Betænkningen om 'Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror', som blev afgivet af en tværministeriel arbejdsgruppe i oktober måned 2005, har allerede været genstand for megen debat. Ved læsningen af betænkningen fik jeg associationer til George Orwells '1984', hvor der er fuld kontrol med borgerne, og hvor afvigere får hjælp og bistand af kærlighedsministeriet. Andre har tilsyneladende følt et lignende ubehag, og debatten på dette punkt er i fuld gang. Som tidligere chef for PET finder jeg anledning til at pege på nogle andre problematiske elementer i arbejdsgruppens anbefalinger. Alle venter på regeringens udspil i form af justitsministerens lovudkast, men betænkningen indeholder også forslag, som kan gennemføres administrativt, og som derfor ikke kræves medtaget i et kommende lovforslag. Efter min opfattelse bør nogle af disse forslag drøftes i det offentlige rum - også fordi PET ved en gennemførelse af forslagene vil få et meget omfattende ansvarsområde. Man har altid udtrykt frygt for, at PET - det hemmelige politi - skulle udgøre en stat i staten. Denne frygt er efter min mening ubegrundet, men arbejdsgruppens forslag må vække bekymring, fordi de anbefalede tiltag vil styrke PET's stilling som et politi i politiet. For at forstå bekymringen må vi gå lidt tilbage i tiden. Den aktuelle frygt for terrorisme får en til at tænke tilbage på den frygt, som helt berettiget i den kolde krigs tid - som i øvrigt også var præget af terrorisme - beherskede skiftende danske regeringer og store dele af den danske befolkning. Selv om man ikke skal nedvurdere frygten for terror, må man vel kunne enes om, at frygten dengang hørte hjemme på et kvalitativt højere niveau end den frygt, vi oplever i dag. Dengang var der tale om en trussel mod selve den danske stats eksistens og selvbestemmelse. Før som nu er skrækscenariet en politistat, hvor borgerne i detaljer overvåges af myndighederne. Tidligere kom truslen ude fra, medens den nu - om end i meget modereret form - kommer fra os selv. Man bør også huske, at der i den kolde krigs tid herskede en fast overbevisning om, at der internt i Danmark fandtes mennesker, der havde forbindelse til lovlige politiske grupperinger, men som udførte undergravende virksomhed, og som for nogles vedkommende havde et ulovligt samarbejde med fremmede magter. Dette sidste nævnes kun for at illustrere den komplicerede arbejdsopgave, som PET dengang stod over for. Kontrollen med PET under disse forhold var ikke uden vanskeligheder. PET's efterforskningsvirksomhed var som en helt nødvendig forudsætning omgærdet med megen hemmelighedskræmmeri. Det var vel også dette forhold, som var en del af baggrunden for politikernes frygt for, at PET skulle blive en stat i staten. Det var nok også delvis forklaringen på, hvorfor PET dengang ikke kunne udstyres med de 'muskler', som PET har i dag. Den gode nyhed er, at PET's arbejde bortset fra egentlige efterretningssager bedre kan kontrolleres i dag end i den kolde krigs tid. PET har naturligvis behov for at beskytte sine kilder og sikre fortroligheden i samarbejdet med fremmede efterretningstjenester, men dette gælder også det almindelig politi, som ligeledes skal beskytte kilder og værne om sit samarbejde med fremmede politiafdelinger. Det afgørende for min betragtning er, at der i dag i modsætning til dengang næppe er grundlag for at frygte, at oplysninger om PET's arbejdsmetoder samt resultater af PET's efterforskning kan blive lækket til 'fjenden'. Jeg går foreløbig ud fra, at denne problemkreds vil blive behandlet i det kommende lovudkast. Ud over dette tilbageblik kan der være grund til at minde om PET's struktur og særlige rolle inden for det almindelige politi. PET er i dag Danmarks nationale sikkerhedstjeneste. I navnet ligger imidlertid også, hvad der nok var den oprindelige funktion, at PET er Politiets Efterretningstjeneste. PET udfører altså en særlig servicefunktion i forhold