Når Unescos generaldirektør, Koïchiro Matsuura, i dag kommer til Danmark, besøger han et medlemsland, der igennem de seneste år har reduceret sit økonomiske engagement i denne FN-særorganisation ganske betydeligt. Ud over det obligatoriske kontingent, der naturligvis stadig bliver betalt punktligt, ydede Danmark i en længere årrække et såkaldt ekstrabudgetært bidrag på 30 millioner kroner årligt. Det skete inden for en rammeaftale, hvor hovedvægten var lagt på støtte til uddannelse, medieudvikling, miljøvidenskab og menneskerettigheder. Men efter regeringsskiftet blev denne aftale opsagt fra dansk side, og sidste år svandt det danske tilskud ind til ti millioner kroner. I år er det på blot fem, der fordeles mellem uddannelse og medieudvikling. Selv i lyset af den almindelige nedskæring af ulandsbistanden og de mindskede bidrag til FN-systemet som helhed er det vanskeligt at forstå, hvorfor denne drastiske reduktion er blevet gennemført. Flere elementer i både Unescos egen og i den generelle globale udvikling skulle snarere tale for et styrket økonomisk samarbejde. Med ansvar for så brede områder som uddannelse, videnskab, kultur og medier beskæftiger Unesco sig med emner, der angår alt fra menneskers dagligdag til de mest komplicerede politiske og etisk betonede problemer i nutidens verden. Det sker lige fra støtte til praktisk orienteret udviklingsarbejde over indholdsmæssig rådgivning til vedtagelse af normgivende konventioner og deklarationer. Unesco er endvidere unik i kredsen af FN-særorganisationer ved at have et tæt og mangesidet samarbejde med institutioner og organisationer uden for de egentlige statsapparater. På samtlige fire områder, der udgør Unescos kernemandat, har et stort antal lande i de senere år besluttet at styrke deres egen indsats. Generelt set hænger det sammen med, at de er blevet rammen om mere åbne og demokratisk orienterede samfund. Medier, der er frie i forhold til statsmagten, har fået mulighed for at vokse frem. Værdien af egen forskning er blevet erkendt. Det samme gælder kulturens betydning for udviklingen i bredere forstand. Og først og fremmest er indsatsen for at styrke uddannelserne fra grundskole til universitet blevet styrket markant. På verdenskonferencer inden for det sidste årti har det globale samfund sat sig det mål, at ethvert barn i fremtiden skal nyde godt af i hvert fald en grunduddannelse. Eller sagt med andre ord: Analfabetismen skal udryddes. Den brede kreds af internationale organisationer, der har fået til opgave at gennemføre dette ambitiøse projekt, har anmodet Unesco om at være den hovedansvarlige. Det er naturligt ud fra organisationens mandat inden for FN-familien, men samtidig en så krævende opgave, at den kun kan løftes igennem et tæt samarbejde med andre organisationer og de enkelte medlemslande. Direktøren for Unescos særlige institut for uddannelsesplanlægning (IIEP), den tidligere norske undervisningsminister Gudmund Hernes, har fremhævet, at uddannelse er den mest kritiske faktor for udvikling. Det er der flere grunde til: - Ingen investering giver så langt og rigt et afkast som uddannelse. Har man lært at læse, bevares denne færdighed (som regel) livet ud. - Kundskaber er transportable. Man kan miste arbejde, hus og hjem, og man kan fordrives fra sin landsby eller sit land. Men det, man har af kundskaber, kan man bære med sig, uanset hvor man tager hen. - Kundskab er frigørende ved at give den enkelte ressourcer og ved at øge indslaget af fornuft og videnskab i både individuelle og sociale beslutninger, hvad der igen reducerer indflydelsen fra fordomme og overtro. - Alfabetisering er demokratiserende. Kan man læse og skrive, kan man også bedre forstå det, der sker, varetage sine rettigheder bedre og tage del i udformningen af ens eget samfund. Gudmund Hernes kan tilføje flere gode grund til at fremhæve uddannelsens centrale betydning for udvikling og demokratisering. Men hvorfor er det vigtigt, at netop Unesco står i spidsen for det omfattende program, der går under betegnelsen 'Education for All' (uddannelse til alle)? Svaret er, at samarbejdet igennem Unesco giver medlemslandene - og i særlig grad ulandene - mulighed for at lære direkte af hinandens erfaringer. Samtidig sikrer det deltagelse for alle på et mere ligeværdigt grundlag, end hvis ulandene blot var mere eller mindre passive modtagere af bistand udefra. Netop ligeværdighed i det internationale