud siden Anden Verdenskrig. Det er også det Tyskland, som beskyldes for at have de dyreste medarbejdere i forældede industrier, der har det største handelsoverskud af alle EU-lande over for lavtlønsriget Kina. Ja, Tyskland tegner sig faktisk for over 40 procent af det, som EU-landene sælger til Kina. I Frankrig, som i medierne er EU's andet skrækeksempel, opnåede virksomhederne sidste år et rekordstort samlet overskud. Så helt ringe står det altså ikke til i Europa. Der produceres hver dag på livet løs, og virksomhederne klarer sig stadig godt. EU angribes også for at have stive systemer ikke mindst inden for økonomi og arbejdsmarked. Landene er ikke parat til ændringer, lyder det. Men er EU-landene nu også så umulige at tilpasse de nye forhold? Har EU-landene overhovedet ikke flyttet sig i de senere år? Vi har netop passeret 20-års dagen for det indre marked - og faktisk har EU-landene gennemløbet større og helt afgørende ændringer af deres økonomiske opbygning i de år end på noget tidligere tidspunkt i historien. For det første gennem det indre marked, der for alvor tog form i begyndelsen af 1990'erne. For det andet gennem den fælles valuta for de 8 lande, som tilsluttede sig euroen. Det har haft enorm betydning for finansmarkederne, som EU fortsat åbner for konkurrence. Tidligere monopoler er brudt. Tænk blot på elsektoren eller telemarkedet. På den offentlige transport, som også har fået konkurrence. Og vi har netop i Europaparlamentet stemt i første runde om at åbne for konkurrence på service- og tjenesteydelser, så ingeniører, frisører og smede kan tilbyde deres viden i andre EU-lande uden de store hindringer. Tænk også på den teknologiske udvikling. På få år har vi skiftet skrivemaskinen ud med computere, vi kan tage med os og bruge overalt - endda med et stigende antal adgange til trådløse forbindelser. Vi har været gennem store omstillinger. Det står ikke til diskussion. Det er til gengæld en diskussion værd, om vi gør det rigtige, og om vi gør nok for at blive parat til at klare de nye udfordringer. Ligesom vi bør spørge, hvem der har gavn af det, vi gør. Det er dér, vandene skiller. Det er dér, der nu er behov for at få politikken ført væk fra blot at være krav om nye åbninger for konkurrence på nye områder. For alt for ofte sker det på bekostning af trygheden - velfærdsgoder og den sikring af lønmodtagere, vi har kæmpet for i så mange år. Udviklingen og situationen på det europæiske arbejdsmarked - med 20 millioner arbejdsløse, 70 millioner mennesker, der lever under eller tæt på fattigdomsgrænsen og en vækst på under 2 procent - viser med al tydelighed, at de liberalistiske strukturreformer ikke kan stå alene. Den Europæiske Centralbank (ECB) er en stor stopklods på vejen mod flere og bedre job i Europa. Bankens stramme pengepolitik med hovedvægt på faste, lave priser går ud over vækst og beskæftigelse. Samtidig er EU-landene bundet til de stramme finanspolitiske krav i vækst- og stabilitetspagten om, at regeringerne skal holde budgetunderskud på under 3 procent af BNP. Sådan en økonomisk politik fører ikke til den fremgang i vækst og beskæftigelse, som er målet med hele Lissabonprocessen. Dermed ikke sagt, at der blot skal åbnes for alle sluser, og at pengene blot skal pumpes ud i samfundet. Ingen ansvarlig med blot den mindste økonomiske indsigt kunne tilråde det. Men at den økonomiske politik i dag er for stram, er selv OECD enig i. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling har tidligere været en af de klareste fortalere for en stram økonomisk politik, men allerede for et år siden udtalte organisationen, at ECB kunne sætte renten ned uden at frygte en omsiggribende inflation. ECB er i dag totalt uafhængig. Banken bestemmer suverænt sin politik uden politisk indblanding eller kontrol. End ikke den amerikanske centralbank har en tilsvarende fri position. Mens det øvrige EU taler mere og mere for åbenhed, sidder ECB's ledelse stadig bag lukkede døre og træffer beslutninger, der har store følger for virksomheder og lønmodtagere i hele EU og resten af verden. Til sammenligning har den amerikanske centralbank pligt til at følge en politik, der