Dengang Kennedy sagde de berømte ord: »I believe we should go to the moon«, gjorde han det klart, at de mange millioner dollar ikke var nok, men at enhver videnskabsmand og ingeniør, assistent og tekniker, leverandør og embedsmand skulle dedikere sig til at nærme sig målet. Kennedy vidste, at så store udfordringer og så store satsninger krævede, at alle fra videnskabsmand til politiker og til den menige amerikaner var med. Det er langtfra de samme realiteter, vi står overfor. Men situationen ligner. Ambitionen om at nå til Månen er afløst af ambitionen om at nå til Mars. For Danmark er missionen selvfølgelig først og fremmest, at vi skal kunne klare os, ikke i rummet, men i en globaliseret verden, der til tider forekommer lige så ukendt og uoverskuelig som universet. Det store spørgsmål, vi bliver nødt til at stille os selv hele tiden, er: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Kan uddannelsessystemet skabe stjerner? For 35 år siden var spørgsmålene, om det var heltemodige astronauter, der fik amerikanerne til Månen? Eller visionære politikere? Eller var det videnskaben og teknologien, der leverede det største bidrag? Amerikanerne døbte i 1960'erne verdensrummet 'the new frontier'. Frontier er det begreb, der igennem hele Amerikas historie har betegnet grænsen for, hvor den såkaldte civilisation var nået til. Grænsen til 'det vilde vest', hvor landet endnu var uopdyrket. Det er ukendt og uforudsigeligt. Farligt. Men samtidig for amerikanerne en magnet for ambitionerne og en dynamo for drømmene. Dér er vi danskere nok mere bange for det uopdyrkede land. Og tilbøjelige til at fokusere på, hvad vi kan miste, frem for hvad vi kan vinde. Kan vi holde på arbejdspladserne? Kan vi holde vores lønniveau? Måneekspeditionen og Marsekspeditionen er gode billeder at tage med i dag, fordi de illustrerer, hvad der skal til for at opnå det - tilsyneladende - uopnåelige. Og så kræver de både politiske visioner, udsyn, videnskabelig nytænkning - og helte/stjerner. Regeringen har et erklæret mål om, at Danmark i 2010 skal være med i den europæiske elite på innovations- og iværksætterområdet. Men innovation er ikke et fag, der kan sættes på skoleskemaet. Det er en indstilling, en holdning, der bør gennemsyre hele uddannelsessystemet. Derfor har regeringen etableret Det Nationale Iværksætterakademi, som skal udvikle og koordinere indsatsen inden for uddannelsesverdenen og forskningssystemet. Først og fremmest har udannelsessektoren ansvaret for at skabe et fundament for en mere positiv innovations- og iværksætterkultur blandt elever og studerende på alle niveauer. Og hvordan gør man så det? Det er for nemt at påstå, at man bare skal styrke de såkaldt kreative fag i uddannelsessystemet. Og det har nok været den gængse måde at se på det på de sidste mange år. Men det er alt for ensidigt. Nok skal man være kreativ for at blive en god iværksætter, men de kreative evner udvikles gennem mange andre fag end dem, vi almindeligvis kalder kreative. Hvis vi skal fremme idéudviklingen, er det mindst lige så vigtigt, at vi styrker de naturvidenskabelige og tekniske fag. Det at udvikle og afprøve ideer er jo kernen i selve den naturvidenskabelige metode og tradition. Som den danske marsekspert Jens Martin Knudsen gør opmærksom på, er Tycho Brahe, der »spekulerede i stedet for at filosofere«, den dansker, som for alvor har influeret menneskets erkendelse, bevidsthed og tænkning. En af hjørnestenene i regeringens uddannelsespolitik er helt generelt at skabe dybere forståelse og større interesse for naturvidenskabelige problemstillinger. Med gymnasiereformen har regeringen lagt grundstenen til en styrket naturvidenskabelig dannelse for alle unge. Men vi skal - og vil - gøre langt mere. Regeringen vil med finansloven for 2005 satse målrettet og strategisk på at styrke naturvidenskaben i det danske uddannelsessystem. For at fremme natur- og teknikfagene er der behov for gode undervisningsmetoder, undervisningsmaterialer og lokalefaciliteter. Desværre har vi i Danmark ikke været gode nok til at indrette undervisningen efter den pædagogiske og teknologiske udvikling på det naturvidenskabelige område. Lærerne efteruddannes trods tilbuddene ikke tilstrækkeligt på de naturvidenskabelige områder; undervisningsmaterialerne og lokalefaciliteterne skal mange steder opdateres, og der gøres ikke nok