Personerne i denne historie er Søs på fem og hendes far og mor. Mor har en dreng på tretten fra et tidligere ægteskab. Far og Mor er skilt, og Mor har forældreretten. Mens de boede sammen, nægtede far kategorisk at passe børn. Nu vil han gerne have samvær med Søs. Det bakker Mor op om. Et barn har som bekendt brug for både en mor og en far. Før skilsmissen passede Mor ganske vist barnet alene, men nu efter skilsmissen kan Søs pludselig ikke undvære sin far. Det har Mor læst sig til, og det mener myndighederne også. Far er imidlertid ikke synderlig socialt begavet. Under samværet tager han Søs med på besøg, for selv véd han ikke, hvad man stiller op med børn. »Så blev ham gal. Så gik vi hjem«, er imidlertid et fast omkvæd, når Søs kommer hjem fra samvær. Det gælder både besøg hos Fars venner og hans familie. Søs er taleretarderet og har først det seneste år kunnet fortælle lidt sammenhængende om samværet. For et år siden flyttede Mor til en anden by, fordi hun fik nyt arbejde. Hun har som sagt hele tiden bakket op om Fars samkvemsret. Jeg og Mormor var derimod noget betænkelige og håbede på, at samværet måske nu ville ophøre. Far havde nemlig en temmelig aggressiv adfærd, og han var desuden groft forsømmelig i forhold til Søs. Søs kom for eksempel hjem fra samværet uvasket og uredt. Det tøj, hun havde på, var beskidt, og han kunne finde på at sende hende i børnehave uden trusser på eller aflevere hende hjemme uden anden påklædning end trusser. Han råbte ofte op og skældte Mor ud ved aflevering og afhentning. Han sagde, at Søs var ulækker, og at hendes tøj var grimt, særlig hvis Mor havde købt en ny kjole, som Søs var glad for. Hun måtte ikke have nogen slags legetøj med hos Far. Men Far opretholdt samværet trods afstanden, og hans forsømmelighed blev ikke bedre, efter at Mor flyttede. I børnehaven måtte pædagogerne gøre Søs nødtørftigt i stand efter Fars morgenafleveringer, så de andre børn ikke mobbede hende. Desuden opsøgte Far gentagne gange Mor på hendes private adresse længe før aftalt afhentningstid, selv om Statsamtet havde besluttet, at han ikke måtte. Her råbte og skabte han sig; han hamrede på døre og vinduer og skræmte både Mor og de to børn fra vid og sans; han medbragte affald, som han smed i indkørslen; han forstyrrede naboer og genboer; han henvendte sig på Mors arbejdsplads, hvor han også råbte op; og han truede pædagogerne i børnehaven til at udlevere Søs længe før det aftalte tidspunkt. Han nægtede gang på gang at rette sig efter Statsamtets afgørelser. Statsamtet påstod, at der ikke var nogen mulige sanktioner. Mor undersøgte, om Far kunne få et polititilhold, men svaret var: »Han har jo ikke gjort dig noget«. Nogle dage efter et samvær i april sagde Søs til sin mor: »Mig har en hemmelighed«. Mor forklarede, at man godt måtte have hemmeligheder, men man behøvede ikke at have hemmeligheder for sin mor. Det accepterede Søs. Hun fortalte så, at far pillede hende i tissekonen, når de var kommet i seng. »Må ham vel det«, spurgte Søs. Denne betroelse udløste selvfølgelig en indberetning til Statsamtet og en anmeldelse til politiet. Samværet blev sat i stå, men alle offentlige instanser rådede Mor til ikke at tale med barnet. Hvis Fars forsvarer kunne påvise, at Søs havde talt med nogen, ville sagen falde. Mor stolede på autoriteterne, og Søs kom til at gå med sin hemmelighed alene i otte uger. Så blev Søs afhørt. Mor måtte ikke være til stede, men den kvindelige betjent, der skulle udspørge, var først på besøg i hjemmet. Her sagde hun til Søs: »Du er klar over, at du ikke må lyve«. Den replik blev gentaget den ene gang efter den anden. Det blev den også under den egentlige afhøring. Søs var skræmt. Det virkede, som om det var Søs, der var anklaget, og sådan følte hun det åbenbart også. Hun låste af og sagde ingenting om overgrebet, men hun fik dog sagt, at hun savnede Far. Det havde hun også sagt derhjemme. Der havde hun imidlertid også sagt, at hun hadede Far, at hun elskede Far, at hun var bange for Far - og så videre. I bilen hjem med Mor og en pædagog spurgte Mor, hvorfor Søs ikke sagde noget under afhøringen. »Nu gør ham det jo ikke mere«. Selvfølgelig gjorde han ikke det, for samværet havde jo været afbrudt. Efter afhøringen blev det besluttet, at Søs skulle udleveres