gavner både stabile priser, vækst og beskæftigelse. Noget tilsvarende burde være reglen for ECB, ligesom man som et minimum burde have adgang til referater af bankens vigtigste møder. Desuden burde banken være underlagt en form for demokratisk kontrol - for eksempel ved at udvalgte finansministre kom med i ledelsen. Den demokratiske kontrol kan også sikres ved at begynde den makroøkonomiske dialog, som EU aftalte under tysk formandskab for syv år siden. Det er på høje tid at starte dialogen, hvor også arbejdsmarkedets parter skulle indgå. Vi kan skabe 4 millioner nye job, hvis vi i de 15 'gamle' EU-lande investerer koordineret og aktivt i bedre uddannelser, øget forskning og udvikling, livslang læring og en aktiv social- og arbejdsmarkedspolitik. Europa har alt for mange arbejdsløse til at lade den mulighed stå uprøvet. Men vi ved, at det går den modsatte vej lige nu. EU-landene befinder sig i en ond cirkel af nedskæringer, der rammer så centrale områder som for eksempel forskning og udvikling. Alt sammen på grund af den stramme økonomiske politik. Målet er, at EU bruger 3 procent af nationalproduktet på forskning og udvikling i 2010, men EU-landene - også Danmark - er langt fra det mål i dag. Hvad værre er: Landene har reelt ikke øget deres investeringer i forskning, men derimod slækket en smule på dem ifølge kommissionens tal. Uddannelse og forskning er helt centralt, hvis EU skal blive en førende vidensøkonomi. Men det synes EU-landene at sidde overhørig. Heller ikke den danske regering satser nok. Selv om VK-regeringen siger, at den hylder opkvalificering, er realiteten, at regeringen har strammet betingelserne for oprettelse af og deltagelse i efteruddannelseskurser så meget, at kursusudbyderne har måttet sende 300 millioner kroner ubrugt tilbage i statskassen de seneste år. Læg dertil, at den har indført brugerbetaling, så der reelt bliver ført en politik, der går stik imod de retningslinjer, EU har lagt for landenes beskæftigelsespolitik. Antallet af danskere, der deltager i opkvalificering, er faldet med næsten 20 procent fra år 2000. Det er en sådan politik, EU burde kunne angribe Danmark for at føre. Men EU-kommissionen har slækket på de reprimander, der tidligere blev givet til landene, når de ikke fulgte den fælles retning for beskæftigelsespolitik. Det er en meget beklagelig udvanding af EU-samarbejdet. Danmark har sammen med det øvrige Skandinavien bevist, at det kan lade sig gøre at have god velfærd for alle samtidig med en stærk konkurrenceevne. Det har fået EU-kommissionen, det østrigske EU-formandskab og en række EU-lande til at vende blikket mod Danmark. Hos os er det let at ansætte og afskedige folk, men det danske system er en hårfin balance mellem den fleksibilitet og den tryghed, man er sikret, hvis man mister sit arbejde - både økonomisk og med hensyn til hjælp til at finde et nyt job. De borgerlige regeringer i EU har imidlertid en tendens til at glemme den ene del - nemlig trygheden. Senest har den franske regering omformet den danske 'flexicurity' til en politik, der giver arbejdsgivere lov til uden begrundelse at fyre unge i en periode på op til to år. Det er et af de værste eksempler på, hvordan det går, når EU i stedet for nye konkrete forslag blot lægger op til, at landene kan 'lære af hinanden' - og bruge lærdommen politisk, som de ønsker det. For hvis landene blot tager det værste fra hinandens politik, får vi ikke det EU med vækst, beskæftigelse og social samhørighed, som er målet med hele Lissabonprocessen. EU har brug for en aktiv, koordineret økonomisk politik, hvor virksomheder får mod til at investere, fordi de ved, at befolkningerne har mod til at forbruge. For som nævnt er det ikke mangel på penge, der er problemet. Vi har behov for ny politisk kraft, så vi kan følge den gode plan fra Lissabon. Den kan stadig bruges til at gøre Europa til den drivende kraft frem for et sted, hvor vi skruer ned for blusset, indtil vi til sidst alle sidder frysende tilbage. EU-landenes stats- og regeringsledere bør på topmødet skære igennem og lægge en mere optimistisk plan for fremtiden - en, der lever op til kravene i den oprindelige fra Lissabon.