Jeg sidder i et fly på vej til Japan. Jeg har været der før. Japan er et land, de fleste har hørt om, men de færreste kender eller føler, de forstår. Et moderne land, der ikke desto mindre har tilbragt det meste af sin historie under varierende grader af selvbestaltet isolation. Japan forstår at importere store mængder kundskab og kultur fra andre steder for så at tage det til sig og gøre det til helt sit eget. Det er et land med en kinesisk inspireret, men nu amerikaniseret, vestlig kultur. Tankegangen virker som et kludetæppe af ideer fra alverdens steder. Et eksotisk land, der burde være til at begribe og forstå. Men Japan er ikke let at begribe. Første gang jeg var på Kentucky Fried Chicken, bukkede begge små, sminkede uniformsklædte servitricer i et perfekt synkroniseret buk, begge smilede, mens de råbte det hurtigt velkendte 'irasshaimasei!' (velkommen i vor butik!). Første gang jeg tog toget, et helt almindeligt bumletog fra Osaka til Okayama, bukkede billetkontrolløren dybt i døråbningen, før han gik ind i den lange kupé for at se billetter, og igen da han forlod den. Han bukkede ikke for nogen bestemt, han bukkede for os alle. I det tilfælde, at der var kommet nye passagerer siden sidste stop, gjorde han det hver gang. Der var mange stop til Okayama. I det hele taget var der en helt enorm mængde bukken i Japan. Hver gang jeg tog en gratis pakke lommetørklæder fra et af de smilende mennesker, der står og deler dem ud overalt i Japan, blev der bukket. Hver gang jeg gik forbi en butik, uanset om det var Gucci eller en af de berømte '100-yen-butikker', hvor alt fra tøj til bøger koster et hundrede yen, blev der bukket. Hver gang jeg gik ind i en offentlig bygning eller en bank, blev der bukket. Og bukkene var aldrig stive, sløsede eller svagt distraherede, som var det noget, personen gjorde per automatik uden at lægge kræfter i det. I Japan kan en butiksassistent sagtens blive fyret for ikke at bukke 'rigtigt' eller for ikke at vise nok alvor og ydmyghed, mens det står på. En god veninde, Norie, hvis familie jeg skulle besøge under min første tur til Japan, arbejdede engang i en tøjbutik. Kom kunden ind i butikken, fortalte hun, bukkedes der ti grader som velkomst. Gik kunden uden at købe noget, bukkedes der femten. Købte kunden noget, blev der bukket tredive grader. Købte kunden meget, bukkedes der femogfyrre. Under hvert af de forskellige buk udtaltes der af butiksassistenten en fast remse passende til situationen og altid på keigo, det mest formelle og højtidelige niveau af japansk med undtagelse af det, der kun er forbeholdt kejseren. Dette blev gjort hver gang, hænderne samlet på den rigtige måde, fødderne stillet i den rigtige stilling, benene strakt, ryggen rank. Mænd bukker anderledes end kvinder. Børn bukker på en tredje måde igen. Da jeg skulle møde Nories familie for første gang, var jeg meget nervøs. At 'møde familien' er altid en grund til nervøsitet, da det ofte bliver betragtet som en slags indvielse. Vil ens tilstedeværelse ved spisebordet blive bedømt som en fornøjelse eller noget, der tilbydes udelukkende af høflighed? Sådan er det nogle gange for danske familier. Sådan er det altid for japanske, især hvis de er meget traditionelle. Nories familie var meget traditionel. Vi tog morgentoget fra Osaka til Okayama med et stop i Kobe før frokost. Byen er kommet sig helt efter det tragiske jordskælv i 1995, vejret er strålende, og storbyen viser sig fra sin bedste side. Overalt suser - japanere i byer går aldrig - japanske mænd og kvinder rundt i både jakkesæt og afslappet tøj, med mapper og mobiltelefoner svingende til højre og venstre. Byen er en lys blanding af snævre gader og brede boulevarder. I de smalle gader er der mange skilte med håndmalede skrifttegn og åbne madboder. I de store hænger neonskiltene, og overalt er der højhuse. Kobe er en flot by, en sprudlende by, og efter frokosten tager vi