Næppe noget velfærdsgode har været udsat for et så intenst og vedvarende angreb som efterlønnen. Partiledere, Dansk Arbejdsgiverforening, fremtrædende medlemmer af ungdomsorganisationer og økonomer har kværnet løs om de superraske seniorer, der kunne og burde arbejde længere. Men i stedet nyder de det frie liv på golfbanerne eller hygger sig i deres utallige seniorklubber. Det faste omkvæd er, at ordningen er for dyr, og vi har ikke råd til at opretholde den. Lige her og nu kan det nok gå, men om 30-40 år er der endnu flere ældre, men færre til at skabe goderne. Sund logik, ikke sandt? Ordningen må afskaffes eller i hvert fald kraftigt beskæres. Jeg er selv en af disse uproduktive, der har nydt godt af efterlønnen, og som bekræfter eksperternes udsagn om, at vi lever længere. Jeg har endda overskredet middellevealderen og tillader mig at fortsætte slaraffenlivet, nu som 78-årig folkepensionist. Men jeg hverken skammer mig eller tror på argumenterne. Tværtimod er jeg både vred og forbavset over al den snak om 'ældrebyrden'. Ved nærmere eftersyn virker argumenterne overfladiske, præget af agitation og en skjult dagsorden. Men det er, som om påstandene skal bankes ind i vore hoveder som ved reklamens enslydende, men utallige gentagelser. Sådan opfatter vi det alle i den seniorklub under Metal, som jeg er med i. De fleste af de 60-70 medlemmer har 45-50 aktive erhvervsår på bagen. I fagbevægelsen er vi vant til at se på velfærdsgoderne som en solidarisk udligning mellem de forskellige kategorier i samfundet. Den, der er rask og erhvervsaktiv, yder til fællesskabet, mens den arbejdsløse, syge eller blot ældre modtager. Et sundt, fornuftigt og stærkt system. Vi har alle været unge, og vi bliver alle ældre. Men når vi nu ikke har råd ... Det er naturligvis snedigt at henvise til situationen 40 år frem i tiden. Den er der jo ingen, der kender, men det mener visse politikere, at de kan beregne sig frem til. Det samme siger nogle af de økonomer, de har spændt for vognen. Det er da også helt rigtigt, at vi lever længere, og det fører til flere folkepensionister. Men heldigvis ser adskillige eksperter anderledes på tallene end pessimisterne, f.eks. den tidligere direktør for Nationalbanken Erik Hoffmeyer. Han deltog 2001-2003 i Folketingets fremtidspanel og er en af dem, der ikke tilslutter sig de dystre prognoser. Fremtidspanelets undersøgelse kom frem til, at der er 800.000 indbyggere over 65 år, og tallet stiger skønsmæssigt til 1,2 millioner om cirka 30 år. Men det er ikke noget foruroligende tal set på baggrund af, at den aktive del mellem 15 og 65 vil være uændret eller kun lidt lavere. Det svarer til, at der skal overføres cirka 4 procent af bruttonationalproduktet (BNP) fra de aktive til de ældre. Det ligner ligeledes en utilladelig forglemmelse kun at regne med de erhvervsaktive herhjemme. Danmark er ikke en øde ø, men en del af Den Europæiske Union og kan indføre arbejdskraft udefra. Bare i første halvår af 2005 blev der givet arbejdstilladelse til 4.016 østeuropæiske borgere, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Dette er sket trods stor arbejdsløshed herhjemme. Desuden importeres der it-eksperter, selv fra fjerne lande som Indien. Dernæst har vi 900.000 uden for arbejdsmarkedet, som kan og bør skoles og oplæres. Hvad antal fødsler angår, er der sket en markant stigning i de senere år. Men heller ikke disse facts lader til at være kommet med i prognoserne. At tale om, at vi bliver færre til at producere, er der således intet belæg for. Det er arbejdspladser, vi mangler, ikke arbejdskraft. En anden ting er, at der kan blive brug for færre hænder på grund af højere produktivitet. Produktionen stiger støt og sikkert som følge af den teknologiske udvikling, men heller ikke dette lader til at interessere efterlønnens modstandere. BNP er faktisk fordoblet i løbet af de sidste 30 år. Ingen seriøs beregning kan se bort fra dette. For tiden er vækstraten lav, men stigninger på 3 procent er ikke usædvanlige i europæisk sammenhæng. Og det er produktionen, som er afgørende for, hvor meget vi har at fordele. Om de 30-40 år, der tales om, har vi - ud fra et forsigtigt skøn - igen dobbelt så meget at gøre godt med som i dag. Det