»Glemmer du mig så, når du tager hjem?«, spørger den lille dreng med den hæse stemme og de store øjne. Han sidder ved siden af mig med benene over sengekanten og balancerer sit store forbundne hoved på skrå, medens hans spinkle hånd er væk i min. »Glemmer du måske mig?«, svarer jeg ham med et forsigtigt smil. Han ler drillende: »Hvordan skulle jeg? Jeg har aldrig set et grædende bjerg før«. Så tøver han, tager sig til hagen, ligner en tænksom gammel mand og retter sig selv: »Jo, måske ... måske en enkelt gang«. Den lille dreng hedder Jamal, og ud over den - i hans øjenhøjde - monumentale forskel på vore størrelser samt den ene tåre, der svigter mig, taler han om bjerget ved sit fædrene Hattian i Kashmir. Her tog skælvet den ene bjergside og dens fire landsbyer med sig i dybet. Det står bart og goldt tilbage uden dets sædvanligvis tætte og frodige bevoksning, og fra tid til anden flyder en strøm af jord, sten eller mudder ned til dalen. De lokale siger, at »bjerget græder«. Senest lader det til, at bjergets tårer sammen med et tilsyneladende endeløst antal efterrystelser har skabt en ny flod, der truer med at bryde gennem skrøbelige passager og oversvømme dele af Jhelum-dalen. Jamal er blot ét blandt hundredtusindvis af børn, som pludselig har fået lidt for tomme blikke og er blevet alt for eftertænksomme. I modsætning til de fleste andre er han dog ikke videre tavs, knækket eller opgivende. Da jeg møder ham på PIMS-hospitalet (Pakistan Institute of Medical Sciences) i hovedstaden, Islamabad, ligger han i en sygeseng ude på gangen på den neurokirurgiske afdeling. Sammenlignet med de fleste afdelinger - som alle synes midlertidigt indtaget af børnelægerne - findes her væsentlig færre småbørn og familier. Det, der skal forestille at være en sygeplejerske, forsøger at mase en kiks ind i munden på ham. Han svarer ved at bevæge hovedet fra side til side, indtil han må gribe til at bide hende eftertrykkeligt i fingeren. Hun syder og skælder på ham, men tager flugten og forsvinder hastigt ned ad gangen, idet vore blikke mødes. Resten af eftermiddagen sidder jeg hos Jamal. Den næste sygeplejerske er en ung, sympatisk og væsentligt mere pædagogisk kvinde, som han kalder Apa - eller storesøster. Vi sætter os lidt på afstand og snakker, medens Jamal kigger i en farverig børnebog, jeg har med. Sygeplejersken forklarer, at han blev fløjet til PIMS fra en lejr i det sydlige Kashmir, og at han havde to komplicerede brud, da han ankom - det ene på armen og det andet i hovedet. Han er blevet opereret tre gange, og kirurgerne siger, at han nu blot skal holdes under opsyn, medens sårene læger. Men Jamals lille skikkelse gemmer på andre sår end dem, der kan forbindes. Han mistede begge sine forældre og begge sine søskende til skælvet. Hans egenrådige og trodsige natur blev hans mirakuløse redning; han havde listet sig til et fladbrød og var på flugt fra sin mor, nøjagtig da skælvet kom. Jamal blev fanget i døren, medens resten af familien blev begravet i deres lerklinede hjem. En onkel fandt ham, gravede ham fri med hænder og brædder og bar ham langs ødelagte veje og ufremkommelige ruiner til en af militærets klinikker. »Jeg fik mit hus i hovedet, forstår du?«, siger han uden at kigge op fra bogen, som han bladrer i. Ordene er rigtige, men sætningen lyder alligevel forkert. »Det gjorde ondt. Et hus er jo tungt. Bagefter var jeg vågen hele tiden. Jeg kaldte på far, men han kom ikke. Alle mennesker råbte og græd omkring mig, og så ... så kom helikopterne«. En forbipasserende læge forklarer diskret, at det er usikkert, hvor meget Jamal egentlig kan huske, og hvor meget han digter for at give oplevelsen mening. »Jeg fik det bedre, da de gav mig den her turban på«, siger han og smiler, medens han trykker klodset på den uforholdsmæssigt store forbinding omkring hans hoved. Jeg forsøger at lade Jamal fortælle, hvad han vil, og spørger ham ikke ud om noget som helst. Nogle gange forstår jeg ham let, andre gange ikke. Jeg ved ikke, hvorfor han betror sig til mig. Og jeg ved ikke, om han fortæller for sin eller for min skyld. Når han er færdig med at berette om skælvet, familien, huset, lægerne og hospitalet, sidder vi og deler et øjebliks stilhed. Siden leger vi kryds og bolle og taler om tusindben, regnbuer, snemænd, den strenge sygeplejerske, hvorfor i alverden nogen overhovedet kunne tænke sig at arbejde med noget, der hedder Management Consulting, samt, ej at forglemme, det allestedsnærværende kricket. Da jeg forlader hospitalet, vinker jeg til Jamal fra enden af den lange og dårligt oplyste gang. Han smiler tilbage og vifter med noget