Det manglede bare: at de sårede følelser hos nogle muslimer i striden om profettegningerne skulle ramme jøderne. Men nu mangler det altså ikke længere. I Teheran sidder nemlig en præsident, som ikke er bleg for at udstille sin hadefulde logik. Mens vrede demonstranter i de seneste uger har trampet på flag fra det 'gudløse Vesten' og angrebet 'profetspotternes' ambassader, sætter præsidenten, Ahmed Ahmadinejad, trumf på ved at lade sit lands største avis udskrive en 'international' konkurrence i disciplinen 'antisemitiske karikaturtegninger'. Som en anden basarkøbmand har præsident Ahmadinejad fastsat prisen for Jyllands-Postens 12 karikaturer: annulleringen af de 6 millioner jødiske ofre for nazismens udryddelsespolitik under Anden Verdenskrig. Det kan virke som en selvmodsigelse, al den stund præsidenten ved flere lejligheder har bedyret, at han ikke tror en tøddel på »påstanden« om de »angiveligt« millioner af dræbte jøder. Man skulle mene, at det er svært at afvise noget, man i forvejen benægter har fundet sted. Men den slags sofisterier rører selvsagt hverken Ahmadinejad eller de af hans trosfæller, som desværre abonnerer på dette og tilsvarende vanartede synspunkter om 'jøden'. Det er de som bekendt langtfra alene om. De har mange inspirationskilder at støtte sig til. Det gælder både historisk og nutidigt. I de senere år har vi både herhjemme og andre steder i Europa set en fornyet debat om antisemitisme, judeofobi eller jødehad. Ukært barn har mange navne. Forskere med speciale i emnet kan skrive lærde afhandlinger om definitionen af disse begreber, men lad os for kortheds skyld slå fast, at modvilje mod jøder, uanset om man kalder det antisemitisme eller noget andet, er kendetegnet ved, at jøder som gruppe - religiøst, etnisk eller kulturelt - forbindes med nogle bestemte negative og eviggyldige egenskaber. Facit er altid det samme: En jøde er en jøde er en jøde. Hvori disse negative egenskaber består, hvordan de er fremkommet, under hvilke skiftende samfundsmæssige og historiske omstændigheder de har vist sig, hvilke konsekvenser de har fået, og hvordan jøder har reageret på de stereotype forestillinger (og morderiske praksisser ikke at forglemme), er nogle af de emner, som får en grundig behandling i den nye norske bog 'Jødehat'. Mens støvet fra den afsindige og ophidsende sag om profettegningerne så småt er ved at lægge sig, er der god grund til at kaste et blik på dette anbefalelsesværdige værk. Det er skrevet af to idehistorikere, Trond Berg Eriksen og Håkon Harket, samt af historikeren Einhart Lorenz. De tre tager læseren med på den store rundrejse i antisemitismens mørke univers fra antikken over middelalderens kirkelige forfølgelser og det 18. og 19. århundredes pogromer til det 20. århundredes frygtelige kulmination. Bogen minder - meget apropos - om, hvordan fjendebilleder, fordomme og modsætninger tilvirkes og forædles, indtil ingen længere kan kende forskel på sandt og falsk, virkelighed og myter. 'Jødehat' er et slags kort over de mange menneskelige vildfarelser på den lange og bugtede vej mod Auschwitz. Bandbuller, bål og benægtelse. Paragraffer, penne og pistoler: Det er ikke dårlige haiku-digte, men en sammenfatning af nogle af de metoder, antisemitter har bragt - og fortsat bringer - i anvendelse i deres uhyrlige kamp for at chikanere, udrydde og afskrive jøder i hele, halve og kvarte slægtled. Godt for disse racister og chauvinister, at decimalregningen blev opfundet, ellers ville de have være ilde stedt i forsøget på at få 'jøden', denne orientalske 'artsfremmede', til at kende og lystre sin plads. Eksemplerne på uvilje, for nu at sige det pænt, mod jøder, både de rigtige og de indbildte, er talrige fra nær og fjern på det europæiske kontinent. Herhjemme og i Norge har der naturligvis været antisemitisme i dagspressen, i det politiske liv og på gadeplan. »Naturligvis«, fordi ingen kulturkreds, intet land, ingen nation i Europa synes at have været foruden antisemitisme, men fænomenet har haft meget forskellig udbredelse og karakter. I Skandinavien har mængden af overfald og statslig diskrimination ifølge den norske bog været yderst beskeden sammenholdt med f.eks. i nogle af de østeuropæiske lande. Ganske vist skiller det nazistiske folkemord sig ud fra alle hidtidige overgreb mod jøder, men blot som et sideblik på den jødiske tragedie kan nævnes, at omkring 100.000 russiske jøder blev myrdet alene mellem 1918 og 1920 i krigen mellem kommunister og tsarloyale styrker. Og rundt om i Europa finder man dusinvis af uhyggelige fortilfælde af død, vold og ødelæggelse vendt mod jøder; i 1400-tallet, i 1600-tallet og så fremdeles. Mange bække små gør en stor, blodrød å. Antisemitisme har i århundreder været comme