til samvær igen, og alle forklarede, at det var nødvendigt, at Mor fulgte denne afgørelse. Ellers ville udleveringen foregå med fogedens hjælp, og Mor ville selv risikere en fængselsstraf. Det bøjede Mor sig for. Søs græd, gemte sig, rokkede frem og tilbage og kaldte uafbrudt på sin mor, da hun skulle udleveres. Hun var panisk rædselsslagen, når Far kom. Far rev Søs til sig, skældte og smældte, smed hende ind i bilen og kørte. Når børnehaven afleverede hende, var der derimod ikke nogen problemer. Det gives der nok nogle fine psykologiske forklaringer på, men de hjælper jo ikke Søs. Imidlertid førte det til, at Mor flere gange overlod udleveringen til børnehaven. Hun håbede og troede desuden, at overgrebet havde været en misforståelse, at det måske var sket i fuldskab - eller at Far nu var blevet bange og ikke ville gøre det igen. Far blev ikke afhørt, men kommunikerede gennem sin sagfører. Jeg lavede en underretning til kommunen, fordi Søs ikke måtte få sin egen seng hos far. Der skete ingenting. Søs kom ikke til at tale med et børnesagkyndigt menneske. Hverken Statsamtet eller de kommunale myndigheder fulgte op på sagen. Det var forhistorien. Nu kommer fortsættelsen. Søs skal holde atten dages sommerferie hos Far. Efter dette er Søs og Mor på ferie hos Mormor og mig. Det var en chokerende oplevelse for os. Vi havde nok bemærket, at Søs i løbet af det sidste års tid havde ændret temperament. Hun er blevet mere usikker og pjevset, og hun havde opført sig sådan, at vi flere gange havde overvejet, om der kunne være tale om et seksuelt misbrug. Dette blev så bekræftet i april, men vi kunne ikke gribe ind på tværs af myndighedernes og Mors beslutninger. Denne sommerferie blev vi imidlertid helt sikre på, at der var noget fuldstændig galt. Før var Søs åben, tillidsfuld, social og kærlig, kort sagt en ganske almindelig pige. Nu mødte vi hende ude af balance, sart og klynkende. Hun brød sammen uden påviselig årsag, vendte ryggen til verden, krøb sammen og rokkede frem og tilbage. Hun gentog stereotypt 'mor, mor, mor, mor' eller 'jeg vil ha' min mor, jeg vil ha' min mor', også selv om Mor stod ved siden af eller endda sad og holdt om hende. Søs var utrøstelig i lang tid. Der var desuden tale om en markant regression, en helt småbørnsagtig adfærd. Denne regression blev også sproglig, efter at Søs første gang fortalte om ferien hos Far. Søs talte i babysprog og opførte sig meget barnligt og ofte ganske urimeligt. Familien oplevede simpelthen en personlighedsændring hos Søs. Hun mødte op med et stort blåt slagmærke på den ene kind. Da vi spurgte, hvad der dog var sket, vendte Søs sig væk og ville ikke sige noget. Tidligere har hun altid fremvist skrammer, og hun har som andre børn været glad for lidt medlidenhed. Senere gik Mor hende på klingen, og da fortalte hun, at hun var faldet med sin cykel. Hun sprang mig om halsen, som hun plejer, men idet jeg gav hende et knus, smækkede hun benene sammen og bøjede underkroppen ud til siden, så jeg var ved at tabe hende. »Hov, hvad er der galt«, sagde jeg. »Mig vil ned« sagde Søs. Det kom hun selvfølgelig, men jeg var himmelfalden. Over for de andre børn ved badebassinet stod hun åbenlyst og pillede sig i tissekonen. Ved tumlelege med storebror eller Moster tog hun deres hånd og førte den ned til tissekonen. »Nej, det må man ikke«, sagde de, og Søs tog en af sine ture. Hun sad med vidt spredte ben og pegede på sin tissekone. »Gør det ondt, Søs«, spurgte Mormor. »Mor, mor, jeg vil ha' min mor«, sagde Søs. Hun var i det hele taget langt mere seksuelt opmærksom end almindelige børn på fem år, og end hun var for få måneder siden. Og så fulgte bekendelserne. Søs var som sagt meget ændret, da hun kom på ferie. Efter et par dage sagde hun til sin mor, at hun havde en hemmelighed. Mor og hun har som sagt efter sidste overgreb aftalt, at man ikke har hemmeligheder for sin mor. Mor får at vide, at Far stadig »gør det der«. »Har du ikke din egen seng?«. »Nej, kun i kælderen. Der vil mig ikke sove«. »Men har du ikke nattøj på?