Jeg er ikke i tvivl om, at det kvindelige begær findes. Men jeg tvivler på, hvorvidt det udleves. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad der regulært foregår i soveværelset. Men i de medier og historier, kvinder spejles i udenfor, italesættes sjældent et eksplicit kvindeligt begær. Per Flys nyeste film ’Kvinden, der drømte om en mand’ gør det dog, men desværre, og nok symptomatisk for sådanne historier, er begæret fatalt.
Erotisk Per Fly-film forvirrerPolitikens artikel, ’Feminister, det er da nogen, der elsker sex’ (19. Dec. 09), er heller ikke særlig optimistisk for statuering af et kvindeligt begær endsige formidlingen af det. Billedet på forsiden, der introducerede artiklen, viste en kavalergang på en kvinde. Skulle det være udtryk for et kvindeligt begær – en kvindes lyst? Ja, rettet mod en anden kvinde, måske. Men en kvindes lyst mod en mand er da ikke rettet mod hendes egen kavalergang eller hvad? Billedet signalerer, at en kvindes begær er en refleksion af mandens begær rettet mod hendes krop.
Feminister elsker da sexDen pornofilm, journalisterne valgte at bruge til at beskrive et kvindeligt begær eller kvinders lyst, handlede om en kvindelig blotter, som vandrede rundt i Paris, og som endte med at ’spille’ den af med et massageapparat. Er pointen med kvindelig pornografi ikke, hvorledes kvindens seksualitet kan udfolde sig lystfuldt og tilfredsstillende i mødet med manden, eller er det hendes ’universelle’ lyst forløst i hende selv, der udgør et inspirerende afsæt for det kvindelige begær?? Ikke just, synes jeg.
Med et feministisk perspektiv på dagsordenen er det interessante og afgørende, om kvindens seksuelle møde med manden kan realiseres – (vel også) på hendes præmisser. I pornografien såvel som i virkeligheden.
Pornografi for kvinder er efter sigende under opgradering trods eksemplets manglende overbevisning. Men en ting er fantasien. Hvordan står det til i virkeligheden? Lykkes kvinders seksuelle møde med manden i soveværelset?
Feminisme i dag handler meget om de strukturelle uligheder, som er nedarvet gennem institutioner og kultur. Belært og skræmt af 70’ernes dæmonisering af mænd som køn, såvel som af den enkelte mand, forsøger vi at skære feminisme til som reaktion på den strukturelle ulighed, ikke at holde nogen personligt ansvarlig. Men det betyder vel ikke, at kvindeundertrykkelse generelt, eller fastholdelse af patriarkalske strukturer, ikke sætter sig igennem privat?
Når vi taler om den strukturelle undertrykkelse eller mangel på ligeberettigelse, hvorledes sætter denne struktur sig så igennem på et personligt plan og i intime relationer?
Oplever kvinder i det daglige samvær, følelsesmæssigt og intellektuelt, seksuelt og verbalt, lighed eller ulighed? Om ikke på bogstavelig demokratisk vis, så bare et nogenlunde ligeværdigt afsæt og råderum? Skal kvinder kæmpe for at få taletid, orgasme, tid til sig selv eller til deres arbejde?
Der er meget fokus på kvinders overtagelse af hjemmet. Men en ting er at bestemme farven på væggen, udvælge møblementet og påtage sig den fulde organisering af familiens gøremål og trivsel. En anden ting er at komme til udfoldelse (verbalt, seksuelt, følelsesmæssigt) som den person, man nu engang er. Og med det temperament, man nu engang har.
Feminismen fra 70’erne er udskældt, men måske bør vi igen tale om at gøre det private politisk.
I artiklen ’Fisseflokken lever stadig’ (20. dec. 09) efterlyses »et nyt sæt spilleregler for mænd og kvinder i det danske samfund«. Menes der mon her mellem eller for kønnene? og er der forskel? Kan lighed for kønnene efterstræbes, uden at det sætter sig igennem for dynamikken imellem kønnene, og er det ønskværdigt eller ej?
Nye ligeværdige spilleregler for kvinder og mænd kan dog nok være svære at indføre, hvis socialiseringen af mænd ikke er funderet i forhold til at lykkes som (traditionel) alfahan, som Karsten Borg Hansen beskriver det i sin kronik ’Den forsvundne mand’ (1. nov. 09). Eller hvis mænd selv mener, at det faktum, at det genetiske materiale ikke har ændret sig de sidste 40.000 år, betyder, at mænd stadig fungerer ud fra basale jagtinstinkter; som Nicolaj Steen synes at konkludere i interviewet i forbindelse med sin film, ’Oldboys: Mænd må gerne græde’ ( 23. dec. 09).