til det almindelige politi. I en række lande, herunder Vesttyskland, England og Holland, valgte man efter Anden Verdenskrig at organisere den interne sikkerhedstjeneste som en civil tjeneste uafhængig af politiet. Dette skyldtes bl.a. de tyske erfaringer med det hemmelige politi (Gestapo). En civil organisation har ikke politiets almindelige efterforskningsmæssige beføjelser. De civile tjenester kan udarbejde trusselsvurderinger på basis af oplysninger indhentet gennem kilder og tekniske efterforskningsskridt, men de kan ikke arrestere og afhøre mistænkte eller sigtede. Er en sag nået til denne fase, overtager politiet sagen. De civile tjenester har heller ikke sikkerhedsopgaver i form af bodyguardvirksomhed (VIP-opgaver). I Danmark valgte man at fortsætte med at lade sikkerhedstjenesten være en del af politiet. I praksis betyder dette næppe meget. PET overlader sager, som har været genstand for PET's efterforskning, og som er blevet 'grydeklare', til det lokale politi. PET begyndte i min tid at få bodyguardopgaver (VIP-opgaver), og så vidt jeg ved, er der siden hen på dette område sket en nærmest eksplosiv udvikling. PET er en afdeling under rigspolitichefen, men det er PET-chefen og ikke rigspolitichefen, som alene har sæde såvel i regeringens Sikkerhedsudvalg som i det underordnede 'Embedsmandsudvalg for sikkerhedsspørgsmål'. Det rejser spørgsmålet om placering af ansvaret, når noget måtte gå galt. Er rigspolitichefen ansvarsfri, og bør han i givet fald være det? Og hvilket selvstændigt ansvar bærer PET-chefen? Den bizarre danske ordning blev konstrueret, da man efter en tjenestemandssag havde forflyttet PET-chefen til et politimesterembede. Den pågældende havde bestyret et selvstændigt embede, men nu blev efterfølgeren placeret lavere i hierarkiet, men uden at dette, som nævnt, fik betydning for PET-chefens afgørende forbindelse til Justitsministeriet og regeringen. Jeg har haft og har fortsat fuld forståelse for, at PET-chefen i egentlige efterretningssager har en meget central placering i forhold til den politiske magt i landet, men denne særstatus bør efter min opfattelse begrænses til dette kerneområde. Efter dette tilbageblik og syn på PET's placering i Rigspolitiet, kan man spørge, om PET er på vej til at udvikle sig til et selvstændigt politi i politiet. Eller med andre ord: Får PET for stor magt? Når der er grund til nu at rejse dette spørgsmål, så skyldes det ikke mindst, at arbejdsgruppens anbefalinger nr. 5-8, hvis de gennemføres, får stor betydning for PET's ansvarsområde. Det mest betænkelige ved dette afsnit i betænkningen er punkt 5, hvorefter »hovedparten af Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter (NEC) ... overføres til Politiets Efterretningstjeneste med det formål at styrke den operative indsats på terrorområdet«. Herved får PET udvidet sit ansvarsområde betragteligt. NEC - og jeg citerer - »beskæftiger sig i dag med overvågning og analyse af organiseret kriminalitet, kvindehandel, pengefalsk, kontrabande, narkotika og rejseholdsbistand til kredsene«. NEC er også »ansvarlig for Rigspolitiets døgnbemandede kommunikationscenter og det internationale politisamarbejde (Interpol, Europol, Schengen og Baltic Sea Task Force m.v.)«. Det fremgår af betænkningen, at NEC på nationalt plan indsamler og behandler alle typer information. NEC koordinerer lokale efterforskningsmæssige aktiviteter, og man yder rådgivning og assistance til det øvrige politi. Det foreslås altså, at PET nu også skal beskæftige sig med en række forbrydelsesformer, som er karakteriserede ved at have en international dimension. I en globaliseret verden må man i øvrigt forvente, at flere og flere forbrydelser får internationale forgreninger, hvilket efter arbejdsgruppens logik vel må få som konsekvens, at yderligere ansvarsområder i fremtiden kan forventes overført til PET. Efter arbejdsgruppens forslag får PET ansvaret for at foretage overvågning og