Jeg bor i et kvarter, der hedder FESL, ét kvarters kørsel med taxi fra Nilen, der deler byen. Huset ligger i en smal gyde, hvor taxier ikke vil køre ind af flere grunde. Huset, der har fire etager, ejes af den nubiske kvinde Fatma Manshya. Hun er enke og betaler kun for lys, vand og for tilslutning til tv. På første etage i huset bliver jeg indkvarteret i et værelse med en stor dobbeltseng. Et lille vindue vender ud til en luftskakt, men der kommer intet dagslys ind. I loftet hænger et lysstofrør, der brænder næsten hele døgnet. I værelset står der to store klædeskabe, hvor hele familiens tøj er anbragt. Der er et rend ind og ud ad døren til mit rum, selv efter at jeg er gået til ro om aftenen. De to søstre Shadya og Baharia sover i et værelse med drengen Mazn imellem sig ... I en anden seng i samme værelse sover så Mor Fatma og Amra. Sønnen Shazly sover på gulvet i det rum, der om dagen er det fællesrum, hvor vi spiser. I fællesrummet, der vender ud mod gyden, er der et vindue, man kan kigge ud ad for at se, hvad der sker nedenfor. Om morgenen kommer der mange forskellige æseltrukne kærrer, hvor kusken påkalder sig vores opmærksomhed ved enten at skråle op om sine varer eller ringe med en klokke. Man har et sted endog taget teknikken i brug ved at installere en højtaler, der kan overdøve enhver konkurrent. Solen kan man se lidt af, hvis man kigger lidt ned mod enden af gyden, men den kommer aldrig ind i stuen, hvor der brænder lys næsten hele dagen. Tv'et er tændt hele tiden, radioen ligeså. Det er, som om man er bange for stilheden, for at et par tanker skulle få indpas, hvis der ellers er nogen. Når vi skal spise, bliver der lagt en stor avis på gulvet, et stort fad sættes ovenpå med maden. Der bliver serveret ris, en slimet grønkålssuppe, der kaldes mullachria, og som smager herligt, dertil en gang imellem, men ikke hver dag, lidt kød eller fjerkræ, måske fisk. Man spiser meget groft brød, som man brækker i små stykker og fisker de forskellige retter op med. Jeg har dog fået min egen ske, da de nødigt vil have, jeg skal gå sulten i seng! Der er også en stor vandflaske, der går på omgang, når det hele skal skylles ned. Til slut på dette herlige måltid serveres der altid en hvinende sød kop te, måske med en lille kage til. Næsten alle kvinderne i huset er enormt fede. Så er det sagt! Det er et syn for guder, når de skal rejse sig fra gulvet. De vælter rundt med enden i vejret for at komme på højkant under stønnen og pusten, men også under latter, da de godt selv kan se det komiske i situationen. Der er dog en nabo fra huset, der har sin egen lille stol. Hun er så enormt stor og tyk, at jeg tænker: Det kan ikke passe! Men hvis hun skulle sidde på gulvet, ville vi aldrig få hende op igen. Men hun er sød og man kan ikke andet end at holde af hende, selv om jeg kun kan nå halvvejs rundt om hende, når jeg giver hende et knus til afsked. Næsten hver aften kommer der naboer fra huset på besøg. Jeg får store knus, selv fra helt tilslørede kvinder. I starten er det lidt mærkeligt at tale med en kvinde, hvoraf man kun kan se øjnene, der ofte er sørgmodige - men som sandelig også kan slå smut, kom ikke her. Når gæsterne ved midnatstid forsvinder, fortsætter kvinderne med at se fjernsyn lige til 3-4-5-tiden om morgenen. Så bliver der ro, bortset fra en radio, der messer Koranen af i lange monotone tirader, mens alle, bortset fra mig, sover. Jeg prøver en gang at liste ud og slukke for den, men næste dag får jeg at vide, at det må jeg sandelig ikke. Da familien sover til hen ad 10-tiden om morgenen, er jeg allerede ude ad døren, før de vågner. Jeg vil jo ud og se det nye kvarter, hvor jeg nu bor. Men selv om jeg har iført mig gammelt kluns, så er jeg jo turist, nok den eneste på de kanter. Det kan ikke skjules, selv om jeg prøver. Jeg føler det, som om jeg har gået ned ad Strøget i København med bare fødder, iført bastskørt og ring i næsen! Som fotograf har jeg en ide om at lave nogle få billeder. Men bare jeg lige ser et muligt motiv og lister mit kamera frem, er jeg allerede spottet ud, og man stimler sammen lige foran mig: »Hvad har du gang i, kammerat?