Jeg har ikke været noget nemt barn, og livet gjorde det heller ikke nemmere for mig, da min far forlod mig som 3-årig. Jeg er vokset op med min søster og min mor. Og vores problemer med mig startede allerede i de små klasser i skolen. Da jeg gik i børnehave, gik jeg også på Nordvang. Det er et sted, hvor de observerer børn. Om man bl.a. kan være et DAMP-barn eller måske hyperaktiv. Resultatet var, at jeg intet fejlede. Da jeg så nåede skolealderen og kom fra et sted, hvor alt bestod af leg, til at skulle lære at sidde pænt, være stille og høre efter, hvad lærerne sagde, gik det ikke nemt for sig. På det tidspunkt var jeg ikke egnet til meget mere end en legeplads. Men i skole, det skulle jeg. Inden Nordvang havde vi også fået hjælp igennem Red Barnet. Jeg kom ned til en familie i Maribo og boede hos dem i 7 uger. Min mor havde brug for at samle kræfter, så det ikke endte med, at hun skulle opgive det hele, også min søster. Det blev en hård kamp mellem lærerne, inspektøren, min mor og mig. Da jeg nåede 4. klasse, gav de op. Jeg endte med kun at få to timer i noget, de kaldte 'obs'. Her brugte man tiden på at bage kager og snakke om problemer, men det skulle heller ikke ende med at blive en hjælp for mig. Jeg var ikke dårlig i skolen, tværtimod. Problemet var, at jeg altid blev færdig, før de andre elever i klassen. Jeg begyndte at kede mig, så derfor skabte jeg en masse uro. Lærerne havde svært ved at beskæftige mig mere, når jeg var færdig med de udleverede opgaver. Jeg var et meget utilregneligt barn og gjorde lige, hvad der passede mig. Kriminalitet, hærværk og vold var det, der fyldte min hverdag ud. Jeg slog gerne enhver person, der så forkert på mig eller bare så dum ud i mine øjne. Så stjal jeg alt, hvad jeg kunne få fingrene i, bl.a. biler, penge og tøj. Satte ild til skoler og kastede sten på togene. Så har jeg nævnt nogle af de ting, der fyldte min hverdag ud. Da skolen lukkede alle døre for mig, stod jeg tilbage med den største frihed. Jeg havde intet ansvar, jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Jeg følte, at de alle sammen var ligeglade med mig, så det blev jeg også. Havde de ikke været ligeglade, var tingene nok heller ikke gået så gruelig galt. Jeg havde jo brug for at føle mig værdsat. Efter for mange anholdelser og lukket adgang til alle skoler i omegnen besluttede min mor sig for at anbringe mig i en plejefamilie. Hun havde heller ikke meget valg. Hvordan skolesystemet kunne bære sig ad med det, snakker vi stadigvæk om den dag i dag. Men min mor havde på det tidspunkt ikke kræfter og overskud til at kæmpe imod. Jeg optog al hendes tid, så min søster blev meget forsømt, og min mor havde jo også et arbejde at passe. Vi var en lille splittet familie, så på de kanter var der ikke meget hjælp at hente for min mor. På nær vores farmor, der hjalp til med mad og pasning af min søster. Og når hun ikke blev passet, var de begge to for det meste ude og lede efter mig. Jeg kom jo og gik, som det passede mig. Og var nogle gange væk op til flere dage ad gangen. Min mor vidste ikke, hvor jeg befandt mig. Hun havde i de situationer prøvet at ringe til politiet om hjælp, men det fik hun ikke, da hun fortalte, det var noget, der var sket mange gange før. Jeg vidste det godt, men jeg gjorde det, at jeg ringede hjem fra en telefonboks og fortalte hende, jeg havde det godt. Jeg ville ikke fortælle hende, hvor jeg var henne, kun at hun ikke skulle bekymre sig. Jeg gjorde det for at komme væk fra min mor, da jeg ofte i vores skænderier kunne finde på at slå hende, og på den måde kunne jeg undgå denne situation. Jeg kunne ikke styre mig selv, heller ikke engang over for hende. Jeg havde hårdt brug for nogen, der kunne holde styr på mig, lede mig på rette spor, uden at jeg skulle få følelsen af, at de kontrollerede mig. Men der var ingen, der på nogen