Der er mange mulige forklaringer på, at småbørnsfamilien på Schackenborg skal skilles. I den kulørte presse ser man en yngre familiefar helt ude af balance. Uanset om det er en rimelig gengivelse af den royale virkelighed, er det et fænomen, jeg kender særdeles godt fra mit arbejde som terapeut. Jeg har mødt flere og flere af dem i de senere år, de yngre familiefædre i 30'erne. De er tilsyneladende privilegerede med gode kort på hånden. Men de trives ikke, de er uglade og irritable, trækker sig, er ikke rigtig til stede i familien. De er i krise. Deres konflikter er ikke nye, men resultatet er blandt andet, at skilsmisserne generelt ligger tidligere end før. Nu rammer krisen, mens børnene er små, hvor den tidligere først meldte sig efter flere års ægteskab, når børnene var blevet større. For mange mænd kommer det som et chok at blive fædre og skulle leve et etableret familieliv med det ansvar, de forpligtelser og den bundethed, det indebærer. Man er begyndt at tale om, at også mænd kan få fødselsdepressioner. Der har i mange år været fokus på vanskeligheder ved at leve et kvindeliv med spiseforstyrrelser og fødselsdepressioner - men vi har stort set ikke hørt fra mændene endnu. Det er jo en kendt sag, at mænd går mere alene med deres problemer. De er generelt ikke så formulerede om det, der tynger dem, men nogle er begyndt at åbne sig og give (indirekte) udtryk for, at der er noget galt. De føler sig fanget, stækket og ufrie, skiftevis apatiske og desperate. De kan hverken finde ud eller ind. De tilhører et miljø og en generation, der voksede op i 1970'erne med optimisme, drømme, frihedsideer og fornemmelsen af utallige muligheder. Med ambitioner om at lykkes og realisere sig selv, for 'man kan, hvad man vil', har de lært hjemmefra. De har store forventninger og store krav til livet. Som alle mennesker før dem bliver de konfronteret med illusionstabet, at det virkelige liv ikke svarer til idealerne og drømmene. Illusionstabet og reaktionerne herpå hører med til at være menneske. Men det er min erfaring, at illusionstabet er særlig vanskeligt at forholde sig til for denne generation af mænd i 30'erne, siden deres reaktioner er så voldsomme. Er de simpelthen dårligt rustede til at møde virkeligheden? Illusionstabet udløses ofte af ydre tab, for eksempel et dødsfald, et brudt parforhold eller et vigtigt arbejdsforhold, der slutter. Men begyndelsen på en krise kan også være den indre oplevelse af skuffede forventninger og tabte drømme. Når livet ikke lever op til de ideelle fordringer, bliver de unge mænd skuffede, frustrerede og vrede, efterhånden som erkendelsen skrider frem. Illusionstabet er altid smertefuldt, men der er forskellige måder at forholde sig til smerten på. De typiske reaktioner er: - at gøre sig usårlig og ikke mærke noget. Alt bliver gråt, og man kan ikke rigtig glæde sig over noget. Livet har ingen intensitet, alt bliver lidt tomt og koldt, man bliver mekanisk og zombieagtig. Man lever altså ikke rigtig, men man bliver fri for smerten; - at vedkende sig smerten og mærke den fuldt ud. Der er en risiko for, at man bliver så ubeskyttet og sårbar, at man har svært ved at fungere og klare dagligdagens krav, hvilket i sig selv kan være angstprovokerende. Man kan blive som et uelsket barn, der har brug for konstant opmærksomhed fra omgivelserne for at opretholde sig selv, men så føler man sig i det mindste levende i modsætning til det halvliv, hvor man ikke mærker smerten. Nogle prøver endda at fastholde smerten og nærmest dyrke den for at bevare følelsen af at være i live; - at nægte at give slip på illusionerne, som i øjeblikket føles livgivende i modsætning til følelsen af tomhed. Positionen er dog svær at opretholde for dem, der egentlig har gennemskuet illusionerne og ved, at de lever på et falsk grundlag. Netop de ressourcestærke unge mænd ved sandsynligvis, at de på den måde risikerer at sidde fast i dette stadium af fremmedgjorthed og hjemløshed; - eller endelig at acceptere livet på godt og ondt, herunder illusionernes spil. Leve med