Nikolaj Steen: Mænd må gerne tudeHvis vi kan indføre nye spilleregler, skal de så kompensere for det, vi identificerer som forskelligheden mellem mænds og kvinders urinstinkter, så lighed opnås på arbejdsmarkedet, mens selv samme forskellighed dyrkes og romantiseres i privatlivet, fordi ’uh – den lille forskel er jo hele humlen’ i tiltrækningskraften mellem mænd og kvinder?
Hvis den udefinerbare, og åbenbart uundværlige, lille forskel f.eks. udmunder i, at »mænd tænder på ungdom og udseende« og »kvinder (..) på magt og rigdom«, som K. B. Hansen i sin kronik påpeger, er det så uomgængeligt ’naturligt’? Eller logisk? Er det urmennesket, der trodsigt sætter sig igennem den opnåede ligestilling og negligerer, at kvinder har adgang til uddannelse og indflydelse i samfundet og ikke behøver mænds magt og rigdom for at føle sig betydningsfulde? Eller signalerer den kendsgerning, at rige mænd (stadig) gifter sig med unge, smukke kvinder, at ligestillingen netop ikke er slået igennem? Kvinder får uddannelse og tjener penge, men magt og rigdom opnår de ikke?
Med ligestilling og demokratisering mellem kønnene udfordres mænds relationer til kvinder såvel som til hinanden. Deres indbyrdes rivalisering mister symbolværdi og betydning, når kvinder ikke er et trofæ, de kan pisse hinanden af med, men et menneske, som de skal forholde sig til på lige fod som til andre mænd. Måske er denne ændring bare tilsyneladende. I virkeligheden konkurrerer mænd fortsat som ind i helvede trods teambuilding og nye udvidede samarbejdsformer.
I virkeligheden er kvinder stadig noget, der skal erobres, vises frem og dernæst sættes til siden, for det er blandt ’drengene’ på arbejdspladsen eller i fritiden, at mænds identitet bekræftes og deres person udfoldes. Når kvinderne tror, de har, eller når de higer efter et liv sammen med deres mænd, så har mændene deres egentlige liv uden for hjemmet blandt andre mænd.
I tv-programmet, ’Suzanne Bjerrehuus – hele historien’ (TV 2, 13. okt. 09) udtaler Suzanne Bjerrehuus, at hun og Asger Aamund kan tale arbejdsmarkedspolitik hele natten. Mens Asger Aamund i ’Min kone er skide sur’ (DR 2, okt./nov. 09) udtaler, at mænd vil knalde med konen og så tilbage til drengene på arbejdet, i fritiden, ude i verden.
Søren Fauli skrev på et tidspunkt i sin kronik, ’Ligestilling er ren utopi’ (Politiken 28. okt. 08), at kvinder er mænds nøglehul til livet, og hvorfor forstår kvinder ikke det og lever op til det? Det foresvævede ikke Fauli, at kvinder ikke er sat i verden for at fungere som forbindelsesled til livet for ham, men at de har deres egen livstråd at spinde. Mens han havde realiseret sin kunnen som filminstruktør, bebrejdede han nu sin ekskone, at hun ville realisere sig selv.
Ligestilling er ren utopiFor det første må Fauli anerkende, at kvinder er subjekter i egen ret uagtet hans behov for kompensation for ikke selv at kunne forbinde sig til livet. For det andet lever vi i en historisk periode, som for længst har gennemskuet nævnte handel – jeg skaffer, du tager dig af hjemmet og ’livet’ for mig, så jeg ikke føler mig udelukket fra verden, mens jeg halser rundt i den for at tjene penge – som en katastrofal ubalance i et kærlighedsforhold mellem mand og kvinde. I stedet for et voksent, ligeværdig forhold til en kvinde vil han have en mor, der luller ham i sin barm, når verden udenfor sårer hans maskuline selvfølelse.
Sådan en opfattelse burde være døet ud efter ungdomsoprøret og op gennem 70’erne. Men hvor udbredt er Faulis verdensbillede af kønsrollerne i dag – egentlig?
Katrine Munck mente i sit læserbrev ’Feminisme 2.0’ (26. jan. 10), at unge kvinders ondthed i livet er et større problem, end at veluddannede karrierekvinder ikke kommer i bestyrelser. Det kan synes sådan, at en manglende bestyrelsespost er et luksusproblem i forhold til at forsøge at begå selvmord. Men dybest set er de to mangler – ikke at kunne entre mandeklubben, ikke at ville livet – to sider af samme sag. Kvinder i dag opdrages og uddannes til at udvikle og udleve deres subjektivitet. Desværre er kvinder samtidig omgivet af en gennemgribende kulturel spejling gennem medier såsom tv, film, magasiner, selvhjælpsbøger, reklamer og mode, som nedbryder den subjektivitet, som uddannelsessystemet bygger op.
Formelt i loven, i uddannelsessystemet og på arbejdspladsen opfattes kvinden som subjekt på lige fod med manden med egen drivkraft og vilje, personlighed og temperament. Men i kulturen og i interaktionen med manden er hun stadig låst som objekt eller som projektionsskærm for mandens begær, fantasi og angst.
