Hvis politikerne skal udnævne kommende rektorer for Københavns Universitet, kan det ende i ekstern styring af forskningen, mener den afgående rektor. Kroniken er skrevet på baggrund af hans tale ved universitetets årsfest i går. Politiken havde for et par uger siden en leder, der tog afsæt i nogle personrelaterede problemer omkring rektorvalget på Københavns Universitet. Situationen fristede åbenbart til gentagelser af tidligere fremførte synspunkter om valgt eller ansat ledelse, om end den konkrete situation ikke har nogen umiddelbar sammenhæng med spørgsmålet. Mod slutningen af Politikens leder lød det: »Regeringens forskningsudvalg og et bredt flertal i Folketinget vil gøre op med medarbejderdemokratiet, hvor rektor vælges af universitetets ansatte og de studerende. I stedet foreslås det, at rektorer fremover ansættes af en uafhængig bestyrelse efter åbne stillingsopslag. Ja tak siger vi herfra«. Jeg finder det meget ærgerligt, hvis hele spørgsmålet om universitetsdemokratiet skal sættes i spil på et så forkert grundlag. Jeg kan da også konstatere, at synspunktet om ansatte rektorer m.m. ikke er nyt, men svarer godt til de tilkendegivelser, der fra forskellig side i løbet af året er kommet om, at nu skal universiteterne styres anderledes. I foråret først Dansk Industri og CO-Industri, der i et fælles oplæg, 'Fra forskning til faktura', tilkendegav, at universiteterne skal styres udefra, for at målet med fakturaer bedre kan nås. DI og CO-Industri kunne endda udpege nogle bestemte forskningsområder, som ville være særligt gunstige til fakturering. I forsommeren så Socialdemokratiets debatoplæg om universiteternes rolle i fremtidens samfund, der ifølge Socialdemokratiet består i at »levere arbejdskraft og viden til gavn for velfærd og beskæftigelse«, samtidig med at universiteterne skal »levere troværdig og uafhængig ekspertise og danne modvægt til politiske, mediemæssige og økonomiske magthavere«, dagens lys. Flot udtalelse, synes jeg. Men også socialdemokraterne er besat af tanken om bestyrelser med folk udefra, der så igen ansætter universiteternes øverste ledere. I september kom Forskningskommissionens rapport, der ligesom DI, CO og Socialdemokratiet anbefaler, at man styrker forskningen kraftigt, men at prisen herfor er, at man går over til at ansætte lederne på universiteterne. Forskning og videnskab spiller en stor og stigende rolle i dagens såkaldte videnssamfund. Vi lever i en epoke, hvor hidtil uantastede sandheder og verdensanskuelser angribes, hvor fremtiden forekommer usikker og truende. Og hvor vore normer ændrer sig hastigere end nogensinde før. Videnskaben bliver i den sammenhæng i stigende grad den instans, der skal sikre grundlaget for vores velfærd, samtidig med at videnskaben også skal være den instans, der sikrer os perspektiv og pejlemærker og dermed forhindrer, at udviklingen løber løbsk. Dobbeltkravet giver sig udslag i, at videnskaben dels skal være et fakturerings- og velstandsgrundlag, dels en instans, som befolkningen og magthaverne kan ty til for at få styr på udviklingen. Derfor er der enighed om, at forskning og viden må fremmes. Det er en helt rigtig idé. Forskning og viden er godt, og mere forskning og mere viden er ikke bare bedre, men også nødvendigt i en globalt konkurrerende verden. Men her er det så, kæden hopper af, for betragtningen er tilsyneladende den, at skal der findes flere offentlige midler til forskningen, hvilket alle er enige om, at der skal, så er prisen, at den samme forskning styres kraftigere og frem for alt ikke af forskerne selv. Det er imidlertid en fejlagtig logik. For mens det er rigtigt, at uddannelse og forskning bidrager til en veloplyst befolkning og til velfærd, mangler der ganske enkelt fornuft bag forslaget om, at de instanser, der producerer forskning og uddannelse på det højeste niveau - universiteterne - også skal styres kraftigere. Det er nærmere omvendt: Jo mere verden styres af overnationale politikker og virksomheder,der