skal også lige slås fast, at denne stigning i produktionen er sket, mens vi efterlønnere i de sidste 26 år har gået rundt og hygget os. Derfor er der ikke mange i min seniorklub, der tror på, at det, vi har råd til i dag, det må folk om 30-40 år afstå fra. Hvorfor oplever vi så denne voldsomme kamp mod de ældres tilkæmpede goder? Uden tvivl af flere årsager. En åbenlys grund er den indbyrdes strid mellem forskellige sociale kategorier, som synes, de får for lidt: ung, ældre, børnefamilier, studerende, kulturelle grupper osv. En anden kategori er dem, der udelukkende lægger vægt på materielle værdier og venter bedre tider, hvis skatten nedsættes. De flittigste, farligste og mest resursestærke er imidlertid den ideologiske elite og erhvervsfolkene. Velfærdssamfundet står i vejen for forsikringsselskaber og andre investorer, som kan gøre enorme forretninger, hvis de får en fod inden for vitale områder som pension, undervisning og ældrepleje. Bare i hospitalssektoren er der 20 milliarder at hente. Men velfærdssamfundets popularitet står i vejen for et sådant systemskifte. Rammen om dette samfund er blevet så bred, at den udgør et ideologisk bolværk mod privatisering. Det er uhyre svært at mobilisere vælgerne mod systemet, og her skimtes det taktiske spil med at sætte f.eks. unge og ældre op mod hinanden. Hvis det lykkes, kan de mange velfærdsordninger lettere pilles fra hinanden, bid for bid, også dem, de unge nyder godt af. Her kommer også efterlønnen ind i billedet. Når den ikke mere er der, vil private forsikringsselskaber og andre investorer etablere nye pensionsordninger og tjene fedt på det. (Alternativet er, at lønmodtagerne selv kommer dem i forkøbet). Ønsket om at træde tilbage ved de 60-62 år forsvinder jo ikke med efterlønnens afskaffelse. Enkelte politikere har udtalt, at hvis folk selv sparede op til en tidlig tilbagetræden, så ville de ikke have noget imod det. Jamen, gør de ikke det? Dels betaler den arbejdsløshedsforsikrede sit kontingent på flere tusinde om året, dernæst skal der - efter Nyrups reform - betales en ekstra præmie, hvis man ønsker at gå på efterløn. Udtalelsen sigter måske mest på den skattefinansierede del af efterlønnen, men den har lønmodtageren også sparet op til i form af skat. En privat ordning ville kun gå over andre konti, ikke skabe mere produktion. Alt tyder derfor på, at den politiske ærgrelse kun bunder i, at ingen private investorer tjener penge på den nuværende ordning. Der udbetales i dag over 20 milliarder i efterløn. Det er mange penge, hvis de kunne overføres til mere trængende grupper. Men for det første tyder praksis ikke på, at denne vilje er til stede, i hvert fald i den nuværende regering. Det viste sidste års skattelettelser, hvor de mange milliarder forsvandt i de velbjergedes lommer. 20 procent af denne gavebod blev brugt til forbedringer af egen bolig og så videre, mens 80 procent blev anvendt til besigtigelse af Keopspyramiden samt Den Kinesiske Mur. Det er klassepolitik, så det batter, bare med omvendt fortegn. De trængende så intet til pengene. Og i skrivende øjeblik udtaler en konservativ politiker i radioen, at hans parti vil arbejde videre efter disse retningslinjer. I virkeligheden er det tvivlsomt, om der er noget at spare ved efterlønnens afskaffelse. Da ordningen blev indført i 1979, faldt antallet af folk på arbejdsløshedsunderstøttelse omtrent med samme antal som antallet af nye efterlønnere. Et klart eksempel på, hvordan statistikken for de to grupper hænger sammen. Faktisk faldt de samlede udgifter til understøttelse og efterløn, fordi de efterlønnede fik mindre end dem, der var registreret som arbejdsløse. Situationen ville naturligvis være en anden, hvis der kunne etableres fuld beskæftigelse. Men med de 900.000 uden for arbejdsmarkedet har det lange udsigter med en sådan situation. Efterløn eller ej, faktum er, at produktionen stiger, og Danmark bliver stadig rigere. Spørgsmålet er, hvad vi skal bruge den voksende velstand til. Derfor er ønsket om at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet hverken egoistisk eller økonomisk belastende under de nuværende forhold. Det er simpelt hen udtryk for en glædelig, fornuftig udvikling, hvor folk er