analyse af de nævnte forbrydelser, og PET skal koordinere de lokale efterforskningsmæssige aktiviteter samt yde rådgivning og assistance til det lokale politi. Arbejdsgruppen foreslår, at det 'kun' er hovedparten af NEC's arbejdsopgaver, som skal overføres til PET. Dette udsagn uddybes ikke, hvilket er en betragtelig svaghed ved forslaget. Man anvender et vagt udtryk 'hovedparten', og man kan så senere hen vælge at overføre 'næsten alt' eller kun 'noget'. Som et minimum kunne man have angivet nogle pejlemærker for de kommende overvejelser på dette punkt. Efter min opfattelse skal man være yderst varsom med at blande almindelig kriminalitetsbekæmpelse sammen med PET's efterretningsmæssige opgaver. Jeg er da heller ikke bekendt med andre lande i Europa, hvor så omfattende opgaver udføres af de nationale sikkerhedstjenester. I de lande - som Tyskland, England og Holland - hvor sikkerhedstjenesten er civil, kan en sådan sammenblanding organisatorisk ikke lade sig gøre. Man udfører vistnok - uden at jeg kender omfanget - allerede politimæssige opgaver af den nævnte karakter, men på et eller andet tidspunkt bør udviklingen gøres til genstand for en principiel debat. Og hvorfor ikke nu? Det er klart, at der er rationelle argumenter for at give efterforskningen større tyngde ved at samle den ét sted, men hvorfor skal det være under PET i stedet for (fortsat) under NEC? Terrorhandlinger består efter den danske straffelov af en række almindelige, men meget grove forbrydelser. Da terrorhandlinger er politisk motiverede, har det været ikke blot naturligt, men også nødvendigt, at efterretningstjenesterne på dette område har haft et intensivt samarbejde. Dette kan ikke anfægtes, og herved adskiller terror sig fra de andre nævnte forbrydelser af international karakter, som har været håndteret i det almindelige internationale politisamarbejde. Men når terroren 'går i land', vil det for mig være mest naturligt, om ansvaret for den danske nationale indsats blev placeret hos rigspolitichefen i et samarbejde med de lokale politimestre. PET vil fortsat skulle levere oplysninger fra kilder og udenlandske efterretningstjenester samt udarbejde trusselsvurderinger. En sådan ordning vil kunne have den fordel, at rigspolitichefen ville få et selvstændigt og synligt ansvar på dette område, ligesom han (eller hun) som fuldt ansvarlig vil kunne deltage i overvejelserne i det øverste statsapparat, som beskæftiger sig med terrorbekæmpelsen. Det centrale sigte med mit forslag er at placere PET i terrorbekæmpelsen på rette sted under rigspolitichefen i stedet for at forstærke en udvikling af et selvstændigt politi i politiet. Risikoen ved at lade stå til med hensyn til at placere mere og mere ansvar samt flere og flere arbejdsopgaver i PET er bl.a., at efterforskningen i kriminelle sager i unødigt omfang bliver underkastet de samme vilkår, der gælder for egentlige efterretningssager. For efterretningssager gælder princippet need to know, som suverænt udfyldes og administreres af PET. I efterretningstjenesterne har man udviklet et system, hvorefter dokumenter klassificeres i forskellige kategorier, hvilket suppleres med, at man efter detaljerede regler og procedurer fastsætter, hvilke personer der kan få adgang til oplysningerne på de forskellige niveauer. Mine betænkeligheder opstår, såfremt dette system overføres til almindelige straffesager, uanset hvor alvorlige disse måtte være. Dette vil bl.a. betyde, at forsvarsadvokater for sigtede/tiltalte ikke vil kunne få et samlet overblik over sagsforløbet i sådanne sager. Man risikerer, at en forsvarer aldrig på en tilfredsstillende måde kan få forklaret, hvad det var for oplysninger, der førte til sagen mod hans klient, og forsvareren får ikke mulighed for at vurdere lødigheden af de efterretningskilder, som var medvirkende til at sætte sagen i gang. Ulemperne herved illustreres af den aktuelle beretning i Politiken om sagen mod Arne