«. »Jo, men det tager ham af«. Han stikker fingre ind i tissekonen og i numsen. Han rører selv ved sin tissemand, og han tisser på gulvet, »men det må ham selv tørre op«, siger Søs. Så lukker hun af. »Skal du gøre noget med hans tissemand«, spørger Mor. Søs vrider sig, vender ryggen til, rokker. »Jeg vil ha' min mor, jeg vil ha' min mor«, klager hun. Søs har haft ondt i halsen siden januar, men lægen kan ikke påvise nogen infektion eller andet. Mor spørger, om Søs kan holde ud at tale med andre. »Ja, med Mormor«. Et par dage efter snakker Mormor med hende. Jeg hører det meste, da sommerhuset er meget lydt, og jeg befinder mig i værelset ved siden af. Søs gentager sine hemmeligheder, men låser meget hurtigt. Mormor spørger, om de kan tale om en dukke. Det kan de godt, men ikke uden Mor. Mor kommer. Nu peger Søs på tissekonen og numsen. Der stikker han fingrene ind. »Kysser han også«, spørger mormor. »Ja«. »Hvor?«. Søs peger på dukkens bryster og tissekone. »Skal du også røre ved hans tissemand?«. Søs låser, vender sig væk, rokker og klynker »mor, mor, mor«. De næste dage får Søs at vide, at alle de voksne kender hendes hemmelighed, og der er ingen, der vil have, at Far gør sådan. Hun virker pletvis lidt mere tillidsfuld, men er meget langt fra den gamle Søs. Der er endnu et par korte seancer. »Siger du ikke, at han skal lade være«, spørger Mormor. »Jo, men det gør ham bare ikke«. Far har sagt, at hun ikke må sige noget. »Hvad sker der, hvis du siger noget«, spørger Mormor. »Så slår Far Mor ihjel«, siger Søs. »Mig savner min far«, siger Søs. »Mig er bange for min far«, siger Søs. »Mig hader min far«, siger Søs. Men mest siger hun bare »mor, mor, mor - mig vil ha' min mor - mor, mor, mig, mor«. Vi nærmer os nutiden. Statsamtet har ikke reageret. Søs skal udleveres til Far på torsdag. Onsdag ringer Mor til dem. Det er desværre sådan, at denne beslutning skal igennem flere instanser. Derfor bliver Mor nødt til at udlevere Søs, siger Statsamtet. På den måde lykkes det for Far at gøre hele familien kriminel. Hvis vi udleverer Søs, véd vi, at vi udleverer hende til vold og misbrug. Det må man ikke. Man skal tværtimod beskytte barnet og underrette de sociale myndigheder om den slags ting. Hvis vi ikke udleverer Søs, kommer vi på kant med Statsamtet, der mobiliserer fogeden, henter barnet og anmelder os til politiet for ulovligt at tilbageholde barnet. Første del af sagen blev lukket efter en videoafhøring. Ingen foretog sig mere. Mor fik pålæg om at udlevere Søs igen. Alle offentlige instanser insisterede på, at hun ikke måtte foretage sig mere. Derfor blev Søs udleveret til fortsatte overgreb. Alle instanser, amtskommune, socialforvaltning, politi og lægelige eksperter er enige om, at det værste, der kan ske i sådan en sag, er en procedurefejl. Det værste er altså ikke overgrebet på og truslerne imod den femårige pige. Det værste er forskellige juridiske spidsfindigheder, der øjeblikkelig vil give voldsmanden ret til at fortsætte sin vold og sine seksuelle overgreb. Lad mig kort repetere: Der er foretaget anmeldelser til Statsamtet, underretninger til både Fars og Søs' kommuner, anmeldelser til politiet og oplysninger til Søs' børnehave. Resultatet er, at Søs stadig skal udleveres og bliver udleveret til en voldelig og pervers far. Om baggrunden for denne udlevering kan vi konstatere, at Far aldrig er blevet afhørt. Han har sendt en sagfører. Man har aldrig søgt verificeret, at Søs ikke måtte få sin egen seng. Søs er aldrig blevet undersøgt (Mor og Mormor har konstateret, at hun har mistet sin mødom under dette forløb). Søs er ikke blevet udspurgt af en sagkyndig (psykolog eller børnepsykiater). Søs har ikke fået tilbudt hjælp. Søs er blevet beskyldt for at lyve. Den praktiserende læge har nægtet at henvise Mor og Søs til psykolog, men Mor har fået tilbudt samtaler med sin praktiserende læge. Alle påstår, at de retter sig efter reglerne. Der er ingen, der vil påtage sig ansvaret for denne række forsømmelser. Der er i sidste halvdel af sidste århundrede i internationale sammenhænge sat spørgsmålstegn ved, om forbrydelser kan undskyldes, når man handler efter ordre. Det spørgsmålstegn har tilsyneladende ikke anfægtet danske myndighedspersoner. Mor og Moster, Mormor og Morfar, familiens nære venner - ingen af dem kan sove roligt om natten. De venter på voldtægten. Truslerne om mord er jo kun trusler, siger politiet. Så myndighederne kan sove rigtig godt. Det er jo heller ikke deres børn, det går ud over. Og imens hygger Far sig.