Den kulturelle spejling kiler sig ind i kvinders selvværd og selvhævdelse: kvinder er aldrig gode nok, som de er. Kun gennem en fortsat disciplinering og undertrykkelse af krop, psyke og udtryk kan de blive perfekte og cool nok til at blive attråværdige og elskværdige.
Forestillingen om den seksuelle og romantiske tiltrækningsdynamik kønnene imellem står heller ikke mål med ligestillingsbestræbelser på arbejdsmarkedet og den formelle ligestilling i samfundet. Det betyder en skizofren opsplitning af kvinders identitet. En, som de er på job med, én, de skal være privat med – som f.eks. elskerinde/kæreste/kone.
Heri ligger også et paradoks, for det ser jo ud til, at parforhold med hjem og børn før eller siden afslører kvinden som meget mere handlekraftig, konstruktiv og moden og manden meget mindre, end den (anti)moderne datingkultur forsøger at foregive og fastholde. De polariserede kønsroller i historiefortællingen af mænd og kvinder – hele dét her dreng møder pige-koncept, som gentager sig i diverse medier (film, reklamer, tv-programmer, sange) – fastslår, at drengen er et handlende, erobrende subjekt, og pigen er et afventende kostbart objekt for drengens begær, vilje og handlekraft.
Med denne præmis for samlivet mellem mænd og kvinder er det ikke bare på arbejdspladsen, at den reelle ligestilling halter bagud. Den giver også bagslag i privatlivet, når kvinden ikke kan udfolde sig som subjekt i en gensidig, udvekslende kontakt med manden.
Pigen socialiserer sig til mand på arbejdsmarkedet, men kommer ikke til tops, fordi hun er kvinde. I sit personlige liv socialiserer hun sig til kvinde med traditionelle dyder i overensstemmelse med datingmarkedets præmisser. Når kernefamilien er etableret, vender hun rundt på en tallerken og bliver oberst i eget hjem, så hverdagen kan fungere. Hun bestemmer, men bliver ikke hørt, set eller imødekommet som person. På et tidspunkt bliver hun sandsynligvis skilt og får en ny mand, hvor hun som person i samlivet har en lidt bedre chance for at udfolde sig, fordi samlivet med den nye mand, i modsætning til samlivet med hendes børns far, er adskilt fra hendes liv med børnene.
Drengen socialiserer sig til mand på arbejdsmarkedet og kommer til tops, hvis han forstår at manøvre sig op i hierarkiet mændene imellem og vælge de rigtige legekammerater. Han scorer den perfekte kvinde og lader hende overtage hjemmet som sit domæne. Han kan alligevel ikke overskue det, hjemmet, og vil hellere lege med drengene på arbejdspladsen og arbejde over. Han bliver også skilt, når hans kone vil det, eller fordi han føler sig kvalt i hjemmet.
Medmindre han indser livskvaliteten ved at være sammen med sine børn og ved at opbygge et ligeværdigt forældreskab med sin kone. De par er glade forældre sammen, men hvis de kun kan få seksualiteten til at fungere baseret på traditionelle, romantiske kønsroller, holder de selvsagt op med at have sex. Skiftet mellem forældreskab og ægteskab bliver konstitueret som et decideret skift, fra praktisk dagligdag til romantik med ’uh – den lille uundværlige forskel’, og for nogle er det skift uoverkommeligt. (De bliver ofte også skilt!).
Kommunikation mand og kvinde imellem er absolut nødvendig for at gennemleve og acceptere dette paradoks: at måden man blev kærester på bestemt ikke er måden at leve sammen på. Maskulinitetsparader og feminitetsmaskerader kan (måske) fungere fint som optakt, men kommer til kort, når den følelsesmæssige, praktiske og til dels økonomiske forbundethed og afhængighed sætter sig igennem. Parallelt med det uundgåelige parløb er man to voksne subjekter med hver sin dagsorden, i og med livet, som skal udleves i en vis udstrækning, uanset om disse dagsordener overlapper hinanden eller ej.
Før kernefamilie og arbejdsliv etableres i ens liv, bør kvinder måske på samme måde som mænd danne en etkønnet klubmentalitet til egen fordel.
Et identitetsdannende forum for arbejde med sparring, leg og gensidigt animerende konkurrence. Dvs. et rum, hvor kvinders subjektivitet kan udfolde sig i egen ret, opstået af og rettet mod karrierefremmende arbejdsindsats og personligt udviklende gennemslagskraft. Et selvkørende, selvnærende, lukket system, der for sine ’medlemmer’ afstikker vejen fremad, opad, igennem – til verden.
Hvordan mænd og kvinder så dater og finder sammen, når kvinder er subjekter i egen ret – tja – det er her, de nye spilleregler må opstå.
fortsæt med at læse