Herløv Petersen. En anden anbefaling (nr.1) går ud på, at der i PET »etableres et center for antiterroranalyse«. Umiddelbart må det virke uforståeligt, at man kan have noget imod en central analyseafdeling, selv om denne placeres i PET. For at en regering på et forsvarligt grundlag skal kunne træffe afgørelse i disse meget alvorlige sager, må den have en vurdering baseret på et faktuelt grundlag, som bør være så omfattende og pålideligt som muligt. Det er stedse et problem for beslutningstagerne, at ikke alle oplysninger, der lægges til grund, kan verificeres. F.eks. er det ikke muligt at efterprøve oplysninger, der modtages fra fremmede efterretningstjenester eller endog ikke fra egne kilder. Oplysninger kan i større eller mindre omfang sandsynliggøres, men ikke bevises. I sidste ende vil det være et spørgsmål om tillid. Lidt (for) skarpt kan man måske sige, at PET i efterretningssager har monopol på sandheden. Ingen minister eller dommer kan ændre heri. For at bruge et billede kan man sige, at PET's opfattelse af sandheden kan sammenlignes med det billede, man ser i et kalejdoskop. PET har nærmest pligt til at gå ud fra worst case. Dette udgangspunkt får betydning for det billede, som vises i PET's kalejdoskop. Andre myndigheder og instanser har hver deres kalejdoskop, hvori deres 'glasstumper' er rystet sammen på en anden måde. Nu vil det naturligvis være besnærende, om man i et analysecenter kan mødes med hver sit kalejdoskop og i fællesskab blive enige om det 'rette' billede. Men jeg er betænkelig ved at placere et sådant center i PET. For det første får PET en dominerende rolle, når 'sandheden' skal beskrives, og vurderingen til brug for regeringen skal udformes. Under disse forhold bliver det normalt umuligt for regeringen ikke at lægge et sådant centers vurdering til grund. For det andet vil det efter min opfattelse være en fordel, om de implicerede myndigheder hver for sig kan beholde deres eget kalejdoskop, således at ministrene kan få indblik i, at sandheden i de forelagte sager ikke nødvendigvis er helt entydig, og at der er nuancer i vurderingerne. Derfor bør styringen af det nødvendige analysearbejde ikke placeres i PET med risiko for, at trusselsbilledet lægges fast i PET's optik. Det kan være en god ide med et sådant center, men det bør organisatorisk knyttes til regeringens Sikkerhedsudvalg, og det skal under alle omstændigheder være muligt på højt embedsmandsplan at ryste kalejdoskopet. Og det gør man bedst ved alene at lade PET være underleverandør af oplysninger og vurderinger. Arbejdsgruppens anbefalinger indeholder ingen overvejelse om, hvilke andre muligheder der kunne vælges for at styrke den operationelle indsats mod terrorisme og anden alvorlig kriminalitet. Betænkningen omtaler heller ikke de igangværende overvejelser om en reform af politiet. Efter min opfattelse kan den omstændighed, at PET har ansvaret for VIP-opgaver, ikke få afgørende betydning for, om man skal følge arbejdsgruppens forslag eller ej. Jeg har selv i sin tid brugt det argument, at VIP-opgaver bør placeres i den politiafdeling, som er nærmest de afgørende efterretningsmæssige oplysninger, men dette er kun et blandt flere synspunkter, og under alle omstændigheder kan argumentet ikke få afsmittende effekt for arbejdsgruppens forslag om en overførsel af NEC's arbejdsopgaver til PET. Jeg har omtalt nogle forhold, som efter min opfattelse sætter et spørgsmålstegn ved, om det er klogt under overskriften 'kampen mod terror' at samle så megen magt og ansvar i PET. Afslutningsvis vil jeg derfor opfordre til, at der iværksættes en grundig og indgående vurdering af de foreslåede interne omstruktureringer af politiets forhold. Beslutningerne haster næppe mere, end at de kan vedtages som led i den samlede terrorlovgivning og under hensyn til den gennemgribende ændring i politiets struktur, der alligevel skal behandles i Folketinget umiddelbart i begyndelsen af det nye år.