Det er på tide, vi kommer fremad i debatten om værdier, ellers har den såkaldte værdidebat ingen mening. Hvad vil det sige at være liberal? Liberalisme betyder frihed. Men ikke frihed, som vi for længe har defineret den, nemlig friheden til at slippe, unddrage os eller gøre, hvad fa'n hver enkelt har lyst til. Frihed i liberal forstand er friheden, ikke fra , men friheden til at udnytte de kræfter, hver enkelt har. Alle har kræfter, mange eller færre, men kræfter har vi alle. Ethvert menneskes værdighed udspringer af, at disse kræfter efterspørges, at vi signalerer, at det gør en forskel, at hvert menneske er her og gør sig umage. Dermed understreges vigtigheden af respekten for, at vi alle er forskellige, og at vi kan og forventes at bidrage med netop det, vi kan, hvilket undertiden glædeligvis kan være mere, end vi troede, vi kunne. I en lang række år har denne tankegang været bandlyst, fordi det betragtedes som næsten asocialt at stille forventninger om, at alle, også de, vi kaldte svage, havde kræfter. Men sagen er, at de, der har få kræfter, eller de, der næsten ikke synes, de kan bidrage med noget, de mennesker har allermest brug for, at fællesskabet siger til dem: Jeg tror, du kan. Du er vigtig. Du betyder noget for det fælles. Det er vigtigt at understrege dette, fordi i det liberale samfund er ikke kun den stærke vigtig. Liberalisme betyder netop, at vi alle kan - men også skal - være her, og vi er vigtige, netop fordi vi ikke er ens. Det er netop det, der gør fællesskabet levende og spændstigt. Det er også denne forskellighed, der gør det spændende og inciterende at leve, fordi vi inspireres af hinanden, men også forpligtes på hinandens mulighed for at komme til orde, så vi yder hver vores. Liberalisme betyder oprør mod konformitet og ensretning Når statsministeren talte om de berømte - eller berygtede - smagsdommere, var det jo ikke for at undsige ekspertisen, sådan som det er blevet udlagt, men for at sige, at det er nødvendigt, at ikke kun de fås stemmer høres, men at de manges brede erfaring skal danne ballast i et kreativt samfund. Liberalismen hylder værdien af nuancerede synspunkter og dermed det, der er folkestyrets og demokratiets grundvilkår: betydningen af, at man lytter til andre og beriges - og undertiden flyttes - af det, man hører, men også, at borgerne selv tager stilling. I den liberale optik er der ikke kun én sandhed. Den liberale tanke er derfor et opgør med enhver form for moraliseren over for andre, men også med et overhåndtagende styre, der hele tiden mener at skulle holde et vågent øje med, hvad hver enkelt går og laver. Liberalisme bygger på tillid til, at det enkelte menneske kan og vil leve op til sit ansvar som borger. Liberalisme tolkes ofte som den enkeltes ret til eller lyst til at gå helt sine egne veje uden hensyn til andre. Altså ren egoisme eller individualisme. Det er synd, hvis liberalismen bliver reduceret til et så snævert livssyn. Liberalismen bør netop være kendetegnet ved det enkelte menneskes forståelse af, at den frihed, jeg ønsker og drømmer om, også er det andet menneskes. Den liberale må altså være indstillet på at give rum og plads til det andet - forskellige - menneske. Først da bliver der tale om det fællesskab, der nødvendigvis må være det liberale samfunds grundvold. Denne baggrund forpligter selvfølgelig, når de ideale tanker skal udmøntes politisk. Det siger sig selv, at alle forskelligheder, alle kreative tanker og al personlig menneskelig værdighed kan knægtes, hvis man vil styre, dirigere, kontrollere og mistro hvert enkelt menneskes færden og tanke. Det siger også sig selv, at vil man forskelligheden, kan man ikke samtidig ønske en humørforladt opdragen og moraliseren i forhold til befolkningen. Det siger dermed sig selv, at politik ikke kan udstrække sig langt ind i det enkelte menneskes private sfære. Hvis den gør det, har vi ikke et liberalt, men et totalitært styre, som nok ved, hvad det rigtige familieliv er, hvad de rigtige meninger er, hvordan den rigtige familie lever. Her hersker faren jo i høj grad, når vi taler socialpolitik, fordi socialpolitikken i sin kerne har ønsket om at hjælpe mennesker i