Om en generations tid er forholdet mellem Danmark og Grønland ændret radikalt. Rigsfællesskabet er opløst og erstattet af to selvstændige nationer. Grønland er omdannet til en selvstændig republik ledet af en præsident. Internationalt orienterer landet sig først og fremmest mod det nordamerikanske kontinent. Hernede i Danmark sukker vi over 'hensvundne dage', hvor danskere og grønlændere pendlede over Atlanten for at holde liv i snart 300 år gamle forbindelser. Kravet om selvstændighed har fået ny vind i sejlene i Grønland gennem de seneste 5-10 år. Befolkning, politikere, faglige ledere m.m. oplever i stigende grad Danmarks indflydelse som en spændetrøje. Som hos ethvert andet folk ligger drømmen om den totale frihed dybt i grønlænderne. I kølvandet på forandringerne i den politiske og økonomiske verdensorden - østblokkens sammenbrud, EU's udvidelse, Kinas økonomiske stormløb og så videre - øjner små og store folkeslag nye muligheder for mere frihed. Som et spøgelse fejer denne frigørelse henover kloden. Et mylder af nye lande er (gen)opstået i det tidligere kommunistiske Østeuropa og i Mellemøsten står demokrati og selvstyre højt på den politiske dagsorden. I relativ ubemærkethed nedsatte Danmark og Grønland i 2004 en fælles selvstyrekommission, som næste år vil barsle med konkrete forslag, der vil betyde starten på en helt ny epoke i det dansk-grønlandske forhold. Juridisk vil Grønland blive anerkendt som et selvstændigt folk med fuld suverænitet over egne anliggender, herunder udenrigspolitik, undergrund og retsvæsen, der indtil nu har været styret fra Danmark. I 2006 vil grønlænderne ved en folkeafstemning med et rungende ja bekræfte selvstyret, som så vil træde i kraft fra 2007 eller 2008. Herefter indledes en proces mod fuld selvstændighed. Og selvstændighed er, hvad det store flertal af grønlændere drømmer om. Jeg husker en meningsmåling for nogle år siden, der viste, at langt over halvdelen af befolkningen ønskede selvstændighed (ikke kun selvstyre). Ganske vist på betingelse af, at der ikke ville ske en nedgang i velstanden. De samme meldinger udgår fra den grønlandske elite. Alle taler for selvstændighed - det er kun tempoet, der er uenighed om. For at nå det endelige mål - fuld selvstændighed - vil det nye selvstyre stå over for to vigtige udfordringer: skabelsen af en selvbærende økonomi og en forøgelse af uddannelsesniveauet. Den store øvelse, når det gælder skabelsen af en selvbærende økonomi, består i at få forøget egenproduktionen (BNP) med et beløb svarende til det danske bloktilskud på over 3 mia. kroner årligt. Det kræver en BNP-vækst på omkring 40 procent (tallet bliver diskuteret), der skal fastholdes år for år. Den grønlandske økonomi er ikke just en tigerøkonomi, som den kinesiske med en årlig vækst på 8-10 procent! Et simpelt kig i Grønlands Statistiske Årbog viser, at den årlige vækst har været lidt over 2 procent i gennemsnit i de sidste 10-12 år. Forhåbentlig kan tempoet øges, ellers vil det tage årtier før bloktilskuddet kan undværes. Udfordringen bliver i øvrigt ikke mindre af, at bloktilskuddet sikkert øges, når nye områder hjemtages i forbindelse med selvstyret! Den anden store udfordring - uddannelse - har tilsvarende lange udsigter. Mere uddannelse er en nødvendighed bl.a. for at gøre Grønland uafhængig af tilkaldt arbejdskraft. Et kig i Statistisk Årbog viser, at vejen er lang. Antallet af tilkaldte - cirka 6.000 - er ikke faldet mærkbart de seneste 10 år. Ifølge den grønlandske del af den danske magtudredning er omkring to tredjedele af de ledende personer i forvaltningen og det offentlige erhvervsliv p.t. danskere! Konklusionen er, at 'selvstændigheden' i første omgang vil være begrænset til det politiske område, der til gengæld vil give grønlænderne indflydelse på så at sige alle livets forhold: kultur, uddannelse, sociale