samarbejde er et vigtigt ideal for Unesco. Ved sin grundlæggelse i 1945 blev den efter nøje overvejelse og megen diskussion defineret som det internationale samfunds »intellektuelle samarbejdsorganisation«. Det betød, at fremtrædende forskere, kulturpersonligheder og pædagoger i de første år spillede en fremtrædende rolle i kraft af deres personlige indsats. Siden er Unesco gledet over i et samarbejdsmønster, der svarer til andre mellemstatslige organisationers, hvor det er statslige repræsentanter, der taler på deres regeringers vegne. Men et par vigtige særtræk er blevet bevaret. Et af dem er eksistensen af de nationale Unesco-kommissioner, hvis medlemmer er personer med indsigt i organisationens arbejdsområder. Et andet er fastholdelsen af forestillingen om at være en intellektuel samarbejdsorganisation. Det er en faktor, der til tider har givet anledning til kontroverser og misforståelser. Meget naturligt har de gamle kolonilande, lige siden de i 1960'erne blev en vigtig del af medlemskredsen, presset på for at omdanne Unesco til en mere udviklingsorienteret organisation på linje med FAO (FN's fødevare- og landbrugsorganisation) eller WHO (Verdenssundhedsorganisationen). Presset har givet resultater, så Unesco også har været en bistandsorganisation igennem flere årtier. Men det er en aktivitet, der er foregået sideløbende med det, der ofte kaldes det normative arbejde. I dette begreb ligger der først og fremmest udarbejdelse af konventioner, deklarationer og andre tekster, der mere eller mindre bindende fastsætter normer for staternes adfærd på bestemte områder. Det er en aktivitet, der løbende har præget Unescos arbejde, ikke mindst på grund af det brede mandatområde. Blandt de emner, der i de senere år er blevet arbejdet med, kan nævnes bioetik, undervandsarkæologi og den immaterielle kulturarv. Den næste store sag på dette område rummer alvorligt konfliktstof. Det er blevet besluttet, at Unescos generalkonference på sin næste samling, i efteråret 2005, skal vedtage en konvention om kulturel mangfoldighed. Det er en sag, lande som Frankrig og Canada arbejder hårdt for at få igennem. Og de har ganske bred støtte, også i de internationale kunstneriske miljøer. Til gengæld er Storbritannien særdeles skeptisk og USA direkte imod. Striden står ikke kun om principper og begreber. Den er tæt forbundet med den konflikt, der igennem adskillige år har hersket i WTO (Verdenshandelsorganisationen) om den såkaldte kulturelle undtagelse. Den indebærer, at kunstneriske og andre kulturelt betingede produkter bliver undtaget fra de regler om frihandel, der generelt er gældende i WTO's regi. Mere konkret vil det sige, at det fortsat er tilladt at arbejde med nationale offentlige støtteordninger til kunstnerisk produktion. En sådan støtte er absolut nødvendig ikke blot i mindre lande som Danmark, men også i større som f.eks. Frankrig, hvis en mangfoldighed af kunstneriske udtryk på det nationale niveau skal fastholdes. Et nærliggende eksempel er produktionen af film. I USA er den forankret i en gigantisk industri, der har ressourcer og marked til at fungere som et rent privat erhverv. Og det er da også i høj grad Hollywoods interesser, den amerikanske regering varetager, når den i WTO arbejder for at få afskaffet eller i hvert fald lempet den kulturelle undtagelse. Det fransk anførte modtræk har så været at introducere ideen om, at der i Unesco skal vedtages en konvention, som har til formål at fremme og beskytte den kulturelle mangfoldighed. Derved vil de mange lande, der ønsker at opretholde en national, offentligt støttet kulturpolitik, få et legalt grundlag for at modsætte sig eventuelle krav fra WTO. Initiativet har været nogle år undervejs. En foreløbig deklaration om kulturel mangfoldighed blev vedtaget for små tre år siden. Og på sidste års generalkonference blev det besluttet, at »spørgsmålet om kulturel mangfoldighed med hensyn til beskyttelsen af mangfoldigheden af kulturelt indhold og kunstnerisk udtryk skal gøres til genstand for en international konvention«. Vedtagelsen er ledsaget af en beslutning om, at generaldirektør Matsuura skal iværksætte konsultationer med WTO og andre relevante internationale organisationer, da det er »vigtigt at tage højde for eksisterende internationale lovtekster«. Denne opfordring - eller rettere: reelt forpligtende besked - til generaldirektøren stillede de mere skeptiske