Sidste søndag trykte vi filosoffen Peter Zinkernagels bog 'Tilvante forestillingers magt' i Politiken. Hans nevø er selv forskningsstipendiat og ph.d. i videnskabsteori, og han argumenterer her videre for politisk rationalitet: Intet tyder på, at vi ville gøre vold på vores natur ved at sætte personlige rettigheder højere end personlig vinding. Vi lever i en verden, hvor krig, fattigdom, forureningsproblemer og menneskerettighedskrænkelser hører til dagens orden. Og selvom de fleste af os føler, at det burde være anderledes, synes vi ude af stand til at ændre situationen. Ikke bare fordi gode intentioner har det med at drukne i magt- og kapitalinteresser, der tilsyneladende er langt stærkere end os selv. Men også fordi det har vist sig yderst vanskeligt, f.eks. for antiglobaliseringsbevægelserne at formulere en overordnet rationel politisk vision for, hvordan verden burde se ud. Spørgsmålet om, hvordan det burde være, er et klassisk filosofisk spørgsmål af fundamental politisk interesse. Desværre er det alment accepterede filosofiske svar, at man slet ikke kan slutte fra 'er' til 'bør'. Altså at man ikke logisk kan slutte fra, hvordan verden faktisk er, til hvordan den burde være. Vi kan konstatere, at millioner af mennesker sulter, at forurening ødelægger vore livsbetingelser, og at brud på menneskerettighederne foregår dagligt i alle dele af verden. Men ifølge gængs filosofis opfattelse kan vi altså ikke slutte, at dette er rationelt og logisk forkert. Selvfølgelig kan vi i en vis udstrækning vælge værdier, f.eks. ønsket om en renere natur eller øget medmenneskelighed - og derefter konstatere, at det, der foregår i dag, er galt. Men det hjælper for lidt, så længe man lige så godt kunne vælge at prioritere andre værdier, såsom ønsket om større rigdom eller mere magt, højere. Den vestlige verden fordømte Kina efter krænkelserne af menneskerettighederne på Den Himmelske FredsPlads i 1989. Men i dag er kritikken stort set forstummet, samtidigt, med at Vesten har reetableret de økonomiske forbindelser med Kina - verdens største marked. Og det selvom der ikke hersker den mindste tvivl om, at Kina, trods minimale fremskridt, stadig forbryder sig mod menneskerettigheder i stor stil. Dette er blot et eksempel blandt mange på, at vi i Vesten bestemt bekender os til menneskerettigheder - så længe de ikke er i konflikt med vore økonomiske interesser. Filosoffen Peter Zinkernagel har imidlertid opdaget, at den gængse filosofis opfattelse, og dermed selve grundlaget for vores tænkning, er forkert (se f.eks. den aktuelle bog 'Tilvante forestillingers magt', Gerd Preislers Forlag 2001, trykt i sin korte helhed i Politiken 28. oktober). Opdagelsen går ud på, at logik ikke er identisk med formel logik (der hovedsageligt drejer sig om, at man ikke må modsige sig selv). Formel logik er tværtimod kun et eksempel blandt andre på nødvendige logiske relationer mellem forskellige begreber. Karakteristisk for sådanne logiske relationer er, at de ikke kan benægtes uden at gøre de begreber, der indgår i dem, meningsløse. For politik betyder opdagelsen, at personers rettigheder ikke er en værdi, vi kan vælge eller fravælge, men derimod en ubenægtelig politisk norm. Argumentet er, at vi ikke kan benægte, at politik bør respektere personers rettigheder uden at afskaffe politik som en rationel aktivitet (at politik også indeholder irrationelle elementer, er i denne sammenhæng irrelevant). Pointen kan opsummeres gennem følgende fire præmisser: * Politik beskæftiger sig med personer og personers former for organisering, og politik drejer sig om, hvilke politiske beslutninger der bør træffes. * Ved personer forstår vi størrelser, der under normale omstændigheder kan indgå i sociale sammenhænge (politik beskæftiger sig med visse af sådanne sociale sammenhænge). * At personer kan indgå i sociale sammenhænge betyder, at personer kan påtage sig forpligtelser og have rettigheder. * At personer kan påtage sig forpligtelser og have rettigheder betyder, at disse personer kender en objektiv betingelse for anvendelsen af ordet 'bør' - nemlig at personer bør behandles som personer med rettigheder. Ingen af disse præmisser kan meningsfuldt nægtes uden at afskaffe meningen med de begreber, vi taler om - f.eks. kan vi ikke så godt tale om en person, der under normale omstændigheder ganske vist kan indgå i sociale sammenhænge, men ikke kan påtage sig forpligtelser og ikke have rettigheder. Derfor kan vi ikke benægte at politik bør respektere personers rettigheder uden at afskaffe meningen med 'bør', dermed 'rettigheder', dermed 'sociale sammenhænge' og dermed 'politik'. At politik bør respektere