for at fastholde og udvikle elevernes interesse og motivation for de naturvidenskabelige områder - hverken i grundskolen eller på ungdomsuddannelserne. Væsentligt er det også, at de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser mangler prestige. Med finansloven målretter regeringen derfor over 600 millioner kroner til en strategisk styrkelse af naturvidenskab og innovation i det danske uddannelsessystem. I mange år har det været almindeligt, at de brede uddannelser især har fokuseret på det, man kan betegne som den humanistiske dannelse. Almendannelsen har handlet meget om at tilegne sig viden på en lang række humanistiske og samfundsmæssige områder: litteratur, kunst, sprog, religion, fremmede kulturer og historie, for at nævne nogle. Det er alt sammen vigtige områder. Og områder, som vi fortsat skal koncentrere masser af kræfter på at få engageret de unge i. Men i dag mangler der en balance - en forståelse for helheden. Og det er netop den helhed, vi nu vil satse på at opnå. I et større perspektiv kan man sige, at når vi nu satser på i højere grad at samtænke naturvidenskab og humaniora i den almene dannelse, så er der også tale om en balance med et klart demokratisk sigte. For indsigt i naturvidenskab har stor betydning for medbestemmelsen i det stadig mere teknologiske samfund, vi lever i. Hvis man ikke har en basal viden om teknologi og anvendt naturvidenskab, ja, så risikerer man at blive helt hægtet af i diskussioner om væsentlige emner som risikovurderinger, sygdomsbekæmpelse, energiforsyning, trafikspørgsmål, madbestråling, drivhuseffekt, tilsætningsstoffer, fødevarekontrol, genteknologi og så videre. Det er efter min mening vigtigt at se naturvidenskabelige problemstillinger i sammenhæng med det samfund, borgerne skal fungere i, som det allerede er tilfældet med humanistiske, filosofiske og etiske problemstillinger. Derfor bliver den naturvidenskabelige dannelse styrket i den kommende gymnasiereform, der får virkning fra august 2005. De naturvidenskabelige fags almendannende dimensioner skal være langt mere synlige i undervisningen, og den grundlæggende struktur af det nye gymnasium understøtter dette mål. I de kommende studieretninger bliver fagene nemlig forpligtet på at samarbejde på nye måder, og samarbejdet skal omfatte alle 'de klassiske fakulteter', det vil sige både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Der er derfor udsigt til, at undervisningen i de naturvidenskabelige fag i højere grad bliver aktiverende og virkelighedsnær. At styrke naturvidenskaben er altså også at styrke innovation og kreativitet. Det ser jeg intet paradoks i. Tværtimod er det to komplementære sider. Det bekræftes jo også af et blik ned gennem rækkerne af danske videnskabsmænd. De opdagelser, de har gjort sig på teoretisk plan, er jo resulteret i masser af hverdagsteknologier. Som Jens Martin Knudsen siger i bogen 'Videnskabens kæmper': »H.C. Ørsteds forsøg og resultater ligger til grund for hele vor tids revolutionerende elektroniske udvikling, og Niels Bohrs grundforskning i kvantemekanik er udnyttet i transistorradioer og integrerede kredsløb, som igen er basis for hele den moderne computereksplosion. Naturvidenskaben hjælper os til at finde de rigtige svar, men også til at stille de rigtige spørgsmål«. Og måske skulle man starte med at stille det typisk danske spørgsmål: Kan vores folkeskole både sikre de svage og udnytte elitens potentiale? Jeg kalder det et typisk dansk spørgsmål, fordi jeg tror, det for mange andre nationaliteter slet ikke ville være noget spørgsmål. I Danmark har det nok været lidt politisk ukorrekt at bekymre sig om de dygtige. Spørgsmålet er, om vi derved har forsømt at finde, anerkende og opmuntre eliten i undervisningssystemet. For vi skal gøre flest mulige til stjerner inden for deres felt. Jeg tror, der er masser af talent, der er blevet tiet ihjel i den danske folkeskole. Vi kender historier om børn, der i endnu højere grad kan blive stimuleret og udfordret i deres uddannelsesforløb. Jeg tror ikke, der er nogen af os, der har lyst til at se amerikanske tilstande med børn, der bliver udråbt som genier og 'pacet' ud af deres barndom. Men vi kunne godt spørge os selv, om vi måske har en modsat kulturel fobi, der hæmmer os i at dyrke vores talenter? Og, hvis ja, går vi som samfund ikke glip af noget? Bør det ikke være