nød. Men der er en meget, meget snæver grænse mellem, hvornår man hjælper et menneske, og hvornår man i den bedste mening fuldstændig tager ansvaret og kræfterne fra mennesker og sætter hjælperens norm ned over den, der skal hjælpes. Det har ofte været sagt om liberale, at de ikke udviser social forståelse. Det er ikke rigtigt. Liberalisme har ingen mening, hvis det menneske, der har brug for hjælp, ikke får det, så også han eller hun kan føle, at han eller hun er ligeværdig med de andre. Men den liberale er opmærksom på, at grænsen mellem hjælpen og at 'begramse' og træde alt for langt ind over det andet menneskes personlige grænse er så snæver. Respekten for det andet menneske skal også i hjælpesituationen være en bydende nødvendighed. Det liberale udgangspunkt må bygge på og appellere til det enkelte menneskes værdighed, ansvarsfølelse og samvittighed. At der er mening i det, viser Magtudredningens sidste rapport, hvor det slås fast, at »folket er kompetent«. Det skulle også bare mangle efter de 200 år, vi har brugt på netop at opnå denne folkelige kompetence gennem uddannelse og undervisning. Jo mere der regeres, og jo mere mistillid der gives udtryk for over for hver enkelt, jo mere svinder menneskers lyst til at yde noget selv bort. Det var det, der skete i de tidligere østeuropæiske lande. Mennesker gav op. Gemte sig i flokken. Det bliver til en menneskelig forsimpling, og det avler alt andet end kærlighed, varme, styrke, initiativ, glæde, kunstnerisk storhed og almindelig fremdrift. Derimod trives det middelmådige, forarmelsen og misundelsen. Det udvikler sig let til et system med stadig strengere sanktioner over for dem, der ikke retter ind. En overdreven kriminalisering af borgerne hører ikke et liberalt samfund til. Et liberalt samfund bør ikke vige fra troen på det almindelige menneskes personlige dømmekraft og på den velfærd, der udspringer af det enkelte menneskes oplevelse af sig selv som en nødvendig , ansvarlig og værdig medspiller i det fælles samfund. Derfor bør et moderne liberalt samfund besinde sig på den stadig stigende trang til at evaluere alting. Også fordi stadige evalueringsøvelser fuldstændig lammer alt det daglige arbejde, der ligger lige for, ja, endda kan lamme muligheden for at tage sig af de gamle eller de børn, der har brug for, at vi tager os af dem her og nu, og ikke for, at vi står med næsen i en manual, vi skal krydse af i. De offentlige evalueringssystemer bør ikke overtage ansvaret for det kvalitetsmål, der ligger i at bygge på det enkelte menneskes personlige ansvarsfølelse. Kvalitet skabes bedst af forventningen om, at den enkelte gør sit bedste. Når mennesket giver op og holder op med at gøre sit bedste, fordi det måske ikke får opfattelsen af, at dets vurderinger, dets valg eller dets tanker er værdsat eller værd at høre på, overlader det styringen til andre. For den, der har givet op, er det nærliggende at tænke: Hvordan det går mig i livet, bliver de andres ansvar og forpligtelse. Jeg nøjes med at gøre vrøvl, hvis jeg ikke får, hvad der er min ret. Med den tankegang får vi et samfund af svageliggjorte, bange og usikre mennesker, der er blevet gjort afhængige af politik. Det har intet med tryghed at gøre. Den enkelte bliver alt for sårbar, hvis han eller hun skal sidde og vente på, at andre kommer og løser problemerne. Og sæt der ikke er nogen til det? Eller sæt de løser dem på en måde, som slet ikke passer til den enkelte? Tryghed i liberal forstand er at skabe rammerne for, at den enkelte har så frit et rum til selv at agere som muligt. Det betyder bl.a., at det tillægges grundlæggende betydning, at mennesker er i stand til at opretholde tilværelsen gennem en personlig arbejdsindtægt. Vilkårene for et blomstrende erhvervsliv og for lysten til at være selvstændig og iværksætter er i den henseende af afgørende betydning for velfærden for alle. »Vi har sejret ad helvede til«, sagde LO's Thomas Nielsen. Det har vi i den forstand, at vi har nået det, vi ønskede, fordelingssystemet skulle kunne: fordele økonomien, så 'få har for meget og færre for lidt'. Det system burde nu kunne styres rent administrativt, så politikerne kunne genvinde