veltilfredse og afslappede videre til Okayama og mit frygtede møde med familien. Det er blevet aften, før vi ankommer. Nories far og mor venter ved stationen, i bil. Norie bor ikke i Okayama, men i den meget mindre Kurashiki, som er naboby. »Min mor er totalt ligeglad med det der manérhalløj«, siger Norie til mig, mens vi går mod udgangen. Jeg er omgivet af en lind strøm af forretningsmænd, der er på vej hjem efter en lang dag. Bløde stemmer fra højtalerne over mig takker mig for at have brugt JR Railways og beder mig have en behagelig aften. Jeg synes overhovedet ikke, aftenen tegner til at blive spor behagelig. Jeg kender på det tidspunkt en del til japanernes høflighedsritualer, og det er i sig selv nok til at skræmme mig - og så siger Norie, kære, søde Norie, at hendes mor ikke er så meget til alt det der. Mit hjerte slår en anelse roligere, men trøsten er kortfristet. »Hun synes, det er lidt fjollet. Sådan lidt halvkrukket«. Pyha. »Men, min far ... ja, han er altså rigtig slem«. Jeg kommer ud fra stationen og mødes af den varme japanske sommerluft og den svage lugt af bilos. Bilerne flyver forbi i en sværm af røde og hvide lygter. Overalt er der cykler. Larmen er velkendt bystøj, men alligevel dæmpet. En lille japansk kvinde i fyrrerne kommer løbende imod mig. Hun smiler og vinker, øjnene skinner, og hendes meget direkte gang frem mod mig og hendes datter virker en anelse skræmmende, næsten rovdyragtig. Hendes blik fæstner sig på mig og viger ikke, før hun kommer helt tæt på. Jeg begynder at sige pænt goddag, meget pænt goddag, selv om Norie har sagt, hendes mor ikke er til det der pjat. Ganske rigtigt vifter hun med hånden og griner for at få mig til at holde op. Så kigger hun lidt op og ned ad mig. Så griner hun højlydt af min nervøsitet og hiver både mig og Norie af sted mod bilen, hvor faren står og venter. Kontrasten er slående. Nories far er høj og slank med knaldsort hår og meget rank ryg. Han står ved siden af bilen som en chauffør, men han virker ikke som en chauffør. Han virker som en, der allernådigst har besluttet at tage mig med en tur. Stille, fattet lægger han begge håndflader på oversiden af lårene, for større høflighed og respekt. Roligt ser han i min retning og bukker, langsomt, flydende, yndefuldt og maskulint. Bukket når sin rette dybde - femogfyrre grader - hvor det holdes i cirka et sekund, før overkroppen bringes tilbage i samme langsomme, glidende tempo som før. Stille gentager jeg velkomsten, opmærksom på vigtige detaljer som de flade hænder på lårene. De fleste japanere kan sagtens tilgive, at udlændinge ikke kender alle dele af de forskellige sociale ritualer, japanerne deler, men det giver særdeles mange plusser, hvis man kan, især i en familie som Nories. Faren smiler svagt til mig og sætter sig så ind i bilen. Jeg hjælper til med al bagagen. Turen, der varer lidt over en time, bliver tilbagelagt i stilhed. Moren spørger Norie om et par ting, men ellers er der tavshed i den lille bil. Okayamas centrum forsvinder hurtigt, og når jeg drejer hovedet, flyder det japanske forstadslandskab forbi i en ubrudt strøm, et landskab, der er ens overalt i landet. Huse, der aldrig er over fem etager, tit mindre, med endeløse baner af telefonkabler, der snor sig omkring dem, antenner og paraboler overalt på deres mangefarvede tage. Gaderne er små og labyrintiske. Husene er enten lavet af træ, materialer, der ligner træ eller sten. Der er ingen systematik, hverken i vejplanen eller husfacaderne. Japans forstæder er som en vild skov. Vi kommer hjem til Nories hus og læsser af. Det er et relativt stort hus med ti værelser fordelt på to etager. Huset er delt op i to bygninger med en lavere, der forbinder dem. Det hele er lavet af træ med en have omkring med små stier og sten, der er dækket af grønt mos. Selv om der er en lille dam og flere træer i den lille have, virker det ikke overfyldt. Haven, som