EN 'MAGTUDREDNING' som den, der sidste år kom som en officiel facitliste om 'Magten i Danmark', er umulig at lave i de fleste lande på Balkan. Hvis nogen alligevel forsøgte - og specielt hvis de nåede frem til et så 'mistænkeligt beroligende' resultat som den danske undersøgelse - ja, så ville alle se det som et forsøg på at dække over 'de reelle' magtforhold i det pågældende land. For det er svært at beskrive alle de uofficielle og halv- eller helkriminelle netværk, der fungerer på Balkan - og lige så svært at vurdere, hvor stor indflydelse det demokratiske officielle netværk - af politikere og statsinstitutioner - rent faktisk har. Men samtidig har folk på Balkan samme behov som vi andre for at vide, hvad det er for kræfter, der styrer deres samfund, hverdag og hele liv. Derfor abonnerer den enkelte borger tit på sin personlige 'magtudredning' - det vil sige, at man fæster lid til hver sin egen version af en eller anden overordnet teori om, hvem der i det skjulte styrer hvad og hvordan. Sådan har det været i århundreder: Konspirationsteorier er en uadskillelig del af politik og verdenssyn på Balkan. Den slags teorier opstår, når der er begivenheder, man har brug for at forklare - eller bortforklare. Enten fordi grunden til, at de er sket, ikke umiddelbart står én klart. Eller fordi man bevidst eller ubevidst bebrejder sig selv og har brug for at skyde ansvaret fra sig. Eller andre lægger ansvaret på én - og derfor giver man igen ved at pege på nogle andre og finde en skyldig. Som professor i statskundskab ved universitetet i Beograd Jelica Stefanovic forklarer: »Når jeg er meget træt og ude af stand til at gøre noget som helst nyttigt, så læser jeg som regel en bog af Le Carré eller andre lignende forfattere - det vil sige bøger fulde af sammensværgelser. Det får mig straks til simpelthen at falde i søvn. Det er et mirakel. Og jeg har spurgt mig selv, hvorfor det får mig til at falde i søvn«. »Jeg tror, svaret er, at det giver mig god samvittighed. Når man er træt, tænker man: Kunne jeg gøre noget bedre, hurtigere eller på en eller anden måde anderledes?' Man begynder at tvivle og stille spørgsmål. Men hvis man ser komplotter bag begivenhederne, er det alt sammen meget enkelt: 'Verden er ond, og jeg er perfekt'«. »Hvis jeg tror på en konspirationsteori, fortæller den mig for det første, at jeg ikke er personligt skyldig i noget. Hvis alt planlægges i Vatikanet i Rom - der er jo så mange katolikker i verden - eller hvis alt planlægges i USA eller i efterretningstjenesterne - så er der ikke noget, der er min personlige fejl. Uanset hvad jeg har gjort, er det okay - for det er legitimt og lovligt at modarbejde enhver sammensværgelse mod én«. »Så konspirationsteorierne er en trøst: Det er den perfekte medicin til at lette ens samvittighed«. SPECIELT I Serbien har man behov for sådan en 'ventil' til at lette samvittigheden: en teori, der kan forklare, hvorfor og hvordan det gik til, at man på femten år gennem et inferno af vold, krig og flygtninge styrtdykkede fra at være rimeligt velhavende til at være blandt Europas allerfattigste mennesker. Og ikke bare fattige, men også uglesete og anklagede. Og forklaringen skal helst ikke pege på én selv eller på ens verdenssyn som et problem. Ikke mindst derfor forklarer mange serbere udviklingen helt anderledes end de fleste af os andre. Og derfor er det svært for os at forstå, hvorfor de i dag handler, som de gør - når for eksempel 28 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i december gik til et fascistisk parti, der ikke mener, serbere gjorde noget forkert i 1990'ernes Eksjugoslavien. Mens specielt den vestlige verden lægger en stor del af skylden for krigene i det tidligere Jugoslavien på serberne, så prøver mange serbere naturligt nok at skubbe den byrde fra sig. Derfor blomstrer teorierne om, hvorfor Jugoslavien pludselig faldt fra hinanden. Mange lægger deres version af historien ud på internettet, hvor én konklusion lyder: »Et intakt Jugoslavien ville være en stærk militær kraft i regionen. Derfor er det et anatema at have et forenet Jugoslavien i en forenet Europæisk Union. Et splittet, svækket og besejret Jugoslavien kunne kontrolleres af stormagterne - mens et stærkt med Milosevic og serberne i spidsen ikke kunne«. Grunden til, at Jugoslavien blev opløst i krig, skal altså findes ikke i, men uden for Jugoslavien - nemlig i 'Vesten', hævder denne amerikanske hjemmeside (tilsyneladende oprettet af en af de mange derboende serbere). Det samme mener mange serbere - inklusive den dramatiker og manuskriptforfatter, som med filmen om netop Jugoslaviens opløsning, 'Underground', i 1995 vandt guldpalmerne i Cannes. Også Dusan Kovacevic lægger ansvaret