Kukkasseteater, musicals og frem for alt stordrift. Er det vitterlig kulturministerens visioner for dansk børneteater? Da teaterloven står for at blive revideret i efteråret, er det naturligt, at dramaturgen Peter Jankovic spørger. Årets store danske Børne- og Ungdomsteaterfestival blev i år afviklet i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor kommunens børneinstitutioner og børnefamilier i en hel uge fik lov at boltre sig i gratis professionelle teaterforestillinger for børn, unge og voksne. Festivalen, der er verdens største af sin art, er en enestående kulturmanifestation, der foruden at tiltrække mange teaterfolk fra udlandet også fungerer som en velorganiseret teatermesse for hjemlige børnekulturformidlere og arrangører. Kulturministeren var til stede ved åbningen og holdt tale for deltagerne. Efter talen sad jeg tilbage med en ubehagelig fornemmelse i maven. En fornemmelse af at de sidste mere end 30 års udvikling inden for dansk børneteater kan blive fejet af bordet, når Brian Mikkelsen med nyliberalistiske briller kaster sig over en revision af teaterloven her til efteråret. Hvorfor er der så mange små børneteatergrupper i Danmark, spurgte han undrende (samtidig roste han festivalen for dens kunstneriske mangfoldighed!?), og han opfordrede til dannelsen af nogle større 'fyrtårne'. Ligesom man fusionerer i det private erhvervsliv, når mindre virksomheder ikke er rentable nok i sig selv, velsagtens. Han syntes i øvrigt også, at børneteatrene skulle finde sig nogle sponsorer inden for erhvervslivet. Måske forestiller man sig ligefrem reklameafbrydelser for Fætter BR indlagt i forestillingerne? Og ministeren fortsatte sin tankerække med at erklære, at han savnede børneteatre i landets mange forlystelsesparker ind imellem tombolaer og rutsjebaner ...! Tak skæbne, hvis det var de kulturpolitiske visioner for børneteatrets fremtidige udvikling fra øverste hold. Endelig satte Brian Mikkelsen spørgsmålstegn ved, om staten overhovedet behøver at være med til at arrangere sådan en festival. I kan jo meget bedre selv, lød den friske opfordring fra talerstolen. Budskabet er utvetydigt. Teater for børn og unge skal kommercialiseres, statens ansvar for området skal mindskes, og i den forbindelse er private sponsorer og stordrift vejen frem. Måske fordi regeringen allerede har lovet kæmpetilskud i de kommende år til udbygningen og driften af nationalmastodonten Det Kongelige Teater og dermed nedprioriteret de mindre scener og det eksperimenterende vækstlag, herunder børneteatret, hvor man i højere grad må til at klare sig selv på markedets præmisser. På Lyngby-festivalens teaterpolitiske høring for børneteaterfolket med deltagelse af bl.a. Teaterrådets formand Lars Seeberg, teaterprofessor Jørn Langsted, en række amts- og kommunalpolitikere, en teateranmelder m.fl. fik jeg imidlertid en fornemmelse af, at også kræfter inden for teaterverdenen i fremskridtets navn ønsker at bevæge børneteatret hen imod stordrift og elitære institutioner. Diskussionen gik nemlig meget i retning af, at det moderne børneteater er blevet for umoderne, ikke prangende og glamourøst nok - for kedeligt og anonymt. For lidt ligesom film. For lidt ligesom 'Phantom of the Opera' på Det Ny Teater. For meget 'hørm af gymnastiksal' og kulisseslæben. Det, børnene virkelig har brug for i dag, lød det fra flere sider, er nogle flere store, traditionelle teatersale, som børnene kan køre til i busladninger, og hvor de i hundredvis, siddende i plyssæderne med slikposen i den ene hånd og mormor i den anden, kan opleve pompøse opsætninger med mange medvirkende. Ligesom i biografen - og sikkert ligesom man gjorde i de gode gamle dage, før teaterverdenen gik af lave, dengang alle de unge langhårede skuespillere drog ud i det danske landskab sidst i 60'erne med deres hånddukker og revolutionære budskaber. Heldigvis for alle os andre blev teaterverdenen ændret af denne generation, og godt tredive års slid på de danske landeveje - hjulpet af BørneTeaterSammenslutningens arbejde og en nogenlunde konstant politisk vilje til at støtte opsøgende virksomhed - har siden udviklet det moderne professionelle børneteater til det, det er i dag - en vital og levende kunstform, der beriger publikum i ind- og udland med eksperimenterende dramatik, scenografisk nytænkning og en lang række spændende kunstnere. Nu skal dette ikke lyde som en total afvisning af Brian Mikkelsens 'vision'. Det er vel muligt, at en mindre del af børneteatret med fordel kan udvikle sig videre i stordriftsretning - store kukkasseopsætninger er jo ikke pr. definition dårlige - men det vil være et meget beklageligt tilbageskridt, hvis tendensen bliver generel, hvilket i hvert fald kulturministeren synes at lægge op