I et lille loftsrum på otte kvadratmeter i telegrafbygningen i Købmagergade i København sidder en violinist, en cellist og en pianist klar til at spille på tegn fra en mand, som står klemt op i hjørnet af rummet. Ved siden af en tekniker med store hovedtelefoner. Vi lader billedet stå et øjeblik ... Vi er i 1920'erne. I radioens barndom. For over 80 år siden. 'Radiosagen' havde i nogle år delt danskerne i to grupper. På den ene side stod 'futuristerne', der mente, at det nye medie i løbet af få år ville revolutionere hele det danske kulturliv og bringe kulturel og oplysningsmæssig velstand ud til alle de underforsynede danskere, der boede langt fra hovedstadens og storbyernes tilbud. Og på den anden side 'skeptikerne', der talte om radioen som »Øjeblikkets Raptus«, en forbipasserende modedille for teknikere og søfarende. »Det ny barn vil såmænd snart dø ganske af sig selv«, hed det overbærende under en rigsdagsdebat om radiomediets organisering. Og endelig var der de bekymrede. Det var dem, der advarede mod »radioterne«, som var smittet af »Øjeblikkets Radio-Epidemi«, hvor »højfrekvente Strømme erstatter al selvstændig Hjernevirksomhed«. Debatten havde faktisk visse lighedspunkter med 1950'ernes debat om fjernsynet, som vi jo nu alle kender fra tv-serien 'Krøniken', eller med 1990'ernes debat om internettet. I 1923 rundede antallet af radioapparater i Danmark de første 10.000, og det, der i pressen blev omtalt som radiokrigen, brød ud. Hvem skulle kontrollere det nye medie? Apparaterne kunne efterhånden købes til overkommelige priser, og antallet af radiolyttere steg næsten time for time. 'Radiosagen' var ved at blive en folkesag, og stridende parter sloges om frekvenserne. Radiobranchen - og partiet Venstre - mente, at det burde være industriens opgave at drive radiofoni. Aviserne fandt det mere naturligt, at netop aviserne (!) skulle stå for radioprogrammerne. Og Socialdemokratiet mente, at staten nok var den bedste til at tage sig af radiosagen. Også her havde debatten en vis lighed med nutidens mediedebat. Det blev staten, der vandt radiokrigen. Regeringen afgjorde sagen ved at nedsætte et radioråd bestående af repræsentanter for radiosagens stridende parter. I spidsen for rådet satte man kammerherre C. Lerche, og han fik til opgave at etablere en Statsradiofoni, som skulle kontrollere al radiospredning i Danmark. Statsradiofonien overtog æteren 1. april 1925 og gik straks i gang med at lede efter en driftsleder. 23 ansøgere meldte sig, og man drøftede længe, om man skulle vælge en erhvervsmand, en kunstner eller en administrator. En Tivolichef var også inde i billedet, men ønskede ikke at opgive sin stilling i forlystelseshaven. Radiorådet valgte en musiker. En kongelig kammersanger. Manden, hvis navn i dag er uløseligt forbundet med radioens historie, var Emil Holm. Og det fik betydning for det samspil mellem musikken og radioen, som i disse dage fejrer sit 80-års jubilæum. Fra starten var kammersanger Emil Holm en glødende fortaler for at bruge radiofoniens muligheder som kulturspreder. I sine erindringer skriver han: »... at der af et fostbroderskab mellem Radiofonien og Kunsten vilde blive skabt en Kulturfaktor, en Kulturspreder af den største og mest vidtrækkende Betydning, er jeg overbevist om«. Tidligere i 1920'erne havde Emil Holm været arrangør af koncerter for arbejdsløse i København, og udbredelsen af musik og kunst til alle lå ham meget på sinde. Og så er vi tilbage ved den lille Radiotrio i studiet i Købmagergade. Hvis dette var et radioprogram, ville De nu kunne høre et stykke af Dvorak eller af Fini Henriques - mens jeg præsenterede Radiotrioen: Otto Fessel på violin, Rudolf Dietzmann på cello og Folmer Jensen på klaver. D'herrer var Statsradiofoniens første musikere. De kunne spille alt, og det var der brug for, når de på elegant og virtuos vis skulle udfylde pauserne mellem hørespil, foredrag, Pressens Radioavis, højmesser og vejrmeldinger. I løbet af sommeren 1925 voksede trioen til et orkester på syv musikere, og 28. oktober kunne 11 musikere under dirigenten Launy Grøndahls ledelse debutere som Radioorkester i udsendelseslokalet på 3. sal i Købmagergade 27. Og hermed begyndte det, der skulle blive til DR Radiosymfoniorkesteret. Selv om der i de trykte radioprogrammer for