Sagen om Thorkild Grosbølls manglende bekendelse til klassiske aspekter af kristen mytologi diskuteres næsten kun som et dogmatisk anliggende: Hvad må præsten tro på, og hvad skal han holde sig fra? Man vil have styr på havkatten i det teologiske hyttefad, men der er nu mere på spil: Dels er den religiøse retssag mod Grosbøll et element i den aldrig hvilende konstruktion af religiøse forestillinger. Dels er der tale om elementær magtudøvelse fra statskirkens side. Religiøse forestillinger er ikke selvfølgelige. De har en historie og en tid, hvorefter de forsvinder igen - og nye kommer til. Det betyder for eksempel, at den gud, der konstrueres i kristendommens fortællinger, er et historisk produkt, som på et bestemt tidspunkt er blevet til som en idé hos en bestemt gruppe mennesker, og som siden hen er blevet omdefineret og omkalfatret mange gange. Andre steder til andre tider har andre mennesker konstrueret andre forestillinger og andre guder, som også er blevet gentænkt og modificeret gang på gang. I alle tilfælde er guderne sociale konstruktioner, og de er derfor præcis så bøjelige og føjelige som alle mulige andre menneskelige produkter. Verden ændrer sig, og med den menneskenes guder. Religionshistorien er én lang dokumentation for, at de religiøse forestillinger forandrer sig. Religiøs dogmatik er et forsøg på at fastholde mytiske og ideologiske positioner, men også dogmatikken bevæger sig. Religion er et dynamisk fænomen, ofte konservativt og bagstræberisk, men bevægeligt og foranderligt ikke desto mindre, og Grosbøll, såvel som de kirkelige autoriteter, er aktør i processen. Grosbølls guder et billede på 'det gode i mennesket', ikke et overmenneskeligt væsen, for nu at sige det helt enkelt. Guden er altså transformeret fra at være et viljefast, handlende individ bundet til hellenistisk-romersk oldtid, til at være et billede på etiske principper i dagens Danmark. Det er naturligvis et spring, men tager man i betragtning, i hvor høj grad kristne gennem tiden har omdefineret deres religions formelle dogmer, er det ret trivielt. Ikke mindst, hvis vi betragter vores egen nære fortid: Sagen er jo den, at et utal af traditionelle teologiske aksiomer er opgivet inden for de seneste generationer, uden at nogen folkekirkelig myndighed har knyet: Hvor mange danskere tror for eksempel på Satan? Her har vi ellers en mytologisk figur, hvis eksistens beror på præcis de samme kreative sociale og psykologiske mekanismer som dem, der formulerer og udvikler figuren Gud, men modsat Gud kan Satan uden videre smides på porten. Og hvad med Jesus? Blev han nu også levende igen sådan rigtigt? Her er der også plads til elasticitet. Mange kristne vil uden problemer mene, at opstandelsen skal forstås billedligt på den ene eller anden måde. En bogstavelig opstandelse er dog for langt ude! Det samme gælder myten om Adam og Eva. Hvad med dommedag? Hvor mange tager den historie for pålydende? Og Helvede? Også den afdeling forekommer afviklet i den moderne protestantiske virkelighed. Til gengæld er der blevet plads til kvindelige præster og frelse for alle, hvilket er højst ubibelsk. Og naturligvis! De religiøse forestillinger er i løbende forandring, og moderne mennesker må sortere i den dogmatiske bruttomængde og udlede - eller opfinde - den nettomængde, de trives bedst med. Men hvad er det, der gør, at kirke- og statsmagten har brug for at forsvare forestillingen om den personlige skabende guddom, når man efter alt at dømme er fløjtende ligeglad med det meste af det mytologiske kompleks, der kommer til udtryk i trosbekendelsen? Og hvorfor kan man uden problemer acceptere, at alle de grimme og ubehagelige dele af de hellige tekster i praksis ignoreres? Forestillingen om den personlige, skabende guddom opfattes tilsyneladende som vigtigere end alle de andre elementer. Det er ligesom her, det hele starter, og dermed bliver det også det mindstemål, man må insistere på. I en moderne verden er kirken tvunget til at give køb på ret mange ting, men at der står en entreprenant gud bag det hele, det må man insistere på, for i modsat fald har kirken intet at begrunde sin autoritet i. Dermed bliver sagen mod Grosbøll til et spørgsmål om magt, institutionel og ideologisk magt. En i grunden humanistisk etik, som den Grosbøll er talsmand for, kan ikke være nok. Kirken må hente sin legitimitet fra en højere instans - ellers har den intet at byde på. En religion kan således - tilnærmelsesvis - defineres som et socialt system, som netop implicerer forestillinger om overmenneskelige magter, og hvis autoritet hviler på disse forestillinger. Grosbølls