til. Der findes jo faktisk allerede en hel del af den slags 'større' traditionelle tilbud inden for det eksisterende: Ishøj Teater f.eks. gør sig meget i 'buskørselsforestillinger', Folketeatret og Bellevue har sat flere succesrige børnemusicals op, og nu begynder også Det Kongelige Teater at producere stort for børn. Vi må bare ikke glemme, at det er de mange mindre børneteatre - ofte énmands m/k - og deres opsøgende virksomhed, der igennem en årrække har hævet dansk teaterkunst for børn og unge til dets nutidige internationale niveau. At det professionelle børneteater virkelig har meget at tilbyde i form af kunstnerisk nytænkning, er desværre ofte et overset faktum, da selv de allerbedste forestillinger aldrig opnår særlig stor mediebevågenhed. Kendere af dansk børneteater vil dog vide, at det er blevet til adskillige verdensklasseforestillinger i børneteatrets karakteristiske 'dogmeteaterform', hvor turnélivets nødvendige begrænsninger, f.eks. på scenografi og antal medvirkende, er forvandlet til en kunstnerisk styrke i stedet for en utilstrækkelighed. Formen i sig selv kræver nemlig, at man kan finde enkle og virkningsfulde sceniske løsninger og udtryk, der aktiverer publikums fantasi i stedet for at servere alt på et sølvfad. Med få midler kan teaterkunsten således transformere klasseværelset, biblioteket eller kulturhusets café for en tid til en ny verden, hvor alt er muligt. Som teateranmelderen Inger Holst ganske smukt og rammende skrev i Information efter Børneteaterfestival 2000 i Ringsted: »Det har været en uge med magi og mirakler: Lokalerne i en håndfuld kommuneskoler blev forvandlet til lysende fantasiriger. En gymnastiksal med ribber og en atmosfære af sved og armbøjninger blev til en flodbred under stjernerne i det fjerne USA«, og hun konkluderer: »Børneteater, når det er bedst, er på et niveau, som andre teaterkunstnere burde tage ved lære af«. Foruden den scenografiske 'lethed', der kommer af, at de fleste børne- og ungdomsforestillinger er beregnet til omfattende turnébrug uden en kæmpestab af teknikere, adskiller formen sig også fra meget voksenteater ved de store krav, der stilles til stykkernes og skuespillernes evner til at have med et utroligt krævende publikum at gøre, der ikke høfligt lukker øjnene i mørket og tager sig en stille lur, hvis de keder sig. Derfor bliver publikum ofte integreret i forestillingerne meget tidligt i produktionsfasen som en faktor, man må tage hensyn til, både med hensyn til det optimale antal og den præcise aldersgruppe. Forestillingen spilles næsten altid relativt tæt på publikum, og skuespillerne må, især når det drejer sig om mindre børn, ofte forholde sig til spontane kommentarer og velmenende tilråb undervejs. Den 'intime' børneforestilling er derfor et møde, der i høj grad er afhængig af de individuelle publikummers humør, indstilling, opdragelse m.m. For udøverne kræver det naturligt nok en egen skoling i publikumskontakt. Børnene oplever til gengæld skuespillerne på nærmeste hold, som virkelige mennesker af kød og blod - mennesker, som børnene (og deres voksne) kan tale med efter forestillingen, når magien har lagt sig, og de kan få svar på spørgsmål, tilfredsstillet nysgerrigheden eller bare et venligt håndtryk til afsked. Børneforestillingens særlige mulighed for at henvende sig i øjenhøjde til en mindre gruppe børn og gøre dem medlevende i og medansvarlige for teatermødets afvikling har derfor ud over den æstetiske effekt også en vigtig teaterdannelsesdimension. Teateroplevelsen bliver på denne måde et reelt alternativ til zapperkulturen med colaen og chipsposen foran tv-skærmen. Nærhed, socialt ansvar og personlig kontakt er blevet en mangelvare i en verden, hvor menneskelige relationer erstattes af digitale, og hvor børnenes kulturelle bevidsthed for en stor del formes af letfordøjeligt amerikansk tv og et evigt reklamebombardement, som det private erhvervsliv og kulturministeren i skøn forening ikke mener, børnene (og alle andre) bør leve foruden. Er det i denne kommercielle ånd, vi skal videreudvikle dansk børneteater, er jeg alvorligt bange for, at vi vil grave dens kunstneriske grav. Ønsker vi derimod, at det moderne professionelle børneteater både skal bibeholde sin høje kvalitet og sin brede folkelige aktionsradius - for de to ting hænger som beskrevet ovenfor nøje sammen - nytter det ikke noget kun at have visioner om stationær stordrift, og om hvordan staten hurtigst muligt skal overlade det økonomiske ansvar for teaterkunstens udvikling til markedet og det frie initiativ. Ånden i moderne dansk børneteater er dybt forankret i den opsøgende tradition, men da turnéteater altid er forbundet med så store omkostninger, at det er en ren underskudsforretning, må staten træde