Nories bedstefar passer hver morgen, er tæt befolket, men alt har sin plads. Vi kommer ind på en lille overdækket plads, hvor man stiller sine sko, før man går ind i huset. Der venter Nories bedstemor ved indgangen. Hun er lille, mindre end Nories mor, hun stirrer på mig med store, indbydende, meget alvorlige øjne. Familien har aldrig før haft en gæst fra det store udland på denne måde. Vi stopper alle. Jeg er forrest, og alle andre træder, både fysisk og mentalt, et skridt tilbage. Bedstemoren står direkte foran mig. Langsomt går hun fremad, og jeg bliver stående, præcis som jeg skal. Bedstemoren i Nories hjem er familiens absolutte overhoved, og det er hende, der skal byde mig officielt velkommen. Det er også hende, jeg skal gøre mest glad og tilfreds. Stille går hun frem mod mig, indtil hun er et par meter fra mine fødder. Mit ansigt er roligt og fattet, som det skal være, men det er alligevel svært at holde masken og ikke lade forbløffelse og overraskelse springe frem i øjne og bryn, for bedstemoren, firs år gammel og så mange gange min overordnede, når det kommer til japanernes sociale rangstige, stirrer på mig et øjeblik og lægger sig så på knæ foran mig og bukker, hænderne fremme så håndfladerne og panden hviler mod jorden i en fuld kejserunderkastelse, der efterlader mig komplet mundlam, men også meget beæret. Bedstemoren har vist, at velkomsten er ubetinget, at jeg ikke skal bekymre mig om, at jeg er en udlænding i et meget traditionelt hjem, at jeg skal føle mig hjemme, og at de er taknemmelige over, at jeg har valgt netop deres sted, når jeg nu kommer så langt borte fra. Hun rejser sig, og jeg bukker, dybt, dybt, halvfems grader med håndfladerne på lårene, det mest ydmyge og respektfulde jeg som mand og gæst kan gøre. Alle smiler, og prøven er bestået. Jeg bliver budt velkommen og kommer ind i huset, hvor maden venter. De har hørt, jeg elsker sushi, og har lavet i massevis af det, en anderledes slags end den, man plejer at få i forretninger, for at jeg skal prøve noget nyt. Om aftenen sidder vi på gulvet og snakker. Jeg sidder i skrædderstilling, men med helt rank ryg, da en persons karakter i højeste grad kan læses på hans holdning og positur. En ryg, der holdes rank over lang tid, vidner om et stærkt, modent sind. Familien og bedstemoren ser det og de mange andre små detaljer, der skal til, ud over en venlig, interesseret og høflig adfærd, for at vise dem, at jeg er glad for at være hos dem og respekterer deres hjem. Mit ophold hos Nories familie er langt og meget spændende. Efter de første par dage bliver alting meget mere afslappet, og familien viser sig fra sin mere dagligdags side. Sandheden er, at de var lige så bekymrede for min ankomst, som jeg var, da det var meget vigtigt for dem at vise, hvor alvorligt de tog mit besøg. Jeg skulle føle, at jeg var en vigtig og ganske særlig gæst. I et land, hvor facaden er så vigtig og detaljerne så betydningsfulde, er det set i bakspejlet ikke underligt, at Nories bedstemor bukkede så høfligt, som hun gjorde. I et land, hvor begge parter er både deltager og tilskuer i samme sociale og psykologiske spil, er den slags ting meget vigtige for at bevare ånden, høflighedsånden, der er en del af den større japanske folkeånd, og som findes f.eks. i teceremonien, hvor stilheden er i højsædet, og det tager lang tid at drikke bare en enkelt kop. Men alt dette, som at bukke og skænke te, noget, der i vestlige øjne kan virke tåbeligt eller i hvert fald en anelse som spild af tid, er i virkeligheden hverken tåbeligt eller påtaget. Som alle opvisninger, der er flot koreograferet, er det både betagende at se på og tage del i, og ser man først meningen bag de underlige bevægelser, de krukkede formaliteter og de mærkelige ritualer, japanerne omgiver sig med, pustes der liv i de stive statuer, for så ser man, at de netop ikke er statuer, men mennesker, mennesker, der flyder som vand.