Der er en tærskel af stilhed imellem os, hvor blodet ustandseligt pibler frem fra det samme lille sted, der synes at holde os i live, skriver forfatteren om sin søn, der er skizofren. »Ingen åndelig handling synes at være (absolut) nødvendig eller uforanderlig af karakter. Ligegyldigt hvordan sindet har reageret under et givet sanseindtryk, så vil det være tilbøjeligt til at reagere på samme måde igen. Men hvis dette var absolut nødvendigt, ville alle vaner blive låst fast og være ubrydelige, og der var ikke plads til at danne nye vaner. Det åndelige liv ville hurtigt gå i stå. Usikkerheden ved den mentale lov er derfor ikke bare en mangel ved den, men tilmed selve dens væsen. Sandheden er, at sindet ikke er underlagt nogen love i samme forstand som stoffet ... Der er altid en vis tilfældighed og spontanitet i dets handlinger, ellers ville det være dødt«. (Charles Sanders Peirce). Som 'pårørende' (hvilket ord!) til 'en psykisk syg' (hvilke frygtelige ord!), får man ofte en rædselsfuld fornemmelse af, at man har svigtet mange gange og mange steder, og at man stadig begår og i sagens natur må begå forræderi. Ellers skal han i det mindste nok gøre en opmærksom på, at man gør det! Den psykisk syge kan ofte ikke bære smerten og skyldfølelsen over sin afmagt helt alene. 'Forræderen' er oftest den, der er tættest på. Det er lige efter psykiatribogen: at hade den, man (i virkeligheden) elsker mest. Forræderiet består i, at man for alt i verden, i det mindste én gang, må prøve at 'udlevere' den syge til behandlingssystemet, selv om det også kan gøre alt værre. Og så kan man selv oven i købet - på grund af dette 'forræderi' - komme til at frygte for sit eget liv. Den syge ønsker under ingen omstændigheder behandling. Han betragter ofte 'de andre' som de syge, og sig selv som den raske og klartseende. Når jeg modtager et brev med posten, eller går ud ad døren, er det jeg frygter mest, at der er tilstødt Tim noget, eller at blive overfaldet af min egen søn. Jeg lever i det stadige dilemma: Skal jeg få ham tvangsindlagt til en behandling, der måske ikke bliver fulgt op eller virker positivt, eller skal jeg lade ham sejle sin egen sø, som han selv ønsker det? Begge dele kan få katastrofale følger. Jeg har efterhånden prøvet alt for at overbevise Tim om, at han er syg, og han ville få det meget bedre, hvis han kom i behandling. Men tror jeg efterhånden selv på dette? Han svarer mig i vrede, at jeg intet forstår, og at vi lever i to forskellige verdener. Tim bor i et telt ude i skoven. Da temperaturen falder til minus otte grader, som han selv havde fortalt mig er grænsen for, hvad hans sovepose kan klare, går jeg ud og lægger et brev i hans telt. Det er en periode, hvor han ikke vil se mig. Brevet gør ham rasende, og jeg tør ikke få ham indlagt på 'rødt kort' - med politi og det hele. Det vil måske både tage livet af ham og en af os 'pårørende'. Hvis jeg stadig vil have et minimum af kontakt med ham, må jeg holde min kæft og tale ham efter munden. En psykiater forklarer, at »det gælder om at skabe tillid og overbevise ham om nødvendigheden af behandling«. Og som jeg før har fået besked om: »Så længe han ikke er til fare for sig selv eller andre, kan vi intet gøre!«. Jeg spørger, om der ikke er en slags fare ved at kunne fryse ihjel? Men dens slags spydigheder er man immun over for. En dag mellem jul og nytår sender Tim mig et brev, hvor der står (så godt jeg nu kan læse det hans skrift har nemlig ændret sig lige så radikalt som hele hans personlighed), at han har arbejdet i en kantine en måned. Han har ganske vist ikke noget sted at bo. Men der »er ingen ko på isen«, han har penge for tiden, og jeg er for resten ikke længere hverken forræder eller fjende. Jeg er derimod »hans rødder«. Vi må holde sammen. Og så har han for resten også fundet Jesus! Jesus minder en del om ham selv! Han er også blevet forrådt af sine nærmeste, men har vendt den anden kind til og har tilgivet forræderne ... »Hvor har du mødt Jesus?«, spørger jeg, da vi en dag taler sammen på gaden. Forskelligt kunne tyde på, at han er blevet hentet ind i en eller anden sekt, selv om de næppe kan tage noget fra ham - ikke engang hans forstand, tænker jeg forræderisk. »Jeg lukker bare øjnene, så kommer han!