til med midler til teatre og formidlere, hvis man vil opretholde og videreudvikle børneteatrenes landsdækkende turnéaktivitet. I dag fremmes denne virksomhed bl.a. af stats- og amtslige instanser som Udvalget for Børneteater og Opsøgende Teater (UBOT) med Teatercentrum (der bl.a. arrangerer den årlige Børne- og Ungdomsteaterfestival) samt Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater (RBOT). Foruden de to nævnte organer har en anden uhyre vigtig livsnerve for det moderne børneteater altid været statsrefusionen, der giver købere af børneforestillinger i det ganske land 50 procent rabat på hver professionelt produceret forestilling, de bestiller. Brian Mikkelsen har retfærdigvis endnu ikke talt direkte om at fjerne 50-procent refusionen, som i de sidste godt 20 år har været med til at garantere, at der hver dag året rundt bliver spillet professionelt teater for børn på institutioner også helt ud i de små og afsides liggende kommuner, men der har længe været tegn i sol og måne på, at også refusionssystemet kan blive revideret inden for en overskuelig fremtid. Til gengæld har ministeren luftet tanker om at nedlægge f.eks. UBOT i regeringens hektiske klapjagt på 'overflødige' råd og nævn. Lad os håbe, det bliver ved truslerne, for hvis ikke en ny teaterlov sætter noget kvantitativt og kvalitativt bedre i stedet for de eksisterende organer, eller hvis den øremærkede statsrefusion bliver omlagt på en uigennemtænkt eller uhensigtsmæssig måde, vil Brian Mikkelsen kunne sætte dansk børneteater mange år tilbage i udvikling. Uden den opsøgende dynamik og intime publikumskontakt vil børneteatret nemlig på længere sigt miste sin egenart og dramatiske force i forhold til tv, film og den 'store' kukkasseopsætning. En revision af teaterloven bør med andre ord tage udgangspunkt i det eksisterende systems prioritering af det opsøgende børneteater og helst gøre det endnu mere attraktivt for professionelle kunstnere, købere og publikum at få gode turnéforestillinger ud i alle landets afkroge. Teatercentrums fremstød i Sønderjylland dette forår var eksempelvis et vellykket skridt i denne retning. Bygger vi videre i bredden og sikrer et stabilt og frugtbart vækstlag, kan vi med fordel tænke i større enheder, der måske kunne bane vej for mere prestige og mediebevågenhed på børneteaterområdet. Men for alt i verden ikke fortidens kukkasse- og plysmastodonter - dem har vi rigeligt af rundt omkring. Lars Seeberg opfordrede os til at tænke stort og foreslog Folketeatret som et fremtidigt 'fyrtårn'. Jeg vil faktisk foretrække at tænke endnu større og bedre i et splinternyt Børneteaterhus, arkitekttegnet til at kunne rumme alle former for moderne professionelt børneteater, små og store forestillinger, danseteater, musicals, dukke- og objektforestillinger m.v. En teaterbygning, hvor vi året rundt kunne udstille det ypperste af ind- og udenlandsk teater for børn og unge. Sådan et hus har børneteatret længe sukket efter, men indtil videre er det Det Kongelige Teater, der er løbet med alle byggemillionerne. Det at få nogle stationære børneteaterflagskibe, vi med rette kan være stolte af, er overhovedet ikke nogen dårlig ide, blot forudsætter det, at ministeren er parat til at finde ekstra midler dertil. Derimod er det en helt forfejlet politik, hvis det sker på bekostning af de mindre børneteatre, hvoraf mange har specialiseret sig i opsøgende virksomhed. Den første del af katastrofen er allerede indtruffet med lukningen af Comedievognen og Bådteatret, og flere gode børneteatre trues allerede af regeringens nedskæringspolitik på kulturområdet - det må ikke fortsætte i den retning. Mere end 30 års udvikling inden for dansk teater for børn og unge har dannet det mangfoldige spektrum af kvalitetsteateroplevelser for børn og unge, som kan opleves i koncentreret form f.eks. på Børneteaterfestivalen, men som i allerhøjeste grad også eksisterer dagligt ud over hele landet, hvor situationen med de mange mindre turnerende teatergrupper er ideelt tilpasset til at kunne dække det enorme folkelige børneteaterbehov, der vitterlig eksisterer. Dette varierede professionelle udbud bør vi være stolte af i stedet for at opfatte det som et problem, og vi bør værne om de mindre forestillinger, der produceres specielt til at blive spillet ude blandt publikum indendørs og udendørs på institutioner, biblioteker, skoler og markedspladser. Teaterkunstens største synd - uanset om den henvender sig til voksne eller børn - er, når den stivner i store elitære produktionsvirksomheder og i Peter Brooks terminologi forvandles til 'det dødssyge teater'. Det er med andre ord vigtigt at bevare, samtidig med at man fornyer - faktisk en tanke, der ikke bør ligge en konservativ kulturminister fjernt.