Den franske folkeafstemning 29. maj 2005 afslørede en dyb tillidskrise i forhold til det europæiske projekt. En krise, som løber tværs over hele vort kontinent. For at afhjælpe denne krise skal vi genoplive den europæiske ånd og finde styrke til en ny fremdrift. Europa må ikke gå i stå, når resten af verden sætter farten op, medmindre det fralægger sig ansvaret for sin skæbne. Jeg er overbevist om, at meningen med franskmændenes nej til forfatningstraktaten ikke var at fornægte et halvt århundredes europæisk engagement. De udtrykte deres utilfredshed, deres bekymringer, over for et Europa, der ikke formår at berolige dem omkring deres nuværende situation og indgyde dem tillid til fremtiden. Vi vil svare på deres forventninger ved resolut at bekræfte kursen for et stærkt Europa; et Europa, der er i stand til at udnytte og forøge sine aktiver, og som kan åbne nye horisonter for sin ungdom. Et vækstens og beskæftigelsens Europa, der gør os stærkere, og som beskytter os. Et Europa, der handler i overensstemmelse med den humanistiske arv, hjertet i den europæiske identitet. Europa bærer i sine gener historien om vore krige og forsoninger, mindet om vore kampe for frihed og for social fremgang. Europas model er en social markedsøkonomi. Grundstenen er en alliance mellem frihed og solidaritet, en offentlig magt, der er garant for den almene interesse. Menneskets værdighed er i centrum af dette samfundsprojekt. At give afkald på dette ideal ville være at forråde sin europæiske arv. Det er derfor, Frankrig aldrig vil gå med til at se Europa begrænset til kun at være en frihandelszone. Det er derfor, vi skal genoptage projektet for et politisk og socialt Europa, baseret på solidaritetsprincippet, at styrke projekternes Europa - for væksten, for beskæftigelsen og for sikkerheden. Vore lande står over for store økonomiske og sociale udfordringer: aftagende vækst, skærpelse af den internationale konkurrence, demografiske udfordringer, klimaforandringer og høje oliepriser, stigende migrationspres. Mellem illusionen om selvtilstrækkelighed og begejstringen for at åbne op for alle globaliseringens vinde udgør et forenet og samlet Europa en uerstattelig handlingsramme for løsningen af disse udfordringer. Det sikrer os kritisk masse over for verdens kæmper. Vore medborgere forventer, at Europa giver de rette svar på disse udfordringer, der berører dem direkte. Lad os benytte de næste tre europæiske møder til sammen at forny den europæiske handling. Unionens stats- og regeringschefer mødes i morgen i Hampton Court. Vort mål er enkelt: at gengive Europa den dynamik og handlekraft, der udgør dets styrke. Europa har alle forudsætninger for at placere sig forrest i verdensøkonomien. Men stående over for den internationale konkurrence haster det. Det er nødvendigt, at Europa bliver stærkere inden for forskning og innovation, en forudsætning for fremtidens konkurrencedygtighed og beskæftigelse. Tyskland og Frankrig har allerede iværksat vigtige programmer for bioteknologi, informationsteknologi og nanoteknologi, fremtidens forskningsområder. Jeg foreslår, at vi udvider dette initiativ til at gælde hele Europa. For at nå dertil skal vi finde de nødvendige midler hos medlemsstaterne og i EU's budget. Men vi skal også skabe os et spillerum. Frankrig foreslår at mobilisere Den Europæiske Investeringsbank for at fordoble den europæiske forskningskapacitet. Lad os sammen med Den Europæiske Investeringsbank skabe et redskab med 10 milliarder euro til sin rådighed, der kan fungere som løftestang for offentlig og privat medfinansiering og gøre det muligt at investere i alt 30 milliarder euro i forsknings- og innovationsprojekter frem mod 2013. Vort svar på globaliseringens sociale konsekvenser skal være mere resolut. Når visse store virksomheder tilrettelægger deres globale strategi udelukkende med en kortsigtet økonomisk gevinst for øje og tager beslutninger, for eksempel om udflytning, der berører beskæftigelsen i hele EU, er vi stærkere, når vi står sammen. Det er derfor, Frankrig har ønsket, at EU-kommissionen tager initiativ til et fælles europæisk tiltag og støtter princippet om en tilpasningsfond for globalisering som foreslået af kommissionens formand Barroso. I dag står vi over for en æra med dyr olie og i morgen en post-olie-æra. Kampen mod global opvarmning vil også være kendetegnende for denne æra. Ud over iværksættelsen af