Klokken er 12.50.
Jeg sidder i venteværelset hos en psykiater og har tid klokken 13. Års overvejelser og bare seks ugers ventetid har jeg lagt bag mig. Jeg sidder og glæder mig over det skønne vejr og køreturen hertil. Her er kun mig i en entré uden vinduer, men med flere åbentstående døre. Et par minutter i et kommer en mand hastigt ind udefra, ser flygtigt på mig, stryger om hjørnet mod en åben dør og siger, han lige straks vil være der. Det må være psykiateren, og han ved åbenbart, at jeg er mig. En elkedel sættes i gang, et krus stilles frem, en teske tages op af en skuffe, og låget skrues af et glas neskaffe, vandet hældes i kruset, der røres rundt. Ud af øjenkrogen aner jeg, at han med kaffe går ind på kontoret ved siden af, måske til sekretæren. Klokken er lidt over et. Han taler højt lige inden for døren om vejret og sin ærgrelse over, at det var dårligt i weekenden. »Hvorfor skal det altid være godt vejr, når man skal arbejde, det er noget, jeg har spekuleret meget over«, siger han, »da jeg var i Lapland … « Bla, bla, bla. Mens der pludres videre derinde, repeterer jeg i tankerne mit svar på spørgsmål 12 om behandlingsønsker og forventninger i det oplysningsskema, jeg har udfyldt.