kærlighed til det mangfoldige, modsætningsfulde og ufuldkomne liv. En naturlig reaktion på tabet, smerten, tomheden og den manglende livsglæde er længslen efter noget andet og bedre. Mange misforstår det som længsel efter noget uden for dem selv, når det i virkeligheden handler om en indre proces. De kriseramte unge familiefædre er tilbøjelige til at projicere længslen efter forløsning over på en anden kvinde. Selv om de gennemskuer, at 'den anden kvinde' er en projektion, er den svær at mane i jorden, for det opleves som at opgive mulighederne og intensiteten i livet. Samtidig kommer de nemt til at fornægte og undervurdere det liv, de har, og måske endda bekæmpe det. For hvis de virkelig overgiver sig til det eksisterende, opgiver de drømmen om et andet liv. Derfor bliver de ofte hængende midtimellem, hvor de hverken forfølger drømmen eller fuldt ud lever det liv, de er i. For hvis de følger drømmen, mister de det eksisterende, som pludselig bliver meget værdifuldt, når det kommer til stykket. Som regel aner de også, at drømmen netop er en drøm, som mister magien, hvis den bliver til virkelighed og dagligdag. De vil ikke følge drømmen, men de vil heller ikke give slip på den. Dette dilemma er større for mænd end for kvinder, for mændene kan bedre komme af sted med at svæve mellem drøm og virkelighed. De kan sidde fast meget lang tid i længslen efter uskyldstilstanden før illusionstabet. Kvinderne bliver derimod tidligt konfronteret meget konkret med den fysiske og biologiske virkelighed. De mærker realiteterne på deres egen krop. Graviditet, børnefødsler, pleje og ansvar viser det virkelige liv i al dets råhed, smerte og glæde. Kvinden i 30'erne må overgive sig til realiteterne, ligesom hun senere må overgive sig til overgangsalderen, hvor mange mænd har mulighed for at begynde på en ny omgang med en yngre kvinde. Kvinderne venter ganske vist længere med at få børn end i tidligere generationer, men de er pinagtigt opmærksomme på, at deres uforpligtende ungdomsliv er på lånt tid. Vi lever i en ungdomsdyrkende og materialistisk kultur. Det gælder altså om på den ene side at fastholde sin ungdom længst muligt og på den anden side at skabe velstand for sig selv og sin familie. Den unge familie prøver derfor at bevare et krævende socialt liv, samtidig med at både manden og kvinden arbejder meget for at have råd til høj husleje og dyr livsstil. Det betyder, at Danmark er et af de lande i verden, hvor børn tilbringer længst tid i institutionerne. Det er nærmest umuligt at få de sociale, arbejdsmæssige og familiemæssige ambitioner til at mødes. De ambitiøse børnefamilier føler derfor et vældigt pres, og kontrasten mellem det frie ungdomsliv og det nye familieliv opleves som meget markant. Det er ikke så mærkeligt, at de unge mænd tøver og mere eller mindre ubevidst modarbejder overgangen. Samtidig har familien fået en ekstra funktion i vores liv, i takt med at arbejdslivet er blevet mere varieret og ustabilt. De yngre generationer kræver, at arbejdet skal være konstant udfordrende og lystfyldt, og derfor skifter de ofte job. Kontinuiteten i tilværelsen ligger derfor i højere grad i familien. Familien er også der, hvor man forventer at få opfyldt sine følelsesmæssige behov for liv og nærvær, men det er svært at realisere i en travl hverdag. For mange mænd er konen eller kæresten også deres eneste fortrolige i følelsesmæssige anliggender, hvorimod kvinder ofte har nære veninder at dele sorger og glæder med. Når mændene har frustrationer i deres arbejdsliv, bliver de derfor ramt ekstra hårdt, når der ikke er nærhed i parforholdet. Den splittelse mellem karriere og børn, som kvinder har kendt længe, oplever mændene nu også, efter at de er begyndt at deltage mere i børnepasning og husarbejde. De tilbringer mere tid sammen med deres børn. Samtidig viser en dansk undersøgelse, at mænd i gennemsnit arbejder endnu længere, når de får børn. Det ser ud, som om mændene har vanskeligere ved at acceptere denne splittelse. Kvinderne har en mere basal instinktiv tilfredsstillelse