«. »Hvordan?«. »Verden bliver aldrig færdig, når man bare tænker positivt! Kærligheden er en cirkel. I én og samme bevægelse slynger den alle skabninger ud i uafhængighed, og i en anden inddrager den dem i et fællesskab!«. »Nå!«. Tim er pludselig blevet grebet af filosofisk kærlighed, som han læser om på biblioteket. Før følte han et forræderi omkring sig og imod sig, og et voldsomt had til alle forræderne. Jeg mener nu, at stemningen er positiv nok til at stille et af de tabubelagte spørgsmål, der virkelig plager mig, og som normalt får hans blod i kog: »Hvor bor du i øvrigt nu?«, spørger jeg. Tim besvarer beredvilligt mit spørgsmål, men kommer først med en ny, filosofisk lektion om kærlighed, hvortil jeg dumt indvender: »Men kærligheden er da ikke rettet mod noget abstrakt. Kærlighed må da være rettet mod personer, mod nogen, man kender og holder af, f.eks. sin familie...«, forsøger jeg, uden at overbevise Tim om sandheden i mine guldkorn. »Hvor var det, du boede nu?«. »Der er sådan et godt sted i Botanisk Have, hvor jeg kan sove under en presenning!«. Tim ser i øvrigt meget lyst på fremtiden, og han har planer om at tage til Hollywood for at blive filmstjerne. Jeg fremturer forræderisk: »Du kunne få hjælp, hvis du gik med mig til lægen!«. Svaret falder vredt og promte: »Jeg fejler ikke noget!«. Han tøver lidt, vender sig om og går, mens han bider sig selv i læben. Så vender han sig om et stykke derfra og kommer styrtende tilbage mod mig. Jeg står og tænker på en, der netop er død i huset ved siden af, hvor jeg bor. Jeg er bange. Men ikke for døden, den virker næsten lige så tilforladelig som Tims slidte sko. Men jeg er bange for, at Tim ikke magter at træde ud af sig selv og blive sig selv igen, til trods for alle tankerne om kærligheden. Han omfavner mig og græder. Han er ikke længere treogtredive år, men et barn på tre, der er blevet borte og har mistet sine forældre. Der er en tærskel af stilhed imellem os, hvor blodet ustandseligt pibler frem fra det samme lille sted, der synes at holde os i live. Det næste, der kunne ske eller høres, ville bare være tomme ord, eller fuldkommen tavshed: Der er ikke mere meningsfuldt eller meningsløst at sige imellem os. Om natten drømmer jeg patetiske drømme, hvor Tim tænder lys i sit telt ude i skoven. Jeg har set hans små fyrfadslys i det mugne telt. Dem bruger han både til lys og opvarmning af sin mad: glas med tomatsovs for det meste. Regnen vækker alle skovens stemmer. Der lugter jordslået. Dæmonerne kommer på besøg fra jorden selv. Denne lugt af jord i Tims telt trænger igennem alt i drømmen som sort poesi. Lad mig nu sove i fred ... Næste dag styrter jeg ud i skoven for at se, om Tim stadig lever. Men han lever, er meget vred og vil absolut ikke se mig. Tim har mere end en gang antydet, at vi lever i to forskellige verdener, og at jeg én gang for alle må opgive min fatale trang til at forvandle ham i mit eget billede. Hvad drømmer Tim selv i de mørke nætter? Hvad drømmer Tim, når natten er mørkest hen under morgen, og jeg vågner og tænker på Tim? Kan han stadig huske sig selv? Og hvis han ikke længere kan huske sig selv, er det da, fordi en fremmed altid har været dér i hans sted? »Når du spørger, hvordan jeg har det, er det så en slags vittighed?«. »Nej, men du lever som ingen andre, selv bumser og junkier har indimellem tag over hovedet, især i frostvejr og regnvejr!«. »Jeg kan ikke holde ud at have tag over hovedet. Ingen skal bestemme over mig ... Hvad side er du egentlig på?«. »Side? Det er, som om du hele tiden leder efter noget trist, der allerede har fundet dig. Nu skulle du se at komme videre, og få et værdigt liv!«. Så dumt og magtesløst taler forræderen, og Tim ved lige, hvad han skal svare: »Ved du hvad? Jeg er klogere end alle de psykopater, der går der!«. Tim udpeger en tilfældigt forbipasserende på Strøget. Jeg følger op. »Det ene øjeblik hader du alle og vil slå dem ihjel. Det næste øjeblik elsker du alle uforbeholdent som en anden frelser ...!«. I dét øjeblik er jeg meget tæt på at få en knytnæve i synet, men i stedet for at kaste sig over mig, råber han sine forbandelser ud mod samfundet og psykiatrien og hele verden i almindelighed. Vi ser ikke hinanden i øjnene. Det ville være for stor en mundfuld: øjne mod øjne, hjerne mod hjerne, erindring mod erindring, angst mod angst. Jeg er blevet ophav til mit eget monster. Hvordan kan det være den samme person, som jeg legede med engang i fortidens underjordiske have? I tidens løb har Tim og jeg gået en del på museer. Han opsøger selv disse museer om dagen. Han ser Matisse, han ser Søndergård, han ser Nolde, han ser Rubens og Rembrandt. Han ser også moderne malere, og mine egne billeder ser han efter overalt. Jeg har forgæves forsøgt at få ham til selv at male eller skrive, eller spille musik, fordi han engang spillede ivrigt og tegnede lidt. Men intet af det interesserer ham på dén måde, kun som myter om hans egen oprindelse. Eller hvad ved jeg? Han søger i hvert tilfælde ofte tilbage ad gamle spor. »Hvor kommer jeg fra? Hvor går jeg hen?«. Man kan dårligt komme længere tilbage end på Geologisk Museum. Da jeg møder Tim næste gang ved Botanisk Have, hvor han har sovet den sidste nat under et træ, rullet ind i sin presenning, fortæller han mig om nogle fortidsøgler, han har set ind ad vinduet til Geologisk Museum. »Lad os gå derind!«, foreslår jeg. Vi starter pædagogisk ved jordens begyndelse, ja før begyndelsen, med en kæmpe metalmeteorit, der står der let rusten midt i museumsgården. Det får ham straks til at tale om en aktuel storfilm, 'Armageddon', der handler om verdens undergang, med en af hans favoritskuespillere, Bruce Willis, i hovedrollen. Det er i den periode, hvor Tim beskæftiger sig meget med det altomfattende, overordnede forræderi og hele verdens udslettelse, og med at blive filminstruktør eller filmskuespiller. Indenfor begynder udstillingen på Grønland, hvor man har fundet nogle enorme, forstenede muslingeskaller på et par meter, som en forsker har ladet sig fotografere sammen med. »Det er typisk for mennesker, at de altid vil sammenligne sig med noget sjældent, som disse forstenede kæmpemuslinger, for at blive sjældne selv!«. Så kommer vi ind til udstillingen med øgler, hvor han mener, at han må have været en Tyrannusaurus Rex, den mest frygtindgyndende øgle, der nogensinde har eksisteret. Jeg siger, at han nok snarere har været en svaneøgle. »Nå, ja, men det er også bedre end at være en grim ælling«, mener han. Han står i lang tid og stirrer lige ind i væggen, og så forsvinder han ind i barndommen. »Hvorfor kan man ikke blive ved med at bo hjemme, fordi man er blevet voksen?«. »Det er, fordi at du sidste gang, jeg så dig, truede med at slå mig ihjel ...«. Tim går grædende bort. Da jeg opsøger ham noget senere, opdager jeg, at han satser bredt på 'skæbnen'. Der ligger flere biblioteksbøger om karma i den jordslåede taske, han gemmer under et grønt stykke voksdug. Der ligger også en primitiv tegning af en skrigende mand og nogle udklip om skizofreni, angst og gru. »Vi får alle det, vi fortjener!«, betror han mig, da vi atter taler sammen. »Hvad fortjener vi?«, spørger jeg. »Der er kortskaller og langskaller. De kortskallede er onde og triste, de langskallede er modige og muntre!«. »Hvem er vi så?«. Tim er naturligvis selv langskalle. Som forræder er jeg naturligvis det modsatte. På vejen hen til teltet i skoven har Tim placeret et blomkålshoved på en ældgammel, væltet bøgestamme. Han har også kilet en ananas ind imellem grenene på en lille birk. Hans læderbukser, der fik ham til at ligne en Hollywoodfilmstjerne, som han drømte om at blivem havde han smidt i regnen, hvor de var blevet mugne, grønne og sortplettede ligesom blomkålshovedet og ananasfrugten i den endeløse oktoberregn. I et af sine breve skriver han nu kreativt fra sin ensomme og skræmmende verden til min 'gale' verden: »En dag bliver jeg til noget stort. Det er min karma som langskalle. Hver dag er en gave her ude i den gyldne skov!«. Nu er Tim ude af skoven, hvor han opholdt sig i tre et halvt år. Han har været i behandling flere gange og klarer sig (forhåbentlig) godt. Han ønsker ikke at se mig, og jeg kan ikke få nogen oplysninger om hans nuværende tilstand. Rolf Gjedsteds essay er skrevet til essaysamlingen 'Tillid og forræderi' (Det Schønbergske Forlag).