Så nærmer vi os igen tiden for Kvindernes Internationale Kampdag. Vi skal gennem det hvert år. Ikke så meget diskussionen om kvindens ret som sådan, men hele diskussionen om, hvorfor vi stadig markerer denne dag: Når nu vi har sejret. Når nu alting er så altforbarmende godt. Vel har danske kvinder det noget bedre end de fleste andre kvinder i verden. Men 'bedre end' har nu aldrig været det samme som 'godt nok'. Og historien har også vist os, at enhver triumfant, der hviler for længe på laurbærrene, kan være sikker på snart at miste, hvad hun eller han har vundet. Når kampen for kvinderne stadig er vigtig, så skyldes det, at denne kamp ikke blot har været noget, der omhandlede den politiske dagsorden. Kampen for kvindens ret har gennem århundreder været en åndskamp. En kamp om det, der foregik inde i hjernerne. Fra Eva spiste af Kundskabens Træ til de første skriftlærde klosterkvinder. Fra dronning Dagmar til grevinde Danner og fra grevinde Danner til vor tids universitetsuddannede kvinde. Kvindens kamp har altid handlet om at blive en del af den måde, vi tænker verden på. Ét af de fænomener, som kvinden i århundreder har måttet kæmpe med, har været BIOLOGISMEN. 'Biologi' handler, som alle ved, om de processer, der foregår i levende organismer, og i naturvidenskabens barndom var yndlingsobjektet for forskerne sjovt nok kvinden. Hvilke kemiske reaktioner udgjorde dette væsen? Hvilke nervetråde fik hendes arme og ben til at røre på sig? Ja, hvad er kvinden egentligt for et dyr i åbenbaringen? Alene kvindekroppens evne til at vække mandens begær og siden omdanne sæd til blod og blod til mælk har gjort kvinden biologisk suspekt i århundreder. Et af den moderne videnskabs mærkværdigste eksempler på biologisme finder man i slutningen af 1800-tallet hos den franske neurolog Jean Martin Charcot. Charcots undersøgelsesområde var den hysteriske kvinde, og han troede, at han ved at trykke på bestemte punkter på kvindens krop kunne styre hendes sjælelige tilstande. Og dette var faktisk fremskridt i forskningen af hysteri. Før dette troede man, at hysteri skyldtes, at livmoderen (græsk: Hystera) rev sig løs og vandrede rundt i kroppen. En af behandlingsmetoderne for lidelsen var derfor at centrifugere kvinden, således at man kunne ryste livmoderen tilbage på sin rette plads. Charcot havde hævet sig over den form for hulemandsmedicin. Godt nok anvendte han stadig en såkaldt ovariepresse på sine forsøgskvinder. Men han centrifugerede dem dog ikke længere. Charcot var i øvrigt Freuds lærer i et par år, før denne besluttede sig for at grundlægge den moderne psykoanalyse, hvis grundbegreber vi alle sammen går rundt med i inderlommen. Freud centrifugerede ingen. Han bad blot kvinderne lægge sig på divanen og fortælle, hvad de havde på hjerte. Og da de havde fortalt et stykke tid, sluttede han, at de fleste af dem led af en kraftig penismisundelse. Det er jo da også en slags biologisme, kan man sige ... Biologismen handler kort sagt om forestillingen om, at kvinden i højere grad end manden er påvirket af biologiske processer. At hun er determineret af kødet, og derfor er hendes tanke også bestemt af alt andet end hende selv. Mandens tanke betragtes til sammenligning som noget nær kemisk renset. Det har været en af kvindekampens bestræbelser at gøre op med på den ene side forestillingen om den biologisk determinerede kvinde. Og på den anden side forestillingen om Den Åndsrene Mand. Et af de mere morsomme opgør med biologismen finder man i Erica Jongs bog 'Any Woman's Blues' (1990), hvor Jong hævder, at naturen giver kvinder »tredive års blindhed over for mænds ævl, så vi kan lave det maksimale antal børn«. Og når så børnene er født, forsvinder denne biologiske brandert, hvorefter kvinden bliver en farlig størrelse i det mandsdominerede samfund, fordi hun nu frit kan se manden alt for klart. Erica Jong er blot en af mange fra den såkaldte rødstrømpegeneration, som kæmpede for retten til kroppen samt retten til at tale ind i verden og tænke med den. Og når man ser ud i samfundet, ser det umiddelbart ud til, at rødstrømperne sejrede. I hvert fald forsvandt disse vildfarne biologistiske forestillinger om kvinden tilsyneladende. Den vestlige verden er i dag sprængfyldt med veluddannede kvinder. Vi har stemmeret, og der er også politikere af begge køn på tinge (dog langtfra nok). Vi har boret os ind på de højere