Har min kone og jeg fire gange inviteret de samme mennesker til middag uden at blive inviteret igen, er jeg ikke sikker på, vi skikker endnu en invitation af sted. Hvis jeg laver mad og passer haven, synes jeg, det er rimeligt, at min kone klarer vasken og rengøringen. »Givet skal (gen)gældes, om venskab skal holdes«, sagde Peder Laale. 'Stedse gave til gengæld bør svare', mente de gamle islændinge. 'Do ut des', hed det i romerretten. 'Kræv din ret og gør din pligt', står der på de røde faner. »Noget for noget«, siger regeringen. Der må være en vis sammenhæng mellem det, man giver, og det, man får igen. Det gælder i det store som i det små. Der er mange forskelle mellem den klassiske engelske velfærdsstat inspireret af Beveridge og den tyske socialstat, der er barn af Bismarck; men de har én ting til fælles. De bygger på en 'noget for noget'-relation, det vil sige en sammenhæng mellem størrelsen af de ydelser, den enkelte modtager, og vedkommendes bidragsbetaling i tidligere perioder. Forskellen mellem os og dem ligger i deres kobling mellem bidrag og ydelser og vores afkobling. Som princip finansierer vi den danske velfærdsstat ved den generelle beskatning, der pålægges befolkningen ud fra skattepolitiske (evne)betragtninger, mens ydelserne fordeles ud fra andre hensyn. Den enkelte dansker betaler ind til et center, som så - og efter andre kriterier - fordeler dele af provenuet tilbage til befolkningen. Ingen ved, hvilken del af skatten der betaler hvad. For Beveridge lå velfærdsstatens legitimitet i bidragsbetalingen, som betød, at den enkelte nød grundlæggende sikkerhed - ikke som en almisse, men som en ret. Koblingen mellem bidrag og ydelse indebar en 'noget for noget'-sammenhæng, helt parallel til det køb og salg, vi kender fra markedet. Modtageren var en 'forsikringstager', der havde været udsat for en forsikringsbegivenhed. Der måtte, mente Beveridge, forventes psykologiske, politiske og måske adfærdsmæssige fordele, når den enkelte selv oplevede at betale for sine ydelser. Også i Tyskland er det blevet fremhævet, at bidragsbetaling politisk, moralsk, psykologisk og legalt garanterer betalerens senere ydelser og virker anderledes på den enkeltes gøren og laden end finansiering over den generelle beskatning. Hvis den enkelte i princippet modtager ydelser, der mere eller mindre modsvarer vedkommendes indbetalinger, ligner bidragsbetalingen - til forskel fra en skattebetaling - de priser, vi kender fra vores daglige køb og salg. 'Noget for noget'. Det giver tro på fremtiden og tiltro til 'de andre', siger tyskerne. Det giver den enkelte en fornemmelse af, at han eller hun modtager netop det, vedkommende er berettiget til, og at omvendt ingen uretmæssigt oppebærer ydelser. Legitimiteten ligger i det markedslignende arrangement. Ydelse og modydelse. 'Noget for noget'. 'Noget for noget'-princippets gensidighedsrelationer er, argumenterer sociologer som Simmel og senere Gouldner, en betingelse for social ligevægt i både små og store grupper, men i enhver periode vil der være dem, der er ude af stand til at gengælde de ydelser, de tidligere har modtaget, eller til (ved 'forudbetaling') at sikre sig en fremtidig ret til ydelser. Glemmes imidlertid enkerne, de faderløse, den fremmede og andre af samfundets svage, gnistrer Guds vrede, fortæller Det Gamle Testamente os. At identificere sig med dem og at fornemme, at man en dag selv kan stå i samme situation, sætter spørgsmålstegn ved 'noget for noget' som eneste norm. Mennesket har til alle tider og på alle steder set, hvordan andre - ved sygdom, uheld, handikap, svaghed, alderdom, arbejdsløshed og så videre - er blevet reduceret i deres udfoldelsesmuligheder. Så erindres den enkelte om, at der kan komme en dag, hvor han eller hun selv er afhængig af andres hjælp uden krav om modydelse. Det viser, at mennesket har pligter i forhold til andre, som ligger ud over de rettigheder, der er 'oparbejdet' gennem gensidighedskæderne. Derfor kan tilfredsstillelsen af andres behov ikke kun være betinget af deres evne til at præstere modydelser. Der er en anden norm, som betinger ansvarlige handlinger på vegne af andre. En kærlighedsnorm, der forpligter til at støtte andre uden hensyn til, hvad de har gjort eller i fremtiden vil kunne gøre - alene betinget af deres aktuelle situation. En norm, der giver et kald til at give 'noget for ingenting'. Forholdet mellem de to normer - reciprociteten og kærligheden - afspejler i kristenheden spændingsforholdet mellem hverdagsmoralen og det etiske ideal, mellem praksis og prædiken. Den danske velfærdsstat forudsætter, at alle efter evne (defineret ved de skattepolitiske principper) betaler til fællesskabet, og at alle modtager efter behov (defineret ved de socialpolitiske grundidéer). Først stadfæstede man en almen skattepligt, og senere blev også retten til ydelser og ydelsernes størrelse fastsat ved lov. Det ligger i det danske system, at vi i almindelighed i fællesskab bærer ansvar for hinanden, og at vi i særdeleshed i fællesskab bærer ansvar for dem, der ikke kan klare sig selv. Tanken er fornemt udmøntet af afdøde professor Løgstrup, som - synes jeg - har sat ord på dybdestrukturen bag den danske samfundsorden: »Fra det grundvilkår, vi lever under, og som det ikke står til os at ændre, nemlig at den enes liv er forviklet med den andens, får den etiske fordring sit indhold, idet den går ud på at drage omsorg for det af den andens liv, som forviklingen prisgiver én«. Det er en sekulariseret version af Jesu forkyndelse. Buddet er naturligt, fordi det udspringer af den anvisthed på hinanden, som er et tilværelsens grundvilkår; men det er også det mest unaturlige, fordi vor natur stiller det, men ikke vil følge det. Selv om vi har en forudforståelse af, hvad der er ret og rigtigt, skyr vi, når det drejer sig om at bjerge vores egen plads i solen, ingen midler. Det er fristelsen, der er på spil, fordi det, moralen udspringer af, ikke mere har sindet i sin magt. Derfor får politikken en central funktion. Hvis den barmhjertige samaritan efter at være kommet til byen søger at rejse en folkestemning, så myndighederne griber ind imod røveriers uvæsen, er han blevet politisk. Mens han på vejen til Jeriko fuldbyrdede kærligheden, søger han nu at realisere en idé: samfundsordenens stabilitet. Med kærligheden reduceret til idé er der godt nok ingen, der elsker næsten; men der er nogen, der tvinges til at bære sig ad, som om de gjorde det. Derfor kan og skal vi politisk, mente Løgstrup, indrette samfundet, som om vi havde sympati for hinanden. Vel vidende, at det har vi ikke. Hvis sindelaget mangler, må gerningerne fremtvinges. Og så er der alligevel noget tilbage af fuldbyrdelsen. Når det nemlig foreskrives: Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer - underforstået: Hvis I var i deres sted - skal I gøre mod dem, så optræder der en rolleombytning, som består i at fantasere sig til, hvilken hjælp man ville sætte pris på, hvis man var i den andens sted - og fuldbyrdelsen består i at yde den hjælp. Min påstand er, at en eksistensforståelse som den løgstrupske er nødvendig for at forstå dybdestrukturen i den danske samfundsmodel. Når kærlighedsbuddet udmøntes i et lovreguleret system, sker der imidlertid noget i de flestes hoveder. Når 'systemet' overtager min ansvarlighed, føler jeg mig ikke længere forpligtet i forhold til virkelige mennesker. Forpligtelsen er nedskrevet til overholdelse af regler, hvis moralske indhold fortoner sig i tågerne. Og abstrakte og upersonlige forpligtelser er man fristet til at smyge sig uden om, mens man omvendt har en stærk tilskyndelse til at sikre sig sin adgang til konkrete og personlige rettigheder. Derfor bliver velfærdsstatens sprog 'rettighedernes sprog', mens forpligtelserne nedtones. I stedet for vore indbyrdes forpligtelser oplever vi at have krav på hinanden. Sociologen Hans Zetterberg har så udmærket udmøntet problemet i en svensk sammenhæng: »Velfærdsideologien søger rationelle, forudsigelige løsninger på de tilskikkelser, der rammer os som mennesker. For at indfri ideologiens krav om retfærdighed og lighed, må en rationel humanitet udmåles på et forud fastlagt, upersonligt grundlag. Mens humaniteten således fordeles ligeligt efter den rationelle velfærdsstats logik, mister den sit hjerte. Den gennemsnitlige borgers samvittighed beroliges ved tiltroen til den bureaukratiserede humanitet, og han eller hun antager, at systemet nok skal tage hånd om medmenneskets problemer, uden at vedkommende behøver at kere sig nærmere om dem. Den almenmenneskelige omsorg flyder derfor kun i yderst begrænset udstrækning direkte fra menneske til menneske. Det moralske perspektivs dualisme - den formaliserede humanitets sameksistens med den spontane humanitets fravær - lader det svenske (og danske) samfund fremstå som et paradoks«. Som Zetterberg beskrev dualismen i henseende til ansvaret for fordringens indfrielse, har professor Bent Rold Andersen beskrevet modtagersiden. De nordiske velfærdssystemer er, siger han, sårbare, fordi vi i vore bestræbelser på at realisere universel dækning, fleksibilitet og indre rationalitet også har fjernet en række af de egenskaber, der kunne erindre de potentielle modtagere om, at ydelserne ikke flyder fra en uudtømmelig brønd, men at de betales af vedkommende selv i egenskab af skatteyder. Vi har med den form, vi har givet vores velfærdsstat, skabt et 'gratistproblem'. Ikke nødvendigvis i form af et umoralsk misbrug, men snarere som udtryk for adfærd hos en rationel person placeret under forhold, hvor faktorer, der økonomisk hører sammen, og som derfor samlet burde indgå i den enkeltes overvejelser, systematisk behandles isoleret. Hermed tænkes på afkoblingen mellem ydelser og finansiering, fraværet af 'noget for noget'. Hvor meget afkoblingen end kan begrundes i en hensyntagen til dem, der ikke kan leve op til reciprocitetsnormen, kan den føre til en uønsket adfærd. Hvis den danske model skal fungere, må borgerne undlade at drage nytte af dens ydelser i fuld udstrækning, det vil sige, de må i privatøkonomisk forstand optræde irrationelt. Hvor 'fornem' moralen bag den danske idealtype end måtte være, afdækker de to vurderinger et sæt af iboende spændinger. Hvis sindelaget mangler, sagde Løgstrup, må gerningerne fremtvinges; men mennesket har ikke let ved at glemme de selviske tilskyndelser, og det skaber et skisma mellem velfærdsstatens fundamentale krav til vores gøren og laden og den samtidige trang til at sælge trepattede køer i Jesu navn. Der er ikke meget i den velfærdsstatslige dagligdag, der stimulerer den nødvendige 'besinden sig': Når vi aktuelt oplever os i betalerens rolle eller på anden måde skal indfri forpligtelsen over for andre, da en besinden sig på den fornødne generøsitet i forhold til dem, der har det sværere end os. Når vi aktuelt oplever at være i en rolle, der betyder, at vi har brug for andres støtte, da en besinden sig på et vist mådehold for ikke at 'overanstrenge' systemet. 'De andre' eller 'systemet' er jo ret beset min nabo og næste, ja, 'de andre' er mig selv; men det skjuler netop de regler, der knæsætter moralen. Reglerne skulle til, fordi fristelsen var på spil; men regler eller ej, fristeren er altid på spil. Derfor indebærer den danske velfærdsstat en konflikt, fordi den på en og samme tid forudsætter generøsitet og overskud, mådehold og tilbageholdenhed. Hver for sig må vi agere sådan, at velfærdsstaten, hvis alle andre opfører sig på samme måde, kan overleve; men både formelle regler, manglende vilje og forståelse stiller sig hindrende i vejen. Der er ingen, der optræder som umoralske monstre, men samfundsordenen stiller krav, vi som rationelle individer har svært ved at komme til rette med. Der er en iboende mislyd mellem velfærdsstatens grundide og vores adfærd. Den 'etisk begrundede' adfærd er ikke i harmoni med de umiddelbare tilskyndelser, og vores - og de andres - opførsel svækker de sociale normer. Der er ikke i hverdagen noget, der for alvor holder os fast på 'dydens smalle sti' og stimulerer til den fornødne 'besinden sig'. Tværtimod virker de økonomiske tilskyndelser i mange tilfælde 'den gale vej', og de sociale normer er for svage til at sikre den uformelle sociale kontrol i et fællesskab, der omfatter alle. Vi er anonyme i vores indbyrdes forhold, føler os som deltagere i et spil i forhold til 'systemet' og oplever ikke os selv i umiddelbarhedens forhold til 'de andre'. Når vi ved den småsmarte opførsel rager til os på 'systemets bekostning', ser vi det som udnyttelse af et anonymt væsen og ikke som et svigt i forhold til vore naboer. Selv om 'de andre' er vore medmennesker og på en og samme tid 'os selv', blindes vi af de regler, der skulle tøjle fristelsen: 'Jeg har betalt min skat, og derfor har jeg ret til ...'. 'Det må det offentlige tage sig af ...'. 'Min gode bekendt fik, så skal jeg også ha' ...'. Med skattebetalingen føler vi hver især, at vi har gjort vores. Lad nu 'de andre' gøre deres. Egenansvarligheden reduceres. Den formaliserede humanisme hyller medmennesket i anonymitetens kåbe, og 'de andre' bliver upersonlige, anonyme og uden ansigt. Den enkelte oplever, at en opførsel i overensstemmelse med velfærdsstatens spilleregler betyder, at man 'bliver snydt'. Og så er det bedre at opføre sig, som man tror, 'de andre' opfører sig. 'Noget for noget' kan sikkert dæmpe noget af hovedpinen, når vi skal finde balancen mellem den sunde ødselhed i forhold til dem, der virkelig har vanskeligheder, og den gode nøjsomhed, når vi skal enes om de problemer, vi mener, 'systemet' skal tage sig af. Og det er det, der er opgaven. Kroniken er en forkortet version af et bidrag til bogen '13 udfordringer til den danske velfærdsstat', der er redigeret af Klaus Petersen og Jørn Henrik Petersen. Den udkommer i dag på Syddansk Universitetsforlag.