deres plads som politikere i stedet for som administratorer af ordninger. Velfærd i liberal forstand kan nemlig ikke måles på omfanget af offentligt tildelte ydelser, ligesom velfærd ikke kan måles på samfundets evne til at detailregulere, kontrollere og overvåge, at alle har fået, hvad de mener, de har krav på, eller hvad politikerne mener, de har krav på. Hvis det alene er den politiske opgave at levere ensartede ydelser uden hensyn til nuanceret afvejning af lokale ønsker, hensyn og behov, har de folkevalgte overflødiggjort sig selv og reduceret borgerne til kunder i en købmandsforretning med frit valg på alle hylder. Hermed er det lokale folkevalgte system gjort overflødigt, for købmandsforretningen kan lige så godt ligge centralt i Bruxelles som i København og amter og kommuner helt nedlægges. Dette er langtfra det ideal, der lå bag netop det liberale Venstres tanker ved systemskiftet i 1901, som byggede på, at menneskelig velfærd er et spørgsmål om, at hvert menneske føler, der stilles forventninger og krav til det, så det føler, det har en betydning, at det er der, kan komme til orde, og at det gør sin kreativitet gældende lokalt og nationalt. Derfor er det i høj grad et spørgsmål, om slagordet om 'noget for noget' har ret meget med liberalisme at gøre. Liberalismen går ikke ud fra, at vi alene forventes at hjælpe til og yde noget til det fælles, før vi er sikre på, at vi får noget for det. Tværtimod. Den liberale tanke bygger netop på, at mennesker yder hver deres til det fælles, det være sig som frivillig i det folkelige arbejde, f.eks. i foreningslivet, i idrætsarbejdet eller i det kirkelige arbejde eller i det frivillige sociale arbejde. For liberale har det været en stor skuffelse at se, at det i dag er svært at få voksne til at yde netop på disse områder uden at få noget for det. Men liberalismen har i det hele taget som grundholdning en forventning om, at mennesker yder deres bedste. Hvis man taler om noget for noget i den sammenhæng, bliver det en kortslutning af denne traditionelle liberalisme. I det hele taget går liberalismen ud på forventningen om, at vi er indstillet på at værne om og passe på de værdier, herunder de landskabelige og miljømæssige, vi har fået overladt, og som vi skal videregive til vore efterkommere. Det hører ikke til liberalismen at lade hånt om værdier, eller at samfundet skal drives som en forretning. Argumenterne om, at amter og kommuner er blevet så overbebyrdede med opgaver og ydelsestildeling, at en ændret kommunalstruktur er nødvendig, holder ikke i en liberal optik, hvor det tværtimod er bydende nødvendigt at gå ydelsernes og opgavernes antal og omfang igennem med en tættekam, så ikke de mange får, hvad de svageste så må undvære. Velfærd i liberal forstand er forventningen om, at hvert menneske føler sig tilskyndet til at være med i den demokratiske proces, har lyst til og kan påvirke den. Et liberalt styres fornemste opgave er derfor til stadighed at appellere til den åbne og løbende dialog om, hvordan samfundet skal udvikle sig. Derfor skal liberale politikere ikke barrikadere sig bag spindoktorer og pressefolk. Liberale bør ikke være bange for deres folkelige bagland. Derfor skal det liberale styre også værne om de decentrale folkevalgte organer, som er forudsætningen for, at det enkelte menneske oplever folkestyret tæt på i sin hverdag. Hvis liberalismen skal være troværdig, må den følge de liberale tanker også i en fremtid, hvor mange snærende grænser, også landegrænser, nødvendigvis står for fald. En liberal, der lukker sig inde eller ude fra andre, burde være en anakronisme. Denne tankegang må nødvendigvis få betydning for, hvordan vi som nation forholder os til de øvrige lande i verden. Helt konkret betyder det, at Danmark som nation ikke til stadighed kan barrikadere sig bag sin grænse mod andre. Alene fordi det vil være dobbeltmoral, hvis vi ønsker at komme ud og opleve andre lande, andre kulturer, andre mennesker i den mangfoldige verden, som det hører til liberalismens grundtese at være optaget af. Det giver sig selv, at så kan man ikke lukke sig inde bag sin grænse selv, hverken den personlige eller den nationale.