0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De unge fædres krise

Yngre, privilegerede familiefædre i trediverne - men uglade, irritable, fraværende, i krise. Dem ser kronikøren flere og flere af som cand.psych. og terapeut, for ikke kun i kongefamilien rammer skilsmisserne tidligere i vore dage.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er mange mulige forklaringer på, at småbørnsfamilien på Schackenborg skal skilles. I den kulørte presse ser man en yngre familiefar helt ude af balance. Uanset om det er en rimelig gengivelse af den royale virkelighed, er det et fænomen, jeg kender særdeles godt fra mit arbejde som terapeut.

Jeg har mødt flere og flere af dem i de senere år, de yngre familiefædre i 30'erne. De er tilsyneladende privilegerede med gode kort på hånden. Men de trives ikke, de er uglade og irritable, trækker sig, er ikke rigtig til stede i familien. De er i krise.

Deres konflikter er ikke nye, men resultatet er blandt andet, at skilsmisserne generelt ligger tidligere end før. Nu rammer krisen, mens børnene er små, hvor den tidligere først meldte sig efter flere års ægteskab, når børnene var blevet større.

For mange mænd kommer det som et chok at blive fædre og skulle leve et etableret familieliv med det ansvar, de forpligtelser og den bundethed, det indebærer. Man er begyndt at tale om, at også mænd kan få fødselsdepressioner.

Der har i mange år været fokus på vanskeligheder ved at leve et kvindeliv med spiseforstyrrelser og fødselsdepressioner - men vi har stort set ikke hørt fra mændene endnu. Det er jo en kendt sag, at mænd går mere alene med deres problemer. De er generelt ikke så formulerede om det, der tynger dem, men nogle er begyndt at åbne sig og give (indirekte) udtryk for, at der er noget galt.

De føler sig fanget, stækket og ufrie, skiftevis apatiske og desperate. De kan hverken finde ud eller ind.

De tilhører et miljø og en generation, der voksede op i 1970'erne med optimisme, drømme, frihedsideer og fornemmelsen af utallige muligheder. Med ambitioner om at lykkes og realisere sig selv, for 'man kan, hvad man vil', har de lært hjemmefra. De har store forventninger og store krav til livet.

Som alle mennesker før dem bliver de konfronteret med illusionstabet, at det virkelige liv ikke svarer til idealerne og drømmene. Illusionstabet og reaktionerne herpå hører med til at være menneske. Men det er min erfaring, at illusionstabet er særlig vanskeligt at forholde sig til for denne generation af mænd i 30'erne, siden deres reaktioner er så voldsomme. Er de simpelthen dårligt rustede til at møde virkeligheden?

Illusionstabet udløses ofte af ydre tab, for eksempel et dødsfald, et brudt parforhold eller et vigtigt arbejdsforhold, der slutter. Men begyndelsen på en krise kan også være den indre oplevelse af skuffede forventninger og tabte drømme.

Når livet ikke lever op til de ideelle fordringer, bliver de unge mænd skuffede, frustrerede og vrede, efterhånden som erkendelsen skrider frem. Illusionstabet er altid smertefuldt, men der er forskellige måder at forholde sig til smerten på. De typiske reaktioner er:

- at gøre sig usårlig og ikke mærke noget. Alt bliver gråt, og man kan ikke rigtig glæde sig over noget. Livet har ingen intensitet, alt bliver lidt tomt og koldt, man bliver mekanisk og zombieagtig. Man lever altså ikke rigtig, men man bliver fri for smerten;

- at vedkende sig smerten og mærke den fuldt ud. Der er en risiko for, at man bliver så ubeskyttet og sårbar, at man har svært ved at fungere og klare dagligdagens krav, hvilket i sig selv kan være angstprovokerende. Man kan blive som et uelsket barn, der har brug for konstant opmærksomhed fra omgivelserne for at opretholde sig selv, men så føler man sig i det mindste levende i modsætning til det halvliv, hvor man ikke mærker smerten. Nogle prøver endda at fastholde smerten og nærmest dyrke den for at bevare følelsen af at være i live;

- at nægte at give slip på illusionerne, som i øjeblikket føles livgivende i modsætning til følelsen af tomhed. Positionen er dog svær at opretholde for dem, der egentlig har gennemskuet illusionerne og ved, at de lever på et falsk grundlag. Netop de ressourcestærke unge mænd ved sandsynligvis, at de på den måde risikerer at sidde fast i dette stadium af fremmedgjorthed og hjemløshed;

- eller endelig at acceptere livet på godt og ondt, herunder illusionernes spil. Leve med kærlighed til det mangfoldige, modsætningsfulde og ufuldkomne liv.

En naturlig reaktion på tabet, smerten, tomheden og den manglende livsglæde er længslen efter noget andet og bedre. Mange misforstår det som længsel efter noget uden for dem selv, når det i virkeligheden handler om en indre proces.

De kriseramte unge familiefædre er tilbøjelige til at projicere længslen efter forløsning over på en anden kvinde. Selv om de gennemskuer, at 'den anden kvinde' er en projektion, er den svær at mane i jorden, for det opleves som at opgive mulighederne og intensiteten i livet.

Samtidig kommer de nemt til at fornægte og undervurdere det liv, de har, og måske endda bekæmpe det. For hvis de virkelig overgiver sig til det eksisterende, opgiver de drømmen om et andet liv.

Derfor bliver de ofte hængende midtimellem, hvor de hverken forfølger drømmen eller fuldt ud lever det liv, de er i. For hvis de følger drømmen, mister de det eksisterende, som pludselig bliver meget værdifuldt, når det kommer til stykket. Som regel aner de også, at drømmen netop er en drøm, som mister magien, hvis den bliver til virkelighed og dagligdag. De vil ikke følge drømmen, men de vil heller ikke give slip på den.

Dette dilemma er større for mænd end for kvinder, for mændene kan bedre komme af sted med at svæve mellem drøm og virkelighed. De kan sidde fast meget lang tid i længslen efter uskyldstilstanden før illusionstabet.

Kvinderne bliver derimod tidligt konfronteret meget konkret med den fysiske og biologiske virkelighed. De mærker realiteterne på deres egen krop. Graviditet, børnefødsler, pleje og ansvar viser det virkelige liv i al dets råhed, smerte og glæde. Kvinden i 30'erne må overgive sig til realiteterne, ligesom hun senere må overgive sig til overgangsalderen, hvor mange mænd har mulighed for at begynde på en ny omgang med en yngre kvinde.

Kvinderne venter ganske vist længere med at få børn end i tidligere generationer, men de er pinagtigt opmærksomme på, at deres uforpligtende ungdomsliv er på lånt tid.

Vi lever i en ungdomsdyrkende og materialistisk kultur. Det gælder altså om på den ene side at fastholde sin ungdom længst muligt og på den anden side at skabe velstand for sig selv og sin familie. Den unge familie prøver derfor at bevare et krævende socialt liv, samtidig med at både manden og kvinden arbejder meget for at have råd til høj husleje og dyr livsstil. Det betyder, at Danmark er et af de lande i verden, hvor børn tilbringer længst tid i institutionerne. Det er nærmest umuligt at få de sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige ambitioner til at mødes.