af sit nye legetøj. Han stråler. Ude på parkeringspladsen indhentes jeg af en læge og en medarbejder fra en større britisk nødhjælpsorganisation. De er stakåndede, men evner at takke mig for at bruge tid med børnene og for at have leet og leget med dem. »Børnene skal smile igen. Vi kan hele deres knogler, men vi kan ikke hele deres hjerter«, siger den midaldrende læge. Han begynder at fortælle om misforholdet mellem hospitalets evne og kapacitet samt antallet af patienter i dagene efter skælvet. Om små børn, der bragte deres sårede og spæde søstre og brødre ind med helikopter. Om kirurger, som sov på bænkene i hospitalsparken og opererede 20 timer i døgnet de første uger. Og om hvordan han hjemsøges af alle de amputationer, han har foretaget, om end de var nødvendige i lyset af de mange skader og komplikationer. »Det slår mig bare ihjel at høre små børn kalde på deres arme og ben nu ... de kan ikke forstå, hvor de er blevet af«, siger han og giver sig til at hulke. Han sætter sig ned på jorden og forsøger stammende at undskylde sig. Han har ikke grædt i to måneder, og han ved ikke, hvor det her kommer fra, forklarer han. Men det ved jeg. Jeg sætter mig ved siden af ham og holder armen om en distingveret herre og respekteret kirurg, der stykke for stykke falder helt fra hinanden. Taxachaufførerne står og stirrer. Jeg venter på, at han falder til ro. Da han er stille igen, rejser vi os og udveksler roligt visitkort. Sådan er Pakistan for tiden - mellem emotionelle og pragmatiske hensyn. Han bemærker, at jeg er fra Danmark, og griber min hånd, idet han takker danskerne hjerteligt. »Vi vil aldrig glemme den hjælp og medfølelse, skandinaverne har vist os. Men sandheden er, at vi har brug for mere. Vi kan ikke klare os alene. Vi er afhængige af jeres hjælp«. Jeg må give ham mit ord på, at jeg vil viderebringe hans bøn. Før jeg kører derfra, henvender jeg mig til repræsentanten for nødhjælpsorganisationen. Jeg har tilfældigvis været fadder for et barn gennem den, men nu ønsker jeg at blive fadder for Jamal i stedet. Hun spørger vredt, hvad jeg havde forestillet mig, at de skulle gøre med mit nuværende barn? »Hun var fra Neelum-dalen«, tøver jeg. Det er nok. Hendes ansigt og stemme skifter øjeblikkeligt karakter. »Tilgiv mig«, siger hun, »det vidste jeg ikke ... det gør mig frygteligt ondt«. Asia hed hun. Asia fra den sagnomspundne Neelum-dal med de betagende og majestætiske drømmesyn af blomstrende skove, vandfald, kilder og endeløse horisonter med sneklædte tinder. Her er bjergene opkaldt efter prinsesser og landsbyerne efter helgener. Og sådan vil jeg huske hende. Som en underfuld manifestation af hendes navn Asia - den livfulde, den levende. Som de fleste andre små piger i dalen befandt Asia sig i landsbyskolen, den morgen skælvet kom. Ingen af børnene eller lærerne nåede ud af lokalerne. Havde de overlevet, og var de nået hjem, ville de have fundet resterne af deres landsby i floden. Så altomfattende var ødelæggelsen. Det var ikke - som mange andre steder i den nordvestlige provins eller Kashmir - blot en hel generation, men det var hele familier og slægter, der gik til grunde under ruinerne. Århundredlange forløb og fortællinger endte her. En yngre officer, der var ansvarlig for nødhjælpen i de ufremkommelige dele af Neelum-dalen, husker Asias landsby. Jeg møder ham i en teltlejr for hjemløse jordskælvsramte familier fra selv samme distrikt. Lejren er et uvirkeligt syn med telte, der strækker sig længere, end øjet kan se og hjertet tør håbe. Her er ingen varige strukturer - kun vor firehjulstrækker og stoftelte i uendelige rækker og variationer. Hæren mistede også tusinder af mænd, og bag den ulastelige etikette er det et dybt, dybt påvirket menneske, der ser mig i øjnene og trykker min hånd. »Jeg beklager Deres tab«, siger vi i munden på hinanden. Jeg hører mig selv sige, at vi enten kan fortabe os i sorgen over dem, vi har mistet, eller ære deres minder ved at gøre noget for dem, som er efterladt. Sammen reciterer vi den traditionelle bøn, fatiha, for ofrene, hvorefter han sagte begynder at fortælle om hærens oplevelser og frustrationer. »Folk glemmer, at tusinder af mine mænd blev begravet i kasernerne«, klager han og nævner, at hærens læger behandlede tilskadekomne, vel vidende at deres egne familier lå begravet hjemme. Han nærmest hvisker, idet han tilstår, hvorledes feltkommandørerne og officererne i marken vendte sig mod skrivebordsgeneralerne i Rawalpindi, da sidstnævnte blev stadig mere optaget af, hvorledes hærens og regeringens indsats fremstod, snarere end om den rent faktisk skred frem. »Vi havde altid