il faut, ja i nogle lande var det sågar forbundet med fare for både pengepung og helbred at hjælpe jøder. I det kejserlige Wien i 1880'erne, en by, som brystede sig af sine barokbygninger og klassiske musiktradition, var borgmesteren, Karl Lueger, en frådende antisemit, som blandt sine mange beundrere talte den unge akvarelmaler Adolf Hitler. Lueger var en velanset og betydningsfuld samfundsstøtte. Ikke på trods af, men på grund af sin jødefjendske retorik. Om jøderne havde penge eller ej var underordnet. Rig som fattig udgjorde de en belastning for det nationale fællesskab, og de skulle, mente Lueger, ekspederes bort fra den »ariske civilisation«, gerne til Afrika eller Asien, hvor klimaet passede til deres »ørkennatur«. Som 'stammefolk' var jøderne fædrelandsløse og dermed per definition illoyale over for det land, de havde slået sig ned i. Forsøget på i nationalstaternes æra at skille jøderne ud som 'internationalister', et andet begreb for marxisme, sås også i den skelsættende retssag mod den fransk-jødiske kaptajn Alfred Dreyfus i 1890'erne. Han blev trukket gennem en vanærende retssag, anklaget for højforræderi og fordømt som en fjende af Frankrig. Ikke at anklagen havde hold i virkeligheden, men at den overhovedet kunne opstå, og at den ydermere kunne forføre både retsmaskineriet og store dele af offentligheden til at tro, at Dreyfus var skyldig på grundlag af et i bedste fald spinkelt bevismateriel, vidner om den dybtstikkende skepsis mod jøder - også i det på papiret så egalitære, frie og broderlige Frankrig. Landet havde nogle år forinden mistet sin gloire i krigen mod Bismarcks Preussen, og hvem om ikke en hebræer maskeret som 'rigtig' officer var mon årsag til nederlaget for slet ikke at tale om den defaitisme, som efterfølgende havde grebet franskmændene? Dreyfus blev undsat af nogle behjertede forfattere med Émile Zola i spidsen og endte med at blive frikendt. Rosenrødt? Nej. I det store billede hører en sådan 'jødevenlig' intervention snarere til undtagelserne end reglen. Antisemitiske holdninger er skyllet ud fra præstestole og regeringspalæer, i undervisningshefter og populærpresse og blandt katolikker, protestanter, socialdemokrater, nazister, royalister, kommunister, konservative, nationalliberale og venstreradikale, for blot at nævne et usammenhængende udsnit. Historisk set har bremseklodserne været få. Og jødehadet har desværre holdt sig adræt og spændstigt. De 6 millioner dræbte jøder var ikke et tilstrækkelig stort blodsoffer til at tage livet af antisemitismen. Efterkrigstidens vesteuropæiske kultur har i stedet budt på nye 'koder', der afløste den mest kompromitterede antisemitisme. Oprettelsen af staten Israel i 1948 og landets efterfølgende politik i forhold til palæstinenserne kaldte holdninger frem hos både kristne og nymarxister, der genoplivede en række af de velkendte antisemitiske synspunkter, men i en form, som ikke umiddelbart kaldte på samme hævede øjenbryn som de krasbørstige antijødiske holdninger i mellemkrigsårene. Jøder - i reglen benævnt som israelere - ses som aggressive ('Kristusmordere') og voldelige ('øje for øje, tand for tand'), de dominerer ('verdensherredømme' sammen med mægtige USA), diskriminerer ('jødisk apartheid'), indfanger lande og organisationer i deres edderkoppespind og optræder både arrogant og voldeligt ('fortidens ofre er nutidens bødler'). De swastikatatoverede nynazister med deres erklærede krig imod 'ZOG' (Zionist Occupational Government, et synonym for den jødiske 'verdensregering', red.) er ikke gået helt bag om dansen. Men som den amerikanske historiker Deborah Lipset for nylig bemærkede om den britiske historierevisionist og nazisympatisør David Irwing, som nu sidder fængslet i Østrig for at udbrede løgne om nazisternes gaskamre og tilintetgørelseslejre: »Løslad ham dog! Vi ved, hvem han og hans slags er«. De værste er derfor ikke dem, vi på forhånd kan identificere som notoriske jødehadere. Som den svenske idéhistoriker Henrik Bachner for nogle år siden pegede på i sin doktorafhandling, 'Återkomsten', så er en stor del af nutidens antisemitisme et resultat af, at folk, der ellers ikke mener, at de har et problem med jøder, alligevel trækker på nogle ureflekterede og kulturelt betingede fordomme om netop jøder. Det gælder dele af venstrefløjsmiljøet, globaliseringsbevægelsen, nationalkonservative grupper og muslimske kredse i uskøn samdrægtighed. Læs f.eks. disse tre citater, alle hentet hos læserbrevsskribenter i danske aviser i løbet af de sidste to år: »Den radikalisering, der er sket i vor tid, med hensyn til muslimers syn på jøder, kan direkte tilskrives zionisternes uhyrligheder, fordrivelsen af millioner fra deres hjem og massakrerne begået i Deir Yasin, Sabra, Shatilla, Jenin, og listen fortsætter« (Information, 31. oktober 2003). »Holocaustcenteret er en dækorganisation for israelske politiske interesser, der opfatter enhver kritik af staten Israel som antisemitisk« (Politiken, 28. november 2003). »Den eneste forskel på nazisterne og zionisterne er, at zionisterne endnu ikke er begyndt at opføre dødslejre med afbrænding af palæstinenserne, men det kommer måske også?