de første år optræder ensembler som Radiotrioen, Radiokammerkvartetten, Radioklaverkvartetten, Radio Danse Orkestret og Radio Orkestret, så var det faktisk stort set de samme musikere, der optrådte. Selv dirigenten Launy Grøndahl greb violinen og spillede med - blandt andet i Radioens Spillemandskvartet. Ældre orkestermusikere har senere fortalt, hvordan Grøndahls allestedsnærværelse gav anledning til practical jokes i orkestret. Engang var Radioens Spillemandskvartet med Launy Grøndahl på violin i gang med sin halve times radioprogram, og efter planen skulle Radioorkestret stå klar for at hoppe ind og spille den næste halve time med Launy Grøndahl som dirigent. Men da Grøndahl vinkede orkestermusikerne ind, vinkede de blot tilbage - og spillemandskvartetten måtte igennem 4-5 ekstranumre, før musikerne sluttede sig til. Der er ingen tvivl om, at Emil Holm gjorde en stor indsats for Statsradiofonien og for dansk musik. Men der er heller ingen tvivl om, at han til tider var i strid modvind, når han på sin egenrådige facon holdt på sit - ofte med sin fru Katharina Holm som nærmeste rådgiver. Talrige er historierne om fru Holm, som efter sigende med et svingende pendul afgjorde, hvilke musikere driftslederen burde ansætte. Og da Emil Holm rejste rundt i Europa for at udvælge den radiosender, der skulle opstilles i Kalundborg, var det også med fru Holm ved sin side - som »Aflytningshjælp«, som han skrev i sin rejserapport. Med rundt i Europa for at se på radiosendere var for øvrigt også komponisten Carl Nielsen. Få år tidligere havde han i kraftige vendinger angrebet radioen for at ødelægge den levende musik ved at »lægge koncertsalene øde og derved gøre tusindvis af musikere arbejdsløse«. Med tiden vendte stemningen til fordel for radioen og musikken. Og efterhånden blev der også plads til et mere nuanceret musiksyn i Statsradiofonien. Spillemandsmusik, dansemusik og børnemusik. Selv jazzen fik - efter en noget kølig modtagelse hos radioens ledelse - plads i sendeplanen, om end denne form for musik først kunne sendes i de sene aftentimer. Og når pænere mennesker var gået i seng, blev der stillet om og transmitteret fra Restaurant Wivex og Restaurant Nimb. Ud over musikken blev der sendt hørespil, foredrag, børnetime, Pressens Radioavis, doktor Lieberkind, søfartsmeldinger og så videre. Og da Statsradioen i 1940 fejrede 15-års jubilæum, sendte statsminister Thorvald Stauning denne hilsen: »Måtte dansk Statsradiofoni i al Fremtid være Folkets, Landets og Kulturens tjener«. Der er langt fra det lille studie i Købmagergade til musikstudierne i Radiohuset i dag, og til de studier, vi i disse måneder kan se skyde op i den ny DR By i Ørestad. Men missionen er delvis den samme. Nye opgaver og medier er kommet til, men DR er stadig folkets, landets og kulturens tjener. Og for musikkens vedkommende prøver vi stadig at efterleve Emil Holms ambition om at bringe musikken ud til danskerne. Der er kommet flere sendemuligheder, og vi har derfor kunnet lukke flere genrer ind. Med P2 i 1950 blev der åbnet yderligere for underholdningsmusikken. P3 åbnede for pop- og rockmusikkens gennembrud i 1960'erne. Og i dag er tre af radioens fire kanaler vigtige scener for præsentation af både klassisk og moderne musik. Og for hver af dem har vi fastsat mål for, hvor meget af musikken der skal være dansk. DR-radioens indsats for musikken kan man sammenfatte under overskrifterne: Spejle, Støtte og Skabe. Radioen skal spejle den musik, danskerne spiller og hører. Vi skal støtte og inspirere den musikalske fødekæde gennem konkurrencer og bestillingsværker. Og endelig skal vi selv skabe musik ved hjælp af DR's egne ensembler. Hvad er det så for noget musik, danskerne vil høre, og hvordan kan vi spille musik for alle og for enhver smag? Aldrig har musik været så mangfoldig i sit udtryk som i dag, og aldrig har genrepaletten været så bred, som den er i dag, hvor nye toner og begreber dukker op i en lind strøm. De tre af radioens fire FM-kanaler er bærere af hver sin musikfarve. P2 bringer lytterne klassisk musik, jazz og verdensmusik, P3 sender den nye rytmiske musik med unge danske navne, og P4 har fokus på musik fra de seneste fire årtier. Men med de nye digitale muligheder (DAB og netradio) kan vi nå endnu bredere rundt og stille