Der er forårstopmøde i luften. Det lugter af en frisk, grøn start. Lad os håbe det. For de europæiske ledere skal beslutte noget så afgørende som en europæisk vækststrategi. EU2020 hedder den. Efter lang tids træden vande kan vi endelig sige: Klar, parat, start! Traktaten er på plads. Posterne besat. Europaparlamentarikerne har fundet deres sæder. Kommissærerne er blevet krydsforhørt. Så nu er EU med andre ord klar til at finde politiske løsninger på europæernes udfordringer. Først og fremmest de økonomiske udfordringer. Krisen har ramt alle europæiske lande hårdt. Grækenlands økonomi er tæt på kollaps. Mange europæere har mistet deres job. 80 mio. lever i fattigdom. Derfor er det godt, at der har været fokus på at genoprette økonomien nu og her. Og på at regulere de finansielle markeder, så vi kan forebygge lignende kriser i fremtiden. Men der er samtidig behov for at tænke langsigtet. Vi kan ikke være ligeglade med, hvordan det går med reformer, mål og investeringer i vores europæiske nabolande. Vores økonomier hænger uløseligt sammen. Derfor rammer det også os danskere og vores velfærd, når væksten stagnerer og økonomien halter i de andre EU-lande. Det er velfærd og sociale hensyn, der gør, at vi er optaget af en vækststrategi. Når økonomien skranter, rammer det altid de svageste i samfundet hårdest. Hvis vi skal hive de mange europæere ud af fattigdom, er vi nødt til at se langsigtet på den samlede økonomi. Alle vil gerne have velfærd. Ingen ønsker voldsomme klimaforandringer. Skrækscenariet er, at EU bliver den tunge dreng i klassen, mens Kina, Indien og USA sidder med hænderne i vejret på første række. Vi vil selv i front. Men hvordan? Med andre ord: Hvordan bliver Europas økonomi både konkurrencedygtig, grøn og vidensbaseret? Problemet er ikke nyt. I 2000 formulerede de europæiske ledere en ambitiøs vision: EU skulle i 2010 være verdens mest konkurrencedygtige økonomi – baseret på viden, bæredygtighed og social inklusion. Er vi så det i dag? Næ. Lissabonstrategien, der skulle realisere målet, indeholdte mange gode planer, reformer og målsætninger. Men vi må desværre se i øjnene, at en del af visionen blev til illusion. Det er imidlertid ikke retfærdigt at udråbe Lissabonstrategien til en klokkeklar fiasko. Visse ting er faktisk lykkedes. Flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet. EU har overhalet USA i brug af mobil og bredbånd. Og EU har sat en reformdagsorden. Der er frem for alt ting, vi kan lære af Lissabonstrategien, når vi nu skal i gang med at formulere en ny strategi for de næste ti år. Det vender vi tilbage til. Vi mister velfærd Europa sakker bagud i forhold til Kina, USA og mange andre lande. Sker det, mister vi vores velfærd. Tre spørgsmål trænger sig på: 1) Hvad skal vi europæere leve af i fremtiden? 2) Hvordan sikrer vi en økonomi, der kan klare sig i den globale konkurrence? 3) Hvordan sørger vi for, at vækst ikke sker på bekostning af – men ved hjælp af – klima- og miljøtiltag? Lad os tage dem et for et. Vi skal leve af viden. Det lyder da godt, ikke? Men vi kan ikke læne os tilbage og sige, at Europa producerer viden og originaler, mens Asien tager sig af industri- og kopiprodukter. Vi er nødt til at forholde os til, at kinesere og indere stormer fremad. Snart har de vindmøllefabrikanter, der giver Vestas baghjul. Medicinalvirksomheder, der får Novo til at ligne et lokalt værksted fra 50’erne. Europæisk industri – også den højteknologiske og vidensbaserede – sakker bagud i den benhårde konkurrence. Og vi taber ræset, hvis ikke EU kommer ud af starthullerne. Med andre ord: EU skal i front på viden og innovation. Ikke som et mål i sig selv, men fordi viden er en forudsætning for vækst, som igen er en forudsætning for den velfærd, vi sætter så stor pris på. Det kræver investeringer i forskning og uddannelse.