forestillet os, at vi skulle udkæmpe en forsvarskrig«, siger han, »men vi havde aldrig forestillet os, at vor modstander skulle være så mægtig som de firestjernede generaler, efterretningstjenesten og naturen til sammen«. En officer fra flyvevåbnet og en pensioneret admiral fra flåden træder ind i teltet, og ritualet med at hilse og recitere fatiha gentages. En kristen europæisk nødhjælpsarbejder hæver også hænderne i bøn. Vi diskuterer forskellige aspekter vedrørende driften af lejren, og jeg nævner behovet for psykosociale initiativer for børnene. Officererne er usædvanligt imødekommende, men de kan ikke love noget, for »disse mennesker egner sig ikke til at være ofre. De gør ikke, som vi siger. Vi kalder dem bjergfolk, og de er stædige, selvstændige og stolte«. »Det vil jeg håbe«, svarer jeg. For det er netop denne stædighed, selvstændighed og stolthed, som skal bringe millioner af mennesker gennem den himalayanske vinter. I bjergene, som i lejrene, er det kvinderne, der holder sammen på husholdningen og hverdagen. De er tålmodige, trofaste, hårdføre og kærlige, medens deres bortrejste mænd befinder sig sydpå eller udenlands for at tjene til føden. Således var det, særligt i Kashmir, netop kvinderne, som måtte komme hinanden til undsætning, begrave de omkomne og organisere den første mad og husly. I lejren møder jeg en del modige og vedholdende kvinder, medens mange mænd virker ængstelige og troløse. »Vi er gået i stykker indeni«, siger de, »vi kan ikke beskytte eller forsørge vore familier, og alt, hvad vi havde, forsvandt på et øjeblik«. Jeg vil aldrig kunne forstå dem, forklarer de, for min verden begynder dér, hvor deres ender - ved lejrens indgangskontrol. »Vi drager ikke et eneste åndedræt i forventningen om, at det næste vil følge. Håbløsheden omgiver os«, bekender den velfriserede mand, der har inviteret mig indenfor i sit rene og ryddelige telt. »Alle de ruiner, du ser, alle disse sammenfaldne strukturer var ikke blot huse - det var vore hjem«, fortsætter han, medens hans hustru steger fladbrød over et gasblus. Han anbringer sit spæde og sovende barnebarn i mine arme og beder mig om at sige en bøn for hende. Hun ligner min guddatter til forveksling. Kvinden holder øje med vor samtale, og da jeg forlader teltet, følger hun med udenfor og tager mig til side. Hendes ansigt er en blanding af stille sorg og smil. »Nætter i frygt, men dage med håb«, siger hun og peger mod himlen. »Min mand er knust, min familie er hjemløs, og alle vore ejendele er væk, men jeg priser og takker stadig Herren for mine smukke blomster; mine børn og børnebørn. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan, men en dag vil vi skabe os et nyt hjem, og så vil vi Inshallah, om Gud vil, betale jer hver en rupee af hjælpen tilbage«, siger hun og viser mig en lap med sit omhyggelige regnskab over samtlige nødhjælpsrationer, familien har modtaget. Hun er et fænomenalt menneske. Gud ske tak og lov, der lader til at være en del som hende. Admiralen er en af dem. En ældre herre af den gamle skole, der af egen bekostning har etableret kostskole for 200 børn fra Kashmir. Skolen drives af en række officershustruer og en professor fra børnenes hjemegn, som, på trods af at hans egen søn ligger lammet på PIMS-hospitalet, finder tid til både at være ved sit barns sygeseng, hente nye børn til skolen og stå for en del af undervisningen. »Se ham engang«, siger en af fædrene til et nyankommet barn, »se ham, hvis du ønsker at se en engel«. Men forskellen på engle og mennesker er naturligvis, at englene ikke udsættes for sådanne prøvelser. Det er kun mennesket, som virkelig har valget mellem det højeste og det laveste; omsorg og medfølelse eller ligegyldighed og forsømmelse. Ifølge den hvidhårede professor »var skælvet ikke blot en prøvelse for dets umiddelbare ofre. Det vedbliver at være en prøvelse for alle os andre - hvis vore hjerter ikke bevæges af det, vi ser, hvis vi sidder den hjemløses og forældreløses bøn overhørig, eller hvis vi ikke kan give uden at tilfredsstille vore behov for anerkendelse eller underholdning, så er vi de egentlige ofre for vor egen umenneskelighed ...«. Internationale donorer, nødhjælpsorganisationer, hæren, virksomheder og forskellige netværk af grupper og enkeltpersoner kæmper alle med at bespise, beskytte og behandle ofrene. Der er flere på vej ned fra bjergene, og bønnen om mere hjælp er nu lige så indtrængende, som behovet er overvældende og akut. Det er op til os, hvordan vi vil svare. Vi vælger, hvad vi ønsker at manifestere og repræsentere; mørket eller lyset, kulden eller varmen, frygten eller håbet.