Kan en anmeldelse af en professionel fodboldkamp se sådan ud: Midterangriberen Brian Norby, banens ældste spiller, humper rundt med stok og proteser. Han og hele holdet spiller også i støvler af en type, andre klubber for længst har kasseret. Cheftræner Kurt Stålsat har opsøgt et spillesystem fra sin egen fortid i en falleret forstadsklub. Indrømmet, han fik folk fra helt fodboldfremmede miljøer til at gå til fodbold, men systemet er håbløst forældet – holdet taber da også 1-5. Og gør nu de fodboldbaner lidt kortere. Mange spillere småløber forgæves efter bolde ud mod banens hjørner. Hvis der ikke snart spilles ordentlig bold for tilskuere på hjørnepladserne, smutter de snart til curling i stedet. Absurd, ja, og krænkende. En anmeldelse som denne ses ikke på sportssiderne. Heller ikke når kampene står til tre hjerter eller derunder. Kik selv efter. Men søger man dagbladenes referater af teateroplevelser, møder man jævnligt denne tone og behandlingsform. I en tid, hvor der skrives meget om teatrenes gang, skal dette indlæg handle om famlende teatergængere i det yngre befolkningssegment. Åh ja, en udflugt til teatret ... har det noget lidt bøvlet over sig? Den impulsive biograftur falder mange lettere. I biffen er vi, efter reklamer og trailere, få sekunder inde i spillefilmen omfavnet af forføreriske billeder til musik i Dolby surroundsound. Selv naboens irriterende popcornknas fader ud. Et teaterrum kan være slemt for nybegynderen. Allerede på vej ind er det påfaldende med den forvirring om, hvor man skal sidde. Mange gråhårede med ’sprukne stemmer’ skal lige nå de sidste »genoptræningsprogram-erfaringer, blodprophistorier og andet godt« som husdramatiker Jokum Rohde for nylig bemærkede i en Kronik. Mest krævende, når du er på plads, er det så, at i et teater skal du selv møde med en parathed for at kunne forføres. Lyset kan blændes op for en kukkasse med måske ikke straks genkendelige genstande. Personer kan stå og tale i munden på hinanden, med ryggen til os. Og hvad nu! Fra en dør bag i salen kommer ny støj. Forsentkommende publikummer? Nå, nej: En flok rejseklædte skuespillere forstyrrer voldsomt de øvrige agerende. Måske kommer aha’et: Det er akkurat så flimrende som banegårde ude i virkeligheden.
To aktualle opsætninger af teaterklassikere i København åbner med banegårdsforvirringer. Den ene er ’Macbeth’ på Gasværket. Før start hører man tilskuere snakke om, at det er deres »første Shakespeareforestilling«. Iscenesætteren har valgt, at det 400 år gamle drama lægger ud på en stationsperron. Rejsende, hvoraf flere soldater i vistnok Første Verdenskrigsuniformer venter, mens vi følger lyden af to gennemkørende hurtigtog. Det andet er ’Den gamle dame besøger byen’ i Skuespilhuset. Publikum er fordelt i salen og, ekstraordinært, på tribuner på scenen. Formodentlig første Dürrenmat-forestilling for de ca. 10 procent af tilskuerskaren, der er under 65 år. Vi skal have mentalt fodfæste i det 54 år gamle drama ved at se borgere myldre ind på stationen i en vistnok sydtysk provinsby. De og vi oplever i de næste minutter flere ekspresdamptog køre igennem uden at stoppe. Tegn på – ifølge et par banearbejdere – at ’udviklingen’ nu kører uden om den førhen så stolte købstad Güllen. Tilbage til fodbolden (den professionelle). En stor del af tilskuerskaren er så at sige lige på trapperne. I enhver skoleklasse går mange drenge jo til træning hver uge – og fodboldglade fædre tager knægtene med til et pænt antal fodboldkampe. Et lille opslag om næste kampdag på supermarkedets glasdør er påmindelse nok. Vi zapper over til teaterpublikummet. Hvem skal sørge for, at næste generation får, og bevarer, lysten til at gå i teatret? Hvem tænder og slukker for de unges nysgerrighed over for voksenteater? Det gør journalister og lærere, påstår jeg. Gennemsnitseleven, der starter på en ungdomsuddannelse, har aldrig været i et teater. Hun kan håbe på, at en dansk- eller sproglærer tilbyder en enkelt, pensumrelevant tur undervejs i skoleforløbet. Men derudover findes en lidt upåagtet gruppe undervisere, der har det som højt prioriteret fagligt krav at sende eleverne til alskens teater ude. Dramatiklærere hedder de, og vi er vel rundt regnet et par hundrede af slagsen. Selv er jeg storforbruger af teateroplevelser med elever, ca. femten forestillinger i sæsonen. (Privat kommer ti ture oveni). Alle, der forholder sig til eller arbejder med teater/skuespil/dramatik i undervisningssammenhæng, vil også respekteres af anmelderne – som en vigtig målgruppe. ’Åbn sanserne, flyd med i iscenesættelsens hensigter, lur underteksten hos spillerne ...’ er løsenordene når vi rykker ud. Jævnligt læser vi teatrenes forskræp og avisernes foromtaler før; og vi øver eleverne i at skelne formålet med disse genrer sammenlignet med kritikken efter. I sin klumme før premieren udråber en journalist ’Der Besuch der Alten Dame’ til at være »et dårligt stykke«. Jawohl, replicerer læseren – og sidder ret i sofaen. Generationer af tysklærere i den danske gymnasieskole har åbenbart ikke forstået, hvad kvalitet er, når de vælger dette til værklæsning. En anden akademisk skolet besserwisser mener, at Dürrenmatts stykke »læner sig noget uoriginalt op ad Brechts episke teater«. Hvad skal sådanne uforbindende dekreter til? Arbejder I på en håndbog for teatergængere? Man ser for sig: På højresider står titler mærkede ’gode/kan spilles’; på venstresider – stemplet ’Anmelderforeningen advarer!’ – står de uoriginale/dårlige/uspillelige, f. eks. læsedramaerne. Hvorfor må skuespilteksters sjældenhed og særheder ikke erklæres som udfordringer for kunstnerne? Man læser, i klummer og anmeldelser, et stigende antal af disse dommerkendelser i medierne. De er lodret urimelige og bliver som gift for usikre søgende publikumsgrupper. Pladsen her er ikke til lange lister med eksempler på vellykkede opførelser af undertippede skuespiltekster. Jeg nøjes med et par eksempler fra et par årtier: Rialto Teatret opførte i 1991 en anmelderhyldet og velbesøgt udgave af næsten ukendte ’Cymbeline’ af Shakespeare. Danskere, der har set læsedramaet ’Aladdin’, kan tælles i millioner. De fleste hjem sad nemlig klinet til fjernsynet da monopol-DR sendte den storladne helaftensudgave i 1976. Før og senere kom mange andre fortolkninger, blandt andet Gladsaxe Teaters friluftsopsætning i Dyrehaven i 2001.