medlemslande sig tilfreds med. Blandt dem er USA det mest fremtrædende. Verdens eneste supermagt vendte tilbage til Unesco 1. oktober sidste år efter et fravær på næsten 20 år. Den trådte ud i 1984, da præsident Ronald Reagan skulle give en indrømmelse til den republikanske højrefløj, der helst havde set, at det var selve FN, USA forlod. At imødekomme det ønske var realpolitisk umuligt, og derfor blev Unesco udset til at være det bekvemme symboloffer. Storbritannien under Margaret Thatcher fulgte efter det følgende år, udelukkende fordi hun havde lovet Reagan også i denne sag at følge trop. Til gengæld genindtrådte Storbritannien for snart syv år siden. Og efter at USA nu også er kommet med, er Unesco genskabt som en ægte global organisation. Samtidig med at det helt overordnet indebærer en styrkelse af organisationen, vil det også føre til flere konflikter. Sagen om den kulturelle mangfoldighed er det første store stridspunkt. Men bemærkelsesværdigt nok har USA i den første tid efter sin tilbagevenden valgt at følge en imødekommende, lyttende og konstruktiv kurs på langt de fleste områder. Det vil yde betydelige bidrag ud over det obligatoriske kontingent, og disse midler skal først og fremmest anvendes til tre formål. Uddannelse er højeste prioritet, og derefter følger styrkelse af frie massemedier og arbejdet for at bevare den globale kulturarv. Meddelelsen om den amerikanske tilbagekomst blev givet af præsident George W. Bush i hans tale til FN's generalforsamling kort efter 11. september 2001. Der var ganske klart tale om en forsonlig gestus over for det FN-system, som han og hans administration i øvrigt havde planer om at udfordre til det yderste under forberedelsen af invasionerne i først Afghanistan og siden Irak. Men uanset de taktiske motiver har USA indtil videre i selve Unesco fulgt en samarbejdsorienteret og positiv linje. Den officielle begrundelse for atter at blive medlem var, at Unesco har gennemført betydelige administrative reformer og gjort op med tidligere tiders tvetydige holdning til demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed. De lande, som i modsætning til USA og Storbritannien forblev i organisationen, må jo så være dem, der kan tage æren for disse fremskridt. Og i dette reformarbejde har Danmark spillet en rolle, der uden overdrivelse kan betegnes som fremtrædende. Så meget mere paradoksalt er det, at det danske engagement i de seneste år er blevet markant reduceret. I hvilket omfang det er en direkte følge af beslutninger på politisk plan, står hen i det uvisse. Men sikkert er det, at nedskæringen af det ekstrabudgetære danske bidrag er foretaget i Udenrigsministeriet. Danmark har nemlig indrettet sig sådan, at ansvaret for Unesco-arbejdet primært ligger i Undervisningsministeriet (der derfor også afholder udgiften til det obligatoriske medlemsbidrag), mens alle afgørelser om yderligere bidrag til organisationens arbejde træffes i Udenrigsministeriet. Selv om denne arbejdsdeling anvendes i ganske mange europæiske lande (deriblandt de nordiske), kan den med god grund diskuteres. En samlet og overordnet politik, hvor de bevillingsmæssige beslutninger er knyttet tæt til de indholdsmæssige prioriteringer, er i hvert fald svær at fastholde. Resultatet er, at den danske holdning til Unesco i de seneste år har givet anledning til en vis undren og usikkerhed blandt lande, der står os nær. Når vi i ministertalen på sidste års generalkonference (ved undervisningsminister Ulla Tørnæs) og i andre forpligtende sammenhænge har ytret dansk tilfredshed med de reformer, generaldirektør Matsuura har stået i spidsen for, og når vi også har kunnet konstatere øget opbakning bag mangeårige danske mærkesager - hvorfor bliver vores ekstrabudgetære bidrag så over kun to år reduceret fra 30 til kun 5 millioner kroner? For os, der er engageret i det danske Unesco-arbejde, har det været svært at forklare repræsentanter for andre lande. I forhold til den tidligere regering har den nuværende andre prioriteringer over for FN-systemet og andre forestillinger om formålet med ulandsbistand. Men også inden for de rammer, der nu er stukket ud, ville det give mening at yde større i stedet for mindre støtte til Unescos arbejde. Det gælder, uanset om hovedvægten lægges på naboskabsprogrammet, det mellemøstlige initiativ, kampen mod terrorisme eller bestræbelserne på at fremme demokratiske styreformer overalt i verden.