måde kunne kontrollere mig. Hverken familie, skole, støttepædagoger eller psykologer, de endte alle med at give op. Jeg skulle ud af mit miljø, mine vante opgivelser, hvilket skulle være en start til at få fristelserne fjernet fra mig. Det resulterede så i, at jeg blev anbragt på landet, hvor der var fire-fem kilometer til nærmeste landsby. Jeg blev undervist på en gård sammen med andre unge, der havde problemer. Undervisningen var dog ikke som på en folkeskole. Vi lærte, hvordan man skulle omgås andre mennesker, respektere andre, være en del af samfundet. Der var ikke meget fagligt arbejde. Vi besøgte mere erhvervslivet, firmaer, for at få en ide om, hvordan arbejdslivet var indrettet. Dog skulle vi op til en 9. klasses afgangseksamen på den skole, der lå nærmest gården. Det hjalp først, da jeg kom i den situation, hvor alle fristelserne blev formindsket, og jeg havde ansvaret for mig selv. Jeg skulle selv få en hverdag til at fungere, og så var det, at det begyndte at gå den rigtige vej for mig. Tidligere gjorde jeg simpelthen det, når nogen prøvede på at bestemme over mig, at al fornuft fløj ud af hovedet på mig, og det fik mig til at gå i sort. Det var på de tidspunkter, det gik værst for sig. Mit følelsesregister var splittet, og jeg var en meget ligeglad person. Jeg tænkte ikke tilnærmelsesvis på mine medmennesker, og hvorfor skulle jeg også det, alle var jo ligeglade med mig, om ikke andet, så var det den følelse, hele verden havde givet mig. Jeg var ikke et barn fyldt med had og ondskab, men et barn, der traf de forkerte valg. Jeg er overbevist om, at havde min mor ikke taget den beslutning at få mig anbragt, havde det hele eskaleret i en større grad, og jeg havde måske ikke siddet her den dag i dag. Jeg ville ønske, det var så nemt at lære af andres fejl, men jeg havde brug for at mærke det på min egen krop og sjæl, på godt og ondt. Forstået på den måde, at før jeg ændrede adfærd, skulle det koste mig smerte, både psykisk og fysisk. Jeg var 13 år, og i de tre år, hvor jeg blev anbragt i en plejefamilie, endte jeg med at bo to forskellige steder, cirka halvandet år hvert sted. Når man ikke har haft så meget skolegang, kan det godt virke håbløst at skulle i gang med en uddannelse. Men jeg tror på, at har man troen på sig selv, så kan alt lade sig gøre. Til min 9. klasses afgangseksamen var jeg ikke oppe i alle fag. Der var nemlig nogle fag, jeg aldrig havde fået undervisning i. Heller ikke i folkeskolen. Men jeg var oppe i mundtlig matematik og skriftlig dansk. Og jeg gik ud med et middel gennemsnit. Jeg tænkte ikke over, om det var godt eller dårligt, kun at det var spild af tid. Nu sidder jeg tilbage og ærgrer mig grusomt over, at jeg ikke har taget det mere alvorligt. Men jeg er nu ihærdigt i gang med at rette op på det. Og jeg tror på, det lykkes. Jeg er startet på VUC i Greve, hvor jeg har i sinde at tage en hf, så jeg kan læse videre. En del af mit mål er at vise de mennesker, der ikke troede på, at jeg kunne blive til noget, at de har taget fejl. Jeg har mødt mange mennesker på min vej i livet, der skulle hjælpe og støtte mig og få mig på rette spor. Mit største ar på sjælen er, at jeg gang på gang er blevet svigtet af de personer. Det var nok det værste, de kunne byde mig, når jeg i forvejen var ude af kontrol og havde brug for at føle mig elsket og værdsat. Min far prøvede på et tidspunkt at blive en del af mit liv igen, men jeg har aldrig kunnet tilgive ham at have forladt mig. Min søster har kontakt til ham, og det fungerer godt for dem. Når man kan se sandheden i øjnene, kan man også leve med de valg, man har taget. Den er ikke altid behagelig, men den er lettere at leve med end med en løgn. Jeg har altid haft svært ved at skelne mellem at være barn og voksen, og jeg tillod ikke andre at bestemme over mig. Jeg har så langt tilbage, jeg kan