I dag er der kun fem europæiske universiteter på verdens top-20 liste. Et konkret mål kunne være, at mindst halvdelen af universiteterne på top-20 skal være europæiske. EU halter i den grad bagud på forskningsinvesteringer i forhold til USA, Japan, Sydkorea, mens Kina i disse år hæver sine investeringer så drastisk, at de er et mulehår fra at overhale USA som det land, der totalt investerer flest penge. Gennemsnitligt er EU-landenes forskningsinvesteringer steget så marginalt, at det er svært at få øje på: fra 1,82 pct. i 2000 til 1,90 pct. i 2008 – trods Lissabonstrategiens målsætning om tre pct. Kun Sverige og Finland ligger på linje med USA og Japan. Det er for sølle. Medlemslandene skal investere langt mere. EU’s forskningsbudget, der udgør under 6 pct. af det samlede budget, skal vokse, for ikke at sige eksplodere. På bekostning af landbrugsstøtten. Der er kort sagt behov for: flere midler, mindre bureaukrati, mere fri forskning, mere risikovillighed. Det er ikke nok, at universiteterne er i top. Deres viden skal omsættes hos virksomhederne. Lad os f.eks. få en europæisk erhvervs-ph.d.-ordning efter dansk forbillede. Fordi ph.d.erne kan være med til at sikre vidensoverførsel fra universiteter til erhvervsliv. For at tjene penge på forskernes opfindelser må man have et velfungerende patentsystem. Hvor svært kan det være? Det er en farce, at vi i Europa ikke kan blive enige om et europæisk patent og en patentdomstol. I ti år har lovforslaget ligget på bordet – uden at opnå enighed om en fælles sprogordning. »Jeg er ligeglad, jeg skriver dem gerne på russisk – bare vi kan få en enkel europæisk patentordning«, som direktøren for Danisco sagde for nylig. Uddannelse modvirker arbejdsløshed Uddannelse er ikke alene den bedste forsikring mod arbejdsløshed. Det er også bedste bud på at gøre sig gældende i den globale konkurrence. I dag får 78 pct. af europæerne en ungdomsuddannelse og 31 pct. en videregående. Det er ikke godt nok. Derfor bør EU’s vækststrategi indeholde et mål om, at 90 pct. af alle Europas unge i 2020 skal have en ungdomsuddannelse, mens 45 pct. af alle Europas unge skal have en videregående uddannelse. Der er variationer landene i mellem, derfor skal hvert enkelt land forpligte sig på et nationalt mål, som er både ambitiøst og realistisk, og som bidrager til at nå det fælles mål. Det andet centrale spørgsmål er, hvordan vi sikrer en konkurrencedygtig økonomi. I bund og grund har europæerne altid været købmænd, der lever af at handle. Det er det, EU er bygget op om: et fælles indre marked, som vi nu tager for givet. Men det indre marked er ikke et afsluttet projekt. Krisen frister landene til at sætte barrierer op for at beskytte deres nationale industrier. Det hindrer vækst. Blev alle barrierer for varer fjernet, ville det ifølge beregninger fra DI udløse en velfærdsgevinst på 50 mia. euro hvert år! Læg dertil serviceydelser og personmobilitet. Derfor skal det indre marked boostes. Al eksisterende national lovgivning skal screenes med henblik på at finde og fjerne unødvendige barrierer for den frie bevægelighed. Samtidig skal vi sørge for en moderne infrastruktur, som er en forudsætning for økonomisk vækst. Bredbånd er f.eks. en vigtig infrastruktur i økonomien. Internet i hjemmet skal være en borgerret, og EU skal tage ansvar for, at 4G bredbånd rulles ud til hele Europa. Det vil fremme e-handel, vidensdeling og konkurrenceevne. Vi er nødt til at se på de europæiske arbejdsmarkeder. Nu og her har vi arbejdsløshed. Men inden længe står Europa i den modsatte situation. Det er ikke noget, vi ser i clairvoyantens kaffegrums. Det er blot at læse simpel statistik om Europas demografi: Flere ældre, færre unge.