Kyotoprotokollen må EU stå sammen for at udtænke den nødvendige ændring af vor livsstil og vore produktionsmetoder. Dette forudsætter, at vi sikrer, moderniserer og finder nye former for energiforsyninger. Dette forudsætter også en ændring af transportformerne, af den industrielle produktion, af beboelse og byudvikling. Det er et stort samlende projekt for Europa, som skal have højeste prioritet i vor forskningsindsats, vor skattepolitik og politikken vedrørende infrastruktur. I starten af næste år vil Frankrig fremlægge et memorandum om disse udfordringer for sine europæiske partnere. Hvis den tilrettelægges rigtigt, er den internationale handels vækst en fordel for vore økonomier. Europa bør forsvare sine interesser i WTO. Med reformen af den fælles landbrugspolitik har EU, der allerede er den største importør i verden af landsbrugsprodukter fra udviklingslandene, vist vilje til, at de igangværende forhandlinger skal blive en succes. Det er nu på tide, at forhandlingspartnerne kommer med lignende forslag, med balance og gensidighed for øje, såvel på landbrugsområdet som på service- og industriområdet. Verden står over for et stigende migrationspres. Europa står i første række, som vi ser i Ceuta, Melilla, Lampedusa og Mayotte. Europa skal basere sin løsning på en helhedsopfattelse, der tager højde for sikkerhed og udvikling, med respekt for den menneskelige værdighed. En styrkelse af kontrollen ved EU's grænser og vedtagelsen af effektive aftaler om tilbagesendelse for at sikre, at illegale indvandrere kan sendes hjem, er uomgåeligt. Men dette er ikke nok. Det, der sker, er resultatet af et voksende og stadig mere chokerende skel mellem de rige og de fattige lande, for de, der rejser, ville være blevet hjemme, hvis de dér fandt anstændige levevilkår. Det er derfor, at Europa øger sin udviklingshjælp betydeligt, som Frankrig ønsker det. Sammen med Nordafrika og de afrikanske lande syd for Sahara skal Europa udarbejde et fælles initiativ, der bygger på et delt ansvar. Lad os tildele de fælles udviklingsprojekter de midler, der gør, at de kan lykkes - for eksempel ved at skabe innoverende finansieringsmetoder i europæisk skala. Det andet europæiske møde er i Det Europæiske Råd i december. For at genskabe tilliden til, at Europa fungerer godt, må vi her blive enige om det europæiske budget for 2007/2013. Udfordringen er at få Europas genforening til at blive en succes. Vi kan nå frem til en løsning i december, hvis alle viser vilje til solidaritet og ansvar. Frankrig har allerede mere end gjort sit i udarbejdelsen af den endelige aftale, der skal tage højde for de eksisterende forpligtelser. Nicetraktatens motor er ikke stærk nok til at trække et Europa med 25 medlemslande. Ingen kan benægte, at vi har brug for mere demokratiske, mere effektive og mere åbne institutioner. Under det østrigske formandskab skal vi gøre status over forfatningstraktatens ratifikationsproces i samtlige EU-lande. Frankrig ønsker at forberede dette med sine europæiske partnere, deriblandt den nye tyske regering. Samtidig kunne vi overveje, hvordan vi kunne forbedre institutionerne inden for rammerne af de eksisterende traktater, specielt hvad angår unionens økonomiske regeringsførelse, dens sikkerhed, dens udenrigspolitik og dens forsvar. Frankrig afviser tanken om en snæver gruppe lande, der fører an i samarbejdet, for unionen har brug for alle og bør respektere hver og én. Men samtidig tror jeg, at det er nødvendigt at gøre det muligt for lande, der ønsker at samarbejde ud over den fælles politik, at gøre det. Disse pionergrupper, som jeg fremlagde forslag om allerede i 2000, skal kunne skabes omkring lande, der har viljen og midlerne, og forblive åbne for alle, der er klar til at slutte sig til dem. Det er det, vi har gjort med den fælles mønt, med den frie bevægelighed af personer inden for Schengen og med forskellige initiativer på forsvarsområdet. I dette perspektiv ville det være naturligt for eurolandene at uddybe deres politiske, økonomiske og sociale integration. Europas historie er mærket af kriser, vi hver gang har overvundet, og som har ført os videre. Det vil Europa gøre igen, tro mod sine værdier og sin sociale model. Det vil sige ved at forene sine styrker i respekt for landenes, befolkningernes og kulturernes forskellighed. Det er denne opgave, som Frankrig, sammen med sine europæiske partnere, vil gøre sit yderste for at løse.