normsætter vores tilværelse, jo mere brug er der for et fristed for uafhængig kritisk tænkning. Derfor har vi i den danske model et uddannelsessystem, der fra første færd bygger på at inddrage og involvere lærerne og eleverne, høre på dem, tage dem med på råd. De er en del af samfundet, de véd for deres del, hvor skoen trykker. Det dyrker vi for elevernes vedkommende fra de tidlige skoleår, og vi kræver, at de unge, når de forlader uddannelsessystemet, tager ansvar og tør være med til at udforme fremtidens samfund. På universiteterne har både studerende og de ansatte formel medbestemmelse på den arbejdsplads og den faglighed, de er en del af. Det skaber et fagligt engagement, der slet ikke kan undværes. Engagementet rækker ikke kun indad i universitetet. Næppe en dag går, uden at forskere fra Københavns Universitet citeres i medierne, udtaler sig i pressen, deltager i debatterne. Det sker som oftest med både autoritet og troværdighed. Hvilket igen hænger uadskilleligt sammen med forskernes uafhængighed. Uanset hvor stor en ekspertise en forsker end besidder, er han og hun kun interessant, hvis udsagnene er troværdige, baseret på solid viden og uden skjulte hensigter. Troværdighed og uafhængighed er universitetets egentlige grundlag. Det er hovedstolen, den kapital, der hele tiden skal plejes og forrentes. Uden den intet afkast. Heldigvis er afkastet stort. Det fremgår af forskernes aktiviteter og de kandidater, der forlader universitetet. Det fremgår af den viden, der bliver stillet til skue. Og det fremgår helt håndgribeligt og også visuelt af, at der bygges, projekteres og planlægges på livet løs på universitetet. Byggeriet i Ørestaden, hvor det Humanistiske Fakultet sammen med andre kultur- og medieinstitutioner bliver et smukt og funktionelt kraftcentrum, er så småt ved at tage form. Geocenteret på Østervold og det bioteknologiske center på Tagensvej er ligeledes under vejs. Det bioteknologiske center bliver kronen på værket i et af universitetets fælles satsningsområder. Centeret skal på en hidtil uset måde samle forskning fra Københavns Universitet og den nye tværinstitutionelle forskningsenhed BRIC, som universitetet er værtsinstitution for, sammen med eksperimentelle forskningsenheder fra Hovedstadens Sygehusfællesskab. En bioteknologisk forskerpark vil også blive tilkyttet. Få hundrede meter fra biotekcenteret er et internationalt dokumentationscenter under etablering i tilknytning til Zoologisk Museum. Dette center skal står for at indsamle og registrere, hvordan det står til overalt i verden med den biologiske mangfoldighed. Og så tyder alt på, at også Kommunehospitalet nu bliver et videncenter, hvor sygestuerne forvandles til studiemiljøer. Det bliver et prægnant domicil for den tværfakultære folkesundhedsuddannelse, samtidig med at der skabes bedre rammer for nogle af de samfundsvidenskabelige institutter. Tilsammen handler det om, at vi gør København smukkere, og at vi bygger i en målestok, hvor vi omlægger og fornyer de fysiske rammer for mere end en tredjedel af universitetets samlede aktiviteter inden for en ganske kort årrække - alt sammen planlagt og besluttet inden for ganske få år. Væksten og udviklingen sker, fordi troværdig viden endnu ikke er gået af mode. Væksten og udviklingen sker, fordi der er engagerede og fagligt kompetente personer, der insisterer på at skabe ny viden. Og væksten og udviklingen sker, fordi der stadig fra ledelsesside kan skabes de rigtige rammer. Universitetets styrke ligger både i, at der ikke gås på kompromis med de krav, forskningen og den forskningsbaserede undervisning stiller, og i, at der styres på basis af den helt unikke faglighed, der er til stede på universitetet. Det universitetsdemokrati, der ligger til grund for denne udvikling, skal bevares. Det bliver der så snart lejlighed til. November måned står i valgets tegn. Vi gør os klar til at stemme til kommuner, amter og til Folketing. Også her på universitetet er der valg - et