vilkår, udenrigspolitik, råstoffer og så videre. Først på længere sigt er økonomisk og faglig selvstændighed realistisk. Man kan håbe, at økonomien får mere turbo på, når grønlænderne mærker frihedens vingesus og som en følge heraf engagerer sig mere i erhvervsliv, arbejdsliv, uddannelsesliv og så videre. At ansvaret vil blive taget, når det rent faktisk er der. Sådan som det f.eks. har været tilfældet i flere af de tidligere sovjetdominerede lande i Østeuropa. Uanset graden af selvstændighed er der ingen tvivl om, at det kommende selvstyre vil vende op og ned på forholdet mellem Danmark og Grønland. Det vil starte med små forandringer de første 5-10 år, hvor forholdet til Danmark vil være fastlåst i traditionelle mønstre. Men på lidt længere sigt, når Grønland for alvor begynder at føre sin egen udenrigspolitik, vil større forandringer sætte ind. Der er allerede udsendt nogle signaler, der peger på en løsere tilknytning til Danmark. F.eks. den ny aftale med USA i 2004 (Igaliku-aftalen), der gav USA lov til at udbygge Thule-radaren, så den kan anvendes i missilforsvarssystemet, mod til gengæld at forpligte sig til et tættere samarbejde med Grønland inden for en lang række ikke-militære områder: handel, turisme, uddannelse, videnskabelig forskning m.m. På kortere sigt arbejdes på etableringen af en permanent flyrute mellem Grønland og USA, der kan blive et symbol på bruddet med Danmarks monopolistiske stilling over for Grønland. Lars-Emil Johansen har i samme boldgade luftet muligheden af, at Grønland tilknyttes NAFTA, det nordamerikanske handelssamarbejde. Der er også i Grønland mange fortalere for at gøre engelsk til første fremmedsprog. I den nye Igaliku-aftale er der gjort parat til, at unge grønlændere kan studere ved amerikanske læreanstalter. Grønland har i forvejen en række aftaler med Canada, bl.a. omkring uddannelse. Stærkere bindinger til det nordamerikanske kontinent vil sandsynligvis blive suppleret med et tættere samarbejde med EU. I de igangværende forhandlinger med EU om en ny fiskeriaftale forsøger grønlænderne til gengæld for fiskerirettigheder, at opnå aftaler med europæerne om turisme, uddannelse, råstoffer, kultur m.m. Endnu et forsøg på at gøre sig fri af dansk indflydelse. Et regulært medlemskab af EU på længere sigt kan ikke udelukkes. Endelig har vi for nylig set en grønlandsk handelsdelegation besøge Kina for at påvirke kineserne til at bruge mere af deres stigende indkomster på grønlandske fiskeprodukter. Det er dog ikke første gang, der er kontakt den vej over. Om en generations tid vil vi således se et Grønland, der har vendt blikket mod vest og placeret sig økonomisk, kulturelt og sikkerhedspolitisk op ad sine naboer dér: USA, Canada, Nunavut. EU er blevet Grønlands europæiske forbindelse. Det økonomiske, politiske, videnskabelige m.m. samarbejde med Danmark vil være mere eller mindre afbrudt. Grønland vil have forladt Nordisk Råd og Royal Greenlands udenlandske fabrikker vil være flyttet fra Danmark til lavtlønsområder rundt omkring i verden. Et totalt brud med Danmark kan man ikke forestille sig. Grønlandske politikere har bedyret, at selvstændighed ikke betyder afslutningen på de nære forbindelser med Danmark. Ved højtidelige lejligheder betones de venskabelige og historiske bånd mellem Danmark og Grønland og mellem danskere og grønlændere, og ønsket om at bevare dem langt ud i fremtiden. Man kan dog tvivle på holdbarheden af de venlige erklæringer, der ikke er i fuld overensstemmelse med hverdagens utilfredshed med den dominerende danske indflydelse inden for sundhedsvæsen, det sociale system, uddannelsessystemet m.m. - en indflydelse, der ofte betragtes som fucked up. Hvor tit har grønlændere og danskere i det hele taget delt roser ud til hinanden? Uanset resultatet bør Danmark dog støtte selvstyreprojektet. Fra officiel dansk side får projektet da også fuld opbakning. Næstformanden for selvstyrekommissionen Chr. Majdahl har endog udtalt, at han ikke vil stille sig hindrende i vejen for grønlandsk selvstændighed såfremt grønlænderne ønsker det, men tværtimod medvirke til at skabe en fornuftig og rimelig løsning for begge parter. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtalt, at 'det er helt naturligt, at folk ønsker mest mulig selvbestemmelse over egne forhold'. Det er jo strengt taget også meningsløst i en globaliseret verden at pleje territoriale interesser. Det meste af verden er blevet frit tilgængeligt med fjernelsen af toldmure og andre handelshindringer. Dansk Undergrunds Consortium (DUC) kan operere (næsten) hvor som helst i verden - sandsynligvis også i Grønland efter selvstændigheden. Vores eventuelle tab af eksport til Grønland vil blive opvejet af besparelser på bloktilskuddet og så videre. Forretningsmæssigt har vi intet at tabe. Og udenrigs- og sikkerhedspolitisk har Danmark (og USA) med den nye Igaliku-aftale sikret sine interesser langt ud i fremtiden. Det er svært at sige, hvordan den brede danske befolkning vil forholde sig til et selvstyret - og senere helt selvstændigt - Grønland. Det nuværende rigsfællesskab opleves nærmest som en selvfølge, men hvad sker der når det reelt 'nedlægges' og omdannes til et partnerskab, der giver grønlænderne magten over egne anliggender? Mange danskere deler f.eks. ikke Fogh-regeringens begejstring for Igaliku-aftalen, om hvilken fredsforskeren Jan Øberg har sagt, at den »øger risikoen for en atomkrig og er en intellektuel og moralsk kapitalbrøler«. Også de vilkår tilkaldte (og fastboende) danskere tilbydes under det nye selvstyre, kan komme til at påvirke vores forhold til Grønland. Vores rolle som økonomisk hoveddonor har givet os en række fordele. Vi har fået foræret 'billige' adgangsbilletter til et land med mange spændende udfordringer. Grønland har været en 'legeplads' for tusindvis af danskere: turister, tilkaldte, eventyrer, forskere og så videre. Sådan bliver det næppe fremover. Vil Grønland begynde at føre en stram 'dansk' indvandrerpolitik med f.eks. skærpede krav til sprogkundskaber og tilpasning til grønlandske værdier? Om en generations tid kan man forestille sig, at forholdet mellem Danmark og Grønland først og fremmest vil være baseret på overlevede familiære og venskabelige bånd mellem danskere og grønlændere. Herboende grønlændere - omkring 14.000 - vil næppe i større tal forlade Danmark på grund af selvstyrets indførelse. Der vil også fortsat være økonomiske forbindelser, fordi danskere vil blive siddende på centrale områder af det grønlandske erhvervsliv. Danske forskere vil stadig, men i mindre omfang end nu, udføre opgaver i Grønland på grund af en ekspertise og erfaring, andre landes forskere ikke har. Ellers må det forventes, at amerikanske og europæiske forskere i højere grad kommer til at overtage danskernes plads. Endelig vil Grønland en generation frem, stadig være tvunget til at benytte højtuddannet arbejdskraft udefra, hvoraf en del vil blive rekrutteret i Danmark. Under alle omstændigheder vil Rigsfællesskabets sammenbrud efterlade følelsesmæssige smerter, selv om ægteskabet mellem Danmark og Grønland først ender med skilsmisse efter en længere separationsfase. Jeg vælger at tro på en lykkelig skilsmisse. Ægteskabet mellem Danmark og Grønland har udviklet symbiotiske træk. Forbindelsen er ikke fuld tilfredsstillende for nogen af parterne. Grønland hæmmes i sin videre udvikling som selvstændigt folk og Danmark plages af et 'G-60-syndrom' (dårlig samvittighed) på grund af de 'ulykker' vi har påført - og påfører - Grønland. Spøgelser er normalt angstskabende, men det frihedens spøgelse, der er på spil i Grønland - og mange andre steder i verden - er trods alt ude i en god og helende mission.