for udviklingen på Balkan uden for Balkan selv: »Hvis du spørger mig, om der kommer flere krige her i fremtiden, så må jeg sige, at det kommer an på, hvad verden planlægger for os - for efter min mening, ville der ikke have været nogen krige, hvis ikke verden havde ønsket det. Og hver gang krigen ikke mere var nødvendig, blev den hurtigt og brat afbrudt i løbet af en måneds tid - så det afhænger af verden: Det var dén, der gav de jugoslaviske republikker våben og provokerede fjendtlighederne mellem dem«. DEN 'KONSPIRATORISKE' opfattelse af, hvordan verden hænger sammen, giver ikke kun et bestemt syn på fortiden. Den sætter også fremtiden i et særligt lys - og påvirker derfor folks handlinger i dag. For som Kovacevic siger om præsidentvalgene i Serbien: »I forhold til valgene - her eller i Slovenien eller Makedonien eller et andet sted på Balkan - så er det os, der vælger præsidentens sekretær. Men præsidenten selv sidder i Washington, London eller Berlin. Og dét er sandheden, mens alt andet er en løgn«. Hvis man mener sådan, er der jo ikke så megen grund til at stemme ved valgene - og måske også derfor er hele tre runders serbiske præsidentvalg da også blevet ugyldige, fordi mindre end 50 procent af vælgerne stemte. PÅ ET NYLIGT seminar om de seneste års udvikling på Balkan med fokus på især Serbien deltog flere danske eksperter på feltet - ligesom to unge serbere holdt oplæg. Bagefter blev serberne spurgt, hvordan det serbiske samfund kan komme ud af den situation, der i dag lammer landet på grund af konflikten mellem en nationalistisk og en vestligt orienteret fløj. Den Berlinbaserede konceptkunstner Tanja Ostovic svarede: »Jeg er dybt overbevist om, at krigen i Eksjugoslavien blev provokeret og sat i gang af den internationale kapitalistiske kannibalisme. Nogle gjorde de forskelle, som findes mellem menneskene i området, til et redskab og drev dem så langt ud, at de kunne misbruges af en stærk mediemanipulation fra både Vesten og i selve Eksjugoslavien ( ... ). Landet var isoleret økonomisk og kulturelt i meget lang tid. Derefter blev det bombet, så alt, der nu er tilbage, virkelig er elendigt. Og nu køber [Vesten] så alting helt fantastisk billigt«. »Den store, stygge kapital lever af små krige, men det ønsker folk ikke at indse«. Den serbiske kunstner lancerer her en typisk konspirationsteori: Hun skubber de konkrete spørgsmål om, hvordan det serbiske samfund igen kommer til at fungere, i baggrunden - fordi de er svære at håndtere. I stedet svarer hun: »Det er ikke os, der har gjort noget forkert, vi er bare ofre for en kynisk udnyttelse af økonomiske grunde«. Den kendsgerning, at det var den eneste gang på seminaret, der blev klappet ad et svar, fortæller, at andre end serbere ser den konspirationsteori som den mest sandsynlige forklaring på, hvad der er sket i det tidligere Jugoslavien. Og at ikke kun serbere holder af at forklare verden ved hjælp af et sort-hvidt plot, der gør nogle mennesker til skurke og andre til ofre eller måske helte. PÅ SEMINARET holdt også Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen oplæg. De to har skrevet bogen 'Hadets anatomi' om baggrunden for krigen i Eksjugoslavien og er for tiden ved at færdiggøre en opfølger om samme emne og ud fra samme synsvinkel. De er stærkt kritiske over for serbisk nationalisme, som de mener er halvvejs »traditionel højrefløjsnationalisme« og halvvejs venstreorienteret, »garneret med konspirationstanker«. På seminaret blev Stjernfelt og Eriksen spurgt om den bosniske præsident Izetbegovics rolle i krigen. Med henvisning til, at han i 1960'erne skrev - og i 1990 genudgav - en »fascistisk islamistisk« tekst, svarede Stjernfelt, at også Izetbegovic var »en skurk«. Men: »En endnu mere svimlende ting, som bringer os helt over i konspirationsteoriernes tågede rige, det er: Havde serberne også en finger med i spillet dér? Var de med til at iscenesætte ham som et monster?«. Logikken er - forklarer Jens-Martin Eriksen videre - at serberne i Izetbegovic allerede i 1980'erne så, hvad Eriksen kalder »den perfekte modstander«. Izetbegovic og hans parti, SDA, var nemlig så muslimsk ekstremistiske, at almindelige serbere ville føle sig truet af dem, hvis de kom til magten. På den måde ville serberne mere villigt følge deres egne nationalisters plot. Derfor sørgede serberne for, at deres modsætning, Izetbegovic, fik mere og mere magt og endte som Bosniens præsident, mener Jens-Martin Eriksen og konkluderer: »På den måde indgår hele SDA og Izetbegovic i en større masterplan, end de overhovedet selv på noget tidspunkt kan overskue«. Den muslimske ekstremist Izetbegovic indgik ifølge Eriksen i serbernes 'masterplan' for, hvad der skulle ske