valg, som stærke kræfter i store politiske partier både til højre og venstre ønsker skal være det sidste af sin art: Vi vælger ledere for institutter og fakulteter, og vi vælger den person, der skal stå i spidsen for det hele, den tohundredeogsyvoghalvtredsindstyvende rektor magnificus for Københavns Universitet. Hvad enten den næste statsminister kommer til at hedde Rasmussen eller Rasmussen, kan vi vente, at der fra hans regering vil blive stillet spørgsmål: Er det virkelig rimeligt, at universitetsbefolkningen skal have ret til at vælge sin egen ledelse? Det spørgsmål skal vi tage alvorligt. Og det ikke kun af praktiske grunde: fordi politikerne har - og naturligvis skal have - det sidste ord i den sag. Vi skal også tage spørgsmålet om universitetsdemokratiet alvorligt, fordi det kun er berettiget, hvis vi kan begrunde dets ret. Københavns Universitets selvstyre er ikke, som mange tror, en nymodens opfindelse fra studenteroprørets dage. Det tog sin begyndelse, da universitetet var et halvt hundrede år gammelt, i fundatsen af 1539. Og i de fornyede fundatser, udfærdiget under den mest håndfaste enevælde, i 1732 og i 1788, blev dette selvstyre bekræftet. Fra første færd hvilede selvstyret solidt på den omstændighed, at universitetet ejede tilstrækkeligt med jordegods til at finansiere sig selv. De var kloge, de mænd, der indrettede universitetets forhold. De byggede på århundreders erfaring og vidste, at åndsfrihed uden en solid materiel basis er et luftslot. Selvbestemmelsen lå i de første adskillige århundreder i hænderne på én eneste gruppe: professorerne. I 1970 kom den berømte styrelseslov, der udvidede universitetsdemokratiet til også at omfatte studenter og de tekniske og administrative specialister, der er en uundværlig del af en moderne universitetsbefolkning. Hverken styrelsesloven eller den senere universitetslov indeholdt nogen væsentlige bestemmelser om forvaltningen af, universitetets mange bygninger. Det er dog forklarligt, i betragtning af at staten igennem flere århundreder gradvist har overtaget universitetets ejendomme - og dermed i snæver forstand indskrænket universitetets tidligere muligheder for at finansiere egen frihed. Til gengæld har staten så også overtaget regningerne. Nu er en ny ordning på trapperne. Den kan ved første øjekast give mindelser om svundne tider. En husordning, der ligesom på andre områder vil gøre op med statslig detailstyring og sikre en vidtrækkende selvbestemmelse. En ordning, der rigtigt udfoldet vil kunne give Universitetet noget af sit materielle eksistensgrundlag tilbage. Hertil er vi dog endnu ikke nået, og umiddelbart ser perspektiverne heller ikke alt for lovende ud. Vi vil gerne stå som bygningsejere med de muligheder og forpligtelser, dette indebærer, men vi vil ikke have materielle frihedsgrader på bekostning af åndelige. Der, hvor vi indtil videre har set en ejendomsordning udfoldet, er det finansielle frirum betalt med en dramatisk indskrænkning af det demokratiske rum for selvbestemmelse og valg af egen rektor. Staten, der har givet afkald på bygningerne, har betinget sig retten til at ansætte rektoren. Rektors mandat kommer dermed fra staten og ikke længere nødvendigvis fra universitetsbefolkningen. Når der er grund til her fra denne talerstol at sige højt og tydeligt NEJ til den idé, er det ikke nok at begrunde dette nej med en henvisning til traditionen. At en skik har bestået længe, er ikke en tilstrækkelig grund til, at den skal bestå videre. Det duer heller ikke blot defensivt at sige, at den seneste 'fundats' - altså universitetsloven af 1993 - allerede har indskrænket demokratiet ved at begrænse de studerende og de teknisk administrative universitetsborgeres indflydelse. Kan man indskrænke deres indflydelse, kan man naturligvis også indskrænke forskernes. Nej, den altafgørende grund til at sige klart og tydeligt fra over for ideen om at afskaffe valg på universitetet er en anden. Nemlig risikoen for, at universitetet derved