Det var forfærdelig koldt udenfor, selv om det kun var først på efteråret. Jeg kæmpede mig af sted mod blæsten i en næsten 45-graders stilling. Den kolde vind gjorde mine ører og min næse helt følelsesløse. Det var næsten helt mørkt i byens gader. Det eneste lys kom fra gadelygterne og nogle få vinduer. Gadelygternes lys kastede et uhyggeligt skær over gaden og fik den til at ligne en lille gudsforladt flække. Men det skulle man ikke lade sig narre af. Man vidste aldrig, hvad der gemte sig bag alle facaderne. Bag mure og vinduer var nattelivet allerede godt i gang. Klokken var trods alt kun lidt over elleve. På en husfacade på den anden side af gaden kunne jeg se sorte skygger gennem det spejlblanke vindue. De gik frem og tilbage mellem hinanden, så det var umuligt at se, hvor mange der var. En gang imellem kunne jeg høre et hysterisk grin eller et skrig, der langsomt forsvandt ud i aftenens mørke. Jeg trak jakken tættere omkring mig, bukkede hovedet og fortsatte fremad. Jo længere jeg gik, jo mere dalede mit humør. Jeg havde allermest lyst til bare at forsvinde. Jeg kunne selvfølgelig stikke af, men det forsvandt jeg jo ikke af. I hvert fald ikke for mig selv. Og det var lige præcis det, jeg havde lyst til. Der havde allerede været mange mennesker, da jeg kom derhen. Stuen var proppet med mennesker, og der var allerede godt gang i festen. Jeg kendte de fleste af dem, der var der, men der var også et par stykker, jeg ikke havde set før. Jeg smed jakken i gangen og trådte ind i mylderet. Jeg fik øje på min veninde henne ved vinduet. Hun stod lænet op ad væggen med et glas i hånden. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men en ting var helt sikkert: Det var ikke vand. Jeg råbte til hende, mens jeg vinkede med den ene arm. Men hun kunne ikke høre mig. Musikken hamrede i baggrunden og gjorde al samtale, der foregik med mere end en halv meters afstand, umulig. Jeg banede mig vej gennem mængden, hen mod hende. Da jeg var to meter fra hende, fik hun endelig øje på mig. Hun smilede bredt og gav mig et stort knus. »Det var godt, du kunne komme. Jeg har ventet på dig. Vil du ikke have en øl?«. Hun bukkede sig ned og hev en dåseøl op af en plastikpose. Hun rakte den til mig, men jeg rystede bare på hovedet. Jeg havde aldrig brudt mig om øl, eller i det hele taget om at drikke. Jeg vidste ikke noget værre end at miste kontrollen over mig selv. Det var sket én gang, og hvis det stod til mig, skete det aldrig igen. Hvor er du kedelig, konstaterede min veninde med et smil på læben, da jeg rystede på hovedet. Jeg kiggede rundt i stuen for at få et overblik over, hvem der var der. Det var ret svært, eftersom folk hele tiden flyttede sig rundt mellem hinanden som én stor flydende masse. Mine øjne søgte i mængden efter en helt bestemt person. Endelig fangede jeg et glimt af ham. Han var på vej i min retning. Jeg sank en klump og forsøgte at se naturlig og upåvirket ud. Hvilket jeg langtfra var. Mit hjerte galoperede i mit bryst, og jeg kunne mærke, at varmen med stor hast vendte tilbage til mine kinder. Han havde et par cowboybukser og en hvid T-shirt på. Selvfølgelig. Jeg kunne have sagt mig selv, at han ville have netop det tøj på. Mit yndlings. Selvfølgelig vidste han ingenting om min besættelse, og han lod ikke engang til at bemærke mig. Han var nu kun få meter fra mig, men han så stadigvæk ikke ud til at have lagt mærke til mig. I stedet for styrede han direkte hen til min veninde. Til min store skræk så jeg dem lægge armene om hinanden, og deres læber mødtes i et lidenskabeligt kys. Jeg følte mig lige pludselig meget dårligt tilpas. Det sortnede for mine øjne, og jeg følte mig forfærdelig svimmel. Tiden syntes at stå stille, indtil de langt om længe løsnede grebet om hinanden. Min veninde vendte sig mod mig og sendte mig et skinnende tandpastasmil, der virkede alt andet end ægte. Det var dråben. Jeg kunne ikke klare mere. Det følgende minut står meget tåget for mig, men jeg husker, at jeg på rekordtid fandt vej ud af huset og ud i den iskolde efterårsblæst. Jeg måtte hele tiden gå og skære grimasser for mig selv for at forhindre, at mit ansigt frøs til. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg var på vej hen, og det rørte mig heller ikke, at jeg efterhånden var kommet så langt væk, at jeg måske ikke kunne finde hjem igen. Det eneste, der var i mit hoved, var det falske smil, min veninde havde sendt mig, lige inden jeg styrtede ud af huset. Hvordan kunne hun gøre det? Hun vidste udmærket godt, hvad jeg følte for ham, og desuden havde jeg i timevis måttet høre på hendes dybe suk over sin ekskæreste. Det var simpelthen ikke til at fatte. Det gav overhovedet ingen mening. Ikke det mindste. Jeg mærkede en varm tåre trille ned ad den ene kind, men jeg tørrede den hurtigt væk med en arrig bevægelse. Jeg blev revet ud af mine tanker, da et skingert skrig flækkede stilheden i gaderne. Jeg vendte hovedet i retning af lyden og fik øje på to skikkelser inde på en lille sidevej. Så vidt jeg kunne se, var det en fyr og en ung pige. Pigen skreg og slog om sig, men fyren holdt hende fast med begge arme rundt om livet på hende. Han hev hende ind i en indkørsel og skubbede hende ned på fliserne. Hun slog og sparkede om sig, mens hun forgæves råbte om hjælp. Efterhånden blev skrigene erstattet af hulkende bønner. Jeg stod som forstenet og turde ikke røre mig ud af stedet. Jeg havde lyst til at gribe ind, men jeg gjorde intet. Jeg stod bare der og kiggede på. Pigen løftede hovedet og fik øje på mig. Hun kiggede længe på mig med bønfaldende øjne, fulde af tårer. Fyren lagde mærke til, at hun kiggede hen mod mig, og drejede hovedet i samme retning. Da han fik øje på mig, stak han hånden i lommen og trak noget op. Det blinkede svagt i skæret fra gadelygterne, og da det gik op for mig, hvad det var, kom der pludselig liv i mig igen. Først tog jeg et par skridt baglæns, og derefter vendte jeg om og løb alt, hvad jeg kunne, den vej jeg kom fra. Til min store rædsel så jeg hende forsvinde ud i mørket igen. Jeg kunne mærke tårerne løbe i stride strømme ned ad mine kinder. I et øjeblik troede jeg virkelig, at jeg var frelst, at hun villegøre noget. Men hun stod bare der og kiggede på, med tomme øjne. Det var kniven, der fik hende til at løbe sin vej. Han hev den frem fra sin jakkelomme, da han fik øje på hende. Og straks, da hun så den, bakkede hun og løb. Jeg forstod det ikke. Hvordan kunne hun bare stå der og se til uden at gøre noget. Jeg prøvede at skrige efter hende, men jeg kunne ikke. Min hals snørede sig sammen, og det eneste, jeg kunne få frem, var en svag hulken. Jeg bad ham igen og igen om at lade mig gå, men han forblev tavs. Jeg havde snart ikke flere kræfter tilbage at kæmpe imod med. Jeg var snart tvunget til at give op. Jeg var på vej hjem fra min mormors fødselsdag. Egentlig ville jeg hellere have været til fest hos en af mine venner, men min mor og far havde bedt mig om at tage med. »Hun vil så gerne se dig«, sagde de. Så jeg havde ikke rigtig noget valg. Og nu gik jeg så her, sent om aftenen, i bidende kulde, på vej hjem. Min mor og far tog bilen, men jeg havde lyst til lidt frisk luft, så jeg valgte at gå i stedet for. Der var trods alt ikke mere end to-tre kilometer hjem. Jeg var næsten hjemme, da jeg pludselig så en pige på min egen alder spurte lige forbi mig med en fart, så man skulle tro, der var nogen efter hende. Hendes øjne var spærret vidt op, og man kunne se, at hun havde grædt, for hun havde lange striber ned ad kinderne, og hendes øjne var svagt rødlige. Hun hev efter vejret, men trods det satte hun ikke farten ned. Jeg blev lidt urolig, for man løb altså ikke sådan der bare for at komme i form. Jeg stoppede op et øjeblik og undrede mig, men fortsatte hurtigt fremad igen. Det var for koldt til at stoppe op. Et par sidegader længere henne stoppede jeg op igen. Jeg lyttede ud i mørket, for jeg syntes, jeg havde hørt en lyd. Men jeg var ikke sikker. Det lød lidt som et lille barn, der græd, eller måske en kat, der mjavede. Det var svært at høre præcist på grund af blæsten. Jeg gik et par skridt fremad, og så hørte jeg det igen. Denne gang højere. Nu var der ingen tvivl. Det var ikke en kat. Jeg kiggede ned ad en af sidegaderne og fik øje på noget, der lå i en indkørsel. Jeg kunne ikke se, hvad det var, men det måtte være levende, for det bevægede sig i hvert fald. Jeg listede tættere på, og mit hjerte sprang helt op i halsen på mig, da jeg kom tæt nok på til at se, hvad det var. Et øjeblik var jeg lige ved at skrige, men jeg tog mig selv i det, i sidste øjeblik. Jeg prøvede at bevare roen, og med rystende hænder rodede jeg rundt i lommerne efter min mobiltelefon. Med skælvende fingre fik jeg trykket de tre tal ind. Jeg vidste ikke, hvor lang tid der ville gå, før politiet kunne være der, men jeg kunne ikke bare stå og vente på dem. Der ville under alle omstændigheder gå for lang tid, før de kom. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg nåede slet ikke at tænke, før jeg hørte min egen stemme. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg råbte, men det må have virket. For han løftede hovedet og stirrede lige på mig. Hans øjne faldt på min hånd, der stadigvæk holdt om telefonen. Han kiggede sig hurtigt omkring, inden han forsvandt lydløst ind mellem husene. Jeg stod lidt og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Langsomt nærmede jeg mig pigen. Hun lå helt stille midt i indkørslen. Jeg listede helt hen til hende. Hun så ikke for godt ud, men hun var i live, og det så ikke ud, som om hun havde fået andet end overfladiske sår. Men det var også slemt nok. Hun drejede langsomt hovedet og kiggede op på mig. Jeg stirrede ind i hendes øjne, og jeg kunne se hendes læber forme et lydløst 'tak'. Ligesom jeg skulle til at give op, fik jeg øje på noget ude ved vejen. Først troede jeg, at pigen fra før var kommet tilbage, men da jeg så bedre efter, kunne jeg se, at det var en anden pige. Hun listede langsomt nærmere, og jeg kunne se chokket i hendes ansigt, da hun kom tæt nok på til at se det hele. Jeg så hendes mund åbne sig for kort efter at lukke sig igen. Jeg bad til, at hun ikke ville løbe væk uden at gøre noget, ligesom den anden pige havde gjort. Jeg tror, mine bønner blev hørt, for hun trak en mobiltelefon op af lommen. Jeg brugte mine sidste kræfter i et forsøg på at holde ham på afstand, men mine kræfter var brugt op. 'Mine arme ville ikke længere slå, og mine ben ikke længere sparke. Ligesom jeg var parat til at give op, hørte jeg et råb. Han flyttede sig en smule for at se, hvor råbet kom fra, og da han fik øje på hende, gik der ikke lang tid, før han forsvandt ind i skyggerne. Jeg havde ikke flere tårer tilbage, og mine øjne sved helt forfærdeligt. Jeg følte mig underligt tom indvendig. Som om der ikke var noget tilbage af mig selv. Jeg sank ned på jorden, ude af stand til at bevæge mig. Det sidste, jeg så, inden jeg lukkede øjnene, var ansigtet på min frelsende engel. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig den aften i september. Hvorfor jeg bare stod der, som en tilskuer, og kiggede på, inden jeg vendte om og løb min vej. Der er ikke gået en dag siden, uden at pigens fortabte ansigt har hjemsøgt mig. Og jeg bebrejder hende ikke. Hvis jeg var hende, ville jeg også hade mig. Men jeg tror ikke, der er nogen, der hader mig lige så meget, som jeg selv gør. Det bliver bare værre og værre for hver dag, der går, og jeg kan snart ikke leve med det længere. Jeg vil aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv for ikke at have grebet ind. Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og gribe ind, ville jeg uden tvivl gøre det. De konsekvenser, det muligvis kunne få for mig selv, hvis jeg greb ind, ville altid være at foretrække frem for det liv i helvede, jeg nu levede. Selv om mit eget liv er så godt som ødelagt, kan det ikke måle sig med, hvordan hun må have det. Og det er min skyld. Jeg kunne have forhindret det, men jeg gjorde ingenting. På grund af mig er der nu endnu en fortabt sjæl her på jorden. Hver eneste dag tænker jeg på den aften. Jeg ser tydeligt pigens ansigt for mig. Tomheden i hendes øjne, da hun langsomt begyndte at bakke væk. Jeg ved ikke helt, om jeg skal hade hende eller have ondt af hende. Jeg føler et lille stik i hjertet, hver gang jeg tænker på hende, og jeg kan ikke lade være med at føle en vis afsky for hende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis den anden pige ikke var kommet. Det er mig stadigvæk ubegribeligt, hvordan hun kunne stå der og se på, uden at gøre noget. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun har det mindst lige så slemt som mig. Måske endda værre. Jeg var ikke det eneste offer. Forskellen var bare, at hun havde et valg. Hun ved jo ikke, at der kom en anden efter hende. En, som hjalp. Jeg glemmer aldrig den blæsende efterårsaften. Blikket i hendes øjne, lige inden hun lukkede dem. De var så klare, at de nærmest skinnede i mørket. I så stor kontrast til hendes tilstand. Først da jeg hørte sirener nærme sig, gik det op for mig, hvad der var sket, og jeg brød sammen i gråd. Det, der påvirkede mig mest, var at se hende ligge der på jorden, helt stille og hjælpeløs. Og på trods af alt det, hun havde været igennem, havde hun alligevel overskud til at se mig i øjnene. Man skulle nok tro, at jeg følte mig som en slags helt nu. Men det gør jeg langtfra. Selvfølgelig er jeg glad for, at jeg kunne hjælpe. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg kunne have forhindret, at hun i det hele taget blev overfaldet, hvis jeg var kommet forbi noget tidligere. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg ikke kan bebrejde mig selv det, der skete. Men det er umuligt for mig at lade være med at tænke sådan. Der er altid en masse 'hvad nu hvis?'er. Jeg var tilfældigvis til stede, på rette tid og sted, men det kunne lige så godt have været en anden, der blev hendes frelser.