«. Ikke uvenligt, men det går bare ikke. Jeg vil ikke bruge tid på at opnå en venlig kontakt for at få billeder i kassen. Man skal jo også indimellem opleve tingene uden at skyde hele tiden ... Jeg prøver også at gå sent ud om aftenen. For det første må jeg snige mig ud, da mine værtsfolk meget alvorligt havde advaret mig mod at gå ud alene, efter at det er blevet mørkt. Man siger, der er ret meget med narko, kriminalitet - og politiet skal man ikke regne med. Turister bliver altid anset for at være millionærer, der har penge som græs. De tanker har jeg selvfølgelig i hovedet, da jeg sniger mig ud i den mørke nat. Uden kamera, penge eller noget af værdi på mig. Hurtigt bliver jeg klar over, at mine værters advarsel ikke er helt ved siden af ... Kun få svage lamper her og der, og det er svært at finde tilbage ... Hjemme står den på skideballe! Man havde opdaget, at jeg var forsvundet, havde sendt folk ud for at finde mig. Jeg må love aldrig at gå ud alene mere. For at sikre sig imod at jeg skal stikke af igen, blev der sat en forsvarlig hængelås på gadedøren om natten. Sådan! Om dagen går det bedre. Her kan jeg strejfe om alene i de små gader, hvor de handlende passer deres små boder. Mange børn må hjælpe til med alt muligt for at få det hele til at løbe rundt. En lille pige sidder hele dagen med tre små pakker servietter, hun prøver at sælge for et par kroner. Jeg ser aldrig nogen købe af hende. Unge knægte slæber af sted med kæmpestore affaldssække, mens skidtet render dem ned ad ryggen. Andre driver bare rundt og prøver at lave et par skillinger ved de småjob, de bliver hyret til. Ved hovedgaden ind mod byen sidder hver morgen mange daglejere med deres hakker og skovle fint bundet sammen i håb om et kort job med at brække en mur eller andet ned. Gamle koner falbyder små blomsterbuketter, som ingen har råd til at købe. Mad er vigtigere. Et trøstesløst syn. Tiggeri forekommer, men bliver ofte kamufleret som en anmodning om hjælp til en syg mor, far eller barn. Når jeg indvender, at jeg jo ikke kan hjælpe hele Egyptens befolkning, og at mit land hvert år sender millioner til forskellige formål i Egypten, svarer man tit: »Dem har vi sgu da ikke fået nogen af!«. Skal man længere væk, er man nødt til at hyre en taxi. Kender man ikke prisen, koster det! Er man blevet enig om, hvad man har råd til at blive bøffet for, går det så af sted i den vilde trafik. Alle maser sig ud og ind med hornet i bund. Når der bliver et stop i den morderiske trafik, prøver fodgængere at krydse kørebanen. Hvis man ikke er nået helt over, springer man bare op på den nærmeste køler og kører med til det næste stop. Jeg ser kvinder med børn på armen foretage dette vanvittige ræs for at komme over gaden. Det går næsten altid godt, for bilisterne standser, lige før det går galt, det må man lade dem! I den del af Kairo, jeg har beskrevet, har kampen for det daglige brød førsteprioritet. Hvis maven er tom, tænker man kun på at få den fyldt igen. Alligevel har jeg selv i denne barske del af Kairo stort set kun mødt varme, hjertelige og gæstfri mennesker, som jeg med glæde tænker tilbage på. Er man på spanden, kan man altid gå til de fattige. De ved, hvad det vil sige at mangle, og de deler næsten altid det lidt, de har, med dig.