0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En jøde er en jøde er en jøde

Jødehad har holdt sig adræt og spændstigt. Senest har Irans præsident, Ahmadinejad, glædet sig over en dagbladskonkurrence i disciplinen antisemitiske karikaturer. Hvad sker? Et norsk storværk demaskerer antisemitismens koder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det manglede bare: at de sårede følelser hos nogle muslimer i striden om profettegningerne skulle ramme jøderne. Men nu mangler det altså ikke længere.

I Teheran sidder nemlig en præsident, som ikke er bleg for at udstille sin hadefulde logik.

Mens vrede demonstranter i de seneste uger har trampet på flag fra det 'gudløse Vesten' og angrebet 'profetspotternes' ambassader, sætter præsidenten, Ahmed Ahmadinejad, trumf på ved at lade sit lands største avis udskrive en 'international' konkurrence i disciplinen 'antisemitiske karikaturtegninger'.

Som en anden basarkøbmand har præsident Ahmadinejad fastsat prisen for Jyllands-Postens 12 karikaturer: annulleringen af de 6 millioner jødiske ofre for nazismens udryddelsespolitik under Anden Verdenskrig.

Det kan virke som en selvmodsigelse, al den stund præsidenten ved flere lejligheder har bedyret, at han ikke tror en tøddel på »påstanden« om de »angiveligt« millioner af dræbte jøder. Man skulle mene, at det er svært at afvise noget, man i forvejen benægter har fundet sted. Men den slags sofisterier rører selvsagt hverken Ahmadinejad eller de af hans trosfæller, som desværre abonnerer på dette og tilsvarende vanartede synspunkter om 'jøden'.

Det er de som bekendt langtfra alene om. De har mange inspirationskilder at støtte sig til. Det gælder både historisk og nutidigt. I de senere år har vi både herhjemme og andre steder i Europa set en fornyet debat om antisemitisme, judeofobi eller jødehad. Ukært barn har mange navne. Forskere med speciale i emnet kan skrive lærde afhandlinger om definitionen af disse begreber, men lad os for kortheds skyld slå fast, at modvilje mod jøder, uanset om man kalder det antisemitisme eller noget andet, er kendetegnet ved, at jøder som gruppe - religiøst, etnisk eller kulturelt - forbindes med nogle bestemte negative og eviggyldige egenskaber. Facit er altid det samme: En jøde er en jøde er en jøde.

Hvori disse negative egenskaber består, hvordan de er fremkommet, under hvilke skiftende samfundsmæssige og historiske omstændigheder de har vist sig, hvilke konsekvenser de har fået, og hvordan jøder har reageret på de stereotype forestillinger (og morderiske praksisser ikke at forglemme), er nogle af de emner, som får en grundig behandling i den nye norske bog 'Jødehat'.

Mens støvet fra den afsindige og ophidsende sag om profettegningerne så småt er ved at lægge sig, er der god grund til at kaste et blik på dette anbefalelsesværdige værk.

Det er skrevet af to idehistorikere, Trond Berg Eriksen og Håkon Harket, samt af historikeren Einhart Lorenz. De tre tager læseren med på den store rundrejse i antisemitismens mørke univers fra antikken over middelalderens kirkelige forfølgelser og det 18. og 19. århundredes pogromer til det 20. århundredes frygtelige kulmination. Bogen minder - meget apropos - om, hvordan fjendebilleder, fordomme og modsætninger tilvirkes og forædles, indtil ingen længere kan kende forskel på sandt og falsk, virkelighed og myter. 'Jødehat' er et slags kort over de mange menneskelige vildfarelser på den lange og bugtede vej mod Auschwitz.

Bandbuller, bål og benægtelse. Paragraffer, penne og pistoler: Det er ikke dårlige haiku-digte, men en sammenfatning af nogle af de metoder, antisemitter har bragt - og fortsat bringer - i anvendelse i deres uhyrlige kamp for at chikanere, udrydde og afskrive jøder i hele, halve og kvarte slægtled. Godt for disse racister og chauvinister, at decimalregningen blev opfundet, ellers ville de have være ilde stedt i forsøget på at få 'jøden', denne orientalske 'artsfremmede', til at kende og lystre sin plads.

Eksemplerne på uvilje, for nu at sige det pænt, mod jøder, både de rigtige og de indbildte, er talrige fra nær og fjern på det europæiske kontinent. Herhjemme og i Norge har der naturligvis været antisemitisme i dagspressen, i det politiske liv og på gadeplan. »Naturligvis«, fordi ingen kulturkreds, intet land, ingen nation i Europa synes at have været foruden antisemitisme, men fænomenet har haft meget forskellig udbredelse og karakter.