ved moderskabet, en drivkraft, der fører dem lettere hen over deres frustrationer i forhold til karriere og børn. Mændene får ikke tilsvarende opfyldt deres basale behov i familielivet. Det er sket med at tilfredsstille jagtinstinktet, og faderskabet giver ikke den samme umiddelbare biologiske tilfredsstillelse for manden som for kvinden. Derfor er det sværere for mændene at acceptere de frustrationer og begrænsninger, som familielivet uvægerligt indebærer. Nok kan familielivet give dem tryghed og kærlighed, men ikke udfordringer og muligheder for at udfolde deres instinktive maskuline kraft. Mange mænd oplever, at familielivet er på kvindernes præmisser. Kønsrollerne har nærmet sig hinanden, så kvinderne er blevet mere maskuliniserede, og mændene mere feminiserede. Mændene har ikke nogen rationelle argumenter imod ligestillingen, og de synes også, det er rimeligt med en mere jævn fordeling af arbejdsopgaverne i hjemmet. Men mange af de unge familiefædre er frustrerede uden at kunne give udtryk for det, for kvinderne tager åbenlyst deres tørn, selv om de står i samme dilemma som mændene. Konsekvensen er, at millimeterdemokratiet begynder, og kampen om de mindste praktiske detaljer får lov at fylde alt for meget. De færreste sætter derimod spørgsmålstegn ved den måde, de har indrettet deres liv på, ikke mindst de store materielle ambitioner. I et større perspektiv oplever vi en verden, der er mere kompliceret end tidligere. Vi har flere informationer og færre naive drømme om nemme løsninger. Det er blevet sværere at afgøre, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. De store visioner mangler, for ingen tror længere på en ideel verden. Dertil ved vi for meget. I mangel på et fælles værdigrundlag og idealistisk projekt dyrker vi i stedet individualismen løsrevet fra fælles historie og rødder. Mange yngre har en længsel efter en tid (deres forældres?), da de gode var gode, og de onde var onde. Dengang der stadig fandtes store fortællinger, hvor myterne forløste stærke kræfter i mennesket. Længslen er nok mest udtalt hos mændene, for kvinderne er mere opfyldt af det nære univers, hvor de mærker de store kræfter i at skabe, bære og føde nyt liv. Mændene savner på den ene side at hengive sig til noget, der giver mening og magi. Noget, de kan brænde for og engagere sig helhjertet i. På den anden side vil de ikke opgive deres frihed, de materielle ambitioner og kontrollen over tilværelsen, det er højt prioriteret i en uoverskuelig tid. Men ønsket om kontrol og magt er uforeneligt med hengivelsen, og denne konflikt mellem længslen efter og angsten for hengivelsen er familiefaderens dilemma mellem at søge den tabte frihed eller give sig hen til sit forpligtede familieliv. Dilemmaet har det med at fastholde manden i et ingenmandsland, hvor han på en gang er bundet og fraværende. Manden savner passion i sin tilværelse, men overser, at passion også betyder at lide for noget, herunder lide afsavn, fordi det har et formål og en mening for ens liv. Erstatninger for livspassionen er derfor i høj kurs. Når FCK og Brøndby spiller i weekenden, når der er landskamp, så liver mændene mærkbart op. Fodbold vækker fællesskab og passion. Endelig er der et udadvendt, uneurotisk (mande)univers med helte og skurke, gode og onde, glæde og vrede. Alt sammen indgrænset af synlige, umisforståelige regler. Kort sagt en kontrast til det virkelige livs kompleksitet og uforløste spændinger. Problemet er bare, at sportens fællesskab og passion er en kortvarig eufori, en eskapisme vil nogen mene, og man er oven i købet kun med på en kigger. Man er sammen, og man har fri fra arbejde og familie. Men man er ikke selv på banen, og når kampen slutter, trykker hverdagens skuffelser og længsler igen - medmindre man finder passionen i sit virkelige liv, dér hvor man er. Den passion kommer indefra og har ikke noget med magt, kontrol og prestige at gøre og i øvrigt heller ikke med alder. Man skaber selv passionen i sit liv ved helhjertet at engagere sig i livets forhold, stort som småt.