læreanstalter (dog sjældent så langt ind som til forskergangene). Men vi laver film. Vi maler billeder. Vi skriver litteratur. Vi er blevet mainstream. Den danske kvinde er ikke længere et afvigende element i kultur- og samfundsdebatten som sådan. Og takket være p-pillen er kroppen i dag ikke, som den var i årtusinder, kvindens altafgørende skæbne. Hun er blevet fri, er hun. Ligeberettiget, er hun. Så hvorfor hive disse gamle forestillinger om kvindens åndsevner, ovariepresser og livmodercentrifuger op af mølposen? Skal vi nu ikke bare være venner alle sammen? Jo, helst. Men der er ingen grund til at være naive. De biologistiske forestillinger om kvinden lister stadig rundt og laver ravage i krogene. Ud over at være romanforfatter tilhører jeg den generation af kvinder, som i 80'erne og 90'erne strømmede til de danske universiteter. Jeg tilbragte ni år på et litterært institut, før jeg omkring årtusindskiftet sled mig fri med en kandidatgrad og min første roman under armen. Universitetet var en hård tid. Ikke på grund af stoffet, som gled nogenlunde gelinde ind. Det var mere, fordi der var udlagt forhindringer. Vi var lidt for mange kvinder på stedet, kunne vi mærke. (Jeg sværger, at jeg engang hørte en lektor kalde os 'lemmingerne'). Men selv om vi var mange unge kvinder, så kunne vi alligevel se på forskergangens kønsfordeling, at det så småt ud med karriereudsigterne den vej. Og oven i det havde vi på mit institut en højt agtet underviser, der indledte første time med at meddele os, at kvinder ikke kunne skrive bøger, fordi kvindens skaberkraft løb til moderskabet. Det var muligt, at en kvinde skrev godt, men så snart hun blev gravid, var det slut med det. Det var noget kemisk, mente han. Noget driftsstyret. Vi var cirka halvfjerds procent kvinder på årgangen. Vi var ikke uden autoritetstro, og vi var ikke uden intellektuel befippelse (det var jo karlfolkenes territorium, vi var kommet ind på, og som gæster opfører man sig pænt). Men der var da én, som prøvede at foreslå, at når kvinder havde været fraværende i litteraturen og kunsten, så kunne det skyldes socialhistoriske og ikke biologiske vilkår? Til denne påstand hev underviseren sig i skægget og grinede overbærende. »Jamen, hvad med Karen Blixen«, spurgte en anden. Og jo, hun skrev da meget godt, indrømmede læreren. Men hun havde jo heller ikke født børn. Moder- og forfatterskabet var uforenelige, og vi kunne mærke, at der var noget ontologisk anstødeligt ved en kvinde, der på den måde forsøgte at sætte sig ud over sin biologi. Vi var døtre af rødstrømpebevægelsen og havde gået i kinasko og quiltede veste i hele underskolen. så vi forstod simpelthen ikke, hvad der blev sagt til os. Havde man virkeligt løjet for os i Kikkassen? Var vores tanke bundet, mens mandens var fri? Vi var rystede og sad stille, mens budskabet sank ned i vores mystificerede hjerner og mistænkeliggjorte legemer. Og budskabet var: Kvinden kan ikke tænke selv. Det er kemiske processer, der tænker igennem hende (ligesom det i middelalderen var Gud, der talte igennem de hellige kvinder, aldrig den hellige kvinde selv). Når kvinden excellerer i noget, er det en undtagelse, og denne undtagelse må skyldes en anomali, og anomalier er enten forårsaget af biologi ... eller Gud. Kvinden er kort sagt under påvirkning af noget. Hun er lunefuld og en lille bitte smule kronisk syg. I USA betragtes PMS som en sindslidelse, og hvis du slår din mand ihjel i ugen op til menstruationen, er der gode chancer for, at du bliver frikendt. For kvinden har ikke ret meget fri vilje. Hun er styret af hormoner og den slags skidt. Sådan lød beskeden i 90'erne på Aarhus Universitet, og det gør den stadig, for den højt agtede undervisningsassistent fra mit gamle institut er siden blevet forfremmet til lektor. Og her gik vi rundt og troede, at vi var velkomne på universiteterne. At mændene nærmest ikke kunne vente med at høre, hvad vi tænkte om den verden, vi nu endelig delte sammen. Men nej, overfølsomheden - uroen - over kvindens væsen, stemme og tanke er langtfra en saga blot. Ikke engang på Humaniora. Og da slet ikke på Psykologisk Institut, hvor den gode Helmuth Nyborg stadig forsker i hormoner og kvindelig intelligens. Samme Helmuth Nyborg har i øvrigt i et forsøg på at finde ud af, hvorledes kvinden orienterer sig rumligt-matematisk ,opfundet en CENTRIFUGE, hun kan snurres rundt