I Skandinavien har mængden af overfald og statslig diskrimination ifølge den norske bog været yderst beskeden sammenholdt med f.eks. i nogle af de østeuropæiske lande. Ganske vist skiller det nazistiske folkemord sig ud fra alle hidtidige overgreb mod jøder, men blot som et sideblik på den jødiske tragedie kan nævnes, at omkring 100.000 russiske jøder blev myrdet alene mellem 1918 og 1920 i krigen mellem kommunister og tsarloyale styrker. Og rundt om i Europa finder man dusinvis af uhyggelige fortilfælde af død, vold og ødelæggelse vendt mod jøder; i 1400-tallet, i 1600-tallet og så fremdeles. Mange bække små gør en stor, blodrød å.

Antisemitisme har i århundreder været comme il faut, ja i nogle lande var det sågar forbundet med fare for både pengepung og helbred at hjælpe jøder. I det kejserlige Wien i 1880'erne, en by, som brystede sig af sine barokbygninger og klassiske musiktradition, var borgmesteren, Karl Lueger, en frådende antisemit, som blandt sine mange beundrere talte den unge akvarelmaler Adolf Hitler. Lueger var en velanset og betydningsfuld samfundsstøtte. Ikke på trods af, men på grund af sin jødefjendske retorik. Om jøderne havde penge eller ej var underordnet. Rig som fattig udgjorde de en belastning for det nationale fællesskab, og de skulle, mente Lueger, ekspederes bort fra den »ariske civilisation«, gerne til Afrika eller Asien, hvor klimaet passede til deres »ørkennatur«.

Som 'stammefolk' var jøderne fædrelandsløse og dermed per definition illoyale over for det land, de havde slået sig ned i. Forsøget på i nationalstaternes æra at skille jøderne ud som 'internationalister', et andet begreb for marxisme, sås også i den skelsættende retssag mod den fransk-jødiske kaptajn Alfred Dreyfus i 1890'erne. Han blev trukket gennem en vanærende retssag, anklaget for højforræderi og fordømt som en fjende af Frankrig. Ikke at anklagen havde hold i virkeligheden, men at den overhovedet kunne opstå, og at den ydermere kunne forføre både retsmaskineriet og store dele af offentligheden til at tro, at Dreyfus var skyldig på grundlag af et i bedste fald spinkelt bevismateriel, vidner om den dybtstikkende skepsis mod jøder - også i det på papiret så egalitære, frie og broderlige Frankrig.

Landet havde nogle år forinden mistet sin gloire i krigen mod Bismarcks Preussen, og hvem om ikke en hebræer maskeret som 'rigtig' officer var mon årsag til nederlaget for slet ikke at tale om den defaitisme, som efterfølgende havde grebet franskmændene?

Dreyfus blev undsat af nogle behjertede forfattere med Émile Zola i spidsen og endte med at blive frikendt. Rosenrødt? Nej. I det store billede hører en sådan 'jødevenlig' intervention snarere til undtagelserne end reglen. Antisemitiske holdninger er skyllet ud fra præstestole og regeringspalæer, i undervisningshefter og populærpresse og blandt katolikker, protestanter, socialdemokrater, nazister, royalister, kommunister, konservative, nationalliberale og venstreradikale, for blot at nævne et usammenhængende udsnit. Historisk set har bremseklodserne været få.

Og jødehadet har desværre holdt sig adræt og spændstigt. De 6 millioner dræbte jøder var ikke et tilstrækkelig stort blodsoffer til at tage livet af antisemitismen. Efterkrigstidens vesteuropæiske kultur har i stedet budt på nye 'koder', der afløste den mest kompromitterede antisemitisme.

Oprettelsen af staten Israel i 1948 og landets efterfølgende politik i forhold til palæstinenserne kaldte holdninger frem hos både kristne og nymarxister, der genoplivede en række af de velkendte antisemitiske synspunkter, men i en form, som ikke umiddelbart kaldte på samme hævede øjenbryn som de krasbørstige antijødiske holdninger i mellemkrigsårene.

Jøder - i reglen benævnt som israelere - ses som aggressive ('Kristusmordere') og voldelige ('øje for øje, tand for tand'), de dominerer ('verdensherredømme' sammen med mægtige USA), diskriminerer ('jødisk apartheid'), indfanger lande og organisationer i deres edderkoppespind og optræder både arrogant og voldeligt ('fortidens ofre er nutidens bødler').

De swastikatatoverede nynazister med deres erklærede krig imod 'ZOG' (Zionist Occupational Government, et synonym for den jødiske 'verdensregering', red.) er ikke gået helt bag om dansen. Men som den amerikanske historiker Deborah Lipset for nylig bemærkede om den britiske historierevisionist og nazisympatisør David Irwing, som nu sidder fængslet i Østrig for at udbrede løgne om nazisternes gaskamre og tilintetgørelseslejre: »Løslad ham dog! Vi ved, hvem han og hans slags er«.

De værste er derfor ikke dem, vi på forhånd kan identificere som notoriske jødeha