endnu skarpere ind på de enkelte genrer. Derfor tilbyder DR i dag en række DAB- og netkanaler, der hver især har fokus på mere afgrænsede musikgenrer. Her kan lytterne selv vælge rækkefølgen af musikken. Ingen genre må længere lide under at blive henvist til de sene aftentimer, hvor tv har overtaget en stor del af medieforbruget. Her er der døgnet rundt frit valg mellem klassisk musik, jazz, rock, revy og viser, ghetto, dance, hiphop og meget mere. I jubilæumsåret 2005 vil vi udvide paletten med dansktop, folkemusik, country, evergreens, verdensmusik, modern rock, electronica og r&b. Der er musik til alle - og til enhver! Bredt og smalt - og altid med plads til nysgerrighed og overraskelser. Dansk musik er en vigtig del af vores kultur. Det er gennem dansk musik, vi finder vores identitet som danskere, og det er gennem dansk musik, vi kan udtrykke vores danske kultur. Derfor skal og vil DR altid vægte dansk musik højt. Vi har pålagt os selv at spille 15 procent dansk musik på P2, 30 procent dansk musik på P3 og ikke mindre end 50 procent på P4. Med Radiotrioens toner for 80 år siden blev der skabt en tradition for levende musik i radioen. De første år var Statsradiofonien udelukkende båret af levende musik, dels med egne musikere, dels via koncerttransmissionerne fra Wivex, Tivoli og Kilden i Aalborg. Den levende musik er også i dag radioens fundament og styrke. For det er netop med den levende musik, at vi kan tilbyde lytterne noget unikt og særligt, som de ikke kan finde andre steder eller købe sig til. Det er f.eks. koncerter med musik, der endnu ikke er eller vil blive udgivet på cd. Det er operatransmissioner fra de store udenlandske operahuse eller festivalkoncerter med internationale bands og kunstnere. Det er samlet set koncertoplevelser i et omfang, der kan mætte selv en storslugende musikforbruger. De store stjerner, de fedeste hits, den bedste musik skal kunne spilles på DR Radio. Men radioen skal også selv være med til at støtte og skabe nye talenter i musiklivet. Derfor lægger vi hvert tredje år hus til den prestigefyldte Malkokonkurrence for unge dirigenter. Derfor skyder vi nye bands af i Karrierekanonen, som et skub til unge danske musikere, der synger på dansk. Derfor udnævner vi hvert år en DR Kunstner, der får hjælp til at udvikle sit talent. Og derfor støtter vi vækstlaget i musiklivet med P2's Kammermusikkonkurrence, som finder sted hvert andet år, i år suppleret med Den Danske Strygerkonkurrence. DR har også som mål at være en del af og støtte den musikalske fødekæde. Derfor optrapper vi i 2005 arbejdet blandt børn og unge. Det sker ved at give DR Pigekor en 'lillesøster' i form af DR Juniorpigekoret, som i rækken efter Spirekor og Børnekor sikrer en hel korskole for flere hundrede børn. Samtidig har DR Radiosymfoniorkestret netop fået en 'lillebror', DR's UngdomsEnsemble, der havde sin debutkoncert i marts og allerede har vist sine evner som et eliteensemble med unge talentfulde musikere. Det hele begyndte med tre musikere i et lille studie i Købmagergade - i dag er DR Danmarks største musikalske arbejdsplads med musikere fordelt i DR Radiosymfoniorkesteret, DR RadioUnderholdningsOrkesteret, DR Big Band, DR Radiokoret, foruden de ovennævnte børne- og ungdomsensembler, som får lov til at arbejde professionelt med musikken. Og hvor det i starten var et spørgsmål om at få sat sendere op, der sikrede en landsdækkende rækkevidde, kender rækkevidden i dag ingen grænser. DR er storeksportør af dansk musik til udlandet. Gennem samarbejdet med EBU (European Broadcasting Union) sender vi hvert år 150 timers klassisk musik og 30 timers rytmisk musik ud til udenlandske radiostationer. På den måde bliver både Nielsen og Nephew præsenteret for udlandet. Samtidig turnerer DR's ensembler rundt i verden som ambassadører for dansk musik. Når DR Radiosymfoniorkestret i juni rejser til Kina og præsenterer Sigurd og Symfoniorkestret for kinesiske børn - så er det en koncert, der bliver optaget til kinesisk tv og radio og dermed når ud til flere hundrede millioner af kinesiske lyttere - med dansk musik og danske musikere. I 2005 vil vi fejre 80 års kreativt samliv mellem radioen og musikken. Vi vil investere millioner af kroner i dansk musik - og stille den til rådighed for millioner af ører.