en opgave for det danske skolesystem at skabe stjerner? Vi har ikke råd til at se stort på dette spørgsmål i fremtiden. Vi skal også kunne producere astronauter, store kunstnere og videnskabsmænd. Foregangsmænd og -kvinder. Vi skal udnytte det potentiale, der ligger i eliten. Vi er ganske simpelt nødt til at have høje ambitioner på alles og på den enkeltes vegne. Jeg synes, vi har god grund til at være stolte af det danske uddannelsessystem, men jeg opfordrer til en debat om, hvordan vi sikrer os, at potentialer i de særlige talenter udnyttes. Hvis vi skal anerkende de talenter, der er i vores børn og unge, kræver det, at vi stiller større krav til de måder, hvorpå vi kan opdage de dygtige. Det må derfor være på tide at slå fast, at evaluering har en berettiget rolle at spille i det danske uddannelsessystem. Evaluering er et uundværligt udviklingsværktøj for dansk erhvervsliv, der konsekvent benytter konsulenter for at evaluere deres virksomheder og produkter. For at være beredte på fremtidige udfordringer og for at konsolidere de valg, der skal træffes for at sikre fortsat udvikling. Evaluering er en essentiel del af den videnskabelige metode. Hvor mange procent af NASA's budget mon går til test? Fra kulturlivet ved man, at evaluering - eller kritik slet og ret - er en essentiel del af udviklingen. Enhver film bliver anmeldt, og resultaterne bliver lagt åbent frem for alle. Har det ødelagt talentet i dansk film? Har Bille Augusts Oscar og Lars von Triers Gyldne Palme ikke skabt incitament hos instruktører og producenter? Kritik spiller en central rolle i undervisningen på Den Danske Filmskole, som formentlig er en af de bedste i verden. Evaluering er kommet for at blive i det danske uddannelsessystem. Og lad os så gå videre til at diskutere, hvordan kritikken kan blive konstruktiv, og hvilke evaluerings metoder der er bedst. Jeg opfordrer til, at man skifter fordommene ud med nysgerrighed. Vidensamfundet er Danmarks store chance for at blive en supermagt. Her er kriteriet for succes ikke råstoflagre og fysisk størrelse, men evnen til at tænke nyt, være innovativ og risikovillig. Små lande med effektive kommunikationssystemer og højtuddannet arbejdskraft har de bedste muligheder for at komme helt i toppen af superligaen og gøre sig gældende i en stadig stigende international konkurrence. Men det kræver også, at man kan udvikle de menneskelige ressourcer, motivere innovations- og iværksætterkulturen og udnytte den moderne teknologi optimalt på tværs af de eksisterende landegrænser. Ikke en eneste af de store danske videnskabsmænd, fra Tycho Brahe til Lene Hau, ville være nået så langt, hvis de kun havde haft Danmark som udviklingsrum. Hverken vindmølleindustrien, højhastighedsbits eller dansk film havde fået deres succes uden et samspil med udlandet. I form af udveksling af knowhow. I form af medarbejdere, der for en periode flytter ud, og erfaringer, der hentes hjem. Eller en indirekte hjælpende hånd i form af politiske beslutninger, der træffes i udlandet om at satse på højhastighedskommunikation eller vindkraft. Men hvordan gør vi det, uden at vi derved også fjerner de særlige kendetegn, som netop gør danske uddannelser gode, og som allerede nu gør, at der kommer udenlandske studerende og forskere til landet. Attraktionen må og skal være at finde i indholdet af uddannelserne. Hvordan sikrer vi det? Man kan sige, vi står over for en udfordring her, der er større end den, der mødte Kennedy og hans hundrede tusinde mænd. Vi skal ikke bare komme først. Vi skal også være bedst. Det er måske ikke noget, vi er vant til at tale højt om i Danmark. Men vi skal være verdensmestre i nogle discipliner. Og det lykkes kun, hvis vi kan få alle med og skabe et rum, hvor stjerner kan opstå. Nogle gange skal der bare en dansker op på sejrsskamlen, for at vi alle vinder. Men i den forstand at der skal mere end én faktor til. Politisk velvilje og millionbevillinger gør det ikke alene. Enkelte ildsjæle, helte eller stjerner kan ikke trække hele læsset. Og vi kan ikke forlade os på avanceret teknologi eller forskning alene. Succesen står og falder med, om alle kan dedikere sig til opgaven. Om alle kan mobilisere vision, faglighed og kreativitet til at ruste det danske uddannelsessystem til at skabe stjerner. Og med den opfordring vil jeg byde velkommen til Sorømødet 2004. ULLA TØRNÆS