begyndt at prioritere helbred og trivsel frem for flere forbrugsgoder. Vi har nået en levestandard, hvor vi er nogenlunde tilfredse med vores materielle niveau. Eller også ligger vore ønsker inden for rækkevidde. Så hvorfor ikke unde sig selv nogle gode år efter arbejdslivet? Tendensen er den samme over hele den rige verden. I USA venter de end ikke, til de er 60 år. I Frankrig har de strejket imod regeringens forsøg på at sætte pensionsalderen op. Spørg de unge herhjemme, hvornår de vil holde op med at arbejde. Hvor mange forestiller sig at være erhvervsaktive til langt op i 60'erne? Denne holdning beskriver efterlønnens modstandere som negativ. Nogle grå hår kan ikke berettige mennesker til at slippe for at arbejde. De har mange kræfter, som kunne komme samfundet til gode. Derfor skal efterlønnen væk eller beskæres. Kun de, der er nedslidte, bør have lov til at komme på en eller anden pension. Denne tankegang kan få mange i min seniorklub til at skære tænder af raseri. Det lyder, som om det er et formål i sig selv at pine sidste gnist ud af arbejdstagerne. Først når helbredet er nedbrudt, kan de få lov til at trække sig. Så kan de få æren af at blive smidt på skrotdyngen som en anden nedslidt maskindel. Det er vel også derfor, nogle politikere hævder, at efterlønnen kun var tiltænkt mennesker med hårdt fysisk arbejde. Nu bliver folk ikke slidt ned i samme omfang, fordi det værste slid er overtaget af maskiner og computere. Ligeledes får akademikere og andre papirnussere gavn af ordningen. Disse påstande er vildt overdrevne. Nok var efterlønnen en gevinst for udslidte arbejdere, men det fremgår af kravene for at komme på efterløn, at vedkommende skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Han/hun skal være rask og arbejdsdygtig. Den syge må vente på en raskmelding for at komme i betragtning eller gå på førtidspension. Selvfølgelig er det en stor fordel, at den erhvervsaktive selv kan vælge tidspunktet for sin fratræden. Uden nærgående og ydmygende undersøgelser af hjerte, nyrer og sindstilstand. Mange faktorer spiller ind, ikke kun synlige eller fysiske skavanker. Trivslen og mulighederne for et nyt job kan være lige så vigtige som arbejdsevnen. Og så har vi ikke engang nævnt de mange stressende arbejdspladser, som der bliver stadig flere af i den skærpede konkurrence. Efterlønnen blev først og fremmest indført på grund af den kolossale arbejdsløshed i 1970'erne. Også dengang var de ældre hårdest ramt; arbejdsgiverne ville ikke satse på dem. Det var mere lønsomt at oplære en ung person i den nye teknik. En yngre medarbejder kan virksomheden have nytte af i mange år, mens den ældre kun har få år tilbage. Seniorerne er stabil arbejdskraft, hvis de bare er raske. Men mange aldersrelaterede sygdomme melder sig i tresårsalderen. Sygdomme, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med hårdt fysisk arbejde. Blodpropper, sukkersyge og øjensygdomme. Det fører til lange sygefravær, og de gråhårede står sig dårligt i konkurrencen med yngre kræfter. Jeg ved fra min sidste arbejdsplads, at der blev ført statistikker over disse lange sygdomsperioder. Med efterlønnens indførelse slap de ældre for at stå på nakken af hinanden i jagten på ny beskæftigelse. Ordningen var derfor også med til at sluse unge ledige ind på arbejdsmarkedet. Dernæst var efterlønnen en besparelse i forhold til arbejdsløshedsunderstøttelsen og har været det lige siden. Jamen, der er ikke råd, vedbliver politikerne. De mest aggressive hævder endda, at om ti år er der ikke noget, der hedder efterløn. Prøv at sige det samme om f.eks. militæret: Om en del år er der ikke noget, der hedder forsvar. Der er ikke penge til den slags ... Der er altid råd til det, man prioriterer. I vor tid foretrækker folk nogle gode år i deres livsaften frem for en uendelig strøm af nye produkter. Det er et fornuftigt valg, og det bør politikerne indstille sig på. Det er desuden en holdning, som er i tråd med advarsler fra miljøeksperter og videnskabsmænd. En uindskrænket produktion vil simpelt hen kvæle Jordens befolkning i forureningsproblemer. Så græd ikke, kære arbejdsgivere, MF'er, ungdomsorganisationer eller Cepos. Mød hellere folkets fornuftige holdning med kyshånd!