på Balkan. Men - vil mange serbere nu tilføje - hvis sådan en masterplan fandtes, så indgik dén på sin side i en endnu større masterplan - nemlig USA's og Vestens. Konspirationsteorierne indbygges altså i hinanden som russiske dukker - eller som et løg: Man fjerner lag på lag og finder ud af, at der ikke er nogen kerne. Måske. På den anden side: Selv om man er paranoid, kan man jo godt være forfulgt. Og selv om de mange konspirationsteorier modsiger hinanden, kan der godt stå ind til flere sammensværgelser bag, at verden går af lave. Ingen af de nævnte teorier kan altså afvises - og det er selvfølgelig bare et par eksempler af en hel myriade. EFTER MILOSEVIC' fald forsikrede mange, at med dét var endnu en sammensværgelse ført ud i livet: Milosevic blev kun væltet, fordi CIA havde trukket i trådene. Det samme hørte man, da Ceausescu ti år tidligere blev væltet - men her tror de fleste i dag på en anden konspirationsteori: at 'den folkelige opstand' var sat i scene af partiapparatet. Derimod er ingen vist i tvivl om, at CIA gjorde sit bedste for at skabe uro i Milosevic' Serbien, og at man faktisk støttede oppositionen. Dén støtte råbte Milosevic længe højt om, idet han desperat forsøgte at forklare serberne, at der var en sammensværgelse i gang mod landet (og ubeskedent satte 'mig' lig 'Serbien'). Den pointe var vigtig for ham, for som Jelica Stefanovic siger: »Det er legitimt at modarbejde enhver sammensværgelse mod én« - næsten uanset hvilke midler man bruger. De midler brugte Milosevic så mod oppositionen, der blev kaldt 'udlandets medsammensvorne'. Siden 11. september 2001 har USA med George W. Bush i spidsen brugt samme logik: Eftersom der er en verdensomspændende konspiration imod os, har vi lov at bryde alle love - og de, som ikke er med os, er i ledtog med terroristerne! Den samme tanke prøver serbiske nationalister stadig at gemme sig bag i retsopgøret om Eksjugoslavien: Vi kan da ikke være bødler, når vi nu tværtimod er ofre - for en sammensværgelse! Men selv om CIA og andre skulle være indblandet i Jugoslaviens opløsning, giver det selvfølgelig ikke paranoide eller vanvittige nationalister ret til at gøre hvad som helst - sådan som de nærmest gjorde i Bosnien mellem 1992 og 1995. På samme måde burde den 'sammensværgelse', der tydeligvis var mod Vesten og specielt USA, ikke give USA/Bush ret til at gøre ting, der intet har med dén at gøre. Men den lov og ret er lige præcis, hvad nogle serbere og nogle amerikanere (deriblandt uheldigvis præsidenten) mener, de har. MÅSKE HAR alle parter været 'i god tro': Måske troede de nationalistiske serbere faktisk, at nationen var i fare - mens Bush f.eks. troede, at Irak støttede terroristerne og forberedte diverse atom- eller giftanslag. I hvert fald er det interessant, at bortset fra basketball har USA og Serbien én altopslugende interesse tilfælles: konspirationsteorier. Bortset fra terrorismen og førhen kommunismen, der får og fik fabelagtigt omfang, handler de kendteste og mest udbyggede amerikanske af slagsen om, hvem der slog John F. Kennedy ihjel og hvorfor. I Serbien er der selvsagt tilsvarende teorier om, hvem der i marts 2003 dræbte premierminister Zoran Djindjic - og hvorfor. Sjovt nok har vi ikke noget af den slags i Danmark. Det er ikke kun, fordi ingen myrdede Anker. De fleste danskere vil umiddelbart og 'af natur' (det vil sige: af kultur) hælde til at tvivle på de citerede serbere og måske også på Eriksen/Stjernfelt og Bush. For så febril en fantasi har danskere åbenbart ikke - at dømme efter, hvad der skete, da den danske magtudredning sidste år udkom og viste sig så tandløs som en kødpølse. Der skete nemlig ingenting. Nok beklagede 'samfundskritiske iagttagere', at undersøgelsen var alt for beroligende - men det lød ikke særligt overbevisende. Måske fordi forklaringerne - modsat konspirationsteorier - var nuancerede. Ingen hævdede - som det ville være sket på Balkan og uden tvivl i USA - at Magtudredningen var lavet for at skjule nogle lyssky realiteter. Den form for fantasi lader slet ikke til at være en del af dansk kultur. Og dog. På det seneste er visionen om 'den kulturradikale Bermudatrekant' (Gyldendal, DR og Politiken, red.) etc. som det eneste inden for dansk konspirationsteorisme begyndt at konkurrere med balkanboere og amerikanere. For slet ikke at tale om den om muslimerne, der kun venter på, at vi vender ryggen til, før de dolker 'os'. Modsat hvad man kunne vente, trives de mest radikale forestillinger om magten i Danmark nemlig ikke på den magtesløse venstrefløj - mens regeringspolitikere og deres magtfulde støtteparti har lært af den udenlandske ekspertise på dette ellers så udanske felt. Hvad kan man mon uddrage af dét?