personers rettigheder udtrykker på denne måde en nødvendig logisk relation mellem begreberne 'politik', 'bør', 'personer' og 'rettigheder', i den forstand at vi ikke længere ved, hvad en rationel diskussion i politik er, hvis vi benægter relationen. Prøv selv, under foregivelse af at ville diskutere politik rationelt, at udtale sætningen »politik bør ikke respektere personers rettigheder«. Naturligvis kan det diskuteres, f.eks. hvordan personers rettigheder præcist, skal defineres, men faktisk gælder den nødvendige relation mellem 'politik', 'bør', 'personer', og 'rettigheder' uafhængigt af præcise definitioner for disse begreber. Medmindre vi vil sige,at vi slet ikke aner noget om, hvad begreberne betyder. At vi f.eks. lige så godt kunne sige »Søren har ikke ret til at forvente, at jeg ikke slår ham ned uden provokation«, som at sige »Søren har ret til at forvente at jeg ikke slår ham ned uden provokation«. Det gælder altså, at uanset hvilken definition af begreberne man måtte komme med, så kan de nødvendige relationer ikke nægtes. Forudsat at den foreslåede definition ikke er vilkårlig, og at den kan retfærdiggøres i forhold til, hvordan vi faktisk bruger ordene i logisk-praktisk sprogbrug (dermed snakker vi ikke om f.eks. poetisk eller humoristisk sprogbrug). Den sidste forudsætning er ingen svækkelse, for hvis en eller anden hævder, at vi intet ved om, hvordan ordene bruges i logisk-praktisk sammenhæng, så er han ikke blot i strid med de faktiske forhold, men vi (eller han selv) ville slet ikke kunne forstå, hvad han siger. Kravet om ikkevilkårlighed af definitionerne følger, fordi rationelle diskussioner er uforenelige med en vilkårlig brug af ord. Det betyder, at vi f.eks. ikke kan definere personer som 'kristne', idet man så med samme ret kunne definere personer som 'buddhister', 'eskimoer' eller 'rødhårede' - hvilket illustrerer, at sådanne begrænsende definitioner ville være vilkårlige og derfor irrationelle. Opdagelsen af den politiske norm illustrerer med al pinlig tydelighed, at vor nuværende situation er grotesk. Formålet med politiske diskussioner er, i hvert fald i princippet, at overbevise modparten om, at visse handlinger er bedre end andre. Men eftersom fundamentale politiske normer (indtil videre) er ukendte, antager vi samtidig, at ingen politisk handling kan være rationelt bedre end andre - der kan højst være tale om diskussioner mellem forskellige subjektive værdier og interesser. Situationen bliver ikke mindre grotesk af, at det tætteste, vi i dag kommer på en fundamental norm i politik, ikke er respekten for personers rettigheder, men snarere respekten for penge og magt. Men hvordan skal en sådan rationel politik rent praktisk realiseres? I første omgang drejer det sig om et oprør inde fra os selv. Hvis det først bliver klart for alle, eller i hvert fald for tilstrækkeligt mange, at magt - det være sig økonomisk, politisk eller religiøs - ikke logisk og rationelt kan sættes over personer (noget vi allerede ved følelsesmæssigt), så er grunden lagt til omfattende forandringer. Konkret må vi forsøge at vurdere politiske forslag ud fra, om de kan skønnes at bidrage til det formål, der ligger i direkte forlængelse af den politiske norm - nemlig respekten for personers rettigheder, og en, så vidt muligt, ligelig fordeling af rettigheder (eftersom lige rettigheder til alle er den eneste rimelige måde at dele rettigheder på). Efter samme målestok må vi som vælgere forsøge at vurdere, hvilke politikere der handler rationelt. Naturligvis vil de færreste politikere være uenige i at personers rettigheder bør respekteres. Men eftersom normen angiver det fundamentale rationelle grundlag for politik, er spørgsmålet om politikerne også er enige i at intet bør prioriteres højere end personers rettigheder. Vi ved, at magtkoncentrationer indebærer, at visse personer får mere magt og flere rettigheder end andre. Desuden ved vi, at krige og økologiske katastrofer er konsekvenser af magtkoncentrationers vækst og sammenstød (glem ikke, at der også er stærke økonomiske (olie)- interesser bag det absurde bombardement af Afghanistan). Vi ved derfor, at magtkoncentrationers vækst modarbejder den politiske norm, og at vi derfor bør arbejde hen mod at svække magtkoncentrationer snarere end at styrke dem. Dette gælder, på trods af at nogle magtkoncentrationer nok er nødvendige for at sikre vore rettigheder, og på trods af at vi ikke på forhånd kan vide, hvilken form og minimal størrelse sådanne nødvendige magtkoncentrationer bør have. Heri ligger ingen selvmodsigelse, men blot en erkendelse af, at opgaven er vanskelig. Eftersom vi ikke rationelt kan