i. Snurre, snurre, snurre. Så kan man se, hvordan dette dyr i åbenbaringen kaldet kvinden leger med legoklodser, når hun er svimmel. Når jeg løber ind i denne type mænd - det være sig forskere, litterater, filosoffer, politikere, indremissionske præster, imamer og erhvervs- og mediefolk, der marginaliserer kvindens åndsevner - så kommer jeg altid til at tænke på en dreng i min folkeskoleklasse. Vi var ikke fyldt ti år, vi var på lejrskole, og så pludselig begyndte han at hoppe omkring bålet og råbe: »Jeg kan tisse på bål uden at brænde mig«. Og så tissede han på bålet, selv om vores snobrød ikke var færdige. Jeg er desværre alvorligt bange for, at begejstringen over evnen til at kunne tisse på ild har været en del af mandens selvforståelse, siden kvinden opfandt bålet. Der er ikke noget nyt i den som sådan. Og det er også helt fint og meget flot, at man kan tisse på bål uden at brænde sig. Hvad der er mere interessant, synes jeg, er at forsøge at forstå, hvorfor i alverden det er så vigtigt at tisse på bålet. Nu var det lige så varmt. Vi havde det godt. Vi delte jo noget - en hel verden - sammen. Det er dette spørgsmål, som vi aldrig nogensinde må ophøre med at stille os selv og mændene omkring os. Hvad skyldes denne trang til at slukke kvindens lys? Hvorfor var det vigtigt for middelalderens munke at forstå kvinden som medium for kræfter, der lå hinsides hende? Hvorfor var det vigtigt for de første naturvidenskabsfolk at forstå kvindens ånd som noget fuldt ud kontrollabelt? Hvorfor er det i år kun halvfems år, siden danske kvinder fik lov til at have en mening om samfundet og putte en stemme bagved? Og hvorfor fordeles forsker- og undervisningsstillinger på de danske universiteter stadig hovedsageligt ud fra Rip, Rap og Rup-princippet? Og nu vi er ved det, så er der al mulig grund til at gentage spørgsmålet om, hvorfor i alverden Helmuth Nyborg forsker i hormoner og deres påvirkning af kvindens teknisk-rumlige begavelse. Og så i centrifuger ... Når forskning, politik og sågar den kunstneriske verden stadig grundstøder på forestillingerne om den biologisk belastede kvinde, så skyldes det kulturelle mønstre, der ikke er aflivet. Socialiseringsspor, vi følger, selv om vi ikke ønsker det. Klichéer, vi stadig kløjes i. Og så alt det, som er svært at fange og gøre noget ved: den psykiske disponering i den chauvinistiske hjerne. Sårbarheden, usikkerheden, skrækken. Og denne disponering ville ikke være så stort et problem, hvis ikke det forholdt sig sådan, at mændene sidder på magten politisk, monetært, forskningsmæssigt, og derfor stadig i højere grad end kvinden bestemmer, hvordan verden skal tænkes. Og når verden skal tænkes omkring kvinden og ikke med kvinden, så er og bliver biologismen én af kvindens allerstørste fjender. Vi er først lige begyndt at ændre de indre og ydre forestillinger om kønnene. Men vi er på vej. Man fjerner ikke så gamle indlagte spor på en enkelt generation. Slidmærkerne sidder dybt i kulturen, og rester af de mønstre, der marginaliserer os fysisk og åndeligt, bliver hældt ind med, ja, med modermælken. Der er langt at gå endnu, mange krige at kæmpe. Men vi er på vej. De fleste mænd i min generation er kommet sig over anfægtelserne og ser kvinden som fuldt ud ligeværdig. Vel har de stadig ikke mange af vores bøger til at stå i reolerne, og vel er de ikke vilde med at diskutere politik med os, og vel slipper de nødigt bilrattet, og vel tjener de mere end os, og vel stiller de os ubegavede spørgsmål i TV-avisen, og vel har de hyret Carl-Mar Møller og Martin Østergård til at sige, at vi skal tilbede buksetrolden og helst nede på alle fire. Men alt i alt, så ser de os som fuldt ud ligeværdige væsner. Så hvorfor holder vi stadig en Kvindernes Internationale Kampdag? Jo, det gør vi, fordi det er vigtigt at huske vores historie. Og så gør vi det for ikke at falde hen i laurbærhvileriet og den underlæggende følelse af, at det er utilstedeligt at kræve mere. Når nu det går så altforbarmende godt. Og så gør vi det for ikke at glemme de evigt omstrejfende bålpissere. De findes inde i vores egne hjerner, når vi begrænser vores udtryk, vores råderum og giver køb på vores rettigheder. Men de findes også i skikkelse af universitetslektorer, forskere, sjælehyrder og politikere, og der er ingen grund til at være blåøjede, de damer. Vores bål brænder, og der er lyseslukkere nok i verden.