huske, altid stået på egne ben. Det er blandt andet en af de ting, der har givet mig en stærk tro på livet. Jeg var omkring 17 år, da jeg begyndte at se verden på en anden måde. Alderen har også været med til at ændre mine holdninger og meninger. Det, at jeg fik følelsen af, at jeg kontrollerede mit eget liv, og mærkede mine egne handlinger og konsekvenser på min egen krop, fik mig langsomt til at indse mine fejl og mine forkerte valg. Det var også på det tidspunkt, jeg flyttede hjem igen. Efter to måneder flyttede jeg så i en hybel, da min mor og jeg stadigvæk havde svært ved at komme overens med hinanden. At komme tilbage til det samme miljø åbnede virkelig mine øjne. Jeg følte mig ikke længere tilpas. En ting vidste jeg; jeg ville ikke tilbage til det samme mønster igen. Min samvittighed og skam fyldte som aldrig før. Jeg skammede mig over, hvad jeg havde påført andre af skader. Skaderne fra det hærværk, hvor jeg har været involveret. Og jeg bekymrede mig pludselig om, hvad andre syntes. Desuden ville jeg gerne holde min straffeattest ren. Aktiviteter og omgivelser skulle ændres, det betød også, at jeg måtte holde mig inden døre i længere perioder ad gangen. For ikke at komme i kontakt med de samme mennesker og for at skabe mig en ny vennekreds. Det tog et stykke tid, men det lykkedes for mig. Det er det, der har hjulpet mig på trods af alle de mennesker, der har svigtet mig gennem tiden. Jeg er gået fra at være et dårligt eksempel til at have fået en mening med livet og personlige mål. Som 23-årig har jeg allerede mange livserfaringer, og de er med til at gøre mig til et bedre menneske, dag for dag. Mit mål er at få en god uddannelse og kunne klare mig selv. På baggrund af min opvækst og min familie er det blevet vigtigt for mig at bryde traditionerne, være et godt forbillede. Tro på mig selv. Jeg er selv mor til en lille pige på to år, og det sidste, jeg ønsker, er, at hun kommer til at gennemgå bare en tredjedel af, hvad jeg har været igennem. Det er vigtigt for både hendes far og mig, at hun har to forældre at gøre godt med, som kan hjælpe, støtte og bidrage med gode ting, mens hun vokser op. Med min erfaring er der mange ting, som jeg kan gøre for at forhindre det samme i at ske for hende. Man kan aldrig få en garanti, men man kan gøre sit bedste. Jeg vil gerne fortælle andre, som står i en lignende situation og især forældre, at der kan gøres noget. Når jeres barn eller børn er ude af kontrol, så langt ude, at det virker håbløst, så må I ikke tro, løbet er kørt. Det er kun starten på, at jeres barn bliver et selvstændigt individ. Det bedste råd, jeg kan give, er at i stedet for at straffe, så støt. Straffen bidrager ikke, det gør det til en langtrukket proces. Bryd normer og grænser i familien, hvis det bliver nødvendigt. Barnet sender et råb om hjælp, og I som forældre vil blive sat på jeres livs største prøve. Børnene vil kæmpe til det sidste, uanset hvor meget svie og smerte man må igennem. I vil aldrig kunne komme til at kontrollere jeres barn i en situation lignende min, men I kan komme til at kontrollere situationen. Giv plads til forandring. Jeres barn har måske brug for frihed under kontrollerede omgivelser, som en plejefamilie giver. Jeres barn ønsker måske noget, som I ikke kan give, så prøv at støtte og hjælpe til på den måde at lade barnet selv finde ud af det. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeres barn kommer på rette spor, og det er der, jeres indsats vil betyde absolut alt. Det kunne for mit vedkommende godt lade sig gøre at føle sig svigtet af samfundet, af nogle familiemedlemmer, og så alligevel blive integreret i samfundet igen og få mig nogle mål. Så længe man bare har troen på sig selv. Miljøet og mine omgivelser samt ophold i plejefamilier har haft stor betydning for mig. Connie Larsen er mor til en pige på to år.