Skoledebatten har i de fleste af de knap 40 år, jeg har arbejdet som lærer, været præget af en urealistisk opfattelse af børns evner og muligheder. Folkeskolen er et vigtigt fundament for samfundet, og den har været en fantastisk arbejdsplads, men jeg forstår godt, at en del vælger den fra. Folkeskolen har svigtet på grund af manglende vilje til at udøve selvkritik og lytte til forældres bekymringer og ønsker. Danmarks Lærerforening har altid brugt automatsvaret om flere penge til efteruddannelse, lavere klassekvotienter og i øvrigt fastslå at danske børn er glade for at gå i skole og meget kreative. Derimod har man sjældent lagt hovedvægt på faglighed og arbejdsdisciplin. Det er ikke rigtig ’passende’ ord at bruge. Nævner man endelig faglighed, er det mest med en understregning af, at faglighed skal ses bredt. Det er, som om man er bange for at kræve et generelt højt fagligt niveau. Børnene er ’samspilsramte’, derfor har man ikke villet stille krav om, at forældrene påtog sig mere ansvar for af deres børn, så de var underviselige. Det kunne da ellers være et passende krav fra en faglig organisation, når man tænker på lærernes arbejdsmiljø og klassens trivsel. Nogle lærere har måske også haft tendens til at undskylde elever og vise overdreven forståelse for de svage elevers vilkår med det resultat, at visse elever har kunnet ødelægge arbejdsmiljøet i klassen i årevis. Det kan være fristende at bagatellisere et problem, for hvis man erkender det, bør man jo også gøre noget ved det. Jeg har somme tider undret mig over forældrenes tolerance. Mange forældre har også oplevet, hvordan lærere måske især tidligere har manet til besindighed, når forældre har udtrykt bekymring over, at deres børn ikke kunne læse alderssvarende. »Det skal nok komme«, blev nogle forældre sendt hjem med. Man kunne høre forældre blive omtalt som ambitiøse eller stræbere, når de havde kritiseret det faglige niveau. Dette var helt klart ikke ment positivt. Det er muligt, at kritikken af de mange test, eleverne nu skal igennem, er berettigede. Men når man så bredt politisk har været enige om at stramme op, ser jeg det som en erkendelse af, at det nogle steder har sejlet i folkeskolen, hvad angår faglighed og ansvarlighed. 70’er-pædagogikken har trukket nogle dybe sår både i hjemmene, hvor mange forældre troede, at fri opdragelse var ingen opdragelse, og i skolen, hvor ikke alle formåede at holde tunget lige i munden og bruge sund pædagogisk fornuft i de ideologiske stormvejr, vi har været ude for gennem 70’erne og til dels 80’erne. Når man nævner den finske skole eller Pisa-rapporter, ser mange lærere rødt. Det er træls at blive kritiseret. Man påstår så, at danske elever er mere glade og innovative end de finske. Den slags er jo svært at bevise, men det er ikke mit indtryk, at eleverne er blevet mere innovative i takt med ændringen af undervisningsformerne gennem de sidste 40 år.

Tænk på alle de midaldrende iværksættere, man kender i dag. Flere af dem har jo gået i den sorte skole. De første klasser, jeg havde fornøjelsen af, var mindst lige så ansvarlige, idérige og selvstændige som mine sidste. Fagligheden er en vigtig forudsætning for at tænke innovativt. Man skal jo vide, hvordan en motor virker, før man kan videreudvikle den. Det med de skoleglade børn passer heller ikke rigtig med de mange utilpassede børn, forsømmelser og de sølle kundskaber, mange forlader skolen med. Et godt eksempel på en naiv tro på elevers evner og muligheder er indførelsen af projektopgaven som en naturlig konsekvens af den øgede projektorienterede undervisning. Det var også et udtryk for den øgede individualisering. Nu skulle eleverne selv formulere deres opgave og ved den afsluttende projektopgave lave problemformulering i samarbejde med en vejleder, som man kendte det fra de videregående uddannelser. Samtidig håbede man, det ville fremme de kreative/musiske fag og give de bogligt svage elever en mulighed for at markere sig bedre. Det var en god og ædel tanke – i teorien. I praksis er der måske kun 10-20 procent af en klasse, der virkelig forstår, hvad det drejer sig om. De fleste kan lave et fint selvstændigt emnearbejde, hvor de refererer kendt viden, men de har svært ved at formulere en problemstilling, som det kræves. Her har man virkelig solgt de svage elever og mange fra det, man kunne kalde middelgrupppen. De fandt aldrig ud af, hvad det var, og det var rigtig synd for dem, fordi de godt fornemmede, at de ikke kunne. De lavede fine ting og arbejdede ofte fint, men de kunne ikke lave en problemformulering. Det kunne lærerne så til gengæld, og de blev rigtig gode til at hjælpe eleverne igennem og blive begejstrede for et stykke hård masonit, der var malet og havde fem søm, der markerede byer. Den slags er bare ikke værdigt for eleverne. Igen viste det sig, at det er de i forvejen privilegerede, der profiterer af nye muligheder. Man bliver nødt til at lave en differentiering – også hvad angår arbejdsformer. Et fåtal af elever kan være selvstyrende i kortere perioder, men de fleste har behov for et fællesskab, klasseundervisning og rundkredse. Hvis de bliver overladt til et selvstændigt projekt, kan de bruge timer – dage, uden at der kommer noget ud af det. Så siger man måske undskyldende: Ja, der var måske ikke så meget fagligt, men så lærte de så meget andet. På den måde må mange være blevet fantastiske til ’så meget andet’. Man skal tage eleverne og deres tid meget alvorligt, og det gør man ikke ved at lade dem skøjte rundt på gangene og se travle ud. Mange elever slipper på den måde med en ydeevne på under 50 procent. Selv med en bred opfattelse af læringsbegrebet må det betegnes som helt utilfredsstillende. Det glæder mig, at der nu lægges op til større skoler. Det er efter min opfattelse en myte, at de små skoler er bedst. Måske i de allerførste år, men selv der opstår nemt, hvad man kunne kalde kuvøseskoler. Der mangler faglig sparring for lærerne, udfordringer og social læring for eleverne. Selv på en stor skole har man jo klassen som en lille tryg enhed. I stedet for som en slags refleks at oprette en friskole, når den lille skole lukker, burde man bruge energien og entusiasmen til at engagere sig i den nye større skoles liv. Man kan nemlig ikke overvurdere betydningen af en engageret og positiv forældrekreds. Hvis man har tillid til hinanden, kan lærerne og forældrene nå meget langt. Man skal være ærlige. Lærerne skal ikke pynte på klassens opførsel, men sige ligeud, hvad forældrene skal være opmærksomme på, og hvad man forventer af dem. Når eleverne oplever, at de voksne, der har ansvaret for dem, står sammen og vil hjælpe dem, kan man komme langt. En elev sagde engang, lettere bebrejdende: »Snakker I sammen?«