begreb om verden undergraver med andre ord den legitimitet, og dermed den magt, som kirken lever af. Af samme grund ser man kirke og stat mobilisere imod ham. Grosbøll er jo nærmest som drengen i 'Kejserens nye klæder' - han siger det, mange er enige om, men nævne det må man ikke, for så krænkes magten. Jeg vil æde min gamle hat på, at Grosbøll har mange meningsfæller i det kirkelige apparat, som klogelig holder kæft. Det vil således ikke være nogen enkel sag for kirken at rydde op i de vantros rækker. Opgøret med Grosbøll rummer potentielt et større rivegilde! Folk tror jo ikke kun på for lidt af det rigtige (jf. eksemplerne ovenfor). De tror i vid udstrækning også på for meget af det forkerte! Højst ukristelige religiøse forestillinger er således integrerede elementer i mange folkekirkemedlemmers - og præsters - begrebsunivers og (private) rituelle liv. Forestillinger om reinkarnation eller tillid til astrologi er bare et par eksempler. Og hvad gør man nu ved det? Sagen skærpes naturligvis, når der er tale om en officiel repræsentant for kirken (en præst), men kan trossamfundet folkekirken virkelig acceptere, at medlemmerne i vid udstrækning tror, tænker og handler i strid med dogmatikken? Et afgørende spørgsmål melder sig: Hvem har egentlig ret til at definere, hvad en given religion (her protestantisk kristendom) skal hævde om verden? En religion er identisk med de mennesker, der 'er' den, det vil sige de mennesker, der gennem historien har produceret, opretholdt og udviklet de religiøse forestillinger, adfærdsformer og institutioner, men hvem bestemmer? De lærde - præsterne og politikerne - eller lavere rangerende deltagere i de religiøse processer? Diskussionen om Grosbølls alt for realistiske udgave af protestantismen har altså med andet og mere end teologi at gøre. Det handler om retten til at definere begreber, om retten til at sige ting, om retten til at sætte grænser. Som sådan er den typisk for religiøse diskussioner. Den, der erobrer retten til at tale fra en autoritativ platform, har magten. Det er naturligvis derfor, man vil have Grosbøll elimineret, og det er af samme grund, at Grosbøll vil blive. Han er reformator, men hans reformation vil ikke batte på samme måde, hvis hans autoritets platform - prædikestolen og kirken som institution - tages fra ham. Han vil i så fald kun have en ølkasse at træde op på, og selv om en sådan indretning nok er folkelig, er den ikke særlig magtfuld. Den retssag, der nu indledes mod manden, er defineret af den institutionaliserede kirkelige dogmatik. 'Præsteretten' har kirkens bekendelsesgrundlag som primær juridisk reference, og jeg kan ikke forestille mig, at Grosbøll har en chance. Den statskirkelige domstol vil bekræfte én bestemt religiøs ide og afvise en anden, og religionsproduktionen tager nok en tørn i form af den officielle gang på stedet, som den hævdvundne dogmatik er udtryk for. Det er jo ingen selvfølge, at statskirken har ret. Det skal stadfæstes i en ideologisk kamp, hvis arena her bliver Præsteretten. Den personlige guddom, som tænkes at have skabt verden, og hvis vilje styrer alting, bekræftes således i en teologisk jura og får som sådan ny næring. Det betyder imidlertid ikke, at alt bliver som før. Teologien har rykket sig, mennesker har været tvunget til at tænke, og religionen har ændret sig. Måske dannes der nye frikirker eller menigheder i kølvandet på episoden, måske ikke. Nogle taler ligefrem om en sprængning af folkekirken. Pointen er, at den sejrende dogmatik vil være resultatet af en simpel styrkeprøve. Som sommerferieunderholdning har sagen sin charme, men netop fordi vores alle sammens stat er en vigtig aktør, er den også foruroligende: Grosbøll er embedsmand i staten og står nu til fyring på grund af svigtende religiøst sindelag. Han er præst, javist, men staten kan ikke undslå sig ansvaret. Man truer en borger, fordi han ikke er religiøs på den rigtige måde! Stat og kirke må og skal skilles for at undgå den slags idioti. Vi ser det klart i andre lande, men er blinde for tosserierne hos os selv. Endnu mere paradoksalt er det imidlertid, at den selv samme stat, som går hånd i hånd med kirken, for tiden lukker kristne friskoler som i ét og alt lever op til de kristne bekendelser. Her er der ikke den samme hierarkisering i mytologien: Satan er så virkelig som Gud og dommedag så reel som skabelsen. Her er man tro mod de hellige teksters univers. Grosbølls mytologiske nettomængde er for lille, de kristne friskolers for stor. Kirke- og statsmagten kan til gengæld holde balancen. For her er al magten og al æren - foreløbig. Svag ognedtonet religion er et samfundsgode, noget, vi bør efterstræbe, sådan som den slags nu kan påvirkes i et åbent og demokratisk samfund, hvor også religionerne skal have frirum. Kampen mod Grosbøll er i modsætning hertil udtryk for en kirke med voksende selvbevidsthed og ideologisk fremdrift, og det er bekymrende. Religion er altid i forandring, men hvilken vej det går, afhænger af, hvem der vinder de ideologiske forhandlinger eller kampe. Det er i det perspektiv rystende, at de kirkelige autoriteter af al magt vil neutralisere Grosbøll, mens man samtidig, og uden at kny, iagttager, hvordan præster på den politiske højrefløj spreder had til andre mennesker og virker for splittelse i det danske samfund. Er det ikke ret ukristeligt? Den personlige gud er vist vigtigere end dogmet om 'næstekærlighed', som ellers (med overdreven selvglæde ganske vist) fremhæves som noget særligt kristent. Grosbøll har tilsyneladende været naiv i sin vurdering af kirken i det åbne, sekulariserede samfund. Han troede måske, at vi levede i en post-kristen æra, hvor kun dønningerne af kirkens magt gjorde sig gældende. Det forekommer mig, at forholdet snarere er det modsatte. Kristendommen har fundet sin meget faste plads i det danske samfund. I en protestantisk version, som på overfladen er blid og blød, men som ikke desto mindre mobiliserer stadig stærkere på den ideologiske front i disse år. Koblingen mellem folk, stat, etnicitet, sprog og religion er den problematiske ramme omkring denne udvikling. Af samme grund er sagen mod Grosbøll andet og mere end et rent kirkeligt anliggende. Sagen vedrører os alle sammen, fordi der i sidste ende er tale om forholdet mellem staten og en borger. Statskirken spiller med musklerne. Det er ikke klædeligt for staten uanset kirkens dogmatiske motiver. Statsindretningen burde bekymre offentligheden meget mere end en intern kirkelig slåskamp om, hvorvidt den guddom, man hænger sin teologiske hat på, er et handlende individ eller et symbol på gode ting. Men der er et element mere, som må tages i betragtning: Grosbølls lokale menighed er faktisk glad for ham og kan slet ikke følge den biskoppelige og ministerielle modvilje. Hænger det mon sammen med, at folkene i Taarbæk alle som én har transformeret det guddommelige individ til et etisk princip med mennesket selv i centrum? Nej, næppe. Sagen er snarere den, at det dogmatiske spørgsmål ikke bekymrer dem synderligt. De er, som jeg har forstået det, glade for Grosbøll, fordi de mener, han er en »god præst«. De synes, at han »er dygtig til sit arbejde«. Det er med andre ord Grosbøll som praktiker, som præstelig håndværker, der begejstrer. Han er åbenbart venlig og tillidsvækkende i de sammenhænge, hvor sognebørnene møder ham; ritualer, møder, samtaler m.v. Hvad mere kan en menighed ønske sig? Med den stærke fokusering på det dogmatiske, på mandens sindelag, risikerer man at glemme en anden dimension ved fænomenet religion, der er mindst lige så vigtig: Det, man gør, og måden, man gør det på. Diskussionen føres, sagt på en anden måde, på særlige ideal-teologiske præmisser, selv om den i praksis handler om en præsts evne til at fungere socialt blandt de mennesker, som gør brug af hans ydelser. Og betaler for det. Set udefra er denne praktiske dimension religionens virkelighed, mens de teologiske spekulationer ikke på samme måde når menighedens hverdag. Resultatet er - kort sagt - at man sætter en velfungerende menigheds trivsel på spil, fordi manden, som alle er tilfredse med, tænker og tror forkert. Set i det perspektiv er religion ikke et spørgsmål om livet, sådan som det leves, men om forestillinger og fantasier, som de fleste er ret ligeglade med. Man kan også sige, at den spekulative teologi påtvinger den sociale virkelighed sin særlige logik, selv om ingen i menigheden ønsker det, og ingen føler behov for det. Kirkemagten bruges altså til at skabe distance mellem religionens hverdagsvirkelighed og magtens ideologiske virkelighed ved at insistere på en særlig form for konservativ mytologi. Dermed bliver Grosbøll-sagens ideologiske elementer så meget desto tydeligere. Presset på den frie tanke er langtfra massivt, men det er unægtelig stærkere, end det har været meget længe. I kirkens interne maskineri sættes dampen op. Kirkens kobling til staten gør denne manøvre problematisk, fordi den automatisk også bliver statens projekt. Kan vi lære noget af sagen om Grosbøll, må det være, at staten bør holde sig fri af religion på alle måder. Så kan religionerne ellers gøre, hvad de vil, så længe de i øvrigt holder sig inden for landets love.