« (Fyns Stiftstidende, 3. juli, 2004). De tre eksempler rummer - måske ubevidst - nogle af antisemittens mere maskerede koder, men deres dybe rødder i historiens muld er ikke til at tage fejl af. Som forfatterne til 'Jødehat' viser, så er det helt i pagt med de klassiske undsigelser af jøder at pege på, at jøderne selv er skyld i deres ulykker, at de kontrollerer dele af samfundet samt at de potentielt er lige så bestialske som deres bødler. Der står ganske vist 'zionister' og 'israelske' i citaterne ovenfor, men hvem er det nu, som er zionister og bor i Israel? En jøde er en jøde er en jøde - også under en anden betegnelse. Et andet område, hvor den underliggende og måske ubevidste jødeskepsis senest har vist sig, er i debatten om amerikansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Som nogle måske vil huske, blev skylden for Irakkrigen af mange kritikere lagt på neokonservative politikere og rådgivere, f.eks. Richard Perle og Paul Wolfowitz. Det er næppe et tilfælde, at deres jødiske baggrund ofte blev fremhævet, uanset at ingen af dem er religiøse. Men deres jødiskhed blev - man fristes til at skrive bliver - reduceret til en forklarende faktor i sig selv. Herefter er sluserne åbne for alskens fantasier om den jødiske 'lobby', de jødiske 'netværk', jødernes 'indflydelse' og så videre. Problemet er ikke, at det er usandt. Perle og Wolfowitz var stærke tilhængere af krig, bl.a. med det argument, at det vil betyde bedre beskyttelse af Israel, og ja, der findes skam ikke bare én jødisk interesseorganisation i USA, men adskillige, der 'lobbyer' i Kongressen. Men det er, som amerikanerne siger, 'the name of the game'. Russere, kinesere, saudiarabere, sågar renskurede danske erhvervsfolk arbejder ud fra samme forudsætninger. Men hvem har hørt om den russiske lobby, den kinesiske lobby eller den danske lobby? Den jødiske lobby derimod - jamen den 'kender man da'. Ofte lyder argumentet, at det ikke er jøderne, men Israel, militæret og visse politikere, som er problemet. Og man kan da også udmærket indtage en legitim antizionistisk holdning, men hvorfor lykkes det så godt som aldrig at trække den fri af stereotyperne om de magtfulde og indflydelsesrige jøder? Hvorfor kræve boykot af Israel, når man ikke kræver boykot af andre besættelsesmagter, f.eks. Kina og Rusland? Hvorfor kritisere brud på fængsledes rettigheder i Israel, når man lader hånt om samme forhold i Saudi-Arabien og Pakistan? Hvorfor i antiracismens hellige navn undlade at påtale den racisme, som jøder mødes med? Og hvorfor ryster mange på hovedet, når man taler om vold og trusler mod jøder? Det er selvfølgelig ikke kriminelt at undlade at forholde sig til disse spørgsmål, men at ignorere dem eller underkende deres dybere betydning er et fingerpeg om århundreders indlejrede skepsis over for jøder. 'Jødehat' - de norske idehistorikeres bog - siger ikke noget direkte om den verserende strid om profettegningerne, al den stund bogen udkom, før de politiske kastevinde antog orkanstyrke. Men bogen tjener som en væsentlig påmindelse om, at såvel vores eget kontinent som Mellemøsten længe har været hjemsøgt af blodige forestillinger - og lidt mere end det - om, hvordan man kan behandle dem, der er 'anderledes'. Hvilken skæbnesvanger ironi vil det ikke være, hvis de, der nu føler sig krænket, falder den i europæisk historisk sammenhæng mest krænkede enkeltgruppe i ryggen. Man skal have et Atlas-køleskab som hjerte, hvis ikke man forstår, at mange muslimer føler sig generet af den til tider groft forhånende og negativt generaliserende retorik om islam, som ikke bare findes her til lands, men også i en række andre vestlige lande. Ukvemsordene mod muslimer er nogle gange af en sådan kaliber, at de ikke lader ukvemsordene om jøder noget tilbage. Af samme grund vil det være lands gavnlig virksomhed, hvis de imamer, som føler sig fornedret af Jyllands-Postens karikaturer, denne gang pakkede kufferterne med Teheran som første stop. Imamerne, som allerede har demonstreret, hvilke magtfulde personer de evner at få i tale, kunne så passende forklare præsident Ahmadinejad, at man ikke lapper et sår ved at rive plasteret af et andet sår. Det eneste, som kommer ud af det, er ondt blod. Og, nå ja, så kræver det lige, at imamerne ikke mener, at en jøde er en jøde er en jøde.