kommer til at miste sin væsentligste betydning for samfundet, bestående af at kunne danne rammen om den mest uafhængige søgen efter sandhed, vi kender. Hvis regeringen udpeger universitetets leder, som så igen udpeger sine underordnede mellemledere, bliver kommandovejen fra magten til forskningen for kort. Det er forskningen, der er Københavns Universitets dybeste eksistensberettigelse. Uden forskning ingen forskningsbaseret undervisning, ingen studerende, ingen administration. Det er ikke mindst af hensyn til forskningen, at universitetsdemokratiet skal udvikles, ikke smides ud. For den eksterne styring af universitetet udvikler sig alt for let til ekstern styring af forskningen. Universitetet risikerer da at udvikle sig til et mastodontisk sektorforskningsinstitut, hvor opgaverne løses, fordi løsningerne er bestilt. Mens de opgaver, der ikke er betalt, let træder i baggrunden. Der vil altid være en modsætning mellem universitetet, hvis opgave det er at være ramme om den hensynsløse søgen efter sandhed, og samfundet, som har krav på at få noget for pengene, og at der bliver vist hensyn. Det ældste og berømteste eksempel på denne modsætning dukkede op, da Sokrates stod for sine dommere, anklaget for at have vildledt ungdommen. Sokrates, der var et omvandrende enmandsuniversitet, gik rundt og stillede kritiske spørgsmål til folk, der anså sig selv for vise. Jo flere kritiske spørgsmål han stillede, jo mere gennemhullede han den etablerede viden hos de etablerede mennesker, han udspurgte. Unge mennesker - 'studerende' - stod i en rundkreds omkring ham, lærte af hans spørgeteknik og anvendte den på andre. Det var derfor, Sokrates blev anset for »et skadedyr, der ødelægger de unge«. Da Athens politikere ikke havde nogen mulighed for at ansætte en rektor, der kunne få Sokrates til at vise lidt mere 'samfundssind', gav de ham i stedet for et bæger at tømme. Vi får i disse fremskredne tider ingen skarntydesaft at svælge. Faren er større for, at vi bliver lokket - til at blive 'friuniversitet' med rigeligere midler, hvis blot vi vil opgive den frihed, der består i at være vore egne ledere. Det fri rektorvalg, efter en valgkamp, hvor meningerne brydes om den rette måde at sikre universitetets væsen på, er symbolet på det 'armslængdeprincip', der altid bør kendetegne forholdet mellem den politiske magt og den akademiske. For et universitet, der ikke er sin egen herre, er samfundet en dårlig tjener. Den materielle basis for vores åndsfrihed er skrumpet, det kan ingen bestride. Men det ville være en kortslutning af den grund at opgive de selvstyreprincipper - altså universitetsdemokratiet - som er selvstændighedens udtryk. Når en idé har fået sin basis beskåret, skal man ikke af den grund blot passivt tilpasse sig og opgive ideen. På universitetet i Uppsala står der på hovedbygningen en indskrift, som altid har undret mig - og skræmt mig en smule. Der står: 'Tänka fritt, är stort; men tänka rätt, är större'. Det kunne være Mao, der havde sagt det, eller en anden af det politiske livs førerskikkelser. Her står ordene på et universitet - som en tankevækkende påmindelse om, at ortodoksi er en aldrig overvunden risiko. Skulle jeg efterlade mig en indskrift på Københavns Universitet, så skulle det være den stik modsatte: 'At tænke ret er stort; men at tænke frit er større'. Hvis universitetet skal stå som en troværdig garant for, at den fri tanke til enhver tid har forrang over den rette tanke, så er det vigtigt at bevare en styreform, som forbinder frihed med ansvar, dvs. selvstyre. Det bliver med vemod, jeg om et par måneder trykker min efterfølger i hånden og overdrager ham eller hende kæden og kappen. Men det bliver også med stolthed over de resultater, vi har nået, og med glæde over, at han eller hun ikke er udpeget af en minister, men har fået sin myndighed betroet af sine ligemænd. Vi vil hellere tænke forkert end ufrit. Vi vil hellere tage ansvaret for valget af vore egne ledere end gøres umyndige.