fremhæve nogen personer frem for andre, er det overordnede politiske mål respekten for alle personers rettigheder. Det er klart, at dette kræver samarbejde mellem nationer, men også klart, at samarbejdet i videst mulig udstrækning må gennemføres uden at bygge nye magtkoncentrationer. Vi ved ikke, hvordan det skal gøres, men hvis alle implicerede parter sidder med den politiske norm i baghovedet, er der grund til at være optimist. Økonomisk drejer det sig først og fremmest om at indse, at den politiske norm må gå forud for alle andre hensyn. Der er en udpræget tendens i den vestlige verden til at tro, at vi nødvendigvis først må have en stærk (voksende) økonomi og derefter varetage samfundets sociale behov. Den politiske norm fortæller derimod, at faktorernes orden bør være omvendt, altså at det vigtigste må være at arbejde for at sikre personers rettigheder. For at nå dette mål er det oplagt at anvende den allerede eksisterende markedsøkonomi - men i en modificeret form for hvilken væksten ikke er det primære. En måde ville være at arbejde for at virksomhedernes formål blev sammenfaldende med formålet for politiske handlinger. F.eks. kunne man sigte mod en etisk rationel virksomhedspolitik, hvor store dele af overskuddet kunne gå til velgørende formål, og til at produktionsmetoderne blev sundere for både naturen, de ansatte og forbrugerne. Det handler ikke kun om et 'etisk regnskab', der bygger på et pragmatisk værdigrundlag (en konsensus mellem ledelse, medarbejdere og forbrugere om, hvilke værdier og interesser der anses for ønskværdige) - men snarere om en overordnet rationel virksomhedsetik i overensstemmelse med den politiske norm. Eftersom overskuds(ud)deling stadig fordrer at vækst er ubetinget gunstig, må der i en sådan virksomhedsetik også være vækstmodvirkende faktorer i overensstemmelse med kravet om at begrænse magtkoncentrationer. F.eks. kunne man forestille sig, at virksomheden ikke må blive så stor, at der bliver for langt fra top til bund, og medarbejderindflydelse dermed reelt umuliggøres. Naturligvis er dette ikke noget entydigt krav, eftersom der næppe kan siges noget om, præcis hvor stor en virksomhed må blive. Men alene fokuseringen på sådanne tiltag ville formentlig understrege, at vækst og øget indtjening ikke er det primære - og i øvrigt gøre det meget svært at retfærdiggøre yderligere firmafusioner (mere konkrete skitser til en sådan etisk virksomhedspolitik kan findes f.eks. i bogen 'Oprør fra Midten'). At dette måske også ville gøre lønarbejde mere meningsfuldt kan næppe være et minus. Der vil selvfølgelig være nogen, der mener, at vi alle naturligt tænker i tråd med den nuværende virksomhedspolitik - nemlig at det i egoismens ånd gælder om at tjene så meget som muligt for at opnå så mange materielle goder som muligt. Men til trods for at den bestående markedsøkonomis ideologi baserer sig på ideen om det 'rationelle' egoistiske menneske, er der intet, der tyder på, at vi ville gøre vold mod vor natur, hvis vi satte personers rettigheder over personlig vinding. Bevidstheden om den politiske norm vil også være afgørende i fattigdomsbekæmpelse. F.eks. ville det i overensstemmelse med målet om lige rettigheder til alle være oplagt at eftergive den enorme u-lands-gæld - noget der i den nuværende politiske situation forekommer umuligt på grund af hensynet til vore egne økonomiske interesser. Naturligvis er gælden ikke u-landenes eneste problem, og naturligvis kan en sådan eftergivelse ikke foregå betingelsesløst (f.eks. kan man ikke tillade, at eftergivelsen bruges til våbenindkøb). Men for så vidt at jo større afstanden er mellem rig og fattig, desto større er også forskellen i deres rettigheder, så er det klart,at vi bør forsøge at gøre forskellen mellem rig og fattig så lille som muligt. Og for så vidt at kloden ikke kan bære seks milliarder mennesker med samme kvantitative levestandard som os selv, så er det også klart, at vi, rationelt politisk set, bør acceptere at gå ned i kvantitativ levestandard. Det kan lyde utopisk og urealistisk at ville indføre politisk rationalitet som skitseret ovenfor. Men det er svært at snakke realistisk om den nuværende politiske situation uden at indrømme behovet for radikale ændringer. For, som Flemming Madsen nævnte i forbindelse med kritikken af 'Oprør fra midten': den største utopi er forestillingen om, at vi kan fortsætte med at leve som vi gør nu. Desuden er det svært at være uenig med Peter Zinkernagel i, at hvis vi kan ændre det, folk tror på - hvis vi kan overbevise os selv om, at personers rettigheder er rationelt og logisk vigtigere end penge og magt - ja, så kan vi ændre alting.