»Efter at have afsendt sin kastestjerne mod det sovende menneske fornemmede han gennem øjenkrogen, hvordan en svag krampe gik gennem shogunens krop. Giften havde virket. I samme nu blev der blæst alarm på borgen, og han forsvandt lynsnart gennem vinduet. Vagterne søgte overalt. Kun ét sted havde de overset: I voldgravens vand lå han lydløst og trak vejret gennem et rør«. COWBOYEN og ninjaen tiltrækker os ved hjælp af de samme virkemidler: spændingen, nattestemningen, kampen mand mod mand og faren for en pludselig død. Hvor cowboyen i min barndom i 1960'erne var en dominerende heltetype, blev han senere afløst af nye idoler som ninjaen, den japanske skyggekriger, som i en sort dragt og ved hjælp af snedige våben som kastestjernen dukker op ud af intet og myrder for igen at forsvinde i den blå luft. Kampkunstens helte rykkede mod øst, uanset om det drejede sig om filmstjernen og kultfiguren Bruce Lee eller mere nutidigt heltene fra Ang Lees 'Tiger på spring, drage i skjul' og Zhang Yimous 'Hero'. Det seneste udtryk for vores fascination af Orienten er Edward Zwicks succesrige helteepos 'Den sidste samurai' med Tom Cruise i hovedrollen. I en officiel præsentation af filmen får vi at vide, at »Nathan Algren er krigsveteran fra den amerikanske borgerkrig. Han tager til Japan for at lære kejser Meijis tropper at bruge skydevåben i kampen mod landets sidste samurai. Men Algren bliver taget til fange af samuraien og ændrer livssyn, da han møder samuraiernes ældgamle traditioner og deres æreskodeks«. I filmen præsenteres samuraierne som varme, nærværende, indsigtsfulde og værnende om deres folk. De har en dybt religiøs samfølelse med naturen og vil hellere dø stoisk i kamp mand mod mand end vanære sig ved at benytte industrikulturens våben som Howitzerkanonen, som de da også selv i sidste ende må bøje sig for. Over for den stolte, rituelle og åndfulde samuraikultur, inkarneret i lederen Katsumoto, sættes den materialistiske og korrumperede vestlige livsstil repræsenteret ved kejser Meijis rådgiver Ohmura, der for egen vindings skyld ønsker at modernisere Japan, koste, hvad det vil. I FILMENS forsøg på at kritisere de vestlige værdier sker der en stærk romantisering af de sidste zenbuddhistiske samuraier, der gennem appeller til kejsermagten forsøger at kæmpe for opretholdelse af deres gamle standsprivilegier. I det feudale Japan udgjorde krigerstanden den herskende klasse, og Japan var det, vi med moderne ord ville kalde et militærdiktatur. Efter Tokugawastyrets samling af Japan omkring år 1600 blev landet inddelt i en repressiv og stiv standsstruktur baseret på den patriarkalske og strengt hierarkiske kinesiske kungfutsianisme. Kigger vi den japanske kriger lidt efter i sømmene, ses det, hvorledes en overførsel af centrale elementer i hans livspraksis strider frontalt mod den oplysningens etik, som vi ellers bekender os til. Samuraiens gerning var et blodigt håndværk. Hans job var at dræbe andre mennesker. Det var almindeligt at dræbe krigsfanger, som man foragtede, fordi »rigtige mænd kæmper, til de styrter «. Fjendens hoved blev i reglen afskåret efter slagene og taget med som bevis på, hvem og hvor mange fjender man havde dræbt. Samuraien var altså ikke specielt menneskekærlig, men faktisk heller ikke særlig fri eller selvstændig, sådan som vi drømmer om ham. Ordet samurai betyder 'den, som tjener' (af saburafu, 'tjene'), og samuraierne var underlagt deres herrer, de såkaldte daymyoer, der ejede rismarkerne og udgjorde den egentlige herskende klasse i Japan. Indtil 1600-tallet hændte det af og til, at samuraien fulgte sin afdøde herre i graven eller begik selvmord, hvis han faldt i unåde hos herren. Omvendt ville en samurais rettigheder over for en almindelig japansk borger overført på danske forhold betyde, at en officer i hæren havde ret til at dræbe en almindelig borger af bondeeller håndværkerherkomst. Det krævedes blot, at samuraien rapporterede (u) dåden til den lokale politimyndighed og forklarede, at han havde følt sig forulempet af en person, der f.eks. var stødt ind i skeden med hans 'hellige' sværd. I FILMEN hyldes zenbuddhismen som samuraiernes åndelige inspirationskilde. Men denne religiøse retning har kastet store moralske skygger i den japanske historie. Hvor samuraierne især stod for udviklingen af den praktiske våbenteknik, var det munkene, der udviklede kampkunstens mentale dimension. Allerede omkring det tidspunkt, hvor krigerstanden etablerede sig, opnåede zenmunkene en høj status hos denne stand. Under nogle af Kamakuraperiodens (1185-1333) første shoguner opnåede zenmunkene støtte fra magthaverne, og derefter voksede zens betydning ikke blot for krigerne, men også i bredere dele af det japanske folk. Hvad var det ved zenbuddhismen, som tiltrak de japanske krigere? Zen var en meget speciel religion, idet den afviste intellektuel spekulation, men derved også stod uden en etisk overbygning. Det, der talte, var total tilstedeværelse i øjeblikket. Også krigeren var en handlingens mand, og når han stod direkte konfronteret med fjenden, var der ikke tid til lange analyser. Krigeren brugte derfor zenmeditation til at blive bedre til at handle helt frit og spontant i de afgørende øjeblikke i kampens hede. Dermed blev de japanske krigere nogle af de mest frygtede i de andre asiatiske lande. Den tyske filosof Eugen Herrigel har i bogen 'Bueskydning og zen' givet et stemningsmættet portræt af sit forhold til den japanske mester i bueskydning Kenzo Awa. Herrigel opholdt sig i Japan i mellemkrigstiden, og han havde ingen problemer med at tilslutte sig nazismen, et klart eksempel på det farlige i zenbuddhismens tro på, at det meditative menneske af sig selv udvikler det rette etiske sindelag. OMKRING ÅR 1600 blev borgerkrigene, som havde plaget Japan i generationer, mindre og mindre udbredte. For det nyetablerede Tokugawastyre var det væsentligt at opretholde en vis kampevne hos dets krigere for at kunne holde andre krigerslægter og oprørske bønder nede. Da krige næsten var ophørt, var det samtidig vigtigt for styret at dæmpe krigeriskheden generelt blandt Japans krigere. Tokugawastyret (1603-1868) arbejdede derfor for en fredeliggørelse af kampkunsten. Hele den store krigerstand blev opretholdt under det nye styre. Men hvad skulle krigerne bruge deres militære færdigheder til i et samfund uden krig? Målet for krigeren blev nu i mindre grad at dræbe en ydre fjende, i højere grad at dræbe de destruktive og hæmmende dele af sig selv. Fra at være krigskunst blev kampkunsten mere og mere en selvforsvarsmetode og en fredelig mental udviklingsvej. I Vesten sammenkædes sportslig succes med et vist mål af selvhævdelse. Når en fysisk aktivitet anskues som en østlig vej (do) ændres perspektivet grundlæggende. Målet er at sætte det bevidste jeg ud af kraft. Jeget bliver i orientalsk filosofi nærmest set som en hindring for den perfekte idrætsudøvelse. Kampkunsten som vej handler om at reagere intuitivt. Målet er f.eks. at kaste modstanderen uden på forhånd at have planlagt det. Der er ikke en hårsbred, ikke en tanke mellem ide og handling. Den vestlige idrætspsykologi og ikke mindst flowteorien står i stor gæld til denne tradition. FILMEN 'Den sidste samurai' finder imidlertid sit ideal i den krigeriske samurai og animerer ham til igen at vende sværdklingen mod den ydre fjende for at hindre moderniseringen af det japanske samfund, hvilket i praksis vil sige industrialisering, almindelig skolegang og en begyndende demokratisering. Filmen postulerer, at der i det moderne samfunds gennembrud var mening i en genoprettelse af en stærk kejserstat, og en voldelig reaktion mod afskaffelsen af samuraistanden i 1871 ses derfor som legitim. Men et sådant modtræk blev faktisk forsøgt med militariseringen af det japanske samfund i begyndelsen af 1930'erne, hvor kejserkulten florerede under Hirohito (1926-89). Den japanske shintoistiske naturreligion blev i løbet af 1930'erne ophøjet til statsreligion, og zen blev brugt til ideologisk hjernevask og som legitimering af den selvmordsbombende og fanatiske kejserlige hær, der excellerede i krigsforbrydelser i Asien i 1930'erne og under krigen, som det senest er blevet vist af Brian Victoria i bogen 'Zen at War' (2000). Der skete en korporativ dyrkelse af den japanske befolkning som en stor harmonisk 'statsfamilie' uden indre modsætninger, og personer, der modsagde dette billede, blev brutalt myrdet. Kamikazepiloterne var inspireret af bushido, samuraiernes æreskodeks, der krævede ekstrem selvopofrelse, mod, loyalitet og en asketisk levevis. Det virker derfor ikke videre betryggende, når Tom Cruise forsikrer os om, at bushido er i fuld overensstemmelse med hans elskede Scientology. JAPANS deltagelse på aksemagternes side under Anden Verdenskrig var et hårdt slag for hele den japanske kampkunst. Efter Anden Verdenskrig nedsatte de amerikanske besættelsesstyrker i Japan en kommission, der skulle undersøge, om den japanske kampkunst var medskyldig i den ekstreme krigeriskhed og ultranationalisme. Kommissionen fandt frem til, at de japanske kampkunstsystemer havde spillet en væsentlig rolle heri. Derfor blev sværdkunsten kendo og judo forbudt i det japanske skolevæsen. Den tid, hvor forbuddet var i kraft, brugte amerikanerne til at genplante deres egne sportsgrene, især baseball, solidt i det japanske folk. Omkring 1950 blev forbuddet mod kampkunst officielt ophævet. Det mest kendte eksempel på, at den højrenationalistiske fristelse også i efterkrigstidens Japan kan dukke op, er den også i Vesten anerkendte forfatter Mishima Yukio, der efter et mislykket, teatralsk kupforsøg i 1970 begik et opsigtvækkende rituelt 'samuraiselvmord', seppuku, hvor bugen skæres op fra venstre mod højre. Stadig i dag er Japans problematiske fortid yderst levende i Japan, f.eks. når premierminister Junichiro Koizumi besøger det omtvistede Yasukunitempel, hvor mange af de store japanske krigsforbrydere ligger begravet, og hvor der på tempelmuseet foregår en forherligelse af den japanske krigsindsats i alle krige inklusive Anden Verdenskrig. SOM VED andre Hollywoodproduktioner handler filmen 'Den sidste samurai' ikke så meget om 'de andre' (samuraierne), men om os selv. Samuraiernes påståede dybde, ærefuldhed og menneskeforståelse er en projektion af vores egne savn. Følelser af tomhed, forbrugerræs og materialisme slår om i deres påståede modsætning. Når den store japanske filmskaber Kurosawa i sin mest kendte film, 'De syv samuraier', lader hovedpersonerne optræde som menneskekærlige beskyttere af de stakkels forsvarsløse bønder, vækker det genklang hos os i Vesten, men det er ikke videre realistisk. Det japanske filmpublikum har derfor altid næret en vis ambivalens over for Kurosawas import af humanistiske elementer til det førmoderne Japan. Fascinationen af det eksotiske hører vor moderne kultur til. I tiden efter Anden Verdenskrig har det især været Orienten, der har været inspirationskilde for vesterlandske grænsesøgere. Det startede med ungdomsoprørets og rockkulturens fascination af indiske guruer, hallucinogene stoffer og klange fra Ravi Shankars sitar. The Beatles' omvendelsesrejse til deres indiske guru Maharashi er blevet en klassiker. Men som det ofte går med samfundskritiske bevægelser blev hippierne og ungdomsoprøret på det ydre plan bekæmpet af 'the establishment', mens der samtidig foregik en integration af de provokerende nye vinkler i det brede samfundsliv. I 1980'ernes mere strømlinede kultur blev dyrkelsen af det orientalske mondænt i forretningslivet. En karrierebevidst erhvervsmand burde nu læse samuraien Musashis bog om strategi fra 1645, for var det ikke traditionen fra samuraierne, der udgjorde rygraden i den japanske økonomis forbløffende succes efter Anden Verdenskrig? I færdigpakket form kunne det vestlige publikum nu nyde det eksotiske gys fra de fremmedartede japanere i filmserien 'Shogun' eller Michael Crichtons 'Solen stiger' med Sean Connery og Wesley Snipes, og senest i Sofia Coppolas overfladeæstetiske film 'Lost in Translation', hvor Tokyos spillehaller, karaokebarer og lysreklamer udgør den surrealistiske kulisse. Ungdomsoprøret brød et autoritært samfunds ritualer ned. Skolebørnene skulle nu opdrages til at blive borgere i et frigjort samfund. De måtte sige 'du' til deres lærer og tiltale hende ved fornavn. Revselsesretten forsvandt, og man behøvede ikke længere at stå på række, når man mødte. Uden for skolen nedtonedes mange af den kristne kirkes overgangsritualer ved fødsel, giftermål eller død. Den 'fri' kærlighed brød ud i lys lue, og skilsmisseprocenten røg i vejret. Manglen på klare grænser og regler gjorde, at mange børn blev grænsesøgende i en grad, der var ved at drive dem selv og forældrene til vanvid. Længe inden ungdomsoprøret brød igennem, var der foregået en gradvis 'informalisering' af samfundet. Man skulle ikke længere følge i fars fodspor, men selv skabe sit liv. Hverdagslivets uformelle normer bredte sig til stadig flere livsområder. Det blev vanskeligere at skelne hverdag fra fritid og fra fest. Den voksende frihed med frit valg på alle hylder gav mange mennesker livsangst. Autonomi affødte anomi. Det var som en reaktion mod dette 'formløshedens tyranni', at flere og flere unge vesterlændinge greb til Orientens hierarkiske og ritualiserede kampkunst for at få lidt struktur i det truende kaos. Kampkunsten